Annoncering
Munchies

Historien om twitterkontoen, hvor italienere flipper ud over mad

Ingen vrede er større end en italiener, der ikke synes, du respekterer mozzarellaen.

af Steven Wright
18 januar 2018, 7:00am

Billeder via Flickr-brugerne dbgg1979 og eatdrinkmadison

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA

Lad os få det på det rene med det samme: Mad er et farligt og omdiskuteret emne. Jeg voksede op i South Carolina, så jeg har set mange komme op at skændes om hvorvidt North Carolinas eddikebaserede barbecue-sauce er bedre end South Carolinas, som er lavet på sennep. Men selvom de diskussioner nogle gange kunne blive ophedede - især når man tænker på, at sennepsversionen objektivt set er det korrekte svar - så endte de aldrig med vold. Det skal jeg være taknemmelig for, for hvis man kan tage Zach Champions twitterkonto @ItalianComments for gode varer, virker det til at, ananas på pizza i Italien er lig med dødsstraf.

Konceptet er ret simpelt: Zach er stor fan af opskriftssider. Når har nærstuderet dem, har han lagt mærke til, at hver gang en amerikaner forsøger at tilberede en italiensk ret på en kreativ (altså ikke særlig autentisk) måde, så går italienerne amok med de vildeste fornærmelser i kommentarfeltet.

"Alt deres skodpasta får de grummeste svar," siger han. "Folk på siderne begyndte at lægge mærke til det og skrive ting om, at de 'vrede italienere' slog til igen. Der var simpelthen så meget genialt indhold, at jeg blev nødt til at give det sin egen konto."

Omkring et år efter @ItalianComments blev grundlagt, kunne man godt tro, at Zach var ved at løbe tør for materiale. Men det er slet ikke tilfældet, siger han.

"Jeg har over 750 screenshots i en mappe, som jeg slet ikke er gået i gang med endnu," fortæller han. "Jeg har det som om, jeg kunne blive ved for evigt, hvis jeg havde lyst."

Takket være hans omhyggelige research har Zach identificeret adskillige "grupperinger" af vrede italienere og endda et par faste vendinger, som de er glade for at bruge.

Der er McFanatikerne

"Folk elsker at sige 'skrid ud og æd en burger'," forklarer Zach. "De er totalt fikserede på burgere, måske på grund af McDonald's. De taler også meget om deres bedstemor, og hvordan hun ville dø, hvis hun så, hvad de havde gjort. De er også bekymrede for vores helbred."

De politiske

I de seneste år er det politiske landskab gået lidt amok - både i vores kultur og i deres - så det er nok ikke så overraskende, at italienerne har meget at sige om vores politikere.

De ostebesate

Hvis du spørger en italiener, så findes der ikke en erstatning for ægte mozzarella - den slags, der kommer i en blød, føjelig klump, og ikke den der hårde ost, som er alt for billig. Man behøver faktisk slet ikke spørge italienerne. De skal nok sige deres mening højt.

Pastapatrioter

Hvis man scroller gennem Zachs feed, så er det tydeligt for enhver, at det er pasta, der skaber de største konflikter for de opmærksomhedshungrende italienere, der elsker at svine videoerne. Som de ser det, kan det ikke være nemmere: Kog vand, put pasta i, og så er det det. Vanvittig tilsætning af mælk eller hvidløg gør det unødvendigt kompliceret.

Ananashaderne

Det er ikke kun i Italien, at konceptet "ananas på pizza" virkelig kan dele vandene og skabe konflikter mellem bedste venner. Men for italienerne ser det ud til at vække en harme, som ikke ligner noget andet.

Dem, der hader andre end amerikanere

Afskyen overfor enhver "eksperimenterende" tilgang til de italienske klassikere går ikke kun udover amerikanerne. Særligt tyskerne og briterne får tæsk i kommentarfeltet, især når det gælder deres kødprodukter.


Ifølge Zach Champion handler det ikke om, at italienerne er vredere end andre befolkningsgrupper, når amerikanerne mishandler deres madkultur. Det handler om, at deres mad er så populær og allestedsnærværende, at harmen bliver udstillet for alle.

"Hvis du ser på en hvilken som helst madvideo, inspireret af et bestemt etnisk køkken, er der lige så mange, der bliver vrede over de ting, de gør forkert," siger han. "Forskellen er, at alle i USA elsker at lave pasta derhjemme, og italienerne er trætte af at se folk gøre det forkert. Mange af dem påstår, at hvis man koger pastaen i andet end vand, bliver den umulig at fordøje. Det bliver bare en massiv klump i maven, som slår dig ihjel."

Zach er hurtig til at bemærke, at der også er flere velovervejede svar ved siden af de kommentarer, han lægger på Twitter, men han holder fast i, at de nedladende kommentarer ofte er i overtal. Det er værd at bemærke, at italienerne også er virkelig dygtige til at fornærme dem, der fucker med opskrifterne. Det faktum, at de stadig kan finde på nye måder at kalde amerikanerne overvægtige og ukultiverede på, beviser, hvor kreative de er.

"Det bedste er, når de går fra engelsk til italiensk," siger Zach. "Så bliver det pludselig med CAPS LOCK. De bliver vredere og vredere. Men når de skal komme med den perfekte fornærmelse, er de meget præcise. Det er ret imponerende."

Zach har tænkt sig at fortsætte med at poste, så længe folk synes, det er sjovt at følge med, når han støvsuger kommentarfelterne på opskriftssider rundt omkring på nettet. Han har for nylig annonceret, at han vil lave en top-10 for at fejre, at kontoen har eksisteret i et år. Nummer ni slår hovedet på sømmet: "I æder lort, og siger, at Gud har gjort jeres befolkning overvægtige. Hvis I spiste rigtig mad, ville I forstå, at I ikke har spist andet end lort hele jeres liv."

Eftersom jeg var på McDonald's to gange i sidste uge, bliver jeg nødt til at sige: Fair nok, de kære italienere har en pointe.

Tagged:
Pasta
Twitter
Italien
vrede
madlavning