Nazister fortæller, hvorfor de blev nazister
Foto via Riksarkivet
Politik

Nazister fortæller, hvorfor de blev nazister

I 1934 svarede over 600 mennesker på, hvorfor de var så begejstret for nazipartiet. Deres svar er bekymrende relevante i dag.
5.3.18

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland.

I et brev fra 1934 til den amerikanske sociolog Theodore Abel forklarer Helen Radtke, hvorfor hun meldte sig ind i det tyske nazistparti NSDAP. Hun fortæller, at hun er en politisk aktiv person, som har siddet i tilskuerpladserne og lyttet til debatter i byrådet, samt at hun har deltaget i utallige møder for at finde et parti, der var ”nationalistisk, men samtidig bekymrede sig om de fattige.” Til sidst fandt hun lige præcis det i Hitler og hans bevægelse.

Annoncering

Radtkes brev var blot et af 683 personlige fortællinger, Abel modtog i årene efter, Hitler blev valgt i 1933. Sidste januar offentliggjorde tænketanken Hoover Institution fra Stanford University i Californien 584 af brevene online. De personlige beretninger er ikke kun brugbare i forhold til at forstå, hvorfor så mange mennesker blev tiltrukket af nazismen i 1930’erne, men det giver også et indblik i de millioner af tyskere - og øvrige europæere - som den dag i dag stadig er tiltrukket af den yderste højrefløj.

Omkring et år efter, Hitler blev kansler, ville Theodore Abel gerne vide, hvad der havde motiveret så mange mennesker til at støtte ham. Da det ikke lykkedes at få en eneste af de 850.000 medlemmer af nazipartiet til at stille op til interview, fandt han på en falsk konkurrence, hvor han tilbød 125 reichsmarks til den, der kunne skrive den smukkeste mest detaljerede beskrivelse af, hvorfor de var blevet medlem af partiet.

Dengang svarede det falske vinderbeløb til mere end en halv gennemsnitlig månedsløn i Tyskland, og selv den tyske propagandaminister, Joseph Goebbels, støttede offentligt Abels konkurrence. De breve, han modtog, gik fra håndskrevne kærlighedserklæringer til 12-siders beretninger, og deltagerne repræsenterede et bredt udsnit af det tyske samfund og rummede alt fra soldater og SS-officerer til kontorarbejdere, husmødre, børn og minearbejdere.

Mange af brevskriverne var lykkelige over, at Weimar-republikken, som var blevet grundlagt i 1919 efter Tysklands nederlag i første verdenskrig, knækkede, for de beskyldte den for at være skyld i landets dårlige økonomi efter depressionen. De var begejstrede over Hitlers løfte om at indføre politisk orden. Bernard Horstmann, en minearbejder fra Bottrop i det vestlige Tyskland, skrev, at han mente, den tidligere regering havde ”forrådt folket og vores fædreland.”

Annoncering

Et brev fra Ernst Seyffardt fra Duisburg bar overskriften: ”Hitler-tyskerens CV”. Seyffardt skrev, at han blev medlem af partiet, fordi han ville bidrage til at ”bringe fred og orden tilbage til sit hjemland.”

Dengang forsøgte venstrefløjsgrupper at bekæmpe den stigende nationalisme. Der udbrød ofte slagsmål mellem medlemmer af kommunistpartiet og bøller fra nazisternes paramilitære afdeling, mens mere liberale grupper var fortalere for, at man boykottede butikker ejet af nazister. Men det gjorde kun Hitler og nazismen mere tiltalende for mange. ”Det var fordi, Adolf Hitler og hans parti blev mødt af så meget kritik og modstand fra pressen, at jeg blev særligt interesseret i at være en del af bevægelsen,” skrev et partimedlem ved navn Friedrich Jörns.

De breve, Abel modtog, afslørede, at information fra og om højrefløjen indtil 1993 stort set kun kom fra den ugentlige avis Der Stürmer, Hitler’s bog Mein Kampf og fra nazipartiets arrangementer.

Et medlem ved navn Schwarz forklarede, at han mistede tilliden til mainstreammedierne, da han læste Mein Kampf. Ligesom den gjorde, at han mistede al respekt for jøder og polakker på grund af, at de ”på katastrofal, muldvarpe-agtig vis har ødelagt verden.” Sygeplejerske Lisi Paupié var meget enig: ”Jøderne er vores ulykke, det står helt klart,” skrev hun i brevet til Abel.

For nylig fik det tyske TV-program Panorama tre skuespillere til at læse højt fra brevene - blandt andet for at vise, at den retorik, der blev anvendt dengang, ligner den der i dag bruges af AfD og de andre højreekstreme partier rundt omkring Europa. Citaterne er bekymrende relevante her næsten 85 år efter, at Theodore Abel formåede at narre nogle nazister til at sige, hvad de i virkeligheden tænkte.