Amy står sammen med en hest udenfor.
Amy har i dag ingen kontakt med sine adoptivforældre. Hendes lillesøster bor stadig hos forældrene. Foto: Stillbillede fra "Amys Vilje"
Feminisme

Amy føler, hun blev købt og solgt som en vare, da hun blev adopteret fra Etiopien til Danmark

Da Amy var 15 år gammel, fandt hun ud af, at man betaler penge, når man adopterer et barn. Hun spurgte, “Er det ikke bare menneskehandel med et finere ord?”

Hun er splittet. Hun føler sig som et menneske, der er delt op i to. Amy Rebecca Steen er etiopisk, men har boet i Danmark halvdelen af sit 20-årige liv. Hendes mor og storesøster, hendes bedstefar og resten af hendes familie bor i Etiopien. Hendes lillesøster bor i Næstved ved den adoptivfamilie, hvor hun selv boede de første halvandet år af sin tid i Danmark, inden hun flyttede hen til en plejefamilie, fordi hendes adoptivforældre ikke magtede hende.

Annoncering

“Da jeg var 15 år gammel, fandt jeg ud af, at man betaler penge, når man adopterer. Og jeg kan huske, jeg spurgte, om det ikke bare er menneskehandel med et finere ord?”

Amy og hendes søster blev adopteret gennem bureauet DanAdopt i 2009, og i 2013 fik bureauet frataget retten til at formidle adoptioner fra Etiopien, fordi Ankestyrelsen vurderede, at der var tvivl om, hvorvidt adoptionerne foregik etisk og juridisk forsvarligt. Flere etiopiske kvinder fortalte dengang, at de følte sig pressede til at bortadoptere deres børn.

Amys mor har fortalt, at hun følte sig narret til at bortadoptere sine børn, og at hun ikke fik de opdateringer på sine døtres liv i Danmark, som hun var blevet lovet. I 2016 blev Amys adoption annulleret af en domstol i Etiopien, og i 2016 blev al adoption fra Etiopien til Danmark stoppet.

På torsdag er der premiere på dokumentarfilmen Amys Vilje, i hvilken instruktøren Katrine W. Kjær har fulgt Amy gennem fem år.

Amy sidder på en café i Næstved. Hun har en sort sweatshirt på med en hvid skjorte indenunder. Om halsen har hun sølvkæder, og hendes mørkebrune hår er samlet i en stor knold ovenpå hovedet. Hendes ansigt er slankt, og de markerede kindben er drysset med mørkebrune fregner.

Da hun var 10, blev hun sammen med sin 1-årige lillesøster adopteret til Danmark. Inden da havde de boet på to forskellige børnehjem i Etiopien, fordi Amys mor var syg med HIV og ikke troede, hun ville overleve. Det var meningen, at storesøsteren Beti skulle bortadopteres sammen med de to søstre, men hun var for gammel og blev boende hos moren.

Annoncering

“Jeg kan huske alt fra den tid. På børnehjemmet fik vi at vide, at vi skulle til Danmark og lære, og så skulle vi tilbage til vores eget land og arbejde. Du får ikke at vide, at du skal have en ny mor og far, og at du er forpligtet til at kalde dem mor og far,” siger Amy.

Billede af Amy Rebecca Steen fra dokumentaren

Da Amy og hendes lillesøster blev bortadopteret til Danmark, blev storesøsteren tilbage ved moren i Etiopien. I dag er de sammen igen i Danmark i forbindelse med filmen. Foto: Stillbillede fra "Amys Vilje"

For tiden tænker hun meget på, at hendes adoptivforældre betalte penge for hende.

“Jeg synes, det er menneskehandel. Jeg ved, at mange adoptivforældre vil sige, når det her kommer ud, at Ej, det er noget sludder, men det er det ikke. Tro mig, jeg ville have det så meget bedre, hvis jeg var blevet adopteret, og der ikke var blevet betalt penge for mig,” siger hun.

Hun giver ikke meget for holdningen om, at adoptivforældre redder børn fra en uvis skæbne i et fattigt land, for hvis man vil redde børn, hvorfor hjælper man dem så ikke til et bedre liv i deres eget land?

“Det er noget bullshit, at det handler om barnets tarv. Det handler om dem, der gerne vil have et barn,” siger hun.

Amy fortæller, at de på børnehjemmet fik at vide, at de måtte holde kontakten til deres biologiske mor i Etiopien og besøge hende og resten af familien en gang om året.

I 2011 førte konflikter mellem Amy og hendes adoptivforældre til, at hun kom i plejefamilie. Ifølge Amy handlede langt de fleste af deres konflikter om, at hun ikke vil kalde sine nye adoptivforældre for “mor” og “far”.

“Jeg synes selv, jeg skulle have haft lov til at bestemme, hvornår jeg gerne ville kalde dem mor og far. Med min plejefamilie kom det helt naturligt at sige “Hanne-mor”. Det var, fordi jeg følte, der var et bånd, og jeg knyttede mig til dem, det var ikke, fordi jeg skulle. Man kan altså ikke tvinge en person til at elske sig,” siger hun.

Annoncering

“Jeg kunne jo heller ikke sproget, så jeg havde ikke nogen måde at udtrykke mig på. Så jeg sagde bare 'Not my mom, Not my dad.' Jeg havde mine egne meninger og holdninger, og det var de ikke forberedt på, de forventede bare at få en 6-årig, der makkede ret,” siger hun.

Da Amy blev adopteret, var hun 6 år på papiret, mens hendes rigtige alder var 9 eller 10 år, hun er ikke helt sikker.

Hun ville gerne genoptage kontakten til sin familie i Etiopien og rejse derned med sine plejeforældre for at besøge dem, men hun fik afslag på det af Næstved Kommune og adoptivforældrene. Da hun gik i 9. klasse, stak hun af til Etiopien.

“Jeg savnede min mor og ville gøre alt for at komme afsted. Da jeg fik chancen, gjorde jeg det bare," siger hun.

Hun fik hjælp af organisationen Against Child Trafficking, en antiadoptions-NGO, som arbejder for adopterede og deres biologiske familiers rettigheder, til at komme fra Sydsjælland til Hamburg, hvorfra hun fløj til den etiopiske hovedstad Addis Ababa og blev modtaget af sin mor i lufthavnen.

“Det tog månedsvis, før jeg havde fået så meget kærlighed, at jeg var mæt af det,” siger Amy.

Stillbillede af Amy Rebecca Steen fra dokumentarfilmen Amys Vilje

Som teenager stak Amy af til Etiopien for at være sammen med sin familie. Da hun kom derned, opdagede hun, hvor meget af sit modersmål, amharisk, hun havde glemt. Foto: Stillbillede fra "Amys Vilje"

Da hun kom til Addis Ababa, opdagede hun, hvor meget af sit modersmål, amharisk, hun havde glemt i løbet af årene i Danmark. Hendes familie snakkede ikke meget engelsk, og det førte til misforståelser.

“Det var virkelig svært og frustrerende ikke at kunne kommunikere, når man har ventet på det så lang tid.”

Annoncering

Hun følte, at hendes sprog var blevet taget fra hende, fordi det var så svært at lære dansk, og fordi hun ikke havde nogen at snakke med i Danmark. Da hun kom til Etiopien, snakkede folk til hende, men hun kunne ikke forstå dem. Når hun gik ud at spise med sin familie, måtte hun bestille maden på engelsk, og folk troede, hun var snobbet.

“Det var en del af mig, der var væk,” siger hun.

Amy har altid tænkt, at hun ville ændre sit navn tilbage til sit etiopiske navn Tigist Anteneh, og hun er ærgerlig over, at hun fik et nyt navn, da hun blev adopteret. Men nu kan det være lige meget, for hendes familie kalder hende også Amy.

“Du føler, du bliver købt og solgt som en ting. Så får du et nyt navn, okay, så får du et nyt land, ja okay. Det er mærkeligt. Du bliver jo en anden person, du bliver renset, og du har ikke noget at skulle have sagt,” siger hun.

Hun tror, det var sværere for hende at knytte sig til adoptivforældrene, end det var for hendes søster, fordi hun var så gammel, da hun blev adopteret.

“Jeg var mere knyttet til mit land og til min mor, end min søster var. Jeg var ikke klar til at sætte mig ned og lege mor far og datter i Danmark, for jeg havde ikke lyst til at være datter.”

Hun fortæller, at hendes adoptivforældre jævnligt gav udtryk for, at de havde brug for en pause fra hende.

Hvordan fik det dig til at føle, at de havde brug for en pause fra dig?

“Som en ting igen. Du køber den, og så leger du lige med den, når du er i humør til det, og hvis du lige skal have en pause, så kan den komme tilbage på lageret. Jeg ved det sgu ikke,” siger hun.

Annoncering

Amy bliver stille. Rundt om os summer caféen af alle de andre gæster. Amy ser træt ud. I filmen ser man, hvordan hun nogle gange bliver så overvældet og trist, at hun ligger sig ned på gulvet eller går i seng. Hun fortæller, at hun tit faldt i søvn under optagelserne, og så ville instruktøren pakke sammen og sende hende en sms, hvor der stod “Tak for i dag”.

I dag har hun det meget blandet med adoption. Hun ville ønske, at hendes adoption var gået bedre. Hun ved også, at mange adopterede og adoptivforældre har det godt sammen, men hun føler sig splittet mellem Etiopien og Danmark, og hun bliver stadig udmattet, når hun skal fortælle sin historie.

“I dag kan jeg godt snakke om det uden at falde i søvn, men jeg bliver stadig træt i hjernen.”

Herhjemme bliver alle internationale adoptioner i dag formidlet gennem DIA, Danish International Adoption. Antallet af internationale adoptioner i Danmark er faldende. Hvor der i 2009 kom 497 børn til Danmark gennem international adoption, var tallet sidste år nede på 79.

Dokumentarfilmen Amys Vilje har premiere den 24. januar på TV 2. Filmen er instrueret af Katrine W. Kjær, som i 2012 lavede filmen Mercy Mercy – Adoptionens pris.