Politik

Merete Riisager havde en "skrækkelig" gymnasietid

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) vil straffe pjækkesyge elever økonomisk og mener, vi skal passe på med at sygeliggøre ungdommen. Selv ved hun ikke, om reformer og fraværspakker havde gjort en forskel for hendes gymnasietid.
Pressefoto: Steen Brogaard

Jeg møder Merete Riisager på hendes kontor i indre København. Hun har været undervisningsminister siden 2016 og er kendt for at svinge pisken over de unge i uddannelsessystemet. Senest ryddede hun overskrifter i forbindelse med den såkaldte fraværspakke, der blev offentliggjort i slutningen af april, og som indeholder en række tiltag, der skal gøre op med fraværet på gymnasielle uddannelser. Især ét punkt skabte en del debat: Ministeren vil indføre en ny grænse for, hvornår gymnasierne skal vurdere, om elever med over 15 procents fravær skal have taget SU’en.

Annoncering

Men kollegaerne på Christiansborg var ikke specielt begejstrede: Socialdemokratiet afviste straks forslaget med begrundelsen, at for højt fravær skal afhjælpes lokalt på skolerne, mens Venstres undervisningsordfører, Anni Matthiesen, blandt andet sagde, hun frygtede, forslaget kunne føre til unødigt bureaukrati, ligesom hun appelerede til, at man skulle huske at fokusere på årsagerne bag tallene: "Der kan være unge mennesker, der har ondt i livet og har brug for hjælp, fordi de måske er havnet i noget skidt,"sagde hun til Jyllands-Posten.

Også formanden for Danske Gymnasieelvers Sammenslutning, Jens Philip Yazdani, var hurtigt ude med kritik af ministerens initiativer:

"Vi køber slet ikke ministerens præmis om, at unge skulle være dovne og være nogle pjækkerøve. Tværtimod er vi enormt pligtopfyldende, måske endda for pligtopfyldende, for vi ser allerede nu elever, der møder syge op i skole. Desværre."

Men den kritik tager ministeren ganske roligt. Hun fortæller, at fraværsgrænsen ikke nødvendigvis betyder, at en elev mister retten til SU, så snart han eller hun når 15 procent, men at skolen senest på det tidspunkt skal foretage en individuel vurdering af elevens fravær. "Der kan være enkelte elever, der for eksempel har en kronisk sygdom. Dem går de jo ikke hen og forlanger, at nu skal de komme mere, for det kan man ikke," forklarer hun. Samtidig fortæller hun, at det er "meget, meget vigtigt" for hende, at "vi tager uddannelse seriøst," og at man skal "udvise respekt" for det, der ligger i eksempelvis at få en gymnasieuddannelse.

Annoncering

Men hvordan vil ministeren egentlig skille skæg fra snot? Hvad skal man gøre for at undgå stressede elever? Og kunne hun egentlig selv lide at gå i gymnasiet? Vi fik tyve minutter på tomandshånd.

Vice: Hej Merete. Du har lavet den her fraværspakke, hvor elever med for højt fravær kan få taget SU'en. Men forudsætter det ikke, at fraværet skyldes pjæk?
Merete Riisager: Jo, og derfor lavede vi en stikprøve for at se, hvordan det egentlig så ud, og prøven overbeviste i hvert fald mig om, at fraværet gennemsnitligt lå for højt. Og der kan være alle mulige individuelle historier bag, men summen af kardemommen er, at det samlede fravær lå for højt. Og at vi er nødt til at gøre en indsats for at nedbringe det.

Der er jo meget snak om, at gymnasieelever er stressede og mistrives. Kan de her tiltag ikke øge presset på dem?
Nej, jeg mener, det er lige modsat. At man skylder unge mennesker nogle klare rammer for, hvad man forventer af dem. Det, mener jeg, faktisk er stressreducerende. At unge mennesker ved, hvad der forventes. Hvis man ikke ved det, kan det være med til at stresse. Og samtidig er det også stressreducerende, at der er nogle, der er interesserede i dig og spørger ind til, hvorfor du ikke var i skole i går. Sådan at man ikke bare går ind og ud af en dør, uden der er nogle, der lægger mærke til, om man er der eller ej.

Så en del af pakken er også at spørge ind til eleverne undervejs?
Ja. Det har man gjort på for eksempel Roskilde Gymnasium, hvor man har nedbragt fraværet fra 9,8 til 7,3 (for 3.G'ere, red.) på to år, hvilket er rigtig flot. De har simpelthen konsekvent spurgt ind til eleverne, hvis de ikke har været der. I starten syntes eleverne, det var noget mærkeligt noget, men nu er der mange af dem, der oplever det som positivt, at lærerne interesserer sig for dem. Og det, synes jeg, er meget interessant. Vi har i virkeligheden alle sammen behov for at være i en sammenhæng eller et fællesskab, hvor det ikke er ligegyldigt, om vi er der eller ej. Og den her fraværspakke, som jeg har fremlagt, er jo de overordnede linjer, men de skal implementeres lokalt. Jeg skal ikke sidde ved mit skrivebord og sige, hvordan man præcis skal gøre.

Annoncering

Så man kan undgå at blive straffet økonomisk, hvis man eksempelvis har stress?
Det her handler helt overordnet om det samlede fravær på et gymnasium. Eksempelvis på Roskilde Gymnasium - der ved de jo godt, at der kan være enkelte elever, der for eksempel har en kronisk sygdom. Dem går de ikke hen og forlanger, at nu skal de komme mere, for det kan man ikke. Det handler om, at det samlede fravær skal bringes ned.

Hvordan vurderer man, om en elev kan fritages eksempelvis på grund af stress. Er det med lægeerklæring?
Stress er jo en medicinsk betegnelse, så det ville være noget, lægen skulle forholde sig til.

Din gamle partner in crime Søren Pind har været ude og tale om ulykkelig ungdom og om 'hele mennesker'. Han gav forfejlet uddannelsespolitik en del af skylden. Hvad tænker du om det?
Jeg synes, det er meget, meget vigtigt ikke at sygeliggøre ungdommen. Det er rigtig svært at være ung. Det syntes jeg også, det var.

For mig kunne bare det at gå igennem kantinen på mit gymnasium være ligesom at krydse en savanne. Jeg syntes, det var farligt og angstprovokerende. Det kan være svært at huske, når man er voksen, men når jeg for eksempel besøger mit gamle gymnasium, Sankt Knuds Gymnasium i Odense, kan jeg næsten mærke det. Hvordan det var. Man træder ind i kantinen og uuuh, lige pludselig får man den der fornemmelse af at være 17-18 år og at synes, der er nogle ting, der er eksistentielt uoverkommelige.

Annoncering

Det er ikke for at forklejne alle de udfordringer, der kan være, men der er nogle ting, som man ikke kan tage ud af det at være ung. Altså, der kan opstå en eller anden form for identitetskrise eller eksistentielle overvejelser, som man skal igennem. Der er den savanne, som man skal krydse. Hvor der er vilde dyr og sumphuller og alt muligt. Og så skal de voksne hjælpe med at lave nogle rammer, der gør, at man ikke går ned i kviksandet. Fordi det – uanset hvordan man vender og drejer det – er en fase, som er svær.

Hvad med stigende stress og angst?
Det er jo altid vanskeligt. Men jeg tror, at en ting, der er vigtig for unge mennesker, er, at der er struktur og mening. Strukturen ligger blandt andet i det her, jeg lige har snakket om med fravær. Det kan også ligge i karakterer - jeg ved godt, det er meget upopulært, men det med, at der er nogle rammer og strukturer, der er overskuelige, sådan at man ikke hele tiden skal finde ud af, hvad i alverden foregår der omkring en.

Hvad håber du, at eleverne fortæller, når de spiser aftensmad med deres forældre?
Jeg håber, at man i gymnasiet og på ungdomsuddannelserne får nogle erkendelser og nogle aha-oplevelser, og det må godt være slidsomt. Erkendelsen kan for eksempel ligge i, at man finder ud af, hvad de gamle grækere gjorde. Altså tænk sig, at de faktisk havde teatre, hvor de mødtes og diskuterede politik for flere tusinde år siden. Det er da for vildt. Det er jo i virkeligheden det fantastiske ved gymnasiet – og nogle gange kommer erkendelserne bare ved hårdt arbejde.

Synes du, de unge i dag mangler vedholdenhed?
Jeg synes i hvert fald, at der er et stort pres på at fjerne ubehag. Og det, synes jeg, er et problem. Fordi det at overkomme ubehaget, og det at blive ved, når noget er ubehageligt, det ligger der en utrolig vigtig læring i, som man skal bruge resten af sit liv.

Er det også forældrenes anvar?
Det er den generelle debat. Vi har en bekvemmelighedsdagsorden. Og den vil jeg gerne bekæmpe. Ved at dyrke bekvemmelighedsdagsordenen kan man risikere at svigte unge mennesker helt enormt. Når de skal videre ud og arbejde og være borgere i samfundet, så ligger der en utrolig gave i at have lært noget vedholdenhed.

Hvad med dine egne børn. Hvad er vigtigt for dig i forhold til deres skolegang?
Det er, at de kan få lov at blive rigtig dygtige til det, der interesserer dem. Og jeg har to helt forskellige børn. Sådan er det jo. Man tror, at når de kommer fra samme forældre, så må det være det samme, men sådan er det jo ikke. Du var lidt inde på det tidligere, men hvordan havde du det selv i gymnasiet?
Jamen altså, jeg syntes, det var skrækkeligt. Altså meget af det faktisk. Af mange årsager. Ej, skrækkeligt er så meget sagt, men altså - det var ikke det nemmeste tidspunkt i mit liv… fordi det er sådan identitetskrise.. Og jeg var meget sent udviklet og sådan en drengepige – jeg havde kort hår og svømmede konkurrencesvømning og kunne slet ikke være med på den der smartness, der var. Men jeg tror i virkeligheden, der er meget almindeligt som ung at føle sig udenfor. Det er virkelig en normaltilstand. Så på den måde er det ikke noget særligt. Men jeg syntes, det var svært at gå i gymnasiet. Jeg fik okay karakterer, men ikke prangede. Og meget højere på universitet. Kunne rammerne have ændret noget?
Det ved jeg ikke. Måske skulle jeg have valgt et gymnasium, hvor der var flere ligesom mig. Hvor der ikke skulle bruges så meget energi på cool-faktor. Det kunne jeg ikke leve op til. Der var nogle, der syntes, det var sjovt, og det er jo dejligt, men jeg kunne ikke være med på det. Måske skulle jeg have valgt et gymnasium, hvor standarderne var lavere. Og hvor folk gik i joggingbukser, ligesom jeg gjorde. Så kunne jeg måske have brugt mindre krudt på den del. Eller også var det bare et tidspunkt i livet, som var sådan. Så det ikke kunne blive bedre.

Havde du meget fravær?
Nej. Jeg var meget flittig til at komme.