Nyd den her video, hvor Gordon Ramsay bliver grillet af en kok fra Thailand

Den iltre britiske kok fik en dosis af sin egen medicin.

|
09 april 2018, 8:45am

Screengrab via YouTube.

Denne artikel blev oprindeligt publiceret af MUNCHIES i USA.

Gordon Ramsay har gjort det til en hobby – ja, faktisk en karriere – at svine andre folks madlavning til, især på Twitter. Det er en hobby, som flugter meget godt med den britiske koks tendens til at råbe af alt og alle, der kommer inden for en stegepandes radius af ham (af en eller anden grund kan Alexa-brugere nu opleve alt den verbale terror i deres eget køkken derhjemme).

Alle disse ubehageligheder har fra tid til anden resulteret i meget tvivlsom dømmekraft: Der var for eksempel hans utroligt usjove kritik af morgenmad fra Sydindien, som han valgte at sammenligne med fængselsmad.

Netop derfor bliver man ellevild af begejstring, når den mavesure kok får love til at smage på sin egen medicin. Og nu har vi nærmest karmisk retfærdiggørelse i form af et otte år gammelt videoklip fra Ramsays program The F Word. Det blev uploadet på Twitter af brugeren @sydneeW med den særdeles rammende tekst: “YALL IM CRYINGGGGGGGGGG.”

Det er ikke ofte, jeg siger det, men hvor er jeg glad for, at det her gik viralt.

Videoen, som varer 28 sekunder, viser Ramsay i gang med at lave en ret, som han beskriver som en 'pad thai'. Han serverer den for kokken Chang fra restaurantkæden Blue Elephant; Chang tager en bid og skuler mod Ramsay, som helt åbenlyst har brug for anderkendelse.

"Hvad vil du gerne have at vide af mig? Spørg mig," siger Chang.

Ramsay: “Hvordan smager det?"

Chang: “Det her er overhovedet ikke pad thai. En pad thai skal være sød, sur og salt."

Ramsay, reduceret til en akavet skygge af sig selv, svarer igen og siger, at det da slet ikke smager så dårligt, og at han godt ved, at det ikke er perfekt.

"Det kan godt være, du har det sådan," siger Chang. "Men ikke jeg."

Det er rart at se denne video dukke op igen, især på Twitter, som er den platform, hvor Ramsay elsker at dele ud af sine fornærmelser. (Hverken Ramsay eller Chang svarede umiddelbart på vores henvendelser om klippet.) Videoen stammer fra et afsnit af The F Word, hvor Ramsay laver mad til munke i et thai-tempel i London-bydelen Wimbledon.

Ramsay forklarer i voiceoveren, at han elsker thai-mad. Han elsker at spise det. Han elsker at lave det, siger han. (Og så er det jo bare synd, at han ikke kan finde ud af det). Der er også nogle andre lettere tåkrummende indslag i videoen. Som for eksempel Ramsay, der ikke vil forsøge at udtale "toong tong", som er dumplings, der i store dele af den engelsktalende del af verden er kendt som "moneybags". Men det bliver først rigtig godt, når Ramsay går i gang med at tilberede sin “pad thai".

Pad thai er en ret, som Ramsay elsker at tilberede derhjemme, fortæller han til seerne. Han pifter den op med tigerrejer, chilier, tamarindepasta og koriander – men den slags tilføjelser er åbenbart ikke nok til at maskere rettens utilstrækkeligheder.

Senere i samme afsnit udspionerer Ramsay de stakkels munke, mens de spiser hans pad thai, og de påstår, at de ikke hader den.

Spørger du mig, ligner Ramsays pad thai en bleg, nærmest spøgelselignende omgang. Jeg ville anvende Ramsays eget arbitrære regelsæt, hvis jeg kun bedømte retten udelukkende på dens udseende, men hey: Hvis det er sådan, reglerne er, er det kun fair, at jeg også holder mig til dem.