Film

Bag om Miyazakis legendariske 'Chihiro og Heksene' – den bedste tegnefilm nogensinde

I anledning af filmens 15-års jubilæum går VICE i dybden med Miyazakis og Studio Ghiblis univers, og fører dig gennem en dybdegående analyse af verdens bedste animationsfilm.

af Hannah Ewens
24 juli 2016, 5:09am

Chihiro og Heksene. Still-billede fra YouTube

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE UK

Et sted på Tumblr kan man finde citatet "Disneyfilm bevæger hjertet, men Studio Ghibli-film bevæger sjælen." Lige meget hvor sentimentalt det lyder, så er det også ret godt tænkt. Det er uden tvivl en del af forklaringen på, hvorfor anime-fans over hele verden vil skrive under på, at Hayao Miyazakis Chihiro og Heksene er den bedste tegnefilm nogensinde. På 15-årsdagen for udgivelsen i Japan står Sen to Chihiro no Kamikakushi – der kan oversættes som "Sen og Chihiros lokkes bort" (blandt mange andre oversættelser) – stadig alene på toppen med sin kombination af det spirituelle, det realistiske, det fantastiske og det menneskelige. Miyazaki var den store mester, når det kom til at forene disse domæner, og siden han gik på pension for få år siden, vil vi fortsat se på Chihiro som den film, der var hans livs mesterværk.

Kort forklaret handler filmen om den lille pige Chihiro og den rejse, hun skal på for at redde sine forældre. Hun skal navigere rundt i en åndeverden, hvor hun er fanget gennem sit arbejde i et badehus, der bliver kørt med hård hånd af heksen Yu-baaba. Miyazaki har fortalt, at han besluttede sig for at lave filmen baseret på sin gode ven, producer Seiji Okudas, 10-årige datter, der besøgte ham hver sommer. Med det udgangspunkt lavede han filmen for 10-årige piger. Det er lige præcis derfor, at den giver genlyd hos folk af alle aldre, og hvorfor Chihiro føles så ægte. Hvor tit kan man sige, at der findes en film, der er lavet til unge piger, hvor det ikke bare har handlet om at tjene penge?

Mange mandlige anmeldere beskrev Chihiro som en "surmulende" og "forkælet" pige, og beskriver hende fortsat sådan. Det er ikke ligefrem en fair kritik, og den er heller ikke præcis. Da vi møder Chihiro, er hun blevet hevet væk fra sit hjem og alt hun kender, for at flytte til en ny by. Det eneste hun har til minde om sine venner, er en buket blomster. "Den eneste gang, jeg får en buket, er det som afskedgave. Hvor deprimerende," siger hun, mens hendes mor minder hende om, at hendes far gav hende én til hendes fødselsdag. Det trækker hun forståeligt nok bare på skuldrene af. Det er de færreste 10-årige, der ville opføre sig så pænt, når man tænker på den store omvæltning. Da familien træder ud af bilen, draget af indkørslen op til den forladte forlystelsespark, som snart vil indfange dem, er Chihiro "pivet", fordi hendes intuition er korrekt. Hun følger efter sine forældre, bekymret over de små lys og de store fade med mad, som ingen sælger – advarsler om, at de ikke burde være der. Anmelderne vil se, at hun bruger resten af filmen på at knokle, ikke blot mod deres ignorance, men også mod, at de ignorerer en lille piges stemme.

Still-billede via Wiki

Det, der gør Chihiros historie så interessant, er, at hun ikke er tvunget til at triumfere over den store ondskab og transformere sig fra en "gnaven" person til en god pige. Filmen kan meget mere, og handler om oprigtig og ægte udvikling. Miyazaki viser, hvordan hun langsomt tvinger sig selv til at tilpasse sig sine omgivelser og være åben over for de opgaver, der kommer, og roligt tackle dem så godt hun kan. Hun har svært ved at gå ned af trapperne til kedelmanden, Kamaji, men klarer det til sidst. Kamaji bliver ved med at ignorere hende, men hun ved, at hun skal have et job i badehuset for at overleve i denne nye åndeverden, så hun helmer ikke, før han hjælper hende. Hendes velovervejede tanker og beslutsomhed belønner hende hurtigt, da hun opdager, at en stinkende ånd i virkeligheden er en forurenet flod-Gud, der har behov for at blive befriet fra alt det skidt og skrald, den er fanget i. Når man hører, at filmen er lavet uden manuskript, gør det kun Chihiros naturlige udvikling endnu mere betagende. "Jeg har ikke en færdig historie klappet og klar, når vi begynder at arbejde på en film," fortalte Miyazaki engang til Midnight Eye. "Det er ikke mig, der laver filmen. Filmen laver sig selv, og jeg kan ikke gøre andet end at hænge på." Hele holdet må i stedet leve gennem karakterernes virkelighed skridt for skridt, og man kan mærke den intuition.

Fanget i det flydende narrativ er nogle af de smukkeste still-billeder, ikke bare i animation, men i moderne film generelt. Som anmelderen Roger Ebert pointerede i sin anmeldelse af filmen, er hver eneste billede skabt med en overvældende mængde "gavmildhed og kærlighed". Et hav af forskellige væsener er lavet til hver bevægelse, hver eneste detalje i hjørnerne og baggrunden tegnet i hånden, hvor alle andre ville springe over, hvor gærdet er lavest. Hvad vigtigere er, så har vi tid til at trække vejret og leve i Miyazakis verden. Han sagde, at de scener, hvor der ikke rigtig sker noget, kaldes for "ma", eller tomhed. "Folk som laver film er bange for stilhed, så de vil fylde den ud med alt muligt," sagde han. "De er bange for, at publikum keder sig. Men bare fordi det er 80% intenst hele tiden betyder det ikke, at børnene vil velsigne dig med deres koncentration. Det, som virkelig betyder noget, er de underliggende følelser – at man aldrig giver slip på dem." Interessant nok er det "ma"-tidspunkterne, der er blevet ikoniske, efterhånden som filmen er blevet ældre – Chihiro, der står på balkonen udenfor soveværelset og fortabt ser udover havet; Chihiro og hendes venner, Nulfjæs, Boh og Yu-bird, der sidder og stirrer ud i luftet i toget.

Still-billede via Wiki

Skønheden er universel, men selvfølgelig er der diskrete detaljer, der går tabt i oversættelsen. Mange japansktalende har påpeget alle de visuelle tegn og spor i filmen, som vi andre ikke ser. Da hun nærmer sig den fordømte forlystelsespark i starten, ser man på et tidspunkt det japanske tegn for hund, 狗, men det kan samtidig tolkes som homofonen "kuniku", der bogstaveligt talt betyder bittert kød, og har betydningen, at der skal ske et personligt offer. Et andet tegn for "knogle" virker til at være en hentydning til det idiomatiske udtryk hone-nashi, der betyder, "at mangle moralsk rygrad". Da faderen marcherer grådigt under en bueport, vil en japansk seer lægge mærke til, at nogle af tegnene er spejlvendte, hvilket dermed underbygger den urolige følelse, Chihiro har. Nogle seere har også bemærket gentagelsen af tegnene "yu" og "me" i filmen, fordi "yume" betyder drøm på japansk.

Også navnene har en vigtig identitetsskabende funktion. Chihiros navn betyder bogstaveligt talt "et tusind", men også "stille spørgsmål" eller "søge/lede". Da Yu-baaba skriver en kontrakt til hende, tager hun et tegn væk fra Chihiros navn for at vise hendes ondsindede magt over pigen, og derved får hun det nye navn, Sen, som kun betyder "et tusind". Hun får flået en del af sig selv ud; hun er sig selv, men der mangler noget. De andre karakterers navne har også bogstavelige konnotationer. Boh betyder lille dreng eller søn, Kamaji betyder gammel kedelmand, Yu-baaba betyder gammel kvinde fra badehus eller heks, og Zeniiba betyder penge-heks.

Som med alle andre film, der hurtigt har opnået kultstatus, kan man let fortabe sig i Chihiro-teorier. Der er en teori, der går på, at hele fortællingen er en allegori for børneprostitution, hvor badehuset får nogle dystre undertoner. Miyazaki sagde også engang, at det japanske samfund efterhånden mindede mere om sexindustrien.
En anden tolkning går på, at åndeverdenen repræsenterer det gamle Japan, der kæmper mod, eller ved siden af, det nye Japan, som er den "virkelige" verden, Chihiro og hendes forældre kommer fra. Hvis man tror på det, er moralen, at Japan, ligesom Chihiro, skal lære, at både fortid og nutid kan eksistere i samhørighed, hvis de tilpasser og forandrer sig. Nogle ser på de modstridende kræfter i kapitalisme og spiritualitet, som filmen viser. Chihiro skal flytte, fordi hendes far har fået et nyt job. Da de ankommer til forlystelsesparken, bemærker hendes far, at de havde tænkt sig at anlægge en flod der, men at det i stedet blev til et forfejlet pengeprojekt. Den anden dag var der nogen, der tweetede til Studio Ghibli for at spørge, hvad meningen er med, at Chihiros forældre bliver til grise. De svarede, at forvandlingen er et billede på, hvordan mennesker blev til svin under Japans økonomiske boble i 1980'erne, som sprang i 1991, og når først man bliver til en gris, begynder man gradvist at få "kroppen og sjælen" fra en gris, hvilket "ikke kun gælder i en fantasiverden."

Still-billede via Wiki

Folk i alle aldre kan lære af Chihiro, hvor vigtigt det er at have balance. Der er ingen onde karakterer, trods ondsindede motiver. Alle har en god side, eller potentialet til at være god – selv Yu-baaba, som man ser i hendes tvillingesøster. Muddermonstret er faktisk ikke frygteligt, men er inderst inde en kama no kami, en flod-Gud. Det modsatte af balance er overflod, og som man kan se i forældrene, der skovler i sig, indtil de bliver til grise, eller i den grådighed og velstand, der fremstilles i badehuset, kommer der aldrig noget godt ud af det.

Denne fremstilling af sarte spirituelle og følelsesmæssige budskaber gjorde Chihiro og Heksene til den bedst sælgende film i japansk historie. Den vandt priser over hele verden, heriblandt en Oscar, under en prisuddeling, som Miyazaki høfligt takkede nej til at deltage i, fordi han var imod amerikanernes krig i Irak.

Hvad vigtigere er, så var det filmen, der introducerede hundredetusindvis af fans til Studio Ghiblis film, som måske ikke ville have opdaget animationsstudiet ellers. Det er en ganske sjælden film, som enhver ung fan vil tage med sig, og vise til deres børn og børnebørn. Chihiro og Heksene viste os hvor utrolig smuk, dybfølt og seriøs animation kan være; og den lektie har Pixar, Disney og andre mainstreamstudier stadig ikke formået virkelig at tage til sig femten år efter.

Læs mere på VICE:

Mød animatoren bag 'Star Wars' og 'Jurassic Park'

Jeg har endelig indset, at Family Guy er noget lort

Sådan blev den japanske tegneserie 'Sailor Moon' tilflugtssted for 90'ernes queer-børn