Roskilde Festival '16

De 16 mest spillede sange på Roskilde 2016

Er du Nede Mette?

af Alfred Maddox
01 juli 2016, 10:00am

Topfoto: Sarah Buthmann

Hvert år, omkring slutningen af juni, starten af juli, fra lørdag til lørdag omdannes de hæderkronede midtsjællandske pløjemarker i Roskilde til en uendelig, levende playlist, der afspiller helt af sig selv. Det, vil flere festivalgæster fortælle dig, er en fantastisk ting – et konstant soundtrack til en uge, hvor danskernes nordiske stoicisme og sociale akavetheder efterlades på den anden side af hegnet, og hvor det samtidig er helt cool at tilsidesætte basale hygiejniske og sociale konventioner og vælge at marinere i sine egen kropssafter i en leopardplettet heldragt syv dage i streg. Sammen med varme Slots Pilsner og bevidsthedsudvidende narkotika kunne man argumentere for, at musikken faktisk er en af de tre grundpiller for den der mytiske Orange Feeling, du har hørt så meget om.

Et kontinuerligt soundtrack er også fantastisk – når det er struktureret. Små indie-navne på de mindre scener om formiddagen. Kæmpe, verdenskendte rave-guruer på Orange lørdag aften. Her har folk sat sig ned, med Excel-ark og Spotify-markedsanalyser, og udarbejdet et sammenhængende musikprogram med dit – festivalgæstens – formodede humør og festambitioner på de givne spilletider in mente. En sammenhængende, kontinuerlig musikoplevelse – ligesom Dark Side of the Moon på repeat.

Men udenfor festivalpladsen er musikafspilning en utøjlet, kaotisk det-vilde-vesten-størrelse, hvis flow til tider minder mindre om Pink Floyd og mere om Epic Sax Guy på et ti-timers loop.

Til dig, der af uforklarlige årsager har valgt at befinde dig langt fra campingområdets mange ton dunkende anlæg i denne magiske, musikalske overkill af en uge – eller dig, der ikke lige nåede at få titlen med på det der fede nummer, du fyrede den af til i L i går, fordi du stjal DJ'ens sombrero og blev jaget væk – har vi lavet følgende liste over de 16 sange, der har været uundgåelige på campingområdet under Roskilde Festival 2016. Fordi vi ved, at I elsker lister. Og Basshunter.

"Boten Anna" - Basshunter

Man må tage hatten af for vores alle sammens vandcyklende yndlingssvensker. Han var ikke sej i 2006, og han er ikke sej nu. Men alligevel vidner den simplistiske dance-vises hyppige tilstedeværelse rundt om på Roskilde 2016s anlæg om, at det er lykkedes den Dax-Wax'ede basjæger at finde den formel, som hverken O-Zone eller Las Ketchup-pigerne kunne. Sommerhittet lever ikke bare videre på tiende år, men har faktisk forankret sig så dybt i vores kollektive party-identitet, at det er blevet hele Skandinaviens febrilske Hail Mary, til når der kun er få sekunder tilbage af den sang, der spiller, og festen bare ikke må dø.

Hvordan? Hvorfor??

"Work" - Rihanna ft. Drake

Bad Girl Ri-Ri sætter naturligvis også hvert år sit præg på vor kære festival med det seneste i rækken af sine 4.691 #1-hits – som i øvrigt alle sammen afspilles på årets festival, hver og et.

I år har Drake været heldig nok at snige sig med på "Work" og hermed også årets uofficielle Roskilde-playlist. Bare man kunne skifte ham ud med Jack White, ligesom Orange Scene gjorde det i 2014.

"Lean On" - Major Lazer & DJ Snake ft. Mø

Ingen overraskelser her. Enten husker du stadig meget tydeligt, hvordan den t-shirt så ud, som du mistede til Major Lazer-rave på Orange for et par år siden, ellers er du udelukkende kommet for at se MØ i år. Lige meget hvad spiller du "Lean On" på dit Roskilde-anlæg.

"Lean On" er nok den mest spillede sang på festivalen (igen) i år, så lad os bare indrette os derefter, danse med og være glade for, at vores kære MØ får betydeligt mere airtime på campingområdet end Macklemore.

"Temperature" - Sean Paul

Gode, gamle Sean Paul.

Efterhånden på ligefod med Bernie Sanders, når det kommer til at blive hængende, lang tid efter en stilet og forståelig exit fra den offentlige bevidsthed burde have fundet sted.

Vi har stadig ingen ide om, hvad han synger i den her sang – men du kan se frem til at ryste skamløs røv til den på festival i år og sikkert også næste år og sikkert også på Roskilde 2050. I can be da pappa you can be da maam, åååh-OOOOHHH!

"Dani California" - Red Hot Chili Peppers

Et sjældent og forfriskende pust af no-bullshit rock'n'roll (kan I huske rock?), der – til stor glæde for fans af computerløs musik – har fået en del kærlighed på festivalens playlister – sandsynligvis i anledning af Chiliernes optræden på årets program.

Hvis du ikke har hørt den i et stykke tid, så gør dig selv en tjeneste og knald den på. Vi havde fuldstændig glemt, hvor nice RHCP egentlig er, så det havde du nok også.

En eller anden phlake-sang

Billede via

22+ millioner afspilninger på Spotify vidner om, at det her åbenbart er, hvad de unge kan lide nu til dags. De unge kan lide ikke-så-subtile hentydninger til kokain og 'ph', der lyder som 'f'. Albertslund-drengenes autotunede lyd har op til deres koncert på Rising-scenen i mandags hængt tungt i luften over de efterskoleelev-mættede L- og P-campingområder.

En Breezer-glad 16-årig, der skiller sig af med de sidste krampetrækninger af sin pubertet ved at skråle ømt med på "Angel Zoo", er en ting. Men når trappen (og det eneste bindeled) mellem Øst og Vest bliver stoppet til af phlake-fans, så betydeligt sejere First Hate-fans står hjælpeløst fanget på den anden side i over en time, begynder vi at have et reelt problem.

En eller anden Disney-sang

Næste gang du skal til at sætte gang i en Disney-fællessang, så genovervej måske lige, om du virkelig har lyst til at gå gennem resten af livet som ham hers bitch. Foto via Flickr

Det er okay at være glad for Disney-film. Selvom det er børnefilm. For børn. Og du er et voksent menneske. Der er noget forståeligt trygt ved at starte dagen med "Circle of Life" eller synge en lidt for passioneret "Et helt nyt liv"-fællessang med sine venner – det føles familiært og autentisk.

Men når din nabolejr knalder "Circle of Life" på campens anlæg ledsaget af en unødvendigt knoglerystende bas klokken 6.30 om morgenen for fjerde dag i træk, eller en Aladdin-fællessang foregår på repeat i en stillestående kø af mennesker efter en phlake-koncert, du ikke har mulighed for at komme væk fra, så er galskaben gået for vidt.

Der er også gode sange med i voksenfilm. Soundtracket til The Departed er for eksempel formidabelt. Også bare soundtracket til The Hangover ville være okay.

"C'est la vie" - Gilli ft. MellemFingaMuzik

Den her sang. Bliver spillet. OVER-ALT.

"Gettin' Jiggy with It" - Will Smith

Den rappeste af alle LAs fyre har overraskende nok tilkæmpet sig en plads blandt de mest spillede sange på festivalen i år. Måske er det Jaden Smiths obskure tweets, der er motivation for genopstandelsen af hans fars ekstremt stuerene hiphop.

Har I hørt, at der kommer en Bad Boys 3 & 4?

"The Next Episode" - Dr. Dre ft. Snoop Dogg

Ahh, Dre. Klassikerne har i det mindste fået lov at blive. Der er ikke noget, en festival hovedsageligt fyldt med unge, hvide mennesker, der er lige så tætte på at være Compton OGs, som Steve-O er på at være atomfysiker, elsker mere end beats designet af selveste Beats-kongen. Også selvom det næsten udelukkende er for at stå og kaste lamme håndtegn i tre et halvt minut for så at skråle "SMOKE WEED EVERY DAY!"

Det lader i det mindste til, at vi langt om længe har fået udryddet det der belastende Hedegaard-remix fra festivalens playlister.

"Pas på den knaldrøde gummibåd" - Birthe Kjær

Som Disney-sangene er Birthes tilstedeværelse på denne liste direkte forbundet med en folkelig, nostalgisk følelse, der opstår, når man bringer en dansker i kog i den rette stuvning af humle og solcreme.

Birthe og båden er altid klar til festival, og du kan bande på, at hun har taget sine gode venner Lars, Kim og Teddy med.

"Will Griggs on Fire" - Euro 2016

Hvert andet år spilles der international fodbold-slutrunde under Roskilde, og det kommer som regel til udtryk på festivalpladsen gennem det Hummel-klædte segment, enten i form af poppet world-musik eller belastende blæseinstrumenter.

Gudskelov er det ikke vuvuzelaer i år, og denne uofficielle EM 2016 temasang om en irlænder er faktisk ikke så slem.

"Nede Mette" - Blak (ungdommen nu til dags)

Radioaktivt affald. Kim Kardashian uden makeup. Banjoer. Nogle ting i verden skal man bare holde sig fra. For er man først kommet i kontakt med dem, så er det allerede for sent, og man vil tynges af de psykiske og fysiske men resten af livet. Hvis du er en af de vanvittigt uheldige festivalgæster, hvis øregange og intelligens allerede er blevet overfaldet af uforklarlige ordlabyrinter som "selvom alle, vidste, alle de var nede med det", så har jeg ikke andet at sige, end at jeg føler med dig.

Kidd - "Ik lavet penge"

Kidd har muligvis lavet lidt penge. Og nok også et par damer. Men de festivalgæster, der igen i år har taget denne nydanske gangsta-perle med på festival, har nok desværre ikke udsigt til nogle af delene.

"APEL" - APEL (Dakke Dak Version)

Hvis man skal tro de venlige sjæle på festivalanlaeg.dk's offentlige forum (og hvorfor skulle man ikke det?), så skal det her nummer på "max drøn", hvis man altså er ude på at "pisse alle piger af og have den sygeste tramper fest". Kan høres dunkende intensivt på årets festival fra camps med store anlæg og tunge North Face-og-cap-klædte drengegrupper.

Kombinationen af tre forskellige sange skruet helt op på én gang

En festivaldeltager bryder sammen, muligvis fordi hun er blevet udsat for en potent fusion af Usher og DJ Alligator. Foto via Flickr af Henrik Ismarker

Det her er egentlig det mest spillede "track" på Roskilde. Jeg ville ønske, jeg kunne viderebringe, at campingområdets musikudvalg er som en vinsmagning, hvor man frit kan nyde de fortræffelige lytteoplevelser på denne liste klart og uafhængigt af hinanden. Det er desværre ikke tilfældet. Men det betyder ikke, at man ikke – igen i år – kan få sig et brag af et Roskilde-rave i krydsilden mellem Showteks "Fuck The System", Shakira og temasangen fra Pokémon.

Mere fra VICE om årets Roskilde Festival:

Vi tog på Roskilde og testede folks stoffer

Her er de største og vildeste anlæg på Roskilde Festivals campingområde

De bedste stedet at elske (med) hinanden på Roskilde