Er man alene i en skov?
Det spørgsmål stillede 16-årige Jean Roux sig selv efter at have set kultfilmen Into The Wild, hvor hovedpersonen Christopher McCandless forlader den vestlige civilisation for at leve i symbiose med Alaskas vilde natur. Filmen slutter med, at Christopher McCandless dør af sult efter at have kradset følgende visdomsord ned på side 152 i Doctor Zhivago: ”Happiness only real when shared” – underforstået: shared with humans.
Men det er temmelig artchauvinistisk, synes Jean, når Christopher McCandless ikke mener, han har nogen at dele livet med i ødemarken. For hvis han havde været lidt mere som Pocahontas og havde sunget højt med stemmerne i bjerget og indset, at hver hejre og hver odder var hans ven, så havde han nok ikke følt sig så ensom i naturen. Det er i hvert fald Jeans ræsonnement, der lagde kimen til konceptet Dance for plants: et forsøg på at vise planterne lidt mere respekt.
Jean, der foretrækker pronomenet hen, voksede op på landet i Frankrig og var et meget ensomt barn. Hen var mere interesseret i ting end i mennesker, og i skolen foretrak hen at tilbringe frikvartererne på biblioteket frem for på legepladsen. Da Jean senere fandt sin hylde som danser, ragede hen uklar med både elever og lærere på sin danseskole og blev smidt ud. Herefter mistede Jean lysten til at danse og blaffede i stedet desillusioneret rundt i verden i bedste Christopher McCandless-stil. På en strækning mellem Paris og Berlin strandede Jean i vejkanten, og det var her, midt i ingenting, hen pludselig igen fik lyst til at danse. Men som danser har man som regel et publikum, man danser enten med eller for nogen, så Jean kiggede sig rundt og fik øje på det ukrudt, der vokser i rabatten. Hen besluttede sig for at adressere dansen til de planter, som ingen vil have, the weirdos, som hen kalder dem. Det blev point of no return for Jean, der forstod, at man langt fra er alene i en skov – eller i en vejgrøft for den sags skyld – og at planetens overlevelse sandsynligvis afhænger af denne erkendelse.
Jean Raux kommer oprindeligt fra Frankrig, men har i dag hjemme i mange lande.
En sommerdag i Berlin tilbage i 2016 tog Jean konceptet Dance for plants et skridt videre. Sammen med sin veninde Johanne gik hen i botanisk have for at danse for de lidt finere kredse i planteriget. Jean husker at være temmelig nervøs for at optræde for rækken af fingerbøl og papegøjetulipaner.
”Det var virkelig svært, for alt skulle vendes på hovedet: Hvad det vil sige at danse for nogen eller noget, og hvorfor man gør det. De fleste vil nok mene, at man danser for at få en eller anden reaktion fra sit publikum. Lapdancen er et godt eksempel eller dansen på en natklub, hvis formål ofte er at tiltrække en potentiel partner. Men for mig handler det om at give uden nødvendigvis at vide, hvad jeg får igen. Det er det, planterne kan lære os, for de er i en konstant kemisk transformation, hvor de optager sollys samtidig med, at de afgiver ilt. De giver og giver uafbrudt, og jeg syntes, det var på tide at give lidt igen.”
Jean forklarer, at det ikke så meget handler om, hvad planterne eventuelt får ud af at blive danset for, men om at give dem en agens i verden og om at anerkende dem for, at de fodrer os, helbreder os, huser os, klæder os på og udånder den luft, vi lever af. På den måde er Dance for plants et opgør med den antropocæne opfattelse af mennesket som evolutionens højdepunkt og mod den udbredte distinktion mellem mennesket og Jordens øvrige og lavererangerende organismer; mellem natur og kultur.
Vi fotograferede Jean Raux (tv) og Snorre Jeppe Hansen (th), da de – sammen med flere medlemmer af Dance for plants – deltog i et event på Statens Museum for Kunst, der satte fokus på miljø i videnskab, kunst og naturen.
Tankesættet bag Dance for plants er blandt andet inspireret af den belgiske filosof Vinciane Despres, der studerer mennesker, der studerer dyr. Hendes bog ”What Would Animals Say If We Asked Them the Right Questions?” problematiserer, som titlen antyder, zoologers manglende evne til at studere dyr på dyrenes egne præmisser. Det samme problem gør sig gældende, når det kommer til menneskets syn på planter, fortæller Jean, fordi vi ikke evner at anskue verden fra et planteperspektiv og alene forholder os til planterne som en ressource til fri disposition for mennesket. Den vestlige videnskabstradition er i det hele taget en af de mest ”patriarkalske, kapitalistiske, rationalistiske, fucked-up-racistiske og kolonialistiske discipliner,” mener Jean.
Problemet med sondringen mellem kultur og natur er, forklarer hen, at vi ikke forstår, at vi er en del af et større økologisk kredsløb, og at det er os selv, vi slår ihjel, når vi smadrer klimaet.
”Mange i vesten har den her romantiserede opfattelse af naturen som et smukt og fremmed tilflugtssted fra livets stress og jag. Som når Justin Bieber i videoen ”I’ll show you” eksempelvis løber rundt i de storslåede islandske landskaber for at slippe væk fra det hårde popstjerneliv. Men Jordens overlevelse afhænger af, at vi anerkender planteverdenens enorme indflydelse på vores daglige liv og holder op med at tage den for givet.”
Det er netop ambitionen bag Dance for plants: at gøre planterne synlige i vores hverdag og at give dem mere credit for deres generøse bidrag i form af alt fra aloe vera i cremen til benzin i bilen. Siden den dag Dance for plants optrådte for første gang i botanisk have, har projektet udviklet sig til et dansekollektiv på i alt 12 medlemmer (11 mennesker og en hund).
Snorre Jeppe Hansen (tv) og Jean Raux (th).
På gruppens hjemmeside kan man bestille en dansesession, hvis man eksempelvis synes, at en kaktus eller en stuebirk virker lidt slukøret. Så kommer dansekollektivet på besøg og giver den noget opmærksomhed. Nogle planteejere tror fejlagtigt, at de skal overvære forestillingen, og så må kollektivet forklare, at det ikke er for sjov, de hedder Dance for plants, og at mennesker må vente udenfor. En performance inkluderer imidlertid også en samtale om de livshistorier, planterne i al stilhed har bevidnet, og her er planteejerne i fokus. Jean fortæller, at det ofte vælter ud med ord og følelser, når hen beder værterne fortælle hver enkelt plantes historie. Hen giver et eksempel:
“En kvinde fortalte mig, at hun aldrig havde kunnet holde liv i sine planter derhjemme. De blev ved med at visne. Indtil den dag, hun blev skilt fra sin mand, så spirede det hele lige pludselig, og nu har hun planter overalt.”
Der sker noget decideret magisk, når folk begynder at snakke om deres planter, fortæller Jean, og det er kommet bag på hen, hvor mange der er følelsesmæssigt involveret. Måske har de fået en duftranke af en ekskæreste, eller måske har et lille paradistræ tålmodigt fulgt dem fra sted til sted. Nogle har måske et æbletræ i haven, der er plantet af et savnet familiemedlem. Ofte har folk aldrig fortalt de her historier før, og nogle indrømmer lidt forlegent, at de snakker med eller synger til deres planter.
Men hvis vi nu rent faktisk forsøger at sætte os i planternes sted, hvad mon de så egentlig synes om at være blevet reduceret til interiør i små fancy lejligheder langt fra deres familie, venner og hjemstavn? Det er en tanke, der har rumsteret hos Snorre Jeppe Hansen, der bor på et lille værelse på Nørrebro sammen med 30 planter. Snorre er også en del af Dance for plants og bruger i det hele taget rigtig meget tid på at passe, kigge og tænke på planter, foruden selvfølgelig at danse for dem.
Snorre medgiver gerne, at det forekommer en smule paradoksalt, at medlemmerne af Dance for plants alle tilhører den urbane, kreative og privilegerede klasse, der på mange måder har distanceret sig allermest fra det, der ikke er menneskeskabt. På den anden side mener han, at vi bliver nødt til at give afkald på den romantiske idé om det naturlige og acceptere, at stueplanterne nu engang er domesticerede.
”Planten kan jo ikke selv gøre for, at den er havnet i den her situation, hvor den ikke kan overleve uden mig og skal vokse i en lille potte. Men når den nu er her, har jeg valgt at gøre mit bedste for at give den omsorg. Når man køber en plante er den typisk fabrikeret på en måde, så den vokser helt lige og kontrolleret, men hvis man giver den lov til at slå sig løs og vokse, som den vil, ser den helt anderledes ud efter et år.”
Snorre Jeppe Hansen bor i et lille værelse sammen med 30 planter på Nørrebro i København.
Snorre har eksperimenteret med at navngive sine planter, for selvom man skal være påpasselig med antropomorfisme, altså at tillægge naturfænomener menneskelige egenskaber, er det alligevel en virksom metode til at fremme en mellemorganisk empati og solidaritet. Det er der hårdt brug for i en tid, hvor vi er godt i gang med at udrydde verdens regnskove, og hvor fremstillingen af selvlysende aber eksempelvis er en realitet. Dance for plants er således først og fremmest et forsøg på at facilitere en samtale om hierarkierne mellem forskellige livsformer og et konkret forslag til, hvordan vi mennesker kan interagere anderledes med vores omgivelser.
Selv om folk af og til kan have lidt svært ved at tage konceptet alvorligt, så oplever Snorre, at der faktisk er flere, der mener, at mennesket ikke er andre levende organismer overlegen.
”Men hvis man nu kunne få Lars Løkke til at danse for sin stueplante, så tror jeg for alvor, det ville begynde at rykke.”
Noget af det allermest fascinerende ved planterne er, synes Snorre, at de bryder med vores idé om isolerede enheder, fordi de vokser ind og ud af hinanden og på den måde udgør en slags decentraliseret eksistens. I København er det for eksempel populært at udveksle stiklinger med venner og bekendte, og der eksisterer således et slægtskab på tværs af mange små solitære potter.
Ifølge Jean er det netop vores manglende forståelse for alle levende organismers relation og gensidige afhængighed, der er årsagen til den nuværende klimakrise og i øvrigt til Christopher McCandless tragiske død.
”Det er den her opdeling mellem mennesker og natur, der tillader en klimabenægter som Trump ved magten, og som på sigt kommer til at slå os alle sammen ihjel. Christopher McCandless dør alene, fordi han hænger fast i en speciesistisk forestilling om, hvem eller hvad det er værd at dele livet med.”
Jean forklarer, at planter er queer i den forstand, at deres stemme ikke er repræsenteret i en verden, hvor menneskearten har fået storhedsvanvid og udelukkende tager hensyn til sig selv. Man fornemmer, at hen måske identificerer sig en smule med de skæve organismer. Men for Jean har arbejdet med Dance for plants også været en anledning til at genetablere et forhold til andre mennesker, og de er trods alt vokset lidt på hen.
Ikke desto mindre anbefaler Jean alle at bruge mere tid på at hænge ud med planter og at gøre et forsøg på at forstå, hvordan de oplever verden. Det gælder om at øve sig i at lytte til planterne og om at være åbne overfor det, de har at sige. Men man må være lidt tålmodig, for som Jean pointerer:
”I starten kommer der til at være stille.”
