Annoncering
lykkepiller

10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille en på lykkepiller

Sebastian Reinert Scheuer var på lykkepiller i mere end ti år. Vi har talt med ham om overvægt, ødelagt sexliv og langsom udtrapning.

af Renna Rose Agger
05 april 2018, 8:45am

Privatfoto af Sebastian Reinert Scheuer og stockfoto via Shutterstock. 

Sebastian Reinert Scheuer er 29 år, studerer retorik på KU og bor i sin egen lejlighed på Østerbro i København. Derudover var han indtil for få måneder siden en af de omkring 414.000 danskere, der ifølge Sundhedstyrelsen årligt får udskrevet antidepressivt medicin. Han slugte sin første lykkepille, da han var 17 år gammel, og i de følgende 11 år blev medicin, diagnoser og et hav af bivirkninger en fast del af hans hverdag. I dag er det efter flere mislykkede forsøg lykkedes ham at blive helt fri af medicin, men eftervirkningerne har sat sine spor - både fysisk og psykisk.

Hvordan lykkepiller påvirker brugeren, om de overhovedet virker, og hvor voldsomme bivirkningerne er, sætter gang på gang dagsorden både politisk og i medierne. Debatten blussede senest op i februar, hvor to store og lige valide studier kom med modstridende resultater. Først påviste et dansk studie, at lykkepiller "skader mere, end det gavner," og få dage senere kom et amerikansk studie så med den komplet modsatte konklusion. Det fik den danske overlæge Poul Videbech til at juble og sige til DR, at de nye resultater var både "enestående" og en "milepæl".

Blev du klogere? Det gjorde vi heller ikke. Derfor inviterede vi Sebastian Reinert Scheuer til en snak om lykkepiller. Ikke for at finde et endeligt facit, men for at prøve at forstå hvordan det egentlig føles at være der selv. Det her er hans fortælling.

VICE: Hej Sebastian. Du har været på lykkepiller i over ti år. Hvorfor?
Sebastian Reinert Scheuer: Jeg boede hjemme hos min mor og havde ikke noget job. Jeg begyndte at være meget ked af det og bruge det meste af min tid på at ligge i min seng. Samtidig opstod mange store tanker i mit hoved, som jeg havde svært ved at rumme. Min mor blev bekymret. Hun er sådan en, der handler meget på tingede, så hun googlede, hvad det betød, hvis ens barn havde det sådan. Og da hun fandt frem til, at det nok var en depression, tog hun mig til lægen, som gav mig diagnosen og udskrev lykkepiller til mig.

Forsvandt depressionen?
For at være helt ærlig ved jeg ikke, om jeg overhovedet havde en depression. Jeg har altid haft op- og nedture, og det fortsatte. Men medicinen tog måske både toppen og bunden af registret. Altså på den måde at jeg mistede kontakten til mine følelser. Det bliver eksempelvis svært at blive rigtig begejstret for noget. Eller at være rigtig forelsket i sin kæreste.

Men det hedder jo lykkepiller. Blev du slet ikke gladere?
Nej, jeg blev ikke gladere. Der skete på et tidspunkt nogle nye ting, der gjorde, at jeg fik det bedre mig selv. Jeg fik en sød kæreste og startede uddannelse, som man jo bliver glad af, men dengang byggede jeg en ide om, at det var pillerne, der gjorde det.

Så du blev ikke gladere. Hvordan mærkede du det så?
Jeg fik at vide, at der ville gå et par måneder, før pillerne virkede. Så jeg kan huske, jeg hele tiden var i tvivl, om hvad der var pillerne, og hvad der bare var mig. Jeg fik det sådan: Hvad er det, jeg kan mærke? Er det her pillerne, eller er jeg bare træt? Virkningen af medicinen blev meget udefinerbar for mig - ligesom med den sygdom, jeg hele tiden fik at vide, jeg havde. Jeg mistede kontakt til mine følelser og grænser og gik nærmest i stå mentalt. Jeg kunne slet ikke forholde mig til mit liv.

Så du havde bivirkninger?
Ja. Jeg havde svært ved at sove, og jeg kunne ikke koncentrere mig. Tingene kom langsomt snigende, og bivirkningerne blev mere og mere fysiske. Jeg begyndte at få nervesmerte, irriteret tarm og oppustethed. Og når jeg prøvede at trappe ud eller skifte præparat, fik jeg feber, tinnitus og smerter. Det er nok fire år siden, det begyndte, og der blev jeg bevidst om, at det her medicin fuckede mig alvorligt op.

Mange taler om nedsat sexlyst. Kan du genkende det?
Jeg havde masser af sexlyst og kunne sagtens få den op at stå, men så kunne jeg ikke mærke en skid. Det føltes, som om jeg havde fire kondomer udenpå hinanden. Som om du ville kunne tage en gren og tæske min pik, uden jeg ville kunne mærke det. Det var virkelig frustrerende, så nogle gange droppede jeg pillerne, hvis jeg skulle have en pige fra Tinder på besøg eller sådan noget, men det fuckede også med mig. Så jeg blev svimmel og feberagtig.

Jeg har også hørt noget om, at nogle tager på. Men du ser jo ganske slank ud?
Jeg tog 20 kilo på, da jeg startede på medicin. Jeg kan huske en morgen, hvor jeg lige kværnede otte hindbærsnitter og bællede en liter mælk uden at føle mæthed. Det var helt forfærdeligt og nærmest traumatisk for mig, og jeg kæmper faktisk stadig med mit forhold til min krop og mit selvværd, selvom jeg har tabt kiloene igen.

Det lyder ikke, som om du har været så glad for lykkepiller. Er det ikke værre at være deprimeret?
Det er selvfølgelig ikke rart at have mørke og tunge tanker og at være ked af det. Men det er jo også en del af livet - for nogle mere end andre. Og hvis jeg havde vidst, hvad de her piller ville få af betydning for mit liv, ville jeg aldrig have taget dem. Det her er fandme ikke vitaminpiller. Det er farligt at give til folk. Selvfølgelig er der nogle, der bliver mindre skadede af det, end jeg gjorde. Og det er jo heller ikke alle, der er på det i ti år. Men uanset hvad skal folk vide, hvad de går ind til, og det er ikke mit indtryk, at de ved det. Jeg gjorde det i hvert fald ikke.

Hvis du ikke kunnne lide at være på lykkepiller, kunne du så ikke bare stoppe med at tage dem?
Jeg fik jo hele tiden at vide, at jeg var forfærdelig syg og ikke må trappe ud, før jeg havde det godt. Men hvad nu, hvis du slet ikke kan få det godt, mens du er på pillerne? Hvis det er dem, der gør dig syg? Det tænker du slet ikke på, fordi du er så bange for at få det endnu værre ved at lade være med at tage dem. Jeg blev virkelig syg, når jeg trappede ned eller skiftede præparat. Og så fik jeg straks at vide, det var depressionen, der kom tilbage. Men det var det ikke. Det var min krop, der skreg på medicinen, fordi den var vandt til at få den. Jeg fik konstant en fortælling om, at det var sygdommen, der blussede op igen, og så turde jeg ikke andet end at blive på pillerne. Så nej, jeg kunne ikke bare lade være at tage dem. Faktisk måtte jeg opsøge professionel hjælp til at komme ud af det. Det var vigtigt at gøre det langsomt og i mit tempo. Og det var meget langsommere, end indlægssedlen siger. Vi måtte faktisk sidde og dele de små kapsler op, hælde indholdet ud på bordet, dele det i små bunker og samle dem på ny for at få doserne små nok.

Men det lykkedes dig at blive fri. Er du blevet gladere af det?
Jeg føler mig ikke længere som slave, og der er mening med mit liv igen, selvom det også er virkelig hårdt at komme op at køre igen. Jeg er virkelig blevet fucked af medicin og lider stadig under det dagligt, så det er slet ikke fantastisk endnu. Der er gået seks måneder, men det kommer til at tage lang tid. Jeg skal ligesom lære alting på ny. Jeg skal lære at føle, og jeg skal lære mine egne grænser at kende. Så det er meningsfuldt at være stoppet, men det er på ingen måde lykkeligt endnu.