Uddannelse

En nyuddannet folkeskolelærer forklarer, hvorfor han ikke vil være folkeskolelærer

"Min største frygt er at vågne op en dag og tænke: Hvad fanden laver jeg? Hvorfor råber jeg af børnene? Hvorfor behandler jeg ikke mine kollegaer ordentligt? Hvorfor er jeg ikke glad?"

af Renna Rose Agger; billeder af Hedda Rysstad
04 september 2018, 9:02am

Antallet af ansøgere til landets læreruddannelser er faldet med en fjerdedel de seneste fem år, og lige nu er lærermanglen så massiv, at 16 procent af alle ansatte undervisere i folkeskolen slet ikke er lærere. Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, har forklaret, at hans indtryk efter at have besøgt studerende rundt om i landet er, at "selv dem, der gennemfører læreruddannelsen, er i tvivl, om de skal være lærer."

28-årige Lenni Kasper Rasmussen er en af dem. Han havde glædet sig til at arbejde som lærer, men da han endelig skulle i gang, kunne han ikke. Her fortæller han hvorfor.

Jeg søgte ind på læreruddannelsen i 2013. Det var lige efter lockouten, og jeg kan tydeligt huske, at jeg tænkte, at grunden til, jeg ikke var blevet skræmt væk af nedskæringer og tumult, var, at jeg virkelig bare ville det her. Jeg var så klar på det hele og glædede mig helt vildt til at arbejde og lære fra mig og være med til at hjælpe det her system i krise. Og så klip til fire år senere, hvor jeg måtte erkende, at jeg var nødt til at læse videre, fordi jeg ikke længere kunne se mig selv i et helt arbejdsliv som lærer.

Men selv om det var det rigtige for mig, var jeg faktisk ret ked af det. Jeg vil jo gerne være lærer. Jeg elsker at lære fra mig og er også god til det, men jeg kan bare ikke se mig selv som en del af folkeskolen, som den ser ud nu. Det handler egentlig ikke om dårlige lønninger og reformer – dem var jeg forberedt på. Man bliver jo ikke lærer for at blive rig – arbejdsglæden og vigtigheden ved jobbet vejer op.

Jeg var virkelig glad for studiet. Jeg kan huske, der var fyr, som startede samtidig med mig, som sagde, han havde valgt uddannelsen, fordi “den var nem.” Han kom ikke tilbage efter første praktik. Jeg var klar på, det ville blive hårdt, og at det ikke er et nemt job. Men det kom bag på mig, hvor ulykkelige folk var. Både børn og lærere. Det er virkelig sjældent, man taler med en lærer, som er grundlæggende glad for sit arbejde. Glæden og engagementet er forsvundet med alt for mange stramninger og reformer. Og jeg bebrejder ikke nogen i skolesystemet for det, men derfor er det vigtigste for mig på en arbejdsplads stadig, at dem, jeg arbejder med, har gejst og lyst til at give den alt, hvad de har. Men folk er kørt surt i det, og jeg føler mig slet ikke sikker på, det ikke også ville ske for mig – og det vil jeg ikke byde børnene.

Jeg ved godt, det er folk som mig – friske, kampklar nyuddannede lærere – der på en eller anden måde burde stå for en redningsaktion. Nogle gange har jeg nærmest fornemmelsen af, at vi skal fungere som en saltvandsindsprøjtning, der skal sætte gang i det hele. Og det tror jeg også, vi ville ønske, vi kunne, men det er svært at finde nogen at spille bold med i en så udsultet institution. Jeg ville være bange for, at min energi og mine gode intentioner ville sive ud, og der bliver børnene jo de direkte ofre.

I virkeligheden er det her jo bare en forestilling – jeg har aldrig været fastansat som lærer, så dybest set kan jeg tage fejl. Men jeg kender alligevel systemet, og min største frygt er at vågne op en dag og tænke: Hvad fanden laver jeg? Hvorfor råber jeg af børnene? Hvorfor behandler jeg ikke mine kollegaer ordentligt? Hvorfor er jeg ikke glad? Og mit indtryk er helt klart, at det scenarie ikke er utænkeligt. Og når jeg både sidder med den grundangst og muligheden for at læse videre, var det ikke noget svært valg for mig. For det er jo ikke givende at arbejde i et stresset miljø med ulykkelige børn.

Derfor valgte jeg at læse en kandidat humanistisk samfundsvidenskabelig idrætsvidenskab på Københavns Universitet. Min drøm er at kunne komme til at undervise på en gymnasieskole eller professionsuddannelse – enten pædagogseminariet eller lærerseminariet. Men før det skal jeg tilbage til folkeskolen, for jeg synes ikke, man kan undervise i et så praktisk fag uden at have været ude og arbejde i det selv. Det vil jeg ikke byde hverken mine elever eller mig selv.

Jeg kan stadig godt se mig selv i forestillingen om folkeskolen, men der skal være glade lærere og glade børn, og det er ikke den virkelighed, jeg ser nu. Og jeg er ikke alene – flere af de dygtige studerende, jeg læste med, tager en overbygning eller læser noget andet. Og jeg tror, jeg taler for alle, når jeg siger, det ikke er det, vi ønskede, men vi kan bare heller ikke lade være, som det hele er nu.

Det er super ærgerligt, for skolesystemet går glip af dygtige unge mennesker, der flygter, selv om vi har brugt fire år på at uddanne os.