Annoncering
Noisey

The Beatles onanerede åbenbart sammen og har snakket om det siden 60'erne

Beatles-fans har længe vidst, at Paul og John havde "wanking sessions", fordi de tilsyneladende ikke kunne holde kæft med det.

af Erika W. Smith
14 september 2018, 11:36am

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey USA

I et interview med GQ for nylig delte Paul McCartney en rørende historie fra sine teenageår om… at onanere sammen med kammeraten John Lennon. ”Altså, det skete,” husker McCartney, ”ovre hos John, hvor vi var en gruppe venner. I stedet for at drikke os fulde og feste – jeg kan ikke huske, om det var meningen, at vi skulle sove der – sad vi i hver vores stol med lyset slukket, og så var der én, der begyndte at onanere, og så fulgte vi andre trop. Vi var sådan: 'Brigitte Bardot!' 'Woohoo!' og så rodede vi alle sammen rundt i stolene. Jeg tror, det var John, som pludselig udbrød: 'Winston Churchill!’ […] Jeg tror aldrig, det skete igen. Måske en enkelt gang mere. Det var ikke noget særligt."

Herefter kom New York Post-spisesedlen med overskriften ”Come Together: Beat The Meatles”, og internettet blev oversvømmet med Beatles-relaterede onanijokes (”’Til There Was Goo”, ”Eight Yanks A Week”, ”Do You Want to Know a Secret About the Beatles – It’s That They Masturbated Together”). Vores eget medie kørte historien under overskriften “Her er fortællingen om dengang Paul McCartney og John Lennon gnubbede håndtag sammen”. To dage efter GQ-interviewet var det allerede på Know Your Meme.

Men Pauls circle jerk-historie er ikke ligefrem en velbevaret hemmelighed – den er tidligere beskrevet i adskillige Beatles-biografier, og Paul McCartney har faktisk selv skrevet om den i sine memoirer. Som teenager var jeg besat af The Beatles, og min første reaktion, da jeg så overskriften, var: ”Men det vidste vi jo godt i forvejen, ikke?” Et hurtigt kig på Tumblr og Livejournal-arkivet beviser, at jeg har ret: historien om John og Pauls pikspilleri er citeret hundredvis af gange.

Faktisk præsenterer GQ-artiklen wanker-historien som en Beatles-anekdote, skribenten Chris Heath snublede over, mens han faktatjekkede sin artikel sammen med andre bidder fra bandets tidlige historie, blandt andet om hvordan George Harrison mistede sin mødom, og Paul erstattede Stuart Sutcliffe på bas – noget de fleste medier, som har reageret på ”nyheden”, har overset fuldstændigt. Da John Lennon var i live, delte han også historien med verden. Han skrev faktisk et teaterstykke om det – et stykke, som er opført over 10.000 gange (mere om det senere). Beatles-fans har med andre ord kendt til historien Paul og Johns grupperspiller i en menneskealder, fordi ingen af de to koryfæer nogensinde er holdt op med at fortælle om den.

Sådan her beskrev Paul selv hændelsen for 20 år siden. Citatet kommer fra hans officielle biografi Paul McCartney: Many Years From Now af Barry Miles (1997), som Miles har lavet adskillige interviews med McCartney til. Pauls historie har ikke ændret sig nævneværdigt.

Vi havde wanking sessions sammen, da vi var unge hos Nigel Whalley i Woolton. Vi tilbragte natten der, og så sad vi alle i hver sin lænestol, slukkede lyset og wankede i flok. Det plejede at være sådan, at en af os råbte: ’Brigitte Bardot!’ Så var alle i gang, men så råbte en anden, sikkert John: ’Winston Churchill!’ ’Åh nej!’ og det ødelagde selvfølgelig stemningen.

Historien dukker på lignende vis op i John Lennon: The Life (2004) og Paul McCartney: The Life (2016) af Philip Norman (Norman noterer sig også andre af Lennons onanivaner fra teenageårene, herunder historien om, hvordan han engang spillede den af ni gange på én dag, og husker Gina Lollobrigida og Frank Sinatra i stedet for Bardot og Churchill); i med-onanisten Pete Shottons biografi fra 1983, John Lennon In My Life, i The Cambridge Companion to the Beatles (2009) af Kenneth Womack samt Paul McCartney: A Life (2009) af Peter Ames Carlin. Den mangeårige Beatles-samarbejdspartner, skuespilleren Victor Spinetti tilbyder en anden version i sin biografi fra 2006, Up Front: His Strictly Confidential Autobiography. Ifølge ham skete gruppeonanien først senere, efter bandet var slået igennem, og de andre medlemmer af gruppen var med. Spinetti påstår, at Beatles fordrev tiden på turné og mellem optagelser til film (Spinetti optrådte i tre af dem) med at rive den af sammen. Han skriver:

Jeg vidste, de ikke var blevet afstumpede af berømmelsen, fordi det vildeste, de kunne finde på, når de var langt væk hjemmefra, var at spille den af sammen. Så lå de der i mørket som en flok skoledrenge og prøvede at distrahere hinanden, mens de onanerede. De gik i gang, og så råbte John pludselig: ’Madame de Gaulle’, og hvis de andre ikke faldt ud af sengen af grin, prøvede han med: ’Richard Milhous Nixon’.

Spinetti samarbejdede senere med Lennon om en teaterversion af circle jerk-historien, og John skrev et stykke om at spille den af sammen med Paul. ”Four in Hand” var en sketch i nøgenrevyen Oh! Calcutta af den britiske teateranmelder Kenneth Tynan, der havde premiere i 1969. Øvrige bidragsydere tæller Samuel Beckett og Sam Shepard. I sin selvbiografi skriver Spinetti, at han forelagde ideen for Tynan, men Philip Norman husker det anderledes. Ifølge sidstnævnte opstod ideen, da John – selvfølgelig – delte sin onanianekdote til en af Tynans famøse ”stjernefester”. Tynan foreslog, at Lennon skrev en sketch til Oh! Calcutta under arbejdstitlen ”Liverpool Wank”. Norman nævner også, at Yoko Ono ”gik helhjertet ind for ideen” og hjalp John igennem hans skriveblokering ”ved at stå på hans skuldre, som Paul plejede at gøre”.

Sketchen viser fire mænd – fire ukendte, men rutinerede gruppeonanister og en nybegynder ved navn George – som onanerer foran telepatiske skærme med nøgne kvinder på… og, tak til George, The Lone Ranger. Revyen (som Beatles-producer George Martin optog et soundtrack til i Abbey Road) var temmelig vovet – højrefløjsaktivister ville have forestillingen standset, og politiets sædelighedsafdeling igangsatte en efterforskning – og temmelig populær. Den havde premiere i New York i 1969 og kørte på forskellige teatre i New York, London og Madrid helt frem til 80’erne. Samlet set er stykket opført over 10.000 gange. I 1972 udkom så en film baseret på stykket. Du kan se den på YouTube, hvis du har lyst. Onaniseancen starter ved 1:33:42. Velbekomme.

Så nu ved du det. Pauls GQ-citat er bare spidsen af...isbjerget...når det kommer til Beatles og onani. Som forfatteren til Dreaming the Beatles, Rob Sheffield, pointerer på Twitter, så er det underligt, at verden har glemt onanihistorien i mellemtiden, når man tager i betragtning, hvor meget både John og Paul har talt og skrevet om den. Det kan godt være, der skulle gå 50 år, før verden fik øjnene op for den, men nu er den legendariske gruppespiller forhåbentlig sikret plads i Beatles’ eftermæle.

Tagged:
Music
Classic Rock
rock
The Beatles
Paul McCartney
John Lennon
beatles onani