Mød sikkerhedsvagten, der filmede alle sine prutter i seks måneder og gik viralt

Den geniale "Paul Flart" er nu blevet fyret fra det hospital, som var scenen for hans kunst, men han har en plan.

|
sep 6 2018, 8:54am

Screenshot via Instagram

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Internettes næste virale superstjerne er en sikkerhedsvagt fra et hospital i Florida, som har brugt det sidste halve år på at lægge hver eneste af sine perfekt rungende prutter ud til fuldt skue på Instagram. Nu er den 31-årige mand opsat på at forvandle sin stinkende succes til et indbringende brand, som kan beskrives ganske kort: The Fart Authority.

Hans fornavn er Doug (han nægter at give os sit efternavn, eller navnet på det hospital han arbejdede på), men han ligner Kevin James, og blandt sine 20.000 Instagram-fans er han da også kendt som Paul Flart – et ordspil baseret på Centervagten Paul Blart (spillet af netop Kevin James). I onsdags fik en videoopsamling af hans mest mindeværdige hyggespredere over 374.000 views, da den røg til tops på Reddits r/videos-forum. Nu har han følgere fra hele verden. "Det er et universelt sprog. Der er ikke brug for oversættelser, det er bare sjovt," siger han til VICE over telefonen.

Hvis du er typen, der kan klare en næsten to minutter lang saga af fis og ballade, så er det svært ikke at begynde at analysere på de mange måder, Flart kan lade en vind gå. Der er alt fra korte og skarpe klik, som en lilletromme, til lange, dybe brøl. Mange i YouTube-kommentarerne er tiltrukket af, hvor klamt det er, men fortæller også, at de endte med at sidde og græde af grin. "Det er ligesom et lytte til en romantisk lydbog læst op af Terrence & Phillip," skrev en person.

Det hele begyndte, da Flart flyttede til Florida fra New Jersey for at hjælpe sin mor efter hans far døde. Han lagde mærke til, at der var mangel på sikkerhedsvagter mange steder i området, så han besluttede sig for at blive certificeret. Da han fik arbejde på et lokalt hospital, var det kun hans andet job i branchen, og han siger, at ledelsen var så glad for hans fjollede fremtoning, at de ville have, at han skulle være den første person, de besøgende mødte, når de kom ind ad dørene. Han lyder også charmerende i telefonen, og det er ikke svært at forestille sig ham give folk en tryg og hyggelig velkomst, når de ankommer til hospitalet, som ellers kan være lidt skræmmende. "Jeg får altid folk til at grine og gør folk glade," siger han. Der gik ikke længe, før han sad i receptionen, hvor der var rigtig meget ventetid ind imellem de travle perioder.

Under en særligt kedelig vagt fik Flart en åbenbaring. "Der er virkelig god akustik i lobbyen, og vi prutter jo alle sammen. En dag slog jeg en virkelig god én, og lyden var fantastisk, så næste gang det skete, optog jeg den og sendte til en gruppechat, jeg har," fortæller han. Hans venner var vilde med det, og foreslog, at han lagde det ud til resten af verden. De hjalp ham med at brainstorme ideer, indtil navnet Paul Flart opstod, og det sad fast.

25. marts 2018 lagde han sin første røv-bøvs op på Instagram. I et halvt år pruttede han sig gennem sine vagter på hospitalet, og lagde troligt hver enkelt op til sit lille, men loyale publikum på omkring 500 mennesker. Men pludselig eksploderede det hele, ligesom hans endetarm.

19. august sprang Flart fra 500 til 5000 følgere. Hvorfor? Nogen havde lavet en opsamling af hans videoer og lagt den på den populære drengerøvsside Barstool Sports. Mindre end en uge senere havde han næsten firedoblet det tal. Hans følgere bruger meget tid på at komme med begejstrede beskrivelser af hver enkelt udbrud. "Det var kun et lille trut," skrev @ceytsprivetdrv ved en video af en prut. "Jeg tror, der kom noget med ud," skrev @nick_drumtechnick ved en af de andre.

Flart siger, at efter antallet af følgere fes i vejret, er de private beskeder han har fået blevet mere og mere personlige. "Der er folk fra Holland, Tyskland og England, som sender mig private beskeder, og siger, at det er det bedste nogensinde. Det gør deres hverdag bedre. Nogle mennesker fortæller, at de har haft en frygtelig uge, men så fandt de mine videoer, og nu sidder de og griner og er glade, og det er da fantastisk. Det er essensen i det. Jeg kunne ikke bede om mere," siger han. "Der var en fyr, der sikkert bare lavede sjov, men som sagde, at han var holdt op med at tage heroin på grund af mig."

Desværre er berømmelse ikke gratis, og Flart måtte betale prisen. Da han kom på arbejde torsdag morgen, blev han bedt om at aflevere den uniform, der var blevet en ikonisk del af hans kunstværk. Han live-streamede fyringen på Instagram...

Optagelserne herover kunne være taget direkte fra Office Space. Hans chef beder ham om at stoppe med at optage. Han nægter roligt. Hans chef pointerer, at han har brudt sikkerhedsvirksomhedens regler om at bruge sin telefon på arbejdet "usædvanligt mange gange." Samtidig har han filmet sig selv iført virksomhedens uniform på en privat kundes område. Flart benægter intet, nægter at skrive under på en tilståelse – "det er irrelevant nu" – og går derfra.

Flart er helt rolig, fordi han allerede er ved at planlægge næste skridt i sin virale karriere. "Jeg tænker allerede, at jeg bare skal se, hvor det her fører mig hen," siger han. Han er allerede i gang med at lave Paul Flart-merchandise. Han har fået en side, hvor man kan støtte hans prutter. Han har fået venner, der kan lave musikvideoer og grafisk design, til at hjælpe ham med at løfte projektet op på det næste niveau. Han tænker, at det kun er et spørgsmål om tid, før han bliver kontaktet af de virale stjerners agenter.

"Vi lever i et samfund, hvor det her måske er det helt store lige nu, men med mindre jeg videreudvikler det, er det ingenting i næste uge," siger han. "Vi bliver ved med at producere indhold. Vi kan lave Paul Flart på ferie, du ved, hvor jeg har en hawaii-skjorte på og en hat, og så bare går rundt og prutter i Florida. Vi bliver ved."

Doug har forstået, hvem han i virkeligheden er: Han er Paul Flart. For at citere André Gide så er det nok bedre at blive fyret, for at være den man er, end at blive ansat for noget man ikke er.

Mere VICE
VICE kanaler