Højrefløjen

En ny dokumentar viser, hvor vigtige koncerter er for tyske nynazister

Koncerter er en lukrativ indtægtskilde for miljøet og en af grundene til, at den ekstreme højrefløj er mere populær i Tyskland, end den har været siden 90'erne.
5.10.18

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey Tyskland og bringes her med bidrag af Noisey Danmark

Vi befinder os i Ostritz, en lille grænseby i den østlige del af den tyske delstat Sachsen. Det er den 20. april 2018, de grønne marker stråler i skæret fra solen, fuglene kvidrer, og der er ikke en sky på himlen. Det er det perfekte billede på landidyl. Men pludselig skærer brølende stemmer gennem freden med slagordet: ”Antifa-ludersønner!”

Annoncering

Den nye tyske dokumentar Rechtsrockland (der på dansk betyder noget i retning af Højrerockland) spilder ingen tid og gør det klart med det samme, at den nynazistiske bevægelse regelmæssigt indtager små fredelige byer som Ostritz. I år fejrede omkring 1.000 deltagere Adolf Hitlers fødselsdag til festivalen ”Schild und Schwert” (på dansk Skjold og Sværd). Der var både højrefløjsrock og kampsport – mens politi og presse så til, hyggede højrefløjsekstremisterne sig, klappede hinanden på skuldrene og netværkede.

Der var massive protester imod festivalen, men som dokumentaren viser, anså politiet i højere grad demonstranterne som den foruroligende faktor i ligningen. Tilgangen lod til at være: 'Lad højrefløjen fejre sig selv i fred, så får vi ikke noget ballade.'

Til sammenligning deltog 6.000 gæster sidste år ved arrangementet ”Rock gegen Überfremdung” i Themar, der var registreret som en ”politisk samling”. Optagelserne fra festivalen i dokumentaren viser deltagere, som jubler til koncerter og heiler. De er blevet et symbol på "samlingen".

Rechtsrockland ser nærmere på koncertarrangører som Thorsten Heise (Ostritz) og Tommy Frenck (Themar) og dokumenterer deres forbindelser til det omfattende, internationale netværk for nynazister Blood & Honour. Fra rockersikkerhedstjenesten Turonen til den nynazistiske black metal-scene centreret omkring Hendrik Möbus til kampsportsarrangementer som ”Kampf der Nibelungen” belyses højrefløjens forbindelser, så seeren får en idé om problemets omfang.

Man står tilbage med én bekymrende konklusion, når man har set den 45-minutter-lange dokumentar: Den ekstreme højrefløj har vind i sejlene i et omfang, der ikke er set siden de tidlige 90’ere, og generationen fra dengang har for længst givet stafetten videre. Koncerterne er en lukrativ indtægtskilde for miljøet og en god mulighed for nynazister til at mødes og netværke. Ikke desto mindre ser myndighederne fortsat passivt til. Døren er åben.