Det sker lige nu

Her er lyden af rædselsslagne migrantbørn, som er blevet fjernet fra deres forældre

På en optagelse joker en grænsebetjent med ”orkestret” af skrig og gråd fra børn i lejrene i USA, hvor mindst 10.000 mindreårige tilbageholdes.
19.6.18
Foto via US Customs and Border Patrol.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Siden den amerikanske justitsminister Jeff Sessions annoncerede den nye ”zero-tolerance”-politik i forhold til immigration, er omkring 2000 immigrantbørn blev fjernet fra deres forældre over de sidste seks uger, og oplysninger om, hvad der foregår i lejrene, hvor børnene tilbageholdes, har været meget sparsomme. Selv medlemmer af kongressen er blevet nægtet adgang, mens advokater og aktivister har fortalt hårrejsende historier om livet bag murene. I mandags offentliggjorde mediet ProPublica en forfærdelig optagelse fra et af centrene, der fanger kaosset og forvirringen blandt de forladte børn.

Annoncering

Optagelsen kommer efter sigende fra borgerrettighedsadvokaten Jennifer Harbury, som har fået den fra en klient, der har bedt om at forblive anonym. Igennem otte uudholdelige minutter hører man børnene græde og kalde på deres forældre, de forvirrede socialarbejdere, som forsøger at bevare overblikket og mindst én stemme, der tilhører en grænsebetjent, som af en eller grund vælger at spøge med situationen.

”Det er jo et helt orkester, vi har her,” siger manden på spansk i begyndelsen af optagelsen. ”Vi mangler bare en dirigent.”

På et tidspunkt hører vi seksårige Alison Jimena Valencia Madrid, som spørger, om hun må have lov til at ringe til sin tante. Ifølge ProPublica lykkedes det den salvadoranske pige at få fat på sin tante, men kvinden var tilsyneladende så bange for at selv at få problemer grundet manglende opholdstilladelse, at hun ikke turde intervenere på pigens vegne. Det er dog lykkedes hende at bevare kontakten med niecen og pigens mor, men mor og datter har ikke været i kontakt, siden de først blev adskilt.

”Det var det sværeste øjeblik i mit liv,” fortæller tanten til ProPublica. ”Forestil dig at få et opkald fra din seksårige niece. Hun græder og tigger dig om at hente hende. Hun siger, ’Jeg sværger, jeg nok skal være god. Vil du ikke nok hente mig? Jeg er helt alene’.”

Optagelsen giver et indblik i de brutale forhold som hersker i lejrene, hvor mindst 10.000 mindreårige over hele USA tilbageholdes. Og selv efter optagelsen ender, er det umuligt at få lyden af gråden ud af hovedet igen. Mange af børnene lever i uvished om, hvordan de kan genforenes med deres familier.