Champagne

Vi lærte at sable champagne med våbenhandleren fra Amager

“Når man sabler, får man et sug i maven, der føles som at være nyforelsket. Som om man kan klare hele verden.”

af Simon Espholm; billeder af Amanda Hjernø
15 februar 2018, 9:00am

Henriette Bech Sass Petersen (tv) og Marianne Sass Petersen i dagligstuen på Amager. Billeder af Amanda Hjernø.

Marianne Sass Petersen er født og opvokset på Amager, hvor hun bor i et rækkehus med kaniner i haven. Til hverdag arbejder hun som selvstændig bogholder, men hun er også våbenhandler. Og tidligere danmarksmester i champagnesabling.

I rækkehuset er der masser af blankvåben. Her er både nye og antikke af slagsen. Det er der, fordi Marianne siden 2005 har været medlem af den franske champagnesabel-orden Confrérie du Sabre d’Or.

“Jeg var til danmarksmesterskabet i østersåbning inde i Tivoli,” husker 50-årige Marianne. “Og i mellemheatet var der danmarksmesterskab i champagnesabling. Hvad faen er det for noget, tænkte jeg så. Det ville jeg også prøve. Det var sgu for spændende. Det tændte et eller andet i mig.”

Allerede en uge efter var hun til optagelsesceremoni i den franske sabelorden. “Det var ikke nemt at øve sig, for først skulle jeg jo have en sabel, og det var ikke ligefrem nemt at anskaffe,” fortæller Marianne.

Men hun var et naturtalent, og hun blev optaget i den franske sabelorden ved en ceremoni på Sølyst i Klampenborg. I dag har hun rang af Commandeur, en titel hun fik efter en ceremoniel sabling af en tre-liters champagneflaske under opsyn af kappeklædte franske ordensbrødre i Reims i Champagne.

En sabel på et pelstæppe.

“Når man sabler, får man et sug i maven, der føles som at være nyforelsket,” fortæller Marianne. “Som om man kan klare hele verden.”

I rækkehusets kælder har Marianne indrettet et showroom. Det lille rum domineres af en stor sofa, der er plys på pyntepuderne og medaljer på væggene.

"Sabler og fulde, unge mennesker er ikke den bedste kombination."

I vindueskarmen står et transparent sabelstativ, som Marianne selv har designet. Sablen er ny og håndlavet i Tyskland, og skeden er belagt med ægte skind og 24-karats guld. Den er velbalanceret, og stålklingen skinner. Det er deluxe-modellen af typen, der er godkendt af den franske sabelorden.

Marianne finder en stor kuffert frem. Da hun åbner den, vælter det nærmest ud med gamle våben. Der er antikke franske bajonetter og danske gravkors fra krigen i 1864. Men der er også sabler af lidt nyere dato. “Den her er sjov,” siger hun og viser os et kortere sværd. “Det er en svensk politisabel, som man brugte til at tæve demonstranter med helt op i 60’erne. Og den her gamle bajonet, er der en soldat, der har lavet et hak i, så den kan bruges til at løfte pigtråd væk med. Det er da smart.”

Marianne viser antikke sabler frem.
Marianne viser antikke sabler frem.

Antikke sabler er en alvorlig sag, men det er champagnesabling umiddelbart også. For det er utroligt vigtigt, at man ved, hvad man laver. Især når nu der både er alkohol og våben involveret. For champagneåbning er ikke ufarligt. Heller ikke selvom, der ikke er sabler involveret. Faktisk kan det være decideret livsfarligt. Nytårsaften var en mand fra den københavnske vestegn ved at dø, da en flaske champagne sprang mellem benene på ham og perforerede en arterie i hans lår.

Derfor ligger sikkerhed Marianne utroligt meget på sinde.

“Der er seks atmosfæres tryk i en champagneflaske,” fortæller hun. “Der var på et tidspunkt en japansk mand, der blev ramt i tindingen af en prop. Han døde på stedet. Så man skal være ædru, når man sabler.”

Mariannes kærlighed til sabler og champagne er også smittet af på familien.

En sabel, to medaljer og et glas med bobler.
En af Mariannes mange sabler samt medaljer der vidner om Mariannes rang i den franske sabelorden.

“Jeg blev meget hurtigt bidt af det,” fortæller Mariannes 29-årige datter Henriette Bech Sass Petersen. “Da min mor begyndte at sable. Begyndte jeg også at gøre det til fester, men det var min mor ikke så glad for. Sabler og fulde, unge mennesker er ikke den bedste kombination, så hun satte mig ind i det og viste mig, hvordan jeg skulle gøre. Jeg blev optaget i Sabre d’Or som 18-årig og var længe det absolut yngste medlem. Men de seneste 10 år er flere og flere unge kommet til.”

Henriette har også opnået rang af Commandeur, er sluttet på en tredjeplads ved danmarksmesterskaberne og er med årene blevet en del af sin mors virksomhed: champagnesabling.dk. Sammen rejser mor og datter land og rige rundt for at undervise i champagnesabling og til udlandet for at mødes med sablingsinteresserede på godser og vinslotte rundt omkring i Europa.

“En cava til en halvtredser kan være lige så fin, hvis ikke bedre at sable end en champagne."

“Medlemmerne af Sabre d’Or er primært mennesker, der kan lide champagne og som synes, det er hyggeligt at feste. Der er mange selvstændige og mange militærfolk, men der er også nogle, der bare synes, at det er hyggeligt at tage lidt pænt tøj på og give den lidt gas.”

Det med det pæne tøj er noget Marianne og Henriette går op i. Deres imponerende gallakjoler med uniformsinspirerede detaljer er syet af kjoleskrædderen Birgitte Thaulow, der også designer kjoler til Dronning Margrethe.

Det lyder umiddelbart som en dyr hobby, men man behøver faktisk ikke at sable ægte champagne hver eneste gang.

Henriette og Marianne i sofa med champagne i glasset og sabel på skødet.

“En cava til en halvtredser kan være lige så fin, hvis ikke bedre at sable end en champagne,” fortæller Marianne. “Indholdet er i virkeligheden ikke så vigtigt, så det er faktisk ikke en hobby, man behøves at blive ruineret af."

I stedet skal man gå op i flasken. De bedst egnede flasker er de helt mørkegrønne, for jo mørkere flasken er, jo mere robust er den også. Det betyder også, at der er nogle drikkevarer, der ikke må sables, selvom der er brus i.

“Man må ikke sable øl, sodavand og billig lambrusco,” siger Marianne bestemt. “Billigt indhold og billige flasker øger risikoen for, at man kommer til skade, og vi tager ingen risici. Vi underviser heller ikke folk under 18 år.”

"Man må gerne gøre sig lidt rank og lækker – det er jo en ære at få lov til at sabrere sådan en flaske."

Vi skal sable. Marianne og Henriette fører os op i spisestuen. Her er et stort gammelt spisebord i mørkt træ, der kunne have været brugt som rekvisit i en middelalder film, og der er jagttrofæer på væggene.

Selvom Marianne har taget jagttegn og ejer en riffel, er det dog ikke hende selv, der har nedlagt de imponerende dyr. De er bare købt ind som dekoration. Marianne åbner døren ud til terrassen. Her bor flere kaniner i deres bure, men vi skal ikke være bekymrede for, at de nuttede gnavere dør af chok, når propperne først begynder at flyve.

Marianne i døren ud til haven. I baggrunden ses kaninburene på terrassen.
Marianne i døren ud til terrassen.

“Havde det været noget, der påvirkede dem, var det sket for længst,” lyder det fra Marianne.

Henriette fatter en kold flaske champagne. En Philippe Brugnon, der er fremstillet specielt til den franske sabelorden. “Det er vigtigt, at flasken har en temperatur på fire-fem grader,” fortæller Henriette. “Er den meget varmere end det, er der større risiko for, at den sprænger, eller at proppen går af, før man når at sable.”

Henriette viser os den sablingsteknik, hun og Marianne lærer fra sig. Metoden er selvlært og altså ikke en officiel Sabre d’Or-metode. “Men den virker som regel hver gang,” fortæller Marianne. “De fleste napper den i første hug.”

Henriette placerer champagneflasken i sin venstre håndflade, så svejsningen i flasken peger ind mod kroppen. Hun fører tommelfingeren op i bunden af flasken. Det er vigtigt, at man ikke holder for godt fast om flasken, for så kommer man lettere til skade, hvis flasken springer. I stedet skal flasken altså blot hvile i håndfladen og fikseres med tommelfingeren.

Så fører hun armen ind til siden af kroppen og retter ryggen. “Man må gerne gøre sig lidt rank og lækker – det er jo en ære at få lov til at sabrere sådan en flaske,” fortæller hun.

Henriette tager en sabel i sin højre hånd, og lægger den vinkelret ovenpå flasken, så der er cirka en håndsbredde fra sabelspids til flaskehals. Hun fører sablen frem og tilbage over flasken. “Det er vigtigt, at sablen bevarer kontakten til glasset under hele sablingen.”

Da hun har ført sablen stille og roligt op og ned ad flasken et par gange, fører hun den pludselig resolut opad. Der lyder et brag, og spidsen af flaskehalsen, inklusive prop, flyver langt ud i haven.

“Man skal ikke slå for hårdt til,” fortæller Henriette. “Men man må gerne tænke på en lettere irritabel situation. Så kan man få det ud af kroppen under sablingen.”

“Ja,” lyder det enigt fra Marianne. “Det kan godt være, at man traditionelt set sabler, når man skal fejre noget. Men det er jo på øv-dagene, at man har brug for det. Så kan man lige sable sig en flaske, og så bliver dagen meget god alligevel.”

Når man har sablet, skal man lige sørge for at vinkle flasken en smule. På den måde får champagnen lidt luft, og man undgår, at den bruser over. Det må den nemlig ikke. Det ser meget flot og dramatisk ud, men i virkeligheden er det bare spild af gode dråber. Og det er faktisk dråberne, der er det vigtigste for de to amagerkanere.

Henriette og Marianne skåler med champagneglas.
Henriette (tv) og Marianne i dagligstuen på Amager.

“Det er ikke nok at være vild med sabler,” fortæller Marianne. “Hvis ikke man får et sus i maven, når man ser en flaske, man ikke har smagt før, er der ingen grund til at melde sig ind i Sabre d’Or.

Henriette skænker op af de gyldne bobler. Da både fotografen og jeg kigger dybt i glasset, lyder det beroligende fra Marianne:

“Der er så meget tryk på flasken, at eventuelle glasskår bliver blæst væk i det øjeblik, man har sablet. Jeg har engang prøvet at hælde en dårligt sablet champagne gennem et kaffefilter. Der var ikke nogle skår i. Men det betyder jo ikke, at man ikke skal have lov til lige at holde øjnene åbne.”

Marianne insisterer på, at vi sabler, inden vi går. Og hendes kyndige instruktioner bærer frugt. Vi sabler begge i første hug og forlader Marianne og Henriette med en hvis stolthed.

Som om vi kan klare hele verden.