The Sick Day Issue

Hvis der er nogen, der kan få dig til at gå op i ballet, så er det ham her

Dansk ballets nye stjerne om at danse rundt med en revnet menisk, og hvorfor spejlet er en farlig ven at have.

af Casper Fauerholdt
13 oktober 2016, 8:00am

Alle billeder af Kasper Løftgaard

Denne artikel er oprindeligt bragt i VICE Magazine – The Sick Day Issue

Sebastian Haynes studerer sit spejlbillede. Han ser en høj atletisk 21-årig mand, der står på sin højre fods fem tæer, mens det venstre ben stikker bagud, og begge hans arme peger lige op i vejret. Han studerer sig selv. Han ser den kongelige balletdanser Sebastian Haynes. Ham, der har danset siden anden klasse, og ham, som ikke har lavet ret meget andet. Sommerferien er slut. Selv om han har holdt sig i gang med forestillinger, kan han mærke, at hans krop skal tilbage i form. Han sveder, han skifter position, og han kigger på sig selv igen.

Med års mellemrum dukker en stjerne op på den danske balletscene, der kræver verdens opmærksomhed. Lige nu hedder den stjerne Sebastian Haynes.

Alle billeder af Kasper Løftgaard

Ballet er på én gang en kunstart og en slags sportsgren. Det er hoved og krop i én disciplin. Det er en kompromisløs fokusering på både det fysiske og det psykiske. En opmærksomhed på hele én selv. Sebastian Haynes er så meget balletdanser, at det kan være svært at vide, hvem han er, når han ikke danser.

"Jeg kan mærke, at de perioder, hvor jeg ikke har lavet træning i længere tid, kan jeg få en følelse af, at jeg ikke kender mig selv ligeså godt, som når jeg er til træning. Selvfølgelig skal man også kende sig selv udenfor det her sted, udenfor sin krop, men det er virkelig en følelse af hjem," siger Sebastian Haynes.

De bedste dansere begynder ofte, inden de har lært alfabetet. Sebastian Haynes – hvis mor er halv finsk, halv dansk, og hvis far er jamaicaner – kom sent i gang. Det var i anden klasse, og der gik nogle år, før han fandt ud af, hvor balletten skulle føre ham hen. Måske var det i syvende, da han flyttede fra Holstebro og kom ind på den kongelige balletskole i København. Og måske gik det først sådan rigtig op for ham, hvad det var, han kunne blive til, da han og de andre balletskoleelever stod på broen i forestillingen "Napoli" og kiggede ned på de voksne kompagnidansere.

Sidste sommer var Sebastian Haynes skadet. For første gang siden anden klasse var han ikke balletdanseren Sebastian. Han siger, at der altid er et eller andet, der gør ondt. Så går man til en fysioterapeut, som ordner det. Han kender sin krop i en smertetilstand, og han er vant til det.

"Men det her var en anden slags ondt, hvor man ved, at nu er det galt," siger han.

Sebastian Haynes' menisk var revnet. I en uge lavede han forestillinger, mens smerterne fra knæet blev værre og værre. Han ville ikke stoppe. Men så tog en fysioterapeut fat i ham, han fik scannet sit knæ, og han blev taget ud af forestillingen.

"Jeg følte virkelig, det var et nederlag. Jeg følte virkelig, jeg skuffede mig selv. Hvad kunne jeg have gjort for at have undgået det, spurgte jeg mig selv. Jeg havde vildt svært ved at acceptere, at jeg var ude."

Fordi du har lagt så meget af din identitet herinde?

"Ja, og så havde jeg ikke lyst til at være herinde. Men det var meget sundt. Jeg læste en artikel med en balletdanser i England, som også var blevet opereret. Hun sagde det meget godt: For første gang i hendes karriere bestemte hun over sit eget skema, og hvordan hun skulle komme tilbage. At nu var det op til hende selv at blive klar. I den tid, hvor jeg var skadet, lærte jeg rigtig meget om mig selv. Hvordan skal jeg håndtere sådan en situation? Hvem er jeg uden ballet? Hvem er jeg som danser, når jeg ikke danser?"

Jeg spørger Sebastian Haynes, hvad han laver, når han ikke er herinde. Han svarer ved at sige, at inden en forestilling går han hjem, tager en lur, spiser mad, snakker med sin kæreste og tager herind igen. Der er ikke meget udover dansen for Sebastian Haynes.

"Jeg har oplevet alle de gode ting samtidig med min ballet. Jeg har oplevet alle de dårlige ting samtidig med min ballet. Jeg kan huske, hvilken ballet jeg opførte, dengang min hund døde. Og jeg kan huske, hvad jeg opførte, da jeg mødte min kæreste," siger han.

Og fortsætter:

"Det er også derfor, det kan blive meget emotionelt at komme tilbage til en rolle, man lavede måske tre år tidligere. Det er ikke bare at gå tilbage. Man rejser tilbage til en hel anden tid i sit liv. Og så lægger man en ny tid oveni. Det kan virkelig fylde så meget. Nogle gange også for meget."

Bliver det ikke noget rod, når du lægger to tider og alle følelser oveni hinanden?

"Det kan det. Især prøveperioden kan være meget hård, fordi jeg kan føle 'hvorfor gjorde jeg ikke ligesom sidst. Hvorfor kan jeg gøre det her, men ikke det her? Burde jeg ikke være vokset mere i den her rolle?' Vi lavede La Bayadere i mange år, og i slutningen af forløbet slog det mig hårdt, fordi jeg ikke følte, jeg gjorde det bedre end første gang, jeg lavede det. Det er ikke okay, at der er gået tre år, og det stadig føles på samme måde, tænkte jeg."

Vi kigger på os selv i et spejl mange timer om dagen. Jeg tror ikke altid, det er så sundt. Spejlet er en farlig ven at have.

I 2013 blev Sebastian Haynes korpsdanser i Den Kongelige Ballet, og året efter vandt han en pris. Det var Dronning Ingrids Hæderslegat på 250.000 kroner. Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen sagde ved den lejlighed, at der med års mellemrum dukker en danser op i Den Kongelige Ballet, der får stor opmærksom internationalt. Han nævnte blandt andre balletmesteren Nikolaj Hübbe og solodanseren Alban Lendorf, inden han så sagde:

"Sebastian Haynes har talentet, den rette indstilling og ydmygheden over for sin kunstart til at nå samme anerkendelse og vil i årene fremover være at finde på verdens vigtigste scener."

Det er to år siden. To år er lang tid for en balletdanser.

"Det er svært for mig at blive i en fortid, man har romantiseret helt vildt," siger Sebastian Haynes om sin pris. Men han bærer legatet i sin mentale rygsæk, og så kan han tage mindet frem, når der er brug for det. Balletdansere ser på sig selv på en særlig måde. Deres udviklingshorisont er "never ending", som Sebastian Haynes siger, og hver dag skal han lære noget nyt. Hvis han stopper op, er det – sat på spidsen – slut. Han svinger konstant mellem, om han syntes, det gik godt eller dårligt. Han kan have en god følelse på scenen, og så kan han gå ned fra den og tænke, at han ikke ramte noget som helst. Så går han tilbage til øvesalens spejle og sit eget spejlbillede og træner videre.

"Den er ikke altid så rationel, den måde vi kigger på os selv. Vi kigger på os selv i et spejl mange timer om dagen. Det er en underlig ting. 'Jeg kritiserer, men jeg confirmer hele tiden: 'Okay, ikke godt nok. Bedre. Okay, ikke godt nok. Bedre.' Jeg tror ikke altid, det er så sundt. Spejlet er en farlig ven at have. Man skal lære at bruge det konstruktivt. Når man så kommer ned på scenen, er der ikke noget spejl."

Flere interview fra VICE Magazine:

Kan man være muslim og dansker samtidig? Vi spurgte Pernille Vermund, hvad hun egentlig mener

Mød Danmarks mest populære kvindelige 'twitcher' Sinterbell

"Jeg er på Instagram-filter-rehab"