Camilla Plum lærte mig, hvordan man spiser sig skæv i blomsterfrø

"Nu vi er ved det hallucinogene, så er det jo en gammel nyhed at Ipomoea purpurea, udover at være en helt vidunderlig klatrende sommerblomst, også indeholder en hel del LSA, i frøene, som minder meget om LSD. Det er ikke nemt at forbyde naturen, og hvis man dyrker sin egen dope, så slipper man også for pusherne. -altså bortset fra frøpusherne (-: [sic]"

Sådan lød det for en måneds tid siden på Camilla Plums facebookside. Jeg kender primært Camilla Plum fra mine forældres flow-tv. Fra dengang hun tonede frem på DR2 med tørklæde om håret. Som regel med hænderne solidt plantet i jorden i køkkenhaven, optaget af store sylteprojekter, entusiastisk fortællende om alverdens krydderurter eller harcelerende over vores manglende forståelse for råvarer. Jeg husker hende ikke som fortaler for det euforiserende og bevidsthedsudvidende.

Men et hurtigt gennemsyn af Camilla Plums facebookside afslørede en mindre “føljeton” af opslag omhandlende naturens legale rusmidler. Opslag om sommerblomster, der kan “ryges som pot”, om beroligende opium-the og om hallucinogene krydderurter ledsaget af links til hendes netbutik, hvor man kan anskaffe sig frøene.

Jeg aner intet om hverken plantefrø eller rusmidler, så jeg besluttede mig for at besøge Camilla Plum for at lære lidt om emnet.

Da jeg ankommer til det økologiske landbrug Fuglebjerggaard i Helsinge i Nordsjælland, hvor Camilla Plum bor og arbejder, er luften fuld af fuglekvidder, grisegrynt og hanegal. En familie mangalitsa-grise løber ud til vejen for at hilse på, og et hav af katte følger mig fra indkørslen og helt hen til hoveddøren.

Her møder jeg den 61-årige kogebogsforfatter, gastronom og selvudråbte frøpusher. Hun sidder med ryggen til, da jeg træder indenfor i hovedbygningen med cigaretrøgen dansende omkring sig. Camilla spørger, om jeg vil have en kop kaffe. Jeg takker ja, hvorefter hun smider to store skefulde malet økokaffe ned i min kop og følger op med kogende vand. Jeg stirrer skeptisk ned på det grumsede kloakvand.

“Hvis der stadig ligger lidt grums og flyder i toppen om et par minutter, skal du bare fylde et par dråber koldt vand i, så går det til bunds med det samme,” fortæller hun.

Grumsen går til bunds af sig selv, og allerede fem minutter efter jeg er ankommet, har jeg for evigt lagt mit forbrug af instantkaffe bag mig. Vi går ud til Camillas “frødepot”, et blomsterkast fra hendes private gemakker.

Her står lange rækker af brune poser fyldt med frø af forskellige slags: Her er morgenfruer, solsikker, sommerblomster og stauder. Jeg spørger Camilla, hvorfor hun begyndte sin facebookføljeton om euforiserende frø.

“Fordi det er pissesjovt, at man kan ryge sig skæv på noget, man har i haven,” siger hun. “Jeg kan personligt ikke selv tåle det. Jeg besvimer, hvis jeg ryger en joint. Men jeg gør det også, fordi det handler om biodiversitet og om, at naturen er vidunderlig og forunderlig og endeløst fascinerende.”

Netop biodiversitet ligger Camilla meget på sinde. Hun er ked af, at vores madkultur er centreret om den lille snes forskellige frugter og grøntsager, man finder i supermarkedet, og at vi er blevet besat af at bruge så få penge på mad som overhovedet muligt. To ting, der er en direkte konsekvens af vore mangelfulde råvareforståelse, og som hun mener er direkte skadeligt for vores helbred.

“Mennesket er fra naturens hånd nysgerrigt,” siger Camila. “Vi kan godt lide at smage på alt muligt. Og det er vigtigt, at vi spiser meget varieret. Her taler jeg ikke om, at man skifter mellem gulerødder og ærter. I virkeligheden bør man spise en ny fødevare hver dag, som man aldrig har spist før. Det får nemlig ens immunforsvar til at gå helt op i det røde felt. Og der skal det være. Hvis immunforsvaret skal være i stand til at bekæmpe alt muligt, så må det ikke ligge og slumre på sofaen. Det gør det, hvis det kun bliver stimuleret af texmex-blandinger, paprika og karry. For at holde immunforsvaret i topform bliver man nødt til at udfordre det hele tiden.”

En nem måde at stimulere immunforsvaret er ved at spise forskellige krydderurter. Som for eksempel nepeta cataria, der også kendes under det mere mundrette navn katteurt. Camilla fortæller, at den har en let myntesmag, og at man kan bruge den lige så tosset, man vil.

“Man kan også tørre det og prøve at ryge det," siger hun. "Man skulle angiveligt kunne opnå lidt af den samme effekt, som katte opnår, når de ruller sig i det. De går helt i svime.”

Det samme gælder krydderurten tagetes lucida, der smager i retning af estragon og har strejf af lakrids og anis. Hun fortæller, at Fødevarestyrelsen anbefaler, at man ikke spiser den, men Camilla bruger den personligt selv i frugtsalater og panna cotta.

“Der findes meget få planter, der ikke i en eller anden dosis er giftige for mennesker. Giftighed er en relativ ting. I små mængder er tagetes lucida ufarlig,” siger hun. “Man kan heller ikke spise særligt meget, da den er ekstremt kraftig og intens i smagen.”

Hun fortæller, at man i Mexico har brugt tagetes lucida som både naturmedicin og krydderurt i tusindvis af år. At man desuden kan tørre og ryge bladene, der skulle have hallucinogene egenskaber, er kun med til at gøre urten endnu mere fascinerende.

Men hvis Fødevarestyrelsen fortæller, at man skal holde sig fra den, er det så ikke uansvarligt, at anbefale den til folk endsige informere om urtens sjovere egenskaber?

“Jeg tror, at folk har bedre af, at blive høje på naturen end på de der modbydelige designerdrugs, som unge over hele landet æder som var det popcorn," siger Camilla. "De kaster det i sig fuldstændig ukritisk. Sammen med en mojito. Det er fandeme uhyggeligt. Det er ikke helt lige så uhyggeligt at dyrke en plante og så brygge en kop the på den eller ryge den for at se, hvordan det er. Virker det ikke, kan man jo så prøve lidt mere. Det virker jo forskelligt fra person til person. Det er klart, man ikke skal sætte sig ned og ryge verdens største joint den første gang, man prøver det. Man skal starte i det små. Så er det begrænset, hvor galt det kan gå.“

Da min audiens i frødepotet er ved at være ved vejs ende, spørger jeg Camilla, om jeg må få lov til at tage et billede af hende, selvom jeg tidligere har set, at Fuglebjerggaard er underlagt en striks fotopolitik. Det er ikke tilladt at tage billeder af hverken Camilla eller hendes ansatte, og den regel har hun ikke tænkt sig at lave om på denne eftermiddag. Heller ikke selvom jeg er troppet op efter forudgående aftale.

“Det gider jeg ikke,” svarer hun. Men jeg får lov til at fotografere gård, dyr og planter lige så tosset som jeg vil. Da jeg bevæger mig rundt på det økologiske landbrug blandt drivhuse omdannet til hønsehuse og fyldt med potteplanter, ender jeg pludselige i selskab med de uldgrise, der bød mig velkommen en times tid tidligere.

Jeg kommer i tanke om sidste gang, jeg havde Fuglebjerggaard og Camilla Plum i mine tanker. Det var, da uldgrisen Numse forsvandt fra sin indhegning i sommer sidste år og endte på forsiden af både tabloid- og lokalaviser, efter Camilla havde delt de sørgerlige nyheder på sin facebookvæg. I dag render to små uldgrislinger rundt og snuser til jorden, mens deres mor hænger ud i den lille miniaturehangar, der giver dem ly fra den barske forårskulde.

Et af Camillas mere muntre facebookopslag omhandlede sommerblomsten leonotis leonurus, også kendt som wild dagga. Normalt stiger antallet af bestillinger på frø, når Camilla skriver om dem på facebook, men med wild dagga var interessen større end normalt. Det er en tre meter høj blomst, hvis blade skulle kunne ryges og have effekt som mild pot eller blive til en beroligende the. Kort efter at opslaget var blevet delt på Facebook, var Fuglebjerggaards sortiment af wild dagga-frø helt udsolgt.

“Det gik helt amok,” siger Camilla. Men hvis det netop var historien om blomstens sjove egenskaber, der gjorde folk særligt interesserede i netop wild dagga-frø, mener hun, at det kun er fint, hvis det samtidig kan være med til at gøre flere folk interesserede i naturen, frø og havearbejde.

“Hvis der er nogen, der ender med at anskaffer sig en kolonihave, fordi de vil gro alle de her planter, de kan ryge, så er det kun godt. Det er jo i virkeligheden også derfor, at jeg fortæller om de her frø.”

Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men den taktik gjorde da i hvert fald mig 800 gange mere interesseret i at øge mængden af potteplanter i min lejlighed. Da jeg forlader Fuglebjerggaard, er jeg fire poser eksotiske frø rigere og en lille hundredekroneseddel fattigere. Viser det sig, at den euforiserende effekt af de her planter er stærkt overdrevet, så kan jeg trøste mig med, at jeg til gengæld har øget smagsrepertoiret i mit køkken betragteligt. Og det bør, ifølge Camilla, i sig selv være belønning nok.

“Det er jo fantastisk at prøve nye ting. Man kan bare gå ned til en indisk, thailandsk, mellemøstlig eller kinesisk butik, og hvis man ser en grøntsag, man ikke ved, hvad man skal bruge til, kan man jo spørge den glade ejer til råds. Der findes så meget ufatteligt spændende, man kan spise. Vi benytter os af så lidt. De fleste af de råvarer, der har en en intens smag, har også en eller anden virkning. Enten hvis man indtager den som the, spiser eller ryger den, da alle de her kraftige stoffer har den ene eller anden indvirkning på kroppen.”