flygtninge

Den danske instruktør, der udgav sig for at være flygtning

Han forlod København som Kristian, fulgte flygtningestrømmen fra Grækenland og endte med at søge asyl i Danmark som iranske Vahid.

af Renna Rose Agger
15 februar 2018, 10:27am

Kristian Husted. Foto af Mikkel Bache.

Kristian Husted er dansk dramatiker og teaterinstruktør. Eller det er han i hvert fald, når han ikke lige er den iranske flygtning Vahid. I 2015 tog han toget til Grækenland for at researche til en forestilling om gældskrisen. Men da han en måned senere vendte hjem til København, var det med en helt anden dagsorden og kun for kort en bemærkning. For på sin tur havde Kristian Husted haft en oplevelse, han ikke kunne slippe, og som langt overgik historien om det økonomisk trængte Grækenland.

Det, der har sat sig mest fast i mig, var at få taget fingeraftryk. Det har gjort mig usikker på min identitet. For det er det ultimative kontroltab – Kristian Husted

Undervejs havde han med egne øjne set det, der i månederne efter ville blive kendt over hele verden som den store flygtningestrøm gennem Europa. Tusindvis af mennesker på flugt, der vandrede langs landevejene op gennem kontinentet. Og nu ville Kristian Husted tilbage til Grækenland og tilslutte sig massevandringen. Men ikke som sig selv. Han ville ikke kigge på udefra. Han ville undersøge, hvordan det var. Og derfor tog han tilbage til Grækenland og lod sig registrere som den iranske flygtning, Vahid. Derfra tog han turen hele vejen til Danmark, hvor han søgte asyl i Sandholmlejren. Nu er hans bog, Vahid, udkommet, og den handler om hans oplevelser på flugt. Vi tog en snak med forfatteren.

VICE: Hej Kristian. Du har skrevet en ret personlig bog. Kan du fortælle lidt om den?
Kristian Husted: Jeg har skrevet en bog om, hvordan vi i Europa ser forskelligt på Kristian fra Danmark og Vahid fra Iran - også selvom de har samme krop.

Undskyld, hvad?
Bogen handler selvfølgelig om Vahid, men Vahid afspejler en struktur. Vores asylsystem. Så i princippet kunne han være hvem som helst af den million flygtninge, der ankom til Europa under den store bølge i 2015. Det er alle dem, og den måde, de bliver behandlet på i systemet, han er et billede på. Samtidig er bogen også min fortælling, for den handler også om statsborgeren Chris, som er bogens fortæller. Men i virkeligheden handler den om forskelsbehandlingen af Chris og Vahid. Altså om, hvor forskelligt Europa opfatter en dansk statsborger og en flygtning fra Iran.

Eller man kan sige det på en anden måde: Jeg har med bogen undersøgt, hvad der sker, når et menneske træder ud af rollen som statsborger og ind i rollen som flygtning. Det er samme menneske, men to identiteter. Hvorfor er synet på dem ikke det samme? Hvorfor har Chris rettigheder, når Vahid ingen har? Det er det skel, bogen handler om.

Så hvad er det helt præcist, du har gjort?
Jeg har stillet mig i kø til en flygtningelejr på Lesbos. Der lod jeg mig - efter tre dage i kø - registrere som en iransk flygtning ved navn Vahid. Dernæst er jeg rejst op igennem Europa via den såkaldte Balkanrute - fra Grækenland over Makedonien, Serbien, Kroatien, Slovenien, Østrig og Tyskland, inden jeg endte i Danmark. Turen var hård - man skulle stå i kø i mange døgn. Der var soldater og politifolk overalt, som skubbede til os og råbte af os. Det var, som om hele Europa var i undtagelsestilstand. Vi vidste ikke altid, hvor vi var på vej hen, eller hvem vi lagde vores liv i hænderne på. Jeg – eller Vahid – fik taget fingeraftryk i Serbien. Det var meget ubehageligt. For det betød, at Vahid kunne blive sendt tilbage til Serbien, hvis han blev standset ved en anden grænse.
Men han nåede til Danmark og tog til Sandholmlejren og søgte asyl. Bagefter blev han sendt til et asylcenter på Lolland sammen med cirka 200 andre asylansøgere fra det meste af verden.

Billedet er taget i det sydlige Serbien og stammer fra "Vahids" rejse gennem Europa som flygtning. Foto: Kristian Husted

Hvordan var det?
Det var frygteligt. Det værste, jeg har oplevet i mit liv. Da jeg kom hjem, var det, som om min krop bare gav slip. Jeg brækkede mig og sked på samme tid og kunne ingenting. Faktisk havde jeg flere måneder med stærke fysiske reaktioner, og min daværende kæreste mente, jeg led af posttraumatisk stress.

Det skyldtes nok forskellige ting. Selvfølgelig, at det var frygtelig hårdt. Man skulle kæmpe fysisk for at komme ind i lejren på Lesbos, hvor politiet stod inde bag pigtrådshegnet. Nogle gange kom de ud og smed tåregas. Der var slåskampe, og folk kollapsede af udmattelse. Gravide kvinder, som lå og fødte mellem træerne ved siden af lejren.

Men det værste er, at man mister kontrollen over sit eget liv. Man er som et dyr, der bliver ført fra den ene bås til den anden: Ind i en bus. Ind i et telt. Ind i en ny bus. Man ved aldrig, hvad der kommer ved den næste grænse - eller efter det næste telt. Men det, der har sat sig mest fast i mig, var at få taget fingeraftryk. Det har gjort mig usikker på min identitet. For det er det ultimative kontroltab. Hvis du er flygtning, kan dine fingeraftryk afgøre din skæbne. Og jeg er jo ikke flygtning, men alligevel sidder det i mig. Jeg mærkede det senest, da jeg for nylig var på vej til Berlin, og der kom grænsekontrol. Jeg følte mig som Vahid igen og var rædselsslagen for, de ville tage mig ud af bussen og føre mig væk.

Hvorfor har du gjort alt det her?
Det har hele tiden været med henblik på at skrive. Det har jeg følt mig forpligtet til efter at have set de ting, jeg har set. At have mødt de her mennesker, som egentlig ikke var anderledes end mig, og have set dem blive behandlet så uværdigt. Rettighedsløse. De kan drukne, blive voldtaget, kidnappet, overfaldet, uden det får nogle konsekvenser. De har ingen beskyttelse, Men jeg vidste ikke fra start, at jeg skulle skrive en bog. Først talte jeg bare med en masse mennesker, indtil jeg mødte en ung fyr fra Afghanistan som sagde: ”Hvis du vil vide, hvordan det er at være på flugt, så skal du tage til Tyrkiet, gemme dit pas og købe en billet til smuglerbåden. Så kan du tage turen selv.” Og sådan blev det. Men det var først, da jeg kom hjem og opdagede kompleksiteten af det materiale, jeg havde, at jeg besluttede, det skulle være en bog.

Men hvorfor dig? Hvorfor ikke lade en ægte flygtning skrive den historie?
Jeg har ikke oplevet, hvordan det er at være flygtning. For det er jeg ikke. Og den her bog handler ikke om at være flygtning. Det skal flygtningene selv skrive om. Jo flere, jo bedre. Og mange gør det allerede. Vi har hørt historier om folk, der drukner. Om forældre, der mister deres børn. Om kvinder og mænd, der fryser ihjel i græske flygtningelejre. Men det er, som om vi accepterer det som normaltilstand. Og det er derfor, jeg hævder, at der sker noget i vores opfattelse af de her mennesker, som gør, at selvom de står og fortæller, at en politimand lige har slået dem og kaldt dem dyr, eller at deres ægtefælle lige er blevet dræbt, så ser vi ikke på deres situation med samme alvor, som hvis en europæer fortalte det samme. Måske ser vi dem simpelthen ikke som medmennesker. Og det er det, bogen handler om.

Hvordan har folk taget imod den?
Der er forskellige lejre. Nogle mener, jeg har taget en ægte flygtnings plads. Men da der ikke er et bestemt antal pladser, giver det ikke mening. Andre mener, jeg er det levende bevis på, hvor nemt det er at snyde sig til Europa, hvilket heller ikke giver mening, da vi står med et asylsystem, som selv eksperter mener er brudt sammen og bør laves om. Men der er heldigvis også mange, der ser historien som en tiltrængt nuancering af en polariseret debat, og det er det vigtigste.

Læs også: