Faderens alkoholmisbrug har mærket Liv for evigt

Lige nu vokser minimum 122.000 danske børn op i en familie, hvor en eller begge forældre drikker for meget. Samtidig anslår Sundhedsstyrelsen, at hver tredje dansker er i familie med en alkoholiker. Alkoholisme er en sygdom, der er blind for alder, køn og social status, og alkoholikeren findes ikke kun på bænken, men overalt i samfundet. Alligevel er alkoholisme en tabubelagt lidelse, og de pårørende får kun sjældent den hjælp, de har brug for. Angst, depression, selvmordstanker og problemer med nære relationer er blot nogle af de bivirkninger, der følger børn i misbrugsfamilier, langt ind i voksenlivet. I denne uge skriver vi om børn af alkoholikere.

”Du må ikke skyde min far!” Liv Dupont var ikke mere end otte år, da hun hun flåede døren i sommerhuset op og skreg af manden, der netop havde sparket hendes far ned på græsset ved grusvejen og nu sigtede et jagtgevær mod hans bøjede hoved. Selvom episoden er blandt dem, Liv omtaler som “voldsomme”, er den langt fra enkeltstående. Siden hun var helt lille, har forholdet til faderen været gennemsyret af druk, stoffer og kriminalitet. I dag er Liv 25 år, og selvom hun er kommet langt siden dengang i sommerhuset, er hendes hverdag fortsat påvirket af at være vokset op med en far, der drak for meget.

“Min far var fuldtids-alkoholiker fra jeg blev født, til han i 2013 fik konstateret kræft. I de to år, der går, mellem han bliver syg, og han dør, drosler han lidt ned for alkoholen, men tager stadig dagligt stoffer og ryger hash,” fortæller Liv, der først for alvor begyndte at reagere på faderens misbrug efter hans død i 2015.

Hendes barndom bestod af to lige virkelige, men vidt forskellige verdener: Hverdagen hos mor og weekenderne hos far. Når Liv var hos sin mor i Thyholm, spiste hun aftensmad klokken halv syv, besøgte veninderne efter skole og var sammen med sine søstre. Men når hun en gang om måneden var på weekend hos sin far i Djursland, var den eneste rutine faderens morgenritual:

“Jeg kan huske, han sagde, han skulle 'tage sin medicin', og så forsvandt han ud på badeværelset. Når han havde fixet og drukket de første øl, kunne vi begynde at planlægge, hvad der så skulle ske den dag,” fortæller hun.

Planlægning fyldte generelt ikke meget, når Liv besøgte sin far, og dagene gik ofte op i sump, hvor der blev røget hash og drukket alkohol i en sådan grad, at det var Liv, der måtte sørge for at få sin far i seng om aftenen.

”Så sad han i en eller anden polstret stol og faldt i søvn med en bajer i den ene hånd og en smøg i den anden. Hvis ikke jeg havde fået ham i seng, kunne hele huset være futtet af. Og det var jeg tit bange for, når jeg ikke var sammen med ham. At han ville sætte ild til sit hus og brænde inde. Og den uro, den kommer stadig til mig perioder i dag,” fortæller hun.

Læs også:

Men der var også gode oplevelser, når Liv besøgte sin far:

”Min far havde sådan en hems i sommerhuset, hvor jeg lavede købmandsbutik. Jeg tog alle hans øl med op under loftet, og så var han ligesom nødt til gå op af trappen og købe dem hos mig,” fortæller hun og bliver for en stund fjern i blikket, før hun pludselig lyser op:

”Og så lavede vi cykelløb!”

Det betød i korte træk, at Liv og hendes far cyklede til købmanden. Når de kom ind i butikken, var Livs opgave at fjolle og spille klovn, så de ansatte ikke ville lægge mærke til, at hendes far stjal øl. Når han havde fyldt tasken med årgangsøl, gik han op til kassen og købte Liv en gave. Bagefter kørte de om kap hjem til sommerhuset.

”Far var virkelig et konkurrencemenneske, og på mange punkter også selv lidt et barn. Så han havde ikke den der følelse af, at selvfølgelig skal barnet komme først, så han tonsede bare afsted og lod mig halse efter,” fortæller Liv og griner overbærende, mens hun ryster på hovedet.

Selvom hendes bedste minder med sin far involverer både alkohol og butikstyveri, giver fremstillingen alligevel mening, når hun fortæller om alt det andet. Om de oplevelser, hun omtaler som “episoderne”, og som dækker over de dele af besøgene hos far, som Liv først talte højt om efter hans død.

”Det var alt fra overfald til hashsmugling og våben. Engang tapede han hashplader fast til min mave på vej hjem fra byen til sommerhuset, fordi der var langt mindre chance for, politiet ville kropsvisitere en otteårig pige end en voksen mand,” fortæller Liv og tænker lidt, før hun siger:

”Og så var der selvfølgelig episoden i sommerhuset. Det var første gang, jeg så et skydevåben.”

Egentlig var det slet ikke meningen, Liv skulle have været til stede den dag. Hendes far havde ringet og aflyst hendes besøg med henvisning til, at der var ”sket noget” i weekenden. Men Liv ville ikke høre tale om, at blive hjemme hos sin mor:

”Jeg havde behov for at holde øje med, at han var okay. Så jeg insisterede på at komme alligevel.”

Da hun havde været hos sin far et lille døgn, ankom en mand på motorcykel til sommerhuskvarteret. Han kørte frem og tilbage foran Livs fars hus i en god halv time, før han parkerede motorcyklen og slog en lille klapstol ud. Den satte han sig på, mens han tog et jagtgevær frem og sigtede mod sommerhuset, hvor Liv og hendes far befandt sig. Det var, da faderen gik ud for at tale med manden, at han blev sparket ned, og Liv kom ham til undsætning.

”Men det var først, da naboerne kom, manden tog flugten,” fortæller Liv, der senere fik at vide, det var en, faderen nogle dage forinden havde haft et skænderi med.

”Og det er alle de episoder, der pludselig begyndte at hjemsøge mig, da min far døde, og som jeg nok kommer til at kæmpe med mange endnu,” fortæller Liv.

Men da hun bliver 11 år, ændres hendes hverdag markant. Liv flytter i familiebehandling med sin mor og sine to yngre søstre. Grunden er, at moderen under graviditeten med Livs ældste lillesøster fik bækkenløsning, der førte til et kortvarigt pillemisbrug, som hun valgte at gå i behandling for. En del af den behandling betød, at Liv ikke måtte se sin far, så længe han var aktiv misbruger, og at deres kontakt de følgende år derfor primært foregik over mail.

Fra Liv var 13, og til hun som 20-årig flyttede til København, så hun kun sin far ganske få gange.

“Han kom i fængsel, da jeg var 17, og der vidste jeg et eller andet sted, det var slut med vores relation,” fortæller Liv.

Og da hun flyttede til København for at studere, blev punktummet sat:

“Det var i 2013. Min far blev syg af kræft ca. samtidig med, at jeg flyttede, og han forventede nærmest, jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne og tog tilbage til Jylland for at passe ham. Og det kunne jeg bare ikke,” fortæller Liv.

I stedet sendte hun ham et brev, hvor hun forklarede, hvordan hun havde det med ham, og konfronterede ham med de svigt, han havde udsat hende for.

“Han forholdt sig ikke til det, jeg sagde, men dagen efter modtog jeg en sms, hvor han skrev, at han ville svare på brevet, hvis han en dag fik lyst,” fortæller Liv.

Efterfølgende talte Liv ikke med sin far i mere end et år. Men da hun i foråret 2015 skulle til et møde i Aalborg, spurgte hun, om de skulle ses.

“Han lavede for første gang i mit liv rigtig morgenmad til mig. Da jeg var barn, fik vi altid bare spegepølse med remoulade, uanset hvornår på dagen, det var. Men nu var der både hjemmebagte boller og friskpresset juice. Og det var nok hans måde at vise mig, han gjorde sig umage,” fortæller Liv, der nåede at se sin far tre gange, før han døde i august 2015.

“Han fik sagt til mig, han håbede, jeg en dag ville tilgive ham, og at han vidste, han havde været en dårlig far. Og selvom han en halv time forinden havde røget en joint op i hovedet på mig, var det alligevel en form for forsoning og nok det tætteste, vi kom på et rigtigt farvel ,” siger hun.

Det næste år blev det måske mest turbulente i hele hendes liv.

”Jeg tror, at det med, at vi aldrig havde fået snakket om de konkrete ting, men kun lige havde sagt overfladisk farvel, sad i mig. Jeg havde aldrig talt om de ting, jeg havde været udsat for, og nu, hvor min far var væk, kunne jeg ikke længere bruge al min energi på at bekymre mig over ham, og så ramlede det hele,” fortæller hun og holder en lille pause som for at finde de rigtige ord, før hun fortsætter:

”Jeg havde flere måneder med søvnløse nætter og begyndte at blive paranoid. Jeg fik stakåndethed og følte, jeg ikke kunne få luft. I store forsamlinger kunne jeg ikke slappe af og begyndte at kigge mig selv over skulderen. Siden har jeg lært, at det var nok alle de der episoder med overfald og våben og smugling af ting og sager, der gjorde mig angst og paranoid, men dengang forstod jeg det ikke. Det begyndte at opsøge mig om natten, og jeg sygemeldt fra mit arbejde. Før jeg vidste af det, var jeg så desperat, at jeg var klar til tage mit eget liv, hvis jeg ikke blev hjulpet med det samme.”

Og hjælpen fik hun i oktober 2015, hvor hun startede sit første terapiforløb i TUBA, der er en organisation for voksne børn af alkoholikere.

“Jeg ved ikke, om jeg havde været her i dag, hvis ikke jeg var startet i terapi,” fortæller Liv og uddyber:

“Det var ligesom første gang i mit liv, at jeg følte, jeg blev taget alvorligt af nogle, som vidste, hvad jeg snakkede om. At de godt forstod, at en del af mig var lettet over, min far var død, selvom jeg samtidig elskede ham. At de også var pissebange for at indlede et kæresteforhold eller for ikke at præstere godt nok. Eller at skuffe andre. Ja, alle de ting, man går med, når man er barn af en misbruger. Det var ligeså vigtigt som selve terapien.”

I dag er Liv ambassadør for TUBA og tager rundt i landet og holder oplæg om at være vokset op som barn af alkoholiker. På den måde håber Liv at kunne være med til at bryde tabuet på området og måske hjælpe andre i samme situation. Og når livet gør for ondt, ringer hun til sin psykolog.

”Og det vil jeg nok have brug for mange år endnu,” siger Liv.

Læs også: