Celeste Collage

FYI.

This story is over 5 years old.

Racisme

Jeg er fra Nordvest, men det er ikke det, du mener, når du spørger

Mød Céleste, der er træt af hele tiden at blive konfronteret med sin hudfarve, og som har kaldt sig ‘Peter’ for at få et job.

Céleste Kigali Nshimiyimana ser anderledes ud. For tiden har han 'ananashår'- det kalder han det selv - og han klæder sig vildere end de fleste, han møder i Københavns gader. Men Céleste ved også, at det ikke er hans frisure eller tøjstil, folk er nysgerrige efter at høre mere om, når de møder ham. Det er hans mørke hudfarve. For selv om Céleste er en integreret del af København, føler han sig ofte fremmedgjort. "Jeg elsker at bo i København. Det er her, jeg har boet længst tid i mit liv, og jeg vil rigtigt gerne føle mig som en del af min by."

Annoncering
1541584020089-Celeste10

Når Céleste præsenterer sig for andre, fortæller han, at han er 27 år, musiker og i gang med at tage en bachelorgrad i cultural encounters på Roskilde Universitet. Men når han så nævner, at han bor i Nordvest i København, kommer samtalen til at dreje sig om, hvor han stammer fra, og han bliver helt automatisk spurgt "Men hvor er du fra?"
For når man som Céleste er mørk, er 'Nordvest' ikke et fyldestgørende svar for danskere. Her kræves der svar på hans ophav. Så må han tålmodigt forklare, at han er født i Rwanda, men at hans familie flygtede fra Rwanda under folkedrabet i 1994. Han tilhører den etniske gruppe, der kaldes for hutu. “Alle dem, der havde muligheden, flygtede. Min far var generaldirektør i lufthavnen og venner med præsidenten, så vi kan ikke vende tilbage,” fortæller han, som han har gjort det tusind gange før. Det kunne være rart, hvis hans hudfarve slet ikke var et issue, lige som han aldrig selv ville spørge andre, uanset hudfarve, hvor de kommer fra, efter at have talt med dem i maks et minut. “Jeg tror, at folk, der spørger, hvor man kommer fra, ikke aner, hvordan man taler til en person af en anden etnicitet," siger han og tilføjer med et grin: "Faktisk vil jeg måske hellere diskutere den franske filosof Foucault, end hvor jeg er fra." Nogle gange går folk for langt over grænsen. “Når jeg har talt med nogen i et stykke tid, kan de spørge mig, om jeg er adopteret. Når jeg så spørger hvorfor, er svaret, at jeg virker så velfungerende,” siger han.

Annoncering
1541584081430-Celeste04

Det er ikke kun den mørke hud, der volder ham problemer i Danmark. For, lad os være ærlige, det er ikke nemt at hedde 'Céleste' til fornavn i kombination med 'Kigali Nshimiyimana' til efternavn. “Jeg opdagede, at det er sværere at få en lejlighed eller et job, hvis man hedder noget fremmed,” lyder det fra Céleste, hvis oplevelser bliver bakket op af statistikker og undersøgelser på området.

Derfor, efter at have ledt efter arbejde og fået afslag flere steder, besluttede han sig for at prøve noget alternativt. Og det virkede. “Jeg ringede til TDC og sagde, at jeg hed 'Peter Céleste', og det hele ændrede sig, og jeg fik jobbet med det samme. Efterfølgende var jeg der i seks måneder, hvor jeg ligesom langsomt forsøgte at forklare dem, at jeg ikke brugte 'Peter' så meget, og at de bare kunne kalde mig Céleste,” griner han.

1541584095332-Celeste22

Netop det med at være fra ét sted og bo et andet har givet udfordringer for Céleste. I september i år fik to mænd fra Sri Lanka og Somalia landsrettens ord for, at de blev diskrimineret, da de blev afvist på natklubber i Odense. Den situation kender Céleste alt for godt, for mange af hans egne byture i København er endt med, at han er blevet afvist i døren. “Jeg har varmet op med mine venner, og så står jeg foran stedet og kan ikke komme ind. Så går jeg hjem alene eller med en af mine venner, der også smutter i sympati. Men jeg føler, det er min skyld, at festen ikke blev til noget,” forklarer Céleste og uddyber: "Jeg nægter at tro, at der er noget som helst menneske, lige meget hvilken nationalitetsfølelse man har, der ikke gerne vil være en del af klubben det sted, hvor man bor.”

Annoncering

Han er meget bevidst om, at hans stigmatiserede hudfarve præger hans adfærd i en negativ og, ifølge ham selv, direkte dum retning. “Hvis jeg står ved et busstoppested om natten, og der også står en etnisk dansk pige, og vi er de eneste, sørger jeg stort set altid for at stille mig langt væk fra busstoppestedet, indtil bussen kommer. Jeg har nemlig oplevet så tit, at jeg kommer og sætter mig ned og begynder at ryge en smøg, og så rejser personen sig.” Han synes selv, at det er dumt, for “hvorfor i alverden skal jeg stille mig fem meter længere væk for at vente på den samme bus?”

Céleste oplever, at københavnere ikke altid ved, hvornår de går over grænsen. “Når jeg er til sociale sammenkomster med mine venner, og jeg har brudt isen, så bliver folk chokerede over, at jeg fortæller, at jeg er i gang med en uddannelse. Der kommer også altid en ‘hvor taler du egentlig flot dansk’-kommentar.”

1541584121466-Celeste19

Céleste er ikke sikker på, at alle danskere med anden etnisk baggrund er enige med ham, men han mener faktisk, at etniske danskere trods alt er blevet meget mere opmærksomme på, om de overskrider grænserne. “Flere hvide københavnere er begyndt at være sådan, ‘hey, det der var ikke okay’. Jeg stod og filmede noget, og pludselig kom der nogen hen og rørte ved mit hår, som om jeg var et stykke legetøj. Der var det faktisk mine etnisk danske venner, der så det og var sådan, ‘var det ikke ubehageligt?’ Jeg er bare blevet vant til det, så det ramte mig først, da de sagde det.”

Annoncering

Når han ikke studerer, laver han musik som en af vokalisterne i gruppen Capital Fluxus, der laver hiphopmusik om at vokse op i nutidens Europa. “Sådan helt firkantet handler vores musik om at være fra ét sted og leve et andet sted, og at man derfor har flere tilhørsforhold,” forklarer han. Han laver også musikvideoer for andre kunstnere, for eksempel Marshall Cecil (ja, den musikvideo) sammen med et andet medlem af Capital Fluxus, Jakob Schill.

Céleste mener, at netop musikken - og kunstnere som Kesi og Sivas - kan være en af årsagerne til, at københavnerne er blevet bedre til at se og tackle racisme.
“Det er folk, der på mange måder også symboliserer den opvækst, der har udelukket mange af os andre fra klubben. Det med at være kommet hertil som flygtning og opholdt sig i Sandholmlejren og efterfølgende have boet fire mennesker i en lille lejlighed.” I kølvandet på deres musiksucces er det blevet nemmere for andre ikke-etniske danskere at være københavnere, mener Céleste.

“De kom pludselig ind på klubberne i North Face-jakker og sneakers, og så kunne vi andre komme bagefter og være sådan: ‘Jamen, de er ligesom os. Hvis de er seje, så må vi også være seje’. Alle damerne ville gerne knalde dem, men de kunne jo ikke knalde dem alle sammen,” siger Céleste grinende. Ifølge ham skal man ikke underkende, hvor meget det har betydet for den danske ungdom. “I gamle dage havde Euroman et stort interview med Lars Løkke – nu har de et med Sivas.”

Annoncering

Og netop Sivas er en stor inspirationskilde for Céleste. Ikke så meget musikalsk og lyrisk, men endnu mere den udvikling, Sivas har gennemgået fra at bo i Sandholmlejren til at være en bredt accepteret kulturperson i Danmark. “Han har gjort mere for integrationen, end de fleste politikere har. Han går op i samfundet, og at der skal være plads til dem, der ikke har en plads. Det er vigtigt for ham, at man skal være tilpas omkring at være derfra, hvor man er og være den, man er,” siger Céleste. “På grund af ham, kan vi andre arbejde videre fra den grundsten, han har lagt. Vi har rykket os, men vi er endnu ikke helt dér, hvor vi skal være.”

1541584058272-Celeste27

Se også: