Annoncering
Ny Musik

Husk hendes navn: Noname har nu officielt udviklet sig til en stjerne

For nogle år siden var hun talentfuld digter og feature på Chance The Rappers mixtape. På sit debutalbum, ‘Room 25’, etablerer hun sig som en af Chicagos mest spændende rappere.

af Kristin Corry
17 september 2018, 11:45am

Foto: Mark Horton/Getty Images

Artiklen er oprindelig udgivet af Noisey USA

For seks år siden samledes en håndfuld håbefulde digtere i et lille lokale til Young Chicago Authors WordPlay-showcase. Nogle af digterne har du aldrig hørt om før, mens andre er folk, som senere skulle blive berømte, herunder en ranglet 19-årige knægt ved navn Chance the Rapper og den allerede dengang guddommelige Jamila Woods. En af de andre digtere gik på scenen iklædt en sort bowlerhat, der balancerede på hendes korte krøller. Du genkender hende formodentlig ikke omgående i videoklippet fra den aftens optræden, men den blåøjede uskyld i hendes stemme er en, du sikkert har hørt før.

// Happily, never dapper / Apathy, ever after / Laughing before the rapture // rimer hun i en omskrivning af børnerimet “Peter Piper”. Hendes armbevægelser er akavede og flagrer som en dirigents, når hun instruerer publikum i at synge med på: // La, la, la / La, la, la, la //. I en alder af 20 var hun allerede i stand til at gribe publikum i sin hule hånd, til trods for at hun var et helt nyt ansigt på scenen.

Nu har Noname udgivet sit debutalbum, Room 25, hvor hun gør op med den anonymitet, som hun tidligere har fundet tryghed i, når hun nægtede at give interviews, få taget pressebilleder og lave videoer til sine sange. Inden hun valgte at fjerne det nedsættende ord ”gypsy” fra sit kunstnernavn i 2016, fortalte hun magasinet Chicago, at hendes kreativitet var ”nomadisk”, og at hun laver musik, der transcenderer genre. Albummet er første gang, vi som lyttere får et klart indtryk af Noname som kunstner, med et mere koncentreret og knap så abstrakt output.

Hun har altid været en uovertruffen historifortæller, der har været leveringsdygtig i fortællinger, livet i Chicago har skrevet for hende, men nu føles historien som hendes helt egen. Room 25 byder både på lyde og historier fra det kvarter, hun er opvokset i, og som hendes bedstemor sjældent lod hende forlade. Vi har altid vidst, at Noname er et lyrisk talent, men nu forlader hun sig ikke længere kun på de typer, der omgiver hende. Hun er selv Room 25s vigtigste beboer.

Noname, hvis borgerlige navn er Fatimah Warner, har haft seks år til at opleve verden. Et år efter sin optræden ved WordPlay i Chicago, var hun at finde på Chance the Rappers mixtape Acid Rap. Deres stemmer snor sig om hinanden på tracket ”Lost” i en fortælling om et kærlighedsforhold omgærdet af stoffer. Noname rapper om den kærlighed, hun kæmper for, selv om indsatsen ikke bliver gengældt: // The empty bottled loneliness, this happiness you seek / The masochism that you preach // synger hun. Ifølge Chance var det "det bedste gæstevers, han nogensinde har fået”.

Henover de følgende år dukkede hun med jævne mellemrum op på features. På Chances ”Warm Enough” og ”Drown”, bærer hendes flow den voldsplagede bys byrde på sine skuldre – et tema, hun fortsatte med at udforske på den 33 minutter lange debut, Telefone. Mixtapet viser Chicago fra byens bedste og værste side. ”Diddy Bop” er en flyvsk historie om tørre tæsk, kælderfester og nye sneakers, mens “Casket Pretty” er den diametrale modsætning. // All of my niggas is casket pretty / Ain’t no one safe in this happy city // synger hun i omkvædet. Et spædbarn kan høres i baggrunden, mens Noname fremmaner et intenst billede: // Roses in the road, teddy bear outside, bullet to the right //.

Med sin fortælling om død og uforudsete graviditeter var Telefone en beretning om en uforudsigelig og omskiftelig tilværelse i den fattige ende af en amerikansk storby: På den ene side er det hjem, på den anden side er fattigdom det eneste, man kan regne med. Der er mangel på ressourcer, mangel på penge – det eneste, der findes i overflod, er traumer og PTSD. Men med undertoner af blues og jazz formår Telefone alligevel at fungere som en antitese til Chicagos omstridte drill-scene, et vindue til et andet Chicago. ”Da jeg begyndte på den, var ideen, at den skulle lyde som den første samtale med én, man er vild med,” udtalte hun i 2016 i et interview med The FADER.

Hvis debuten var tegn på, at rapperen kunne stå på egne ben, så føles Room 25, som om hun har lukket op for en ny side af sig selv, som hun ikke var klar over eksisterede. På albummets åbningstrack, ”Self”, går hun gennem en alenlang liste over potentielle lyttere, som kan få noget ud af Room 25. Halvvejs gennem det 90 sekunder lange track holder hun op med at overtænke sit projekt. “Y’all really thought a bitch couldn’t rap, huh?” siger hun. “Nah, actually this is for me”.

Udsagnet kommer til at stå som en tematisk programerklæring for hele pladen. Hvor Telefone var rodfæstet i fællesskab, er Room 25 en lektion i overlevelse – historien om en ung rapper, der lærer, at hun først kan være noget for andre, når hun er noget for sig selv. Hun rapper med større armbevægelser, end hun har gjort før. // My pussy teaching 9th grade English / My pussy wrote a thesis on colonialism //.

“Pussy”? Det ord finder man ikke på Telefone, men Noname dropper det to gange mere inden for de første to minutter af Room 25. På hendes tidligere udgivelser blev sex afvæbnet med en punchline: // Already fried the chicken, but leftovers was my inner thigh / Nah, I’m just playing // rappede hun på ”Forever”. Men nu mener Noname provokationerne alvorligt, når hun siger: // I know he eat me like I’m wifey // en linje fra ”Montego Bae”, der følges op med en ret underholdende linje om at give oralsex iført sneakers. ”Jeg tror, jeg siger ’pussy’ tusind gange eller sådan noget på det album,” udtalte hun for nylig til The FADER. ”Jeg tænkte: Okay, hvis min fisse er en karakter i min bog, hvordan udformer jeg så historien?

I interviewet siger hun også, at hendes seksuelle opvågnen skyldes, at hun mistede sin mødom, da hun turnerede med Telefone. ”Grunden til, at jeg ikke havde haft sex inden, var usikkerhed. Ren og skær usikkerhed. Jeg var alt for bange for at være nøgen foran en anden,” fortalte hun. Der er ingen usikkerhed at spore på Room 25, hverken når hun rapper om sine oplevelser i soveværelset eller om sin retmæssige plads i verden.

Nogle af pladens stærkeste øjeblikke kommer i form af samfundskritiske kommentarer. ”Blaxploitation” oser af 70’er-flair og væver en lyd-collage sammen fra adskillige blaxploitation-film, herunder klassikeren Dolemite fra 1975. En af karaktererne siger: ”Det er ikke meningen, at en revolution skal være let.” En anden siger: ”Frihed er alles sag.” Tracket afviger fra den naive tone på hendes tidlige udgivelser med et hurtigt og til tider overkarikeret flow. Når hun rapper: // Eating Chick-Fil-A in the shadows, that taste just like hypocrite // lægger hun tryk på i’et i “hypocrite” – underforstået, at hun også selv har del i hykleriet. Hun refererer alt fra fortidens amerikanske minstrel shows – hvor hvide skuespillere optrådte som karikerede og racistiske stereotyper af sorte mennesker – til Hillary Clinton på en plade, der bruger en undergenre af film, som blev brugt til at kapitalisere på den sorte livserfaring, til at skabe sit helt eget udtryk – og det er et rammende udtryk i en tid med film som Sorry to Bother You og BlacKkKlansman.

Men Noname svælger ikke bare i sin nyfundne selvsikkerhed, hun fremviser også den oprigtighed og sårbarhed, som gjorde, at vi forelskede os i hende til at begynde med. Den snurrende produktion på ”Prayer Song” lyder som et organiseret kaos og er det perfekte lydtæppe, når hun stiller spørgsmålet: // Why, oh why, my dick getting bigger / Does violence turn me on? //. På ”Don’t Forget About Me” skifter hun rolle fra fortælleren, vi har lært at kende, til selv at være hovedpersonen, som betror sig til lytteren: // The secret is I’m actually broken // siger hun over et fængende groove, mens et guitarlick smyger sig om hendes stemme. // Tell ‘em Noname still don’t got no money / Tell ‘em Noname almost passed out drinking / Secret is she really thinks it saves lives //. Selv om vi ikke ved alt, hvad der er at vide om Noname endnu, så bringer sangen os et skridt tættere på hende. Hun beder omverdenen om at huske hende, selv når hun ikke husker sig selv.