Jeg tilbragte en måned i et nepalesisk dødstempel

FYI.

This story is over 5 years old.

Photo

Jeg tilbragte en måned i et nepalesisk dødstempel

"Der var sket et eller andet med kvinden, for det var som om, at hendes rygsøjle stak ud gennem brystkassen på hende, og da de tog silken af, faldt en af hendes arme næsten af."

Alle billeder er taget af Yani Clarke.

Den australske fotograf Yani Clarke har brugt en måned på at dokumentere livet og døden i Pashupatinath Templet i Nepal, som brænder mere end 40 lig om dagen. Selvom stedet er fyldt med sorg og død, så er der aldrig dystert i Pashupatinath. Yani Clarkes billeder viser en dagligdag med hellige mænd, aber og fejringer. Det var dog alligevel en relativt rystende oplevelse på den måde, at skulle se døden i øjnene for første gang.

Annoncering

[Læs også om byen, hvor beboerne sover med deres afdødes lig i årevis efter deres død.](Verdens fedeste sted at dø)

VICE: Hvorfor besluttede du dig for at besøge Pashupatinath templet?
Yani Clarke: Jeg tilbragte et par uger i Pashupatinath for et par år siden, mens jeg hjalp min mentor Jack Picone med en workshop i Kathmandu. Jeg har ikke kunne stoppe med tænke på det lige siden. Efter jeg tog derfra, fik jeg på en måde dårlig samvittighed over ikke at være der. Jeg kom tilbage i år, fordi der åbner et elektrisk krematorium om et par måneder, som vil erstatte praksissen på Pashupatinath.

Det var dit første rigtige møde med døden – hvordan var det?
Jeg kan huske, da jeg så det første lig, og jeg kan huske lugten af det rådne kød. Tiden stoppede ligesom lidt. Men i løbet af de næste par uger blev jeg mindre påvirket af, hvad jeg så. Følelsen blev mere og mere normal.

Dine billeder handler om mere end døden. Hvem er de hellige mænd på billederne?
Der er en masse falske hellige mænd ved templet, som bare hænger ud der for at tjene nogle penge. De slapper af i solen og ryger sig skæve i chillums, mens turisterne tager billeder med dem. Jeg har stærke holdninger til ikke at skulle betale for fotografier, fordi det ikke burde koste penge at portrættere nogen. Hvis der er penge involveret, så er formålet med billedet tabt. Men de her "hellige" mænd er virkeligt flinke, og nogle af dem tilføjede mig endda på Facebook.

Kvinder må ikke deltage i mange af de ceremonier, du har fotograferet. Hvordan kom du med?
De tester dig hele tiden, og det handler utroligt meget om, hvordan du reagerer på det. Så snart jeg gik ind i en gruppe på måske 100 mænd, så kom en af de nøgne hellige mænd hen og lagde sin penis på min linse. Jeg tog billeder af det og grinede sammen med alle andre. Så satte jeg mig ned sammen med de andre mænd. De blev ved med at teste mig i timevis, men efter de fandt ud af, at de ikke kunne skræmme mig væk, holdt de op med lægge mærke til, at jeg var der.

Annoncering

Hvilket ritual gjorde størst indtryk på dig?
Det var en buddhistisk kremering, som skete lige inden, jeg tog afsted. Liget var svøbt i orange silke og dækket af orange morgenfruer. I den buddhistiske tro er det datteren, som skal sætte ild til liget. Jeg stod få meter væk fra den her pige, som var på min alder, og som græd mens hun skulle sætte ild til sin mor. Så kom der en kvinde, jeg aldrig havde mødt før hen til mig og gav mig et knus. Vi så begge hele kremeringen, som er meget eksplicit. Der var sket et eller andet med kvinden, for det var som om, at hendes rygsøjle stak ud gennem brystkassen på hende, og da de tog silken af, faldt en af hendes arme næsten af.

Det lyder meget voldsomt. Har de her oplevelser ændret dine følelser omkring døden?
Når man ikke er udsat for død til daglig, så bliver det til noget, som sker for alle andre. Døden er så tabubelagt, at vi næsten ikke kan tale om det. Det er sjovt, at du spørger nu, for i aftes fik jeg at vide, at en af mine venner derhjemme er blevet dræbt i et biluheld. Livet er så flygtigt, og det er noget andet, når nogen tæt på én dør.

At have været vidne til så meget død har gjort mig meget reflekterende over for mine omgivelser. Allervigtigst, så føler jeg et ansvar for at gøre præcis det, jeg brænder for i mit liv, at være åben og ærlig i alle mine forhold og at give slip på mit behov for materielle ting. Alting er forgængeligt, og der er på sin vis ikke noget galt med døden. Kun hvordan vi ser på den.

Annoncering

Interview af Laura Rodriguez Castro.