Sport

Cykelløb er verdens bedste tømmermændskur

…altså dækningen på dansk TV. Gud forbyde, at du selv skal ud og bevæge dig.
Feltet kører gennem Arenbergskoven under Paris-Roubaix i 2015. Billede af Radu Razvan/Shutterstock

Cykling er en fantastisk sport. Det er underholdende på samme måde, som en solnedgang er underholdende. En betagende monotoni. Det er beroligende at se landskabet glide forbi time efter time, mens Rolf Sørensen fortæller røverhistorier, og muterede sprogblomster knopskyder i den lille kommentatorboks.

Og så foregår alle de gode løb søndag eftermiddag, hvor mine tømmermænd som oftest er til at tage og føle på. På en måde får jeg det bedre af at se Peter Sagan knokle over Cauberg. Det er simpelthen en formidabel tømmermændskur.

Annoncering

Selvom jeg knuselsker følelsen af vind i håret, lyden fra en perfekt smurt kæde og de tynde højprofilsdæk, der synger mod asfalten, så sidder (læs: ligger) jeg med en følelse af ”godt det ikke er mig,” når en gumpetung sprinter slider sig over en stigning udenfor kategori i touren.
Den følelse er kun endnu stærkere, når de rå forårsklassikere er på programmet.

Uanset hvilke tvivlsomme eskapader du har kastet dig ud i natten før, og uanset hvor hamrende elendigt du har det, så har du det ikke lige så nederen som de granvoksne mænd, der er stået tidligt op for at køre 250+ kilometer, så hurtigt de overhovedet kan, mens de er smurt ind i støv, skidt og indtørret blod.

Ofte foregår forårsklassikerne på de ubetinget dårligste veje, man overhovedet kan finde. I Flandern Rundt skal rytterne over 18 bakker med stigningsprocenter højere end din promille i fredags – og så er det hele selvfølgelig brosten. Ellers ville det næsten være for nemt.

I den franske klassiker Paris-Roubaix kan man knap kalde de brostensbelagte stier for veje, for her er tale om ujævne, slidte kreaturstier, som er en absolut garanti for punkteringer og styrt. Det er ikke engang meningen, mennesker skal benytte de veje, når de sidder i en komfortabel Range Rover med bløde hjul. Så at kæmpe sig igennem på 26 millimeter brede cykeldæk uden nogen form for affjedring virker dumdristigt. Eller måske bare dumt. Der er en grund til, at Jørgen Leth udødeliggjorde løbet i en af de absolut bedste sportsdokumentarfilm nogensinde. Han kaldte den: En forårsdag i helvede.

Annoncering

Man kan se smerten i rytternes sammenbidte ansigter, og deres muskler ryster som en twerkende røv, når de rammer de slidte pavéer. De kører på mudder, grus, hullet asfalt og så på de forbandede brosten.

Der er en grund til, at rytterne gennem historien har været tilbøjelige til at dulme smerterne og den uudgrundelige gru ved det ubarmhjertige løb med en såkaldt belgisk cocktail, som er en fornøjelig blanding af heroin, koffein og amfetamin.

I sidste uge var det Ardennerbjergene, som verdenseliten skulle forcere i Amstel Gold Race. I det kuperede hollandske terræn blev det danske Michael Valgren, der var bedst. Da han som den første kørte over stregen, kunne jeg løfte en doven, knyttet næve og udbryde et begejstret grynt fra sofaen. Det var, som om jeg selv havde en aktie i de lidelser, han var igennem.

I weekenden ligger jeg der igen, når den ældste forårsklassiker, Liège-Bastogne-Liège, også kaldet La Doyenne (Den Gamle Dame), løber af stablen. Jeg vil beundre de kæmpende atleter på skærmen, som var de en form for moderne gladiatorer. Jeg vil (figurativt) bukke mig i gruset for deres indsats, for de sætter mine egne problemer i relief.

Det kan godt være, jeg har ondt i håret, og der er huller i min hukommelse. Det kan godt være, min opvask er uoverskuelig. Det kan godt være, jeg stresser over arbejdet, har voksende gæld og er konstant usikker på, om jeg er god nok.

Men i det mindste har jeg ikke lige tisset i bukserne for at undgå at tabe tid til konkurrenterne. I det mindste sidder jeg ikke sammenbidt på cyklen med insekter mellem tænderne - velvidende at der stadig er yderligere 150 kilometer i modvind til mål.