Uddannelse

Jeg studerede jura i fængslet, mens jeg afsonede en dom for narkokriminalitet

At studere i fængslet kan føles som en lang, ensom kamp, når man som kriminel er vant til hurtige penge og et liv på kanten af loven.

af Shani Pedersen
30 august 2018, 8:27am

Når Thomas bliver løsladt om tre år, er han fast besluttet på at leve et liv uden kriminalitet. Alle billeder af Marie Hyld

Arne Jensen havde aldrig forestillet sig, at han skulle tage en uddannelse.

”Jeg elsker at være kriminel,” siger han begejstret og lyser helt op, som når vi andre taler om fodbold, skak eller en anden uskyldig fritidsbeskæftigelse.

Arne er 38 år gammel og har tilbragt en tredjedel af sit liv bag tremmer. Han har siddet i ti arresthuse og fængsler i den tid, han har afsonet sine domme, der tæller vold, brandstiftelse, indbrud og hashsalg. I alt har det givet ham 12 år i fængsel.

Det begyndte allerede, da han som barn stjal mad i Netto i Ishøj, for mor havde ikke mange penge, siger han. Og så tog det ene det andet. Arne omtaler sig selv som ”indbegrebet af kriminel”, og når man spørger ham, hvad han har gjort for at blive det, nævner han ikke én, to eller tre ting, men svarer: alt.

I marts 2017 havde han seks kilo hash og 150.000 kroner i kontanter på sig, da han blev omringet af politi i forbindelse med ”Operation Nordlys” på Christiania – det, der bliver kaldt den største hashsag i Danmark.

“Hvis du Googler mit navn med ordet ‘hash’, finder du en masse lort. Der er ikke længere nogen fremtid for mig som kriminel. Er der indbrud i min kommune, banker politiet på hjemme hos mig en halv time efter,” fortæller han.

Så i begyndelsen handlede det at tage en uddannelse om, at han “blev nødt til at gå andre veje.”

Det var en mentor i fængslet, som for tre år siden satte ham ned på en stol og fortalte ham det, som ingen før havde fortalt ham. At uddannelse er en god idé, og at han godt kan. Den samtale fik Arne på nye tanker. Nu tør han for første gang drømme sig ud på den anden side af trådhegnet i Horserød Fængsel, og i sine drømme er han ikke indbegrebet af kriminel.

”Jeg vil sgu gerne leve et trivielt liv med Volvo, villa og vovse og alt det der stads,” siger han.

Efter samtalen med mentoren, færdiggjorde han sin folkeskoleeksamen med 9. og 10. klasse, for at han derefter kunne starte på en HF.

"Først nu er det gået op for mig, at jeg ikke er et dårligt menneske, at jeg ikke er dum. Jeg har et godt hoved," siger Arne. Foto: Marie Hyld

Dømte i danske fængsler har ifølge dansk lov både pligt og ret til at være beskæftigede 37 timer om ugen. ‘Beskæftigelse’ dækker i fængslet bredt over arbejde, undervisning, misbrugsbehandling og vredeshåndteringsprogrammer.

I kalenderåret 2016 sad 3421 i fængsel i gennemsnit per dag i Danmark. Kriminalforsorgen kan ikke oplyse, hverken hvor mange, der har påbegyndt eller færdiggjort en videregående uddannelse. Men Tina Engelbrecht Ising, der er chef for Koncern Resocialisering i Kriminalforsorgen oplyser, at mellem 10 og 20 procent af danske indsatte modtager undervisning. Det dækker over alt fra et kortere kursus til en akademisk kandidatuddannelse.

“Undervisning i kriminalforsorgen dækker over en bred vifte af tilbud, så tallene kan ikke stå alene,” siger hun.

Kriminalforsorgen registrerer desuden kun antallet af påbegyndte uddannelsesforløb. Det betyder, at den samme indsatte kan optræde flere gange i statistikken.

Spørgsmålet om indsattes ret og muligheder for uddannelse er en del af en årelang diskussion om indsattes vilkår, der splitter politikere, forskere og interesseorganisationer. Det taler ind i en lang retsfilosofisk og politisk debat, som handler om, hvorfor samfundet overhovedet straffer – hvad vil vi opnå? Straffer vi af hensyn til folkets retsfølelse og for at afskrække den dømte fra at begå ny kriminalitet? Eller straffer vi, fordi vi vil hjælpe de indsatte ud af kriminalitet og tror på, de kan blive bedre, mere lovlydige borgere, hvis fængslet giver dem en vis portion frihed og resocialiserer dem?

Der er foretaget mange internationale studier, som undersøger, hvilken effekt uddannelse har for tilbagefald til kriminalitet.

Et nyt amerikansk metastudie fra maj 2018, udgivet i Journal of Experimental Criminology, har analyseret 37 års research på området – i alt 57 studier. Konklusionen i undersøgelsen er, at indsatte, som følger uddannelsesprogrammer, er 28 procent mindre tilbøjelige til at falde tilbage i ny kriminalitet, når man sammenligner med indsatte, som ikke har fulgt nogen uddannelsesprogrammer.

Også Justitsministeriets forskningskontor henviser i rapporten "Præventive effekter af straf og andre tiltag over for lovovertrædere” fra 2015 til en række studier, som undersøger emnet. Her har udenlandske studier fundet en statistisk signifikant forskel mellem indsatte, som følger en uddannelse, og dem, der ikke gør.

Der er altså noget, som tyder på, at uddannelse betyder noget, selv om det ikke kan siges at være entydigt – der er også undersøgelser, der tyder på lille eller ingen effekt.

Selv siger Kriminalforsorgen, at de vægter sikkerhed og resocialisering lige højt, fordi begge indsatser støtter op om at begrænse kriminalitet.

På internationalt plan anerkender FN’s internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i artikel 13 enhvers ret til uddannelse – dermed også folk, der afsoner en fængselsdom. Men én ting er at have retten til uddannelse, noget andet er, om det fungerer i praksis.

Det ved Thomas* alt om.

Thomas fortæller, at han altid har levet tre liv: et narkotikaliv, et pokerliv og et familieliv. Tilsammen udgjorde de et tripelliv, hvor noget var pænt, andet ulovligt. Og det pæne dækkede over det grimme.

Han satsede altid stort, uanset om han spillede poker eller solgte stoffer. Derfor spillede han kun blackjack eller high stakes, som han kalder det, for det gav ham et kick at løbe en stor risiko. Så blev man nødt til at være strategisk – ét skridt foran de andre spillere og ét skridt foran politiet. Den strategi gjorde ham til en stor pusher – én, som folk i den kriminelle underverden kendte.

”Det var et mønster for mig at springe over, hvor gærdet er lavest. Man finder en nem løsning for at komme til hurtige penge. Og masser af dem,” siger Thomas.

Thomas er et opdigtet navn. Han er anonym af hensyn til sin familie og fremtidig jobsøgning. Redaktionen er bekendt med hans rigtige identitet. Foto: Marie Hyld

Og penge var drivkraften, for penge var frihed, og frihed målet. Frihed til at rejse verden rundt, købe store biler, Gucci-tasker til konen og fine restaurantbesøg. Men en dag havde han ingen frihed, for der var det politiets tur til at være et skridt foran. De stormede ham i et lokale, hvor han spillede poker, og så var det game over.

”De havde overvåget mig i seks uger og fundet mit stash (lager med narkotika, red.),” siger han.

Det gav Thomas ni og et halvt år bag tremmer. I dag har han afsonet seks og et halvt af dem, og når han bliver løsladt om tre år, er han fast besluttet på, at han vil leve et liv uden kriminalitet. Så han startede med at tage en HF, og i den forbindelse fulgte han et valgfag i jura, som gjorde, at han fattede interesse for loven. Det var det, der sidenhen fik ham til at søge ind på HA (jur).

En af de forskere, som ved mest om det indre fængselsliv og indsatte under uddannelse, er sociolog og kriminolog Linda Kjær Minke. Ikke mindst fordi hun har levet side og side med indsatte, da hun som en del af sin ph.d. foretog etnografiske studier i over 1000 timer i et fængsel.

Udover at være lektor på det Juridiske Institut ved Syddansk Universitet, er hun også den underviser, som Thomas kender bedst. Det var hende, der underviste ham i jura, mens han læste sin HF.

I 2016 begyndte hun nemlig det første projekt i Danmark, som skulle samle dømte kriminelle og jurastuderende under samme tag i det åbne fængsel Søbysøgård for at modtage undervisning i et valgfag på jurastudiet om kriminalitet, straf og forebyggelse. Projektet hedder Inside/Outside og er et koncept, som har kørt i USA siden 1997. Valgfaget på Søbysøgård har kørt i tre semestre og bliver udbudt fjerde gang efter sommerferien.

”Linda er en fantastisk person, en ildsjæl. Det er hendes skyld, jeg startede på en videregående uddannelse, fordi hun gjorde juraen spændende. At møde en, som virkelig vil kæmpe for én og lytter til én, betyder meget,” siger Thomas.

Linda Kjær Minke fortæller, at hun i løbet af sin karriere altid har undret sig over én ting:

”Hvorfor man altid samler mennesker, som har de samme udfordringer og problemstillinger under ét tag – i stedet for at blande dem med andre.”

I Lindas valgfag bliver 12 jurastuderende og 12 indsatte indskrevet på lige betingelser, og de får begge 5 ECTS-point ud af det. Point, som de jurastuderende bruger som led i deres bachelor, og som indsatte som Thomas på sigt kan søge merit for, hvis de læser en relevant uddannelse.

”Men i bund og grund er 5 ECTS ikke en dyt i forhold til en universitetsuddannelse, så formelt set er de lige meget. Det, der er vigtigt, er, at de indsatte for én gangs skyld i deres liv bliver sidestillet med almindelige mennesker, at de for én gangs skyld oplever at blive en fucking succes,” siger hun.

Og Thomas følte sig som en succes. Lindas kursus gav ham modet til at søge ind på HA (jur). Men efter kun et år, droppede han ud igen. Det var for svært at følge med, og uddannelsessystemet i fængslet er “op ad bakke,” forklarer han.

Mange indsatte læser, ligesom Thomas har gjort det, via selvstudium, hvor de indsatte får et lokale i det, de kalder skolen. Egentlig er det bare et lokale, hvor der er computere, ingen undervisning og kun en lærer en gang imellem.

”Det er et problem, for man begynder at larme og ødelægge det for andre. Der er ingen til at moderere ligesom i en normal skole. Når de andre sidder og snakker om pik og patter, så begynder jeg også at snakke om pik og patter. Og så kommer man bagud og mister motivationen,” siger han.

På HF fik han 10- og 12-taller, men på HA (jur) var det anderledes. Han dumpede seks ud af otte eksaminer. Niveauet var højere, og på selvstudiet havde han kun mulighed for at skrive til en underviser én gang om ugen. Forstod han ikke underviserens svar første gang, kunne der gå uger, før han fik løst en opgave.

”Der mister man motivationen. Der er ingen, som bryder sig om at føle sig dum. Så er det lettere at skubbe det væk. Og det er jo pisse ærgerligt, for med den rigtige hjælp ville vi kunne løse de her opgaver,” forklarer han og henviser til, at han nok ikke er den eneste, som har opgivet sin uddannelse.

Hvor mange det drejer sig om, er det heller ikke muligt at få konkrete tal på, oplyser Kriminalforsorgen, fordi den kun har oplysninger om påbegyndte uddannelsesforløb. Men Thomas har en klar opfattelse af, at mange omkring ham mister modet hen ad vejen.

”Det er ærgerligt, for der er mange af os, som står ved en skillevej herinde. Vi skal gå ned ad kriminalitetsstien eller en anden sti, og systemet gør det besværligt for os at vælge den rigtige,” siger han.

Selv om han oplevede HA (jur) som et nederlag, begynder han på ingeniørstudiet på DTU efter sommerferien. Står det til ham, skal Kriminalforsorgen sørge for flere lærere, studiehjælpere og mentorer til de indsatte, som kan støtte og guide dem og være fysisk tilstede i fængslet.

”Det gør noget ved stemningen – fængselsmentaliteten forsvinder, fordi folk begynder at opføre sig normalt. Jo flere ’normale’ mennesker, du får ind, jo mere ’normalt’ bliver der også inde i fængslet – og så er det lettere at være en god studerende,” siger han.

Arne gerne være selvstændig anlægsgartner, for duften af en Rhododendron er dejlig, siger han, og det er afslappende at gå og klippe i en rosenbusk, indtil den bliver smuk. Foto: Marie Hyld

Det Lærende Fængsel er en dansk organisation, som arbejder for indsattes vilkår og adgang til uddannelse, læring og selvudvikling. De peger også på, at der er behov for at udvide de indsattes muligheder for uddannelse.

Ifølge dem er der de senere år opstået en ubalance i det om den årelange debat om sikkerhed og straf på den ene side over for spørgsmålet om fængslets ansvar for resocialisering på den anden.

Organisationen peger på, at debatten om sikkerhed og hårde straffe fylder for meget i den politiske dagsorden – og dermed også ude i fængslerne.

”Det går forud for indsattes undervisningsmuligheder og psykiske sundhed. Vi er nærmest nede på en annullering af noget, som kan skabe værdi for folk i fængslerne,” siger Kate Vinther, som er grundlægger og CEO i Det Lærende Fængsel, som hun tog initiativ til efter selv at have afsonet en dom.

Hun peger på, at fængslerne slet ikke er gearede til at rumme studerende i dag.

”Der skal nogle mennesker ind, som kan støtte de indsatte, ikke kun fagligt, men også socialt og menneskeligt. Og de fysiske rammer skal ændres, så der er plads til fordybelse,” siger hun.

Kriminolog Linda Minke Kjær bakker op.

”Der er så mange ressourcer gemt i de indsatte, og der skal relativt lidt til at få dem frem. Princippet Inside/Out er baseret på at lære sammen, og dét kan man udfolde til andre områder end mit snævre kursus,” siger hun med en klar opfordring til, at fængslerne, kriminalforsorgen og uddannelsesstederne sætter sig ned sammen og finder ud af, hvordan de kan udbygge partnerskaber for indsatte, som vil studere.

Ser man på den flerårsaftale, som regeringspartierne, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti indgik i november 2017, og som sætter kursen for Kriminalforsorgens arbejde i årene 2018-2021, er der sat særligt hårdt ind omkring sikkerheden i fængslerne med blandt andet øget overvågning i form af droner og øget indsats mod bandemedlemmer og kriminelle udlændinge.

Nuværende Justitsminister Søren Pape Poulsen har ved flere lejligheder krævet en hårdere linje over for indsatte og varetægtsfængslede, hvor voldsmænd skal straffes hårdere, og afsoning generelt skal gøres mere ubehagelig, særligt for bandemedlemmer. Justitsministeren er endda blevet citeret for at sige, at han ”ikke går så meget op i, om et bandemedlem bliver resocialiseret.”

Peter Scharff Smith, som er retssociolog ved Oslo Universitet, undrer sig over ministerens tilgang til resocialisering.

“Pape har sagt nogle ting, som er dybt besynderlige i forhold til dansk lovgivning, og som går direkte imod Kriminalforsorgens principper,” siger han.

Som eksempel fremhæver Peter Scharff Smith, at ministeren har omtalt det resocialiserende arbejde som 70'er-mentalitet.

Vi ville gerne have forelagt Søren Pape Poulsen kritikken. Vi ville også gerne have spurgt ham, hvor vigtigt han egentlig mener, det er at sikre muligheden for uddannelse i de danske fængsler, og hvad han vil gøre for indsatte som Arne og Thomas, der ser deres uddannelse som en vej ud af kriminalitet. Men hans politiske rådgiver er ikke vendt tilbage på vores forespørgsel om et interview.

Stod det til Thomas, skulle al uddannelse, han tager fra fængslet, foregå som i Lindas valgfag – side om side med andre studerende.

”Det havde gjort en kæmpe forskel. Du mangler den sparring herinde, som vi fik fra både Linda og de studerende. Jeg følte mig mere motiveret og lavede mine lektier. For jeg gad ikke sidde og føle mig dum over for dem,” siger han.

“Jeg har et godt hoved, men det er alle de her bump på vejen, som gør, at man mister motivationen. Der sidder altså også indsatte, som har mere at kæmpe med end mig, så hvordan må de ikke have det?” spørger han.

Fremtiden er han ikke så nervøs for. For eksempel har han ringet til store virksomheder og hørt, om de ville udelukke én som ham – en kriminel med en plettet straffeattest – hvis han søgte job hos dem, når han bliver løsladt. Nej, lød det fra mange, og derfor tillader han sig at være optimist.

”Jeg kan godt lide ham Christian Stadil, og jeg har faktisk tit leget med tanken om at skrive en uopfordret ansøgning til ham,” siger han.

Arne har kun gode ting at sige om sit uddannelsesforløb hidtil. Når man spørger ham, om han har oplevet nogen problemer med at være studerende i fængselssystemet, afbryder han, inden man får snakket færdigt.

”Problemer? Hvad snakker du om? Det er den fedeste oplevelse, jeg nogensinde har haft.”

De eneste succesoplevelser, han havde haft inden, var kriminelle. For eksempel da han skrabede sin første sorte million sammen. Og når dem, han i dag kalder “bumserne”, så op til ham.

“Det er ikke, fordi det ikke føltes fedt at tjene sorte penge. Men først nu er det gået op for mig, at jeg ikke er et dårligt menneske, at jeg ikke er dum. Jeg har et godt hoved,” siger han.

”Jeg fik motherfucker 12 i engelsk, mand,” råber han og kaster hænderne op over hovedet.

Hans mentor havde ret, da hun for tre år siden fortalte ham, at han godt kunne gennemføre en uddannelse. Efter sommerferien starter han på en HF, som sidenhen kan give ham adgang til en videregående uddannelse.

Når man spørger ham, om han har tænkt sig at gennemføre den næste uddannelse, siger han, at det er et tarveligt spørgsmål.

”Det må du ikke spørge mig om, for jeg aner det ikke. Jeg er pisseangst for, at jeg falder tilbage i kriminalitet, hvis ikke jeg gør det,” siger han.

Friheden er så skræmmende, at han har bedt Kriminalforsorgen om ikke at prøveløslade ham, for uddannelsen betyder for meget til, at han vil fucke det op, som han siger. Han kunne egentlig have været fri nu, men han vil gennemføre så meget af sin HF som muligt, inden han kommer ud.

”Jeg sidder også til det her interview for at motivere mig selv. Jeg vil råbe ud i verden, at jeg fucking har tænkt mig at gøre det, så alle ved det, og jeg bliver holdt op på det derude i friheden,” siger han.

På sigt vil Arne gerne være selvstændig anlægsgartner, for duften af en Rhododendron er dejlig, siger han, og det er afslappende at gå og klippe i en rosenbusk, indtil den bliver smuk.

”Dét havde de nok ikke troet om mig ude på Pusher Street. Men jeg kan altså andet end det der kriminalitet.”

* Thomas er et opdigtet navn. Han er anonym af hensyn til sin familie og fremtidig jobsøgning. Redaktionen er bekendt med hans rigtige identitet.