Et foto af et foto, hvor Maya og Jeannette har studenterhuer på.
Feminisme

Danmarks fortid som slavemagt var ved at ødelægge vores venskab

Instruktør Maya Albana fortæller om sin film, der handler om Danmarks tid som kolonimagt, men lige så meget om forholdet til sin hjerteveninde Jeannette, som hun nær havde mistet, da uvidenhed om slavefortiden og racisme kom imellem dem.
17.10.18

Som børn fandt de sammenhold i at have blandet ophav. Jeannette Ehlers' far er fra Trinidad, Maya Albanas far er fra Malaysia, og de har begge danske mødre. Det var det bånd, der bandt dem sammen i 1980’ernes Odense, hvor normen var hvid.

Vi mødte begge kvinder i Vestindisk Pakhus i København for at høre fortællingen om, hvordan en tilfældig samtale under en fødselsdag først satte venskabet på prøve og derefter endte i en dokumentarfilm om Danmarks slavefortid og kvindernes forskellighed. Selv om de voksede i forskellige retninger, bestod Maya og Jeannettes venskab. Men i takt med at de blev ældre, blev forskellene tydelige. Jeannette Ehlers begyndte i sin kunst at arbejde med sit sorte ophav og den usynliggørelse, hun oplevede i samfundet. Maya Albana derimod identificerede sig som dansk.

Annoncering

Men det var ikke noget, de rigtigt talte om, før for fem år siden, hvor en tilfældig samtale under en fødselsdag pludselig satte venskabet på sin hårde prøve. Her omtalte Maya i en humoristisk anekdote fra deres ungdomstid sig selv om ’asiaten’ og Jeannette som 'n-ordet', for ”det havde de jo altid gjort”.

Efterfølgende bad Jeannette hende stoppe med at bruge det ord.

"Jeg har aldrig brudt mig om ordet og har altid fornemmet den dehumanisering, der ligger til grund for dets betydning, men det er først som voksen – i takt med en skabelse af en større bevidsthed – at jeg har kunnet artikulere det og sige fra," siger Jeannette Ehlers.

Maya Albana forklarer, at hun, uden at have taget stilling til det, havde holdt fast i en bestemt forestilling om, hvad deres venskab var, og hvilket sprog, det kunne indebære.

De talte længe sammen den aften, og da de gik hver til sit, havde Maya stadig ondt i maven over sammenstødet. Samtalen sad i hende i dagevis, og hun husker, at hun endte med at sige undskyld til Jeannette et par dage senere. Men sammenstødet havde sat så meget i gang, at Maya Albana i tiden efter begyndte at dykke ned i det, der lå bag ved episoden.

”Jeg ville gerne undersøge, hvad det var, der havde forandret sig for Jeannette, mens jeg havde stået stille, og om jeg stadig havde en plads i vores venskab. Det medførte, at jeg måtte træde ind på Jeannettes banehalvdel, der i høj grad indebærer hendes kunst, for det er der, hendes udvikling og verdenssyn kommer til udtryk.”

Maya og Jeanette sidder overfor hinanden ved et bord med stearinlys, vin og sodavand. I loftet hænger balloner og konfetti

Rejsen i venskabet endte i dokumentarfilmen ’Det Sorte Kapitel’, som netop nu kan streames på dr.dk. Her følger Maya gennem 4 år Jeannettes arbejde med at skabe en syv meter høj statue med skiltet 'I Am Queen Mary'.

Statuen står nu foran Vestindisk Pakhus i København og er opkaldt efter Mary Leticia Thomas, som sammen med tre andre kvinder ledte et arbejderoprør på Sankt Croix i 1878, hvilket mundede ud i en fængselstraf, som de afsonede i det daværende kvindefængsel på Christianshavn. Nu står statuen på havnen som et monument over Danmarks tid som koloniherre. Men 'Det Sorte Kapitel' blev meget mere end en film om skabelsen af statuen. Det blev også en vidnesbyrd på den splittelse, der under fødselsdagen opstod mellem de to hjerteveninder.

”Min film handler om at bevare et venskab på trods af forskelligheder. Og så handler den om at prøve at forstå Jeannette,” siger Maya Albana.

Annoncering

’Det Sorte Kapitel’ bevæger sig således på flere planer, hvor den drivende kraft er Maya Albanas forsøg på at forstå sin venindes historie. Det konkrete plan i filmen er tilblivelsen af skulpturen ’I Am Queen Mary,’ mens det historiske plan tager seeren med på rejse tilbage til Danmarks rolle i slavehandlen og kolonitiden.

Og det er derfor, interviewet skal foregå her, i det gamle pakhus, der i 1800-tallet blandt andet blev brugt til at opbevare det sukker, som var plantet og høstet af slavegjorte afrikanere på De Danskvestindiske øer, før det blev fragtet tilbage til Danmark.

Jeannette Ehlers har skabt skulpturen sammen med kunstneren LaVaughn Belle fra Jomfruøerne. Jeg spørger hende, hvorfor det er så vigtigt at have et mindesmærke for kolonitiden. ”Folk har brug for at have et sted at komme hen, hvor de kan mindes en tid, der har betydet meget for deres nation. Kolonitiden er jo en lang periode i vores historie. Det er modernitetens skyggeside, som jeg gerne vil fremhæve, for den er også vigtig for vores samfund. Vi har som regel kun ét blik på den, og det er det eurocentriske,” siger hun. I den del af historieundervisning, som omhandlede kolonitiden og slaveriet, hørte vi på min skole godt nok om den profitable Trekantshandel mellem Afrika, Jomfruøerne og Danmark. Med våben, slaver og sukker. Men vi læste aldrig slavenarrativer, vi hørte aldrig historierne fra de mennesker, vi havde slavegjort og fragtet til et fremmed land. Vi hørte om guvernøren Peter Von Scholten, som frigav slaverne i 1848, men vi hørte aldrig om det slaveoprør, der var på øen inden, og som ultimativt betød, at guvernøren ikke havde andre muligheder end at frigive de slavegjorte. Og det er nogle af de samme erfaringer, der refereres til i filmens titel 'Det Sorte Kapitel’. "Titlen henviser dels til den del af Danmarks historie, jeg ikke har lært om i skolen, og dels den del af Jeannettes udvikling, jeg ikke forstod,” siger Maya Albana.

Jeanette og Maya sidder i hver sin ende af en grå sofa og snakker. På sofabordet står tekopper og på de grønmalede vægge hænger en plakat i ramme

Danmark solgte De Danskvestindiske Øer (i dag De Amerikanske Jomfruøer eller bare Jomfruøerne) til USA 31. marts 1917. I 2018 – 101 år senere – blev statuen I Am Queen Mary opført. ”Jeg har meget svært ved at forklare, hvorfor man ikke har haft behov for at gøre det tidligere. Jeg tror, tiden skal være moden,” siger Jeannette Ehlers, og Maya Albana bryder ind: ”I hvert fald kan man tale om, at der er et stort undervisningsprojekt om Danmarks rolle i kolonitiden, som mangler,” siger hun, og Jeannette overtager:”Det har også været nemt for os at feje historie ind under gulvtæppet, fordi vi solgte øerne til USA.”

”Der kom ikke migranter fra øerne til Danmark i 50’erne og 60’erne, hvilket der ellers gjorde til mange af de andre tidligere kolonimagter. Så på den måde har vi længe kunnet sige, at det ikke havde noget med os at gøre. Man har en mere fremmelig diskurs om de her ting i andre europæiske lande, fordi man har været konfronteret med det tidligere,” siger Jeannette. Maya Albana tager i dokumentaren ligeligt afsæt i sin egen uvidenhed om Danmarkshistorien og i sit ønske om at forstå Jeannette og hendes historie bedre – for på den måde bevare venskabet. For i dag er de sikre på, det var uvidenhed, der gjorde, at de stødte sammen til fødselsdagen for fem år siden. Jeannette havde fået et andet sprog til at tale om sit sorte ophav på. Det havde Maya ikke. ”Jeg synes, jeg repræsenterer noget danskhed. Den danskhed der handler om uvidenhed og negligering. Det er en film til et dansk publikum fortalt gennem et dansk point of view,” siger hun.

En stor flok mennesker står ved Vestindisk Pakhus i København, hvor de kigger på den kæmpestore statue

På et tidspunkt i filmen viser Jeannette billeder fra en rejse til Ghana, hvor hun blandt andet besøgte Gate of No Return – en dør i et fort på den ghanesiske kyst, hvor slavegjorte afrikanere blev opbevaret, indtil de blev proppet ned i lasten på store fragtskibe, som sejlede dem til Caribien, Amerika og til det, der dengang hed De Danskvestindiske øer. Omkring 100.000 slavegjorte afrikanere anslås det, at Danmark sejlede til Sankt Croix, Sankt Jan og Sankt Thomas.

I filmen beskriver Jeannette den fysiske oplevelse af at stå i det samme rum, som hendes forfædre blev opbevaret i. Og den fortælling blev et vendepunkt for Maya: ”Man kan sammenligne det med, da jeg gik i gymnasiet, og vi tog til Sachsenhausen. Vi stod der og kunne se bruserne, hvor man havde tændt for gassen. Og selv om jeg ikke, så vidt jeg ved, har jødisk blod i min familie, så var det meget, meget voldsomt at stå det sted. Da Jeannette fortalte mig om den rejse, om at stå der, blev det derfor meget relaterbart,” siger Maya Albana.

Annoncering

Det er tydeligt, at deres venskab står helt centralt for Maya Albana, så jeg spørger Jeannette Ehlers, hvad hun tænkte, da hun fik at vide, at Maya ville lave en film om det. ”Det har betydet rigtig meget for mig, at Maya har investeret så meget af sit liv på at prøve at forstå, hvad det er, jeg har på hjerte, og det har først os tættere sammen i anden omgang. Vi har ligesom fundet hinanden igen med alt det nye, vi har med. Det har været en enorm stærk oplevelse,” siger hun.

Mens vi snakker indenfor, flokkes skoleklasser og turister udenfor pakhuset, hvor de bevæger sig mellem I Am Queen Mary og en bronzeafstøbning af Michelangelos David, der er opført på den anden side af bygningen. Børn og turister tager billeder af de to monumenter, og det er netop hele formålet med statuen - at gøre opmærksom på fortiden.

”Kolonihistorien er jo vores alles historie, det er din historie,” siger Jeannette Ehlers direkte henvendt til mig. ”Det er i virkelig høj grad din historie, og det er vigtigt, at vi tager ansvar for den og forstår den,” siger hun og fortsætter:

”Selv om du ikke har noget at gøre med kolonihistorien i fortiden, kan du gøre noget ved det i måden du handler på i fremtiden.”

Filmen ’Det Sorte Kapitel’ kan streames på dr.dk