Jeg forsøgte at forstå, hvorfor min ultraliberale ven hader velfærdsstaten
Alle billeder af Simon Fals

FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Jeg forsøgte at forstå, hvorfor min ultraliberale ven hader velfærdsstaten

Hvis det stod til ham, skulle vi fyre Folketinget, deregulere markedet og gå med våben til hverdag.

Alle billeder af Simon Fals.

Næsten alle mine venner er venstreorienterede. Vi er humanister og stemmer Alternativet, Enhedslisten eller måske Radikalt. Vi er enige om, at velfærdsstaten er tryg og god, og vi vil selvfølgelig gerne betale skat. Og så er der min ven Robin Schneidermann. Han er 28 år og uddannet administrationsøkonom. Han er på mange måder anderledes end nogen anden, jeg kender. Han indgår vanvittige væddemål, han nægter at eje en smartphone, han har en omfattende slipsesamling og ejer flere skydevåben, end han kan bære på én gang. Alt det har jeg for længst vænnet mig til. Men så er der det der med, at han ikke tror på velfærdssamfundet. Faktisk tror han slet ikke på staten som koncept.

Annoncering

For mig er velfærdsstaten et sikkerhedsnet, som griber mig, hvis jeg bliver syg, arbejdsløs eller på anden vis har brug for hjælp. For Robin er den et indgreb i hans personlige liv og frihed. Hvis det stod til ham, skulle vi fyre Folketinget, deregulere markedet og gå med våben til hverdag.

Jeg har bedt ham om at mødes en eftermiddag, for at jeg over en øl eller to kan forsøge at forstå, hvad det er, han egentlig mener. Jeg får et hjerteligt bjørnekram. Han er som altid det, min mor vil kalde nydeligt klædt. Lyseblå skjorte, beigefarvede bukser, lyse gummisko og Ray-Ban Shooters-solbriller. Vi smalltalker om uddannelse, arbejde, kærester, og hvordan det går, men vi er her for at tale om noget andet end hverdagens trivialiteter. Jeg spørger ham, hvad hans politiske overbevisning egentlig er.

"Jeg kan ikke lide tvang," forklarer han. "Jeg mener, at alt er ok, så længe man ikke tvinger andre mennesker. Det udmønter sig i en politik, hvor jeg ikke kan acceptere præmisser som skat, fordi skat fungerer ved tvang. Og dermed kan jeg heller ikke rigtig acceptere velfærdsgoder, som finansieres gennem skatter, fordi de finansieres gennem tvang."

For mig at se er velfærden nærmest fundamentet for vores samfund. Og Robin er egentlig enig i, at mange af goderne er, ja, gode. De skal bare ikke finansieres af staten.

"Det er i øvrigt også en mærkelig måde at sætte det op på, for staten finansierer ikke noget som helst. Skatteyderne finansierer det hele. Jeg mener nu nok, at der skal være et marked for, lad os sige hospitalsvæsenet, selvom man ikke bliver tvunget til at betale til det. Folk skal nok have lyst til at bruge de her ydelser," tilføjer han.

Annoncering

Skribentens liberale ven fotograferet i sit hjem.

Ingen af de danske partier deler for alvor Robins holdninger. Han har ikke noget imod at blive kaldt liberalist, men han vil ikke sættes i bås med "sådan en halvimpotent Liberal Alliance-liberal". Selvom Robin er uimponeret over politikerne, og hans frihedstrang nok mere ekstrem end de fleste andres, tyder noget dog på, at han ikke er den eneste, der drømmer om en liberal fremtid for Danmark. Både Venstres Ungdom og Liberal Alliances Ungdom oplever stigende medlemstal. Og hvis der var valg i dag, ville de 18 til 34-årige ifølge en måling fra Epinion give Liberal Alliance 23 mandater i Folketinget. Til sammenligning gav den samlede befolkning ved det seneste valg partiet 13 mandater.

Jeg er nysgerrig på, om man ligefrem kan tale om en liberalistisk tendens blandt mine jævnaldrende. Derfor ringer jeg til Klaus Levinsen fra Syddansk Universitet, som forsker i unges politiske engagement. Han fortæller mig, at der ikke er tale om en decideret liberalistisk bevægelse hos den danske ungdom. Liberalismen er snarere én af flere yderligtgående politiske strømninger blandt de unge.

"Der har været en polarisering i de unges politiske orientering. Der er en stigende sympati for venstreorienterede politiske synspunkter og i den anden ende af spektret, den liberale ende, er der også stigende sympati."

Der er ikke nogen entydig forklaring, siger Klaus Levisen, men han ser det som et udtryk for en tendens til en generel politisk polarisering i befolkningen.

Annoncering

Det kræver jo ikke mere end én gang, hvor du ikke har mulighed for at forsvare dit eget liv, før du ikke har noget liv længere. –Stefan Roy Frederiksen, landsformand Liberal Alliances Ungdom

Selvom Robin kalder dem 'halvimpotente', håber jeg at komme nærmere en forklaring på liberalismens popularitet blandt de unge netop hos den mest liberale politiske ungdomsorganisation i Danmark. Så jeg ringer til landsformanden for Liberal Alliances Ungdom, 21-årige Stefan Roy Frederiksen.

Han kan godt mærke, at flere og flere unge sympatiserer med både det liberale moderparti og dets ungdomsorganisation. Stefan mener, at det er fordi, det frie liv appellerer til mange unge. Selv er han stolt af at kalde sig liberalist, men han synes, at de borgerlige partier i Folketinget er både 'visionsløse', 'skuffende' og måske værst af alt: 'socialdemokratiske'.

Den største forskel på Robin og Stefan er nok, at Robin ikke tror på repræsentativt demokrati, mens Stefan vil ændre det politiske system indefra ved selv at være en del af det.

På Facebook kan jeg se, at landsformanden er imod grundloven, fortaler for peberspray, og at han har sine egne hashtags: #roymaskinen, #højpåroy og #roysignaler for at nævne et par stykker.

Jeg har en fordom om, at medlemmer af Liberal Alliances Ungdom er nogle jakkesætsklædte, egoistiske røvhuller, som alle sammen læser noget med management på CBS. Men Roymaskinen er en imødekommende og engageret ung mand med en vision om en bedre verden. For ham er Liberal Alliances Ungdom det eneste sande liberale parti i Danmark og de eneste, der for alvor tør tage de upopulære, men nødvendige beslutninger. Han taler om mødet med liberalismen som en næsten religiøs vækkelsesoplevelse.

Annoncering

"Det, jeg selv oplevede - og som jeg hører fra mange medlemmer - er den dag, du vågner op og indser, at din krop, hele dit legeme, er 100 procent dit eget. Ligesom man som menneske ikke kan være en slave og ejes af andre, bør staten heller ikke sige: 'Det her må du ikke' eller 'det her kan du ikke gøre'."

Stefan mener, at vi som mennesker er født frie, lige og med uanede muligheder for den, der bærer viljen. Vi har brug for at blive klædt på til at træffe veloplyste valg, men ingen skal træffe valgene for os. Det fordummer os og sløver både vores kreativitet og handlekraft.

"Jeg tror, det er vigtigt, at ethvert valg ligger hos individet. Præcis samme sted som konsekvensen af handlingen. Vi skal ikke have en stor velfærdsstat, som pakker folk ind i bobleplast fra fødsel til død. Man bliver nu engang stærkere af at tage en beslutning selv, end at beslutningen bliver truffet for én."

Jeg kan egentlig godt lide regler og rammer. Og jeg har en - måske lidt naiv - tro på, at de fleste regler er til for at forhindre mig i at tage beslutninger, som enten vil påvirke mig selv eller samfundet på en dårlig måde. Jeg frygter kaos og kriminalitet, hvis vi bare sløjfer reglerne. Det gør Stefan ikke.

"Jeg har aldrig mødt nogen, der for eksempel ville begynde at tage heroin blot, fordi det var lovligt," siger han. "Realiteten er desværre den, at alle de her ulovlige ting stadig foregår. Nu foregår de bare i baglokaler uden oplysning, rådgivning eller kvalitetssikring, og så går det mere galt."

Annoncering

Udover friheden til at fylde sin krop med stoffer på et veloplyst grundlag arbejder Stefan blandt andet for retten til at forsvare sig med peberspray i det offentlige rum, en lånefinansieret SU-model, retten til fuldstændigt at bestemme i sit eget hjem og et samfund, hvor staten kun står for grundskole, retssystem og sundhedsydelser til de allersvageste. Han arbejder for et samfund, hvor vi skal tage os af hinanden i stedet for at lade omsorg og næstekærlighed være et statsanliggende. Et samfund næsten uden regler, og hvor grænsen mellem rigtigt og forkert går lige der, hvor man skader andre.

Våben er også fint, mener han - så længe de bare er i eget hjem. For "den private ejendomsret er ukrænkelig", og som borgere har vi ret til at kunne forsvare os derhjemme, siger han. "Det kræver jo ikke mere end én gang, hvor du ikke har mulighed for at forsvare dit eget liv, før du ikke har noget liv længere," lyder hans argument.

Robin Schneidermanns våbensamling.

Min ven Robin og jeg taler også om våben. Alle, der kender Robin, ved, at han holder af at tilbringe sin fritid i skytteforeningen, som han har været medlem af i 12 år nu.

"Jeg er én af kun meget få, som har en .44 Magnum-revolver i Danmark. Det er praktisk talt umuligt at få en tilladelse til én i dag. Jeg har væsentlig mere samlermæssigt interessante sager, men den er fed, fordi den er rigtig stor og rigtig kraftig. Jeg har faktisk aldrig mødt nogen i Danmark, der har haft tilladelse til den samme," fortæller han med stolthed i stemmen om sit yndlingsvåben.

Annoncering

Robin tror på retten til at forsvare sig selv. Derfor skal det være tilladt for alle at bære våben i det offentlige rum. Det giver en tryghed at vide, at man kan forsvare sig, selvom man ikke er fysisk overlegen. Skydevåbenet udligner den fysiske ulighed. Man behøver ikke være bange for nogen, hvis man selv er parat til at skyde først, siger han.

Jeg spørger, om vi i det mindste kan sørge for et våbenforbud til farlige kriminelle. Men sådan fungerer det ikke i Robins frie Danmark - som i øvrigt slet ikke bør være et land. Vi kunne ligeså godt ophæve landegrænserne, skrotte pas og statsborgerskaber og gå all in på fri bevægelighed, hvis han bestemte.

I skytteforeningen - forberedelserne til dagens træning.

"Der findes selvfølgelig masser af mennesker, som jeg ville være dybt utryg ved havde et våben, men der må jeg vægte mit behov for tryghed under deres ret til frihed."

Det virker helt i hegnet for mig. Men jeg er vildt fascineret af den kompromisløse idealisme, som ikke findes i mig selv. Samfundets svageste skal leve af frivillige donationer, man må selv forsikre sig mod brand, sygdom og arbejdsløshed, alt skal privatiseres, markedet skal dereguleres og fungere på frie vilkår. Det gælder også for eksempel sundhedsvæsenet, hvor læger ikke kan tvinges til at tage en uddannelse, men formentlig vil gøre det for at kunne konkurrere bedst muligt på det frie marked, mener Robin. Retssystemet er straks sværere at privatisere, men straffeloven kan grundlæggende forsimples til, at man ikke må tvinge eller skade andre.

Annoncering

Robin synes, at velfærdssamfunds fortsatte eksistens er en mindst ligeså stor utopi, som jeg synes, hans ubetinget frie samfund er. Han nævner den voksende statsgæld, flygtningekrise, ældrebyrden, mindre årgange til at forsørge de gamle og indkøb af kampfly. Pengene fosser ud af statskassen. Han drager en parallel til Romerrigets storhed og fald. Stefan Roy Frederiksen fra Liberal Alliances Ungdom sagde noget lignende. Det kan ikke blive ved - det er de enige om.

Man taler for tiden om, at en del af ungdommen dyrker et liberalistisk ungdomsoprør, hvor tidligere oprørs flowerpower, atomkraftprotester eller punkmusik er skiftet ud med drømmen om frihed og uendelige muligheder for dén, der bærer viljen. En type ungdomsoprør, der handler om at nedbryde den velfærdsstat, som tidligere generationer har brugt årtier på at opbygge for i stedet at sætte individet fri.

Ifølge Klaus Levinsen fra Syddansk Universitet hører de stærke holdninger, protester og provokation ofte ungdommen og ungdomspartierne til. Med tiden er der en stor sandsynlighed for, at man sliber nogle kanter og indgår kompromiser, fordi man bliver nødt til det.

Robin Schneidermann på skydebanen i færd med at dyrke sin store hobby.

I ungdomsoprøret ligger implicit, at det løjer af, når ungdommen slutter, men min fornemmelse er, at hverken Stefan eller Robin stopper med at være i oprør, bare fordi de bliver ældre.

På en måde forstår jeg den godt, drømmen om at kunne bruge alle sine surt optjente penge, som man vil, eller gøre, hvad der passer én uden at blive bremset af besværlige love og regler, der nogle gange synes fjerne fra virkeligheden. Men jeg synes, drømmen har huller. Jeg er skeptisk overfor retten til at bære våben i offentligheden eller en privatisering af sundheds- og kultursektorerne – bare for at nævne et par eksempler. Til gengæld beundrer jeg både Stefan og Robin for deres stærke idealisme, der overbeviser dem om, at liberalismen kan gøre Danmark til et bedre samfund. Ikke kun for dem selv, men for os alle sammen.

Læs mere fra VICE:

Dræberstoffet fentanyl er kommet til Danmark

Her er den simple forklaring på, hvorfor du bliver et kæmpe røvhul, når du tager coke

Folk fortæller historier om dengang, de røg sig alt, alt for skæve