Sådan er det at drive en telefonlinje for ofre for hævnporno

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af Broadly USA

I en medtaget kontorbygning i Devon i Storbritannien bryder ringetonerne stilheden, headset bliver sat i ørerne, og blyanterne kommer på arbejde, når ofre for hævnporno ringer for at fortælle om deres situation. I seks timer om dagen, mandag til fredag gløder telefonerne, og der bliver givet støtte og juridisk vejledning. På de gode dage bliver det eksplicitte indhold fjernet fra nettet på få minutter. Linjen har kørt på den måde i et år nu. Velkommen til hævnpornolinjen, Revenge Porn Helpline.

Videos by VICE

Det nye tiltag er i den afsluttende fase af sin indledende testperiode. Siden åbningen i februar 2015 har linjen modtaget over 4000 opkald og håndteret 650 enkeltstående sager, hvoraf nogle førte til en domsafsigelse. I skrivende stund forlyder rygterne, at projektet undgår den britiske regerings sparekniv i hvert fald endnu et år.

Hævnpornolinjen er søsat af Laura Higgins, som var ansvarlig for online sikkerhed i Safer Internet Center – som blev co-finansieret af Europakommissionen og oprettet i 2011 for at skabe en hjælpelinje for folk, der arbejder med børn og problemstillinger som cybermobning og sexting.

Det var, mens hun arbejdede i centeret, at Higgins opdagede, hvad hun betegnede som “online sexchikane“. Hun besvarede opkald fra socialrådgivere, politibetjente og lærere og ofre, som for eksempel havde forladt et voldeligt forhold for senere at finde ud af, at deres ekskæreste havde delt intime billeder af dem på amatørpornosider og anonyme konti på sociale medier.

“De fleste af mine klienter var voksne mennesker med rigtige jobs. Det var ikke 18-årige, som havde delt billeder på en datingside. Det er det, medierne fortæller, men sådan ser sandheden ikke ud,” forklarer Higgins. “Det her var mennesker, der enten blev chikaneret af en tidligere partner, hvor det tydeligvis var et voldeligt forhold, eller mennesker, som var ofre for afpresning, hvor afpresserne udnyttede det faktum, at de havde en professionel rolle og formentlig ville blive fyret, hvis billederne blev delt på nettet.”

Higgins var meget effektiv til at få fjernet den slags billeder i kraft af sit store netværk af kontakter hos Snapchat, Facebook og Twitter. Opkaldene blev dog ved med at komme, og i 2014 rapporterede Women’s Aid og National Stalking Helpline om et øget antal hævnpornosager.

“Det var ikke et nyt fænomen,” fortæller Higgins og tilføjer, at sagen fra 2012 om Dr. Holly Jacobs – som senere startede den velgørende organisation End Revenge Porn – var med til at sætte gang i debatten om pornografi uden samtykke i USA. “Men det var ikke lige så udbredt, som det er i dag, og det blev slet ikke talt så meget om.”

Foto: Aleksandra Jankovic via Stocksy

Det begyndte at ændre sig, da Higgins blev kontaktet af det konservative parlamentsmedlem Maria Miller – forkvinde for Women and Equalities Select Committee. Hun havde efterforsket hævnporno-problemstillingen, efter en vælger var blevet offer for den. De to havde, hvad Higgins beskrev som, en “vidunderligt udfordrende” samtale, og inden for få uger havde Higgins møder med ministre i House of Commons. Det var i 2014. Mindre end et år senere blev hævnporno taget ud af Safer Internet Centers ansvarsområde og givet sin egen finansiering, egne medarbejdere og hjælpelinje, hvilket tilfældigvis faldt sammen med, at hævnporno blev gjort strafbart med op til to års fængsel.

I en udtalelse til Broadly fortæller Government Equalities Office, at hjælpelinjen leverer “en effektiv og direkte metode til at bekæmpe et voksende problem, som andre enheder havde vanskeligheder med at håndtere, både på grund af mangel på ressourcer og mangel på viden”, og at de “arbejder proaktivt med sociale platforme og serviceudbydere til at opbygge og dele best practice til at bekæmpe problemet.”

Domsfældelser – som der har været mange af, lige fra en heteroseksuel mand i fyrrene, til en LGBTQ-kvinde i tyverne – er kun et af målene, som hjælpelinjen arbejder hen imod. Hævnpornolinjen dækker alle grenene af problemet: De samarbejder med Queen Mary University i London om at sætte deres klienter i forbindelse med deres gratis juridiske servicecenter, SPITE (Sharing and Publishing Images to Embarrass), giver coaching til politiet, samarbejder med internetfirmaer for at fjerne indholdet, når det er muligt, og henviser klienterne til yderligere støtte såsom Relate.

“Min drøm er, at vi ikke behøver en hjælpelinje, fordi vi har stoppet problemet.”

Tammy* er et af ofrene for hævnporno. “Hævnpornolinjen har virkelig hjulpet mig med at tackle flere af problemerne,” fortæller hun mig anonymt via e-mail. “De hjælper også med at komme i kontakt med andre ofre, så man ikke føler sig alene. De er virkelig professionelle. Det ville være fedt, hvis de også kunne følge op ved at ringe til ofrene for at høre, hvordan de har det, og om sagen er blevet håndteret af politiet. Der findes også andre organisationer såsom VOIC (Victims of Internet Crime), som udøver individuel støtte, så hjælpelinjen har også hjulpet mig til at komme i kontakt med andre organisationer.”

Til trods for hjælpelinjens succes har regeringens erklærede krig mod hævnporno sine skønhedsfejl – særligt når det gælder lovgivningsterminologi og politiets holdning.

For eksempel dækker lovgivningen ikke photoshoppede billeder. Det er et problem, som primært har betydning for ofre i Storbritanniens asiatiske befolkning, hvoraf nogle aldrig kunne drømme om at tage en “sexet selfie”, forklarer Higgins.

“Omkring en femtedel af hjælpelinjens klienter kommer fra de her meget stille og konservative miljøer,” forklarer hun. “Og Photoshop har virkelig udviklet sig til at kunne se meget ægte ud, og det kan derfor gøre betydelig skade. De mandlige ofre bliver ofte sat sammen med en anden mand, hvilket kan gøre det endnu mere kompliceret i forhold til stigmatisering og konsekvenser for privatlivet.”

Hjælpelinjen arbejder derfor tæt sammen med Karma Nirvana – en organisation, der beskytter asiatiske kvinders rettigheder i Storbritannien – såvel som Muslim Women’s Network, som håndterer sager om vold i hjemmet. Håbet er at begynde at række ud til religiøse grupper senere i år.

Hævnpornolovgivningen har også en meget entydig fortolkning af følelsesmæssig skade (den sidste ordlyd i lovgivningen er “med hensigt om at forårsage bekymring”). Det er særligt problematisk, når det gælder retsforfølgelsen og modarbejdelsen af forummer og sider, som indeholder vitterlig tusindvis af billeder.

“I modsætning til din ekskæreste, som beslutter at tage hævn ved at dele billeder, så kan det her også være mennesker, som på en eller anden måde er lidt smålune på dig,” forklarer Higgins. “Det kan være folk, som bytter billeder af dem, de var lune på i skolen. Nogle gange bruger de bitcoins til at betale for billederne, eller også hacker de ‘photobuckets’ og videregiver password og links, men fordi det ikke gøres “med hensigt om at forårsage bekymring”, kan de ikke retsforfølges under hævnpornolovgivningen.”

Efter at have talt med Higgins gik jeg på jagt efter nogle af disse forummer, og det, jeg fandt, kan kun beskrives som et sort marked af pornografi uden samtykke, hvor gerningsmændene efterspørger billeder af kvinder fra specifikke områder af Storbritannien – pertentligt kategoriseret efter region: ‘Exeter’, ‘Lincolnshire’ og så videre.

I nogle tilfælde fremgår deres fulde navn (også selvom ‘reglerne’ siger “hold personlige detaljer på et minimum. Fornavn og det første bogstav i efternavnet er nok”), og der er endda opslag, der praler af at dele ofrenes arbejdspladser, universiteter og profiler på sociale medier (“Oh shit, jeg har den her piges hjemmeadresse!! Er det for vildt at poste? Har også Facebook, hvis nogen vil have det?”). Andre uploader billeder og opfordrer andre til, at de bliver photoshoppet eller endda “cummed” eller “tributed”, hvor en medskyldig onanerer til billedet.

Der var andre termer, som jeg ikke var bekendt med, og jeg var derfor nødt til at e-maile Higgins for at finde ud af, hvad “Nicki Minaj-fan” eller “win” betød. Hun svarede: “‘Win’ betyder helt nøgen og som regel eksplicit… Jeg tror, den anden er en dårligt skjult reference til en kvindes private dele, men det er måske min fortolkning! Jeg sagde jo, at det var ubehageligt – det er ikke porno i normal forstand.”

Jeg synes, det virker, som om opfattelsen af hævnporno lider under en stor misforståelse – at det kun er teenagere, der deler billeder af deres bryster på Whatsapp eller Snapchat, som så bliver delt på sociale netværk. Virkeligheden er anderledes. For det første er spændet af de involverede personer, både ofre og gerningsmænd, bredere, end de fleste skulle tro. Som Higgins fortæller, er det ikke en “en generationsting” – nogle af hendes klienter er i tresserne. For det andet er det en forbrydelse, der rammer mænd såvel som kvinder (75 procent af henvendelserne er kvinder, men 50 procent af henvendelserne fra mænd er sager om bestikkelse eller “sextortion”).

Der er en udbredt forkert opfattelse af, hvordan billederne bliver delt. Mange af hjælpelinjens klienter bliver filmet uden at vide det eller tvunget til det af en voldelig partner. “Folk har et billede af, at det er unge mennesker, der dater på nettet og deler billeder, og selvom det også hænder i nogle tilfælde, så er det ikke størsteparten – det er meget mere komplekst end som så.”

Den slags misinformerede holdninger kan tilgives, hvis de tilhører almindelige mennesker, men Higgins fortæller, at “fejltolkningen om, at det er fjollede unge piger”, er noget, hun hører “komme ud ad munden på ministre og højtrangerende politibetjente.”

“Jeg hører det tit,” fortæller hun. “Og det sætter mit pis i kog.”

Higgins giver mig et eksempel med en klient, som hun har talt med over 100 gange, og hvis sag stadig kører. Ofret er 56, og gerningsmanden har gentagende gange sendt eksplicitte billeder af hende til hendes søn i en sådan grad, at deres forhold er brudt sammen på grund af det. Da hun gik til politiet, fik hun at vide, at hun overreagerede, at hun bare skulle ignorere det, og at hun ikke skulle have fået taget billederne i første omgang. Higgins fortæller, at “politiets respons har forbedret sig siden den sag, men den er stadig virkelig ringe, at skyde skylden på offeret er udbredt, og der er mange uoverensstemmelser i modtagelsen.”

Hævnpornolinjen er kun en del af løsningen. Uddannelsesminister og minister for kvinder og ligestilling, Nicky Morgan, fortæller: “At dele intime billeder af nogen uden deres samtykke er aldrig acceptabelt, og vi skal uddanne folk til at kende farerne ved at sende intime billeder. Hjælpelinjen er kun begyndelsen på det her, og indtil hævnporno ikke eksisterer længere, vil vi fortsætte med at udvikle vores taktik for at bekæmpe problemet.”

“Min drøm,” fortæller Higgins, “er, at vi ikke behøver en hjælpelinje, fordi vi har stoppet problemet. Det har været et fantastisk stykke arbejde at være involveret i fra start til slut, men der er stadig rigtig meget at gøre.”

*Tammy er et opdigtet navn, journalisten er bekendt med kildens identitet.