Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Natalie smiler meget mindre til folk, end hun gjorde før i tiden. Den 22-årige kvinde fra Liverpool plejede ellers at være meget snakkesalig – “typen, der smiler til alle” – men hun er blevet mere afdæmpet, siden hun for tre år siden flyttede til Nottingham i forbindelse med studierne. Her oplever hun nemlig gang på gang tilråb og chikane på gaden. “Jeg er meget bevidst om, hvem jeg smiler til i dag,” forklarer hun. “Jeg er altid bange for, at folk ser det som en opfordring og tror, jeg er interesseret i dem.”

Natalie er efterhånden blevet vant til, at mænd pifter efter hende og råber “lækker røv”, når hun går forbi. Hun har også haft oplevelser, der var decideret skræmmende. En gang fulgte to mænd efter hende, mens hun var ude og handle og bad til sidst om hendes telefonnummer. En anden gang blev hun antastet af en mand i slutningen af halvtredserne, der gav hende elevatorblikket og hvæsede ud mellem de sammenbidte tænde, at han ville ønske, han var 20 år yngre. “Jeg får det dårligt af at tænke på det,” siger hun.

Havde de bemeldte hændelser fundet sted efter april 2016 – og såfremt Natalie havde anmeldt dem – kunne mændenes gerninger have ført til anholdelse og rettergang. Politiet i Nottinghamshire har nemlig som den første politimyndighed i Storbritannien anerkendt misogyni (der betyder kvindehad) som en hadforbrydelse. Ifølge loven efterforsker politiet nu “hændelser begået mod kvinder, som er motiveret af mandens holdning til kvinden, herunder adfærd der retter sig mod kvinder udelukkende på baggrund af, at de er kvinder.”

Stirren, befamling, stalking, uopfordret fotografering, seksuelle tilnærmelser og onlinechikane er blandt de forbrydelser, der kan retsforfølges. Visse medier rapporterede fejlagtigt, at man havde forbudt at pifte såvel som at komplimentere kvinder, og derfor fik initiativet en del kritik med på vejen, fortæller Lizzie Jackson, der er pressemedarbejder ved politiet i Nottinghamshire. “Men vi rettede fejlene og misforståelserne og gjorde det klart, at det handler om at slå ned på den type adfærd, som kan virke faretruende overfor kvinder.”

32-årige Chloe er en af de kvinder, som har anmeldt gadechikane, efter loven blev vedtaget. “Det skete i foråret. Jeg var på vej på arbejde og gik gennem et stykke skov ved højlys dag,” fortæller hun. “Så stødte jeg på tre unge mænd. De sagde ikke noget, før jeg var gået forbi dem. Pludselig er der en af dem, der råber med en aggressiv tone i stemmen: ’Du ligner en, der har brug for en stor, fed pik i munden’.”

Fordi Chloe var alene, og de var tre, følte hun sig truet og frygtede, at situationen skulle udvikle sig. Hun var rystet ovenpå oplevelsen, men frygten blev til vrede, da det gik op for hende, at hun var i sikkerhed. Da hun ringede til politiet, blev hændelsen behandlet officielt, og politiet eftersøgte de tre gerningsmænd. Chloe oplevede, at man tog hende alvorligt og lyttede til hende.

“Det kan godt være, at folk synes, det ikke var noget særligt, der skete for mig – de råbte jo bare af mig, men ord kan være kraftfulde, og de kan bruges til at skræmme andre,” siger Chloe. “Det handler også om den bagvedliggende indstilling – den seksuelt aggressive og misogyne attitude, som ordene repræsenterer, er både bekymrende og farlige. Det er den indstilling, der ligger til grund for andre former for kønnet vold som overgreb i hjemmet eller voldtægt. Det, der skete for mig, er ikke det samme som et seksuelt overgreb, men det er vigtigt, at vi anerkender det for, hvad det er, og forstår forbindelsen mellem den slags handlinger og andre forbrydelser mod kvinder.”

Et halvt år efter, loven blev indført, var samtlige ofre, som havde meldt deres sager til politiet, tilfredse med den behandling, de havde modtaget, forklarer Martha Jephcott, som har lobbyeret for loven og er hovedarrangør bag tiltag mod misogyne hadforbrydelser ved nonprofitorganisationen Citizens UK. Til sammenligning viser lignende meningsmålinger på anmeldelser af andre typer hadforbrydelser langt fra den samme tilfredshed – kun cirka halvdelen af anmeldere er tilfredse med politiets indsats her. For generelle anmeldelser om kriminalitet ligger antallet på tre fjerdedele.

Kvinder “kan gå med rank ryg” nu og have det godt med, at de bor i en by, hvor myndighederne har sendt et klart budskab om, at man ikke tolererer misogyni, siger Helen Voce, som er leder af Nottingham Women’s Centre. “Kvinder føler sig tryggere med visheden om, at skulle der ske noget, så har de mulighed for at tage handling,” forklarer hun.

Sammen med forskere fra Nottingham Trent University og University of Nottingham har kvindecentret påbegyndt et projekt her i begyndelsen af 2018, der skal vurdere resultatet af den nye lov, og hvorvidt der er behov for at justere på den. Den endelige konklusion foreligger først i maj, men tidligere undersøgelser viser, at kvinder i dag er langt mere tilbøjelige til at melde chikane.

“De fleste har hørt om det og synes, det er en god ide,” tilføjer Helen Voce. “Det, vi hører, er, at flertallet er interesserede i at bevare loven.” Ifølge pressemedarbejderen Lizzie Jackson har politiet i Nottinghamshire da heller ingen planer om at skrotte den.

Siden loven trådte i kraft i april 2016, har der været 167 anmeldelser af misogyni. Af dem behandles 68 som deciderede hadforbrydelser, herunder gadeuorden, chikane og overfald, og 99 behandles som hadrelaterede forbrydelser, såsom truende adfærd, upassende og seksuelt ladede kommentarer og verbale overfald. Anmeldelserne har ført til fire anholdelser og en sigtelse.

Men tallene antyder også, at mange hændelser aldrig bliver anmeldt – noget, der gør sig gældende for de fleste hadforbrydelser – fordi problemets sande størrelse ikke er afspejlet i dem. Omtrent 90 procent af alle kvinder i Storbritannien oplever chikane, før de er fyldt 17 år. Næsten tre fjerdedele af kvinder i alderen 16 til 18 oplever seksuelt ladede kommentarer og chikane i skole på daglig basis, og 85 procent af kvinder mellem 18 og 24 år fortæller, at de har været udsat for uønsket opmærksomhed i det offentlige rum. I Nottingham alene konkluderede en undersøgelse fra 2014 udarbejdet af Nottingham Citizens, at 38 procent af de kvinder, der anmelder hadforbrydelser, forklarer, at hændelserne var baseret på køn. En lignende forbindelse findes ikke blandt mænd.

Harriet, som er 22 og også bor i Nottingham, blev udsat for gadechikane mindst to gange om dagen, men indtil videre har hun været modvillig overfor ideen om at melde det til politiet. “Man stiller hele tiden spørgsmålstegn ved sin egen vurdering af hændelsen,” siger hun. “Jeg bliver ved med at tænke, at det ikke var så slemt, det, der skete for mig. Jeg har aldrig overvejet, at man ville tage mig alvorligt.”

I stedet har hun – ligesom Natalie – taget sine egne forholdsregler for at undgå negativ opmærksomhed. “Hvis jeg er på vej over til en ven om aftenen, fordi vi skal i byen sammen, så lægger jeg aldrig læbestift, før jeg når frem,” siger Harriet. “Tilråbene har gjort, at jeg bare helst ikke vil bemærkes.” De er langt fra de eneste, der har det på den måde. Næsten tre fjerdedele rapporterer, at de har taget deres egne forholdsregler for at undgå chikane – herunder skiftet rute til arbejde og undgået særlige steder i byrummet.

Natalie og Harriet bakker enstemmigt op om tiltaget i Nottinghamshire, men er også skeptiske overfor, om det kommer til at have en reel effekt. De er til gengæld enige om, at det kunne have en effekt, hvis loven blev vedtaget på landsdækkende plan – et forslag, der også nyder opbakning på tværs af partiskillelinjerne.

Parlamentsmedlem for Labour, Melanie Onn, førte for nylig an i en debat om tilføjelsen af misogyni til listen over de fem anerkendte og overvågede former for hadforbrydelser, som er dem, der er baseret på offerets race, religion, seksualitet, handicap eller kønsidentitet. Hvis man begynder at registrere tilfælde af misogyni på landsdækkende plan, mener Melanie Onn, at det kan “være med til at forebygge vold mod kvinder, støtte op om intervention på et tidligt stadie og gøre kvinder mere tilbøjelige til at anmelde hændelser, som desværre alt for ofte er blevet en normal del af hverdagen.”

Kvindecenterlederen Helen Voce mener også, at en landsdækkende lov kan være med til at forebygge misogynistiske hadforbrydelser. Hun tilføjer, at et øget fokus på emnet også vil hjælpe med den præventive indsats i skolerne.

Martha Jephcott fra Citizens UK er enig og formoder, at tiltag på regeringsniveau kan dæmme op for problemet med de mange hændelser, der aldrig anmeldes. “Hvis vi har en landsdækkende lovgivning på området, så har kvinder krav på den samme behandling, lige meget hvor de bor,” siger hun. “Det ville have en positiv effekt, og vi ville også se flere anmeldelser, der så ville få en præventiv effekt.”

Men Melanie Onn har mødt modstand i parlamentet, især fra den konservative Philip Davies – der tidligere er blevet omtalt som ”hulemanden” af sine egne kolleger på grund af hans holdninger til ligestilling – fordi lovforslaget kun dækker kvinder og ikke mænd. Victoria Atkins, den konservative minister, hvis ansvarsområde er kvinders tarv, har advaret imod oprettelsen af love, der “har en utilsigtet negativ effekt på ligestillingen”. Hun har blandt andet stillet spørgsmålstegn ved, om en lov mod hadforbrydelser er den bedste måde at tackle problemet på, eftersom “kvinder ikke repræsenterer en minoritet”. Det er interessant at bemærke, at både Natalie og Harriet mener, at en landsdækkende lov også skal beskytte mænd.

Melanie Onns modargument til Victoria Atkins er, at den implicitte magtbalance i samfundet ofte sætter kvinder i en minoritetsposition, til trods for at de talmæssigt ikke tilhører en. Og MarthaJephcott mener, at misogyni netop bør behandles som en hadforbrydelse, fordi det handler om at se verden gennem overleverens øjne.

Politiet i Nottinghamshire siger, at det endnu er for tidligt at vurdere om indsatsen har haft en konkret effekt, fordi “den er et led i en større kampagne for at ændre folks attitude,” men man har indsendt en anbefaling til den øverste myndighed om at implementere loven på landsdækkende niveau. Justitsministeriet er også interesseret i at se resultaterne, men understreger, at man allerede har “en robust lovgivning på området, som kan bruges til at beskytte kvinder.”

Hardyal Dhindsa, der leder indsatsen mod hadforbrydelser i politikommissionen, siger, at det er vigtigt at registrere, hvorvidt retsforfølgelse af hadforbrydelser har haft en mærkbar effekt for ofrene. Herefter kan man tage afgørende skridt mod at sikre, “enhver som melder chikane og andre kønsrelaterede overgreb bliver taget alvorligt, og at forbryderne bliver stillet til ansvar.”
Men for mange kvinder handler det ikke om at straffe folk, siger Martha Jephcott. De fleste vil bare gerne have, at den misogyne chikane hører op. Natalie håber, at den slags holder op med at være noget, som kvinder forventes at lære at leve med.

Chloe siger, at politisk handling vil vise kvinder, at man tager deres sikkerhed alvorligt. “Det er fantastisk, at racisme og homofobi anerkendes som hadforbrydelser,” siger hun. “At tage had mod kvinder lige så seriøst sender et vigtigt signal om, hvad det er for et samfund, vi gerne vil leve i.”