Artiklen er oprindeligt udgivet VICE Canada
Engang for mange år siden, dengang hvor jeg gik med omvendt baseballkasket, skaterbukser og hightops, havde jeg totalt tilgivet en film, der byder på Tom Hardy, som taler med sig selv. Det havde så været i midten af 90’erne og min indskrænkede tweenhjerne havde rask overset plotklicheerne og tænkt, Den er egentlig okay.
Videos by VICE
Men hvis vi spoler frem til nutiden, hvor jeg kun går i joggingbukser og har taget 15 kilo på, så er jeg bare skuffet, forvirret og udmattet.
Jeg så virkelig frem til Venom – historien om et frisk rumvæsen, der udvikler et symbiotisk forhold til en taberbladsmører ved navn Eddie Brock – med en idiotisk optimisme. Og jeg ville virkelig gerne være nede med Ruben Fleischers fortolkning af tegneserien på samme måde, som jeg var nede med 90’er-mode og inderligt håbede på, det aldrig ville komme til at se dumt ud. Venom var et af mine helt store Marvel-idoler som ung, til trods for at han knap nok var en karakter, men alligevel havde han charme på en Todd McFarlane-agtig måde – sej på den der facon, som tegneserier i 90’erne var med deres sans for blodige detaljer og heltinder med store bryster – helt perfekt til en læselysten 13-årig. Derfor var jeg selvfølgelig klar til at bunde det her Sony-producerede 2018-remix, som var det en flaske neongrøn Urge.
Men Venom er desværre bare en flad Pepsi. Den er rigtig dårlig, og det er ikke på en charmerende måde. Den er lidt som en fuld onkel, der fortæller lumre vittigheder, som vi alle har hørt en million gange før. Venom er absurd for absurditetens skyld og gakket på samme måde, som for eksempel Batman & Robin fra 1997 var det. Den er slatten uden at tage stilling til noget, som Last Action Hero fra 1993 var det og et spild at talentfulde skuespilleres tid, som Con-Air, også fra 1997, var det. Men de film, som jeg lige har remset op, har formået at holde fast i publikum, for til trods for at de er gakkede, så er de også håbløst dedikerede til deres 90’er-vision – hightops var stadig seje i 90’erne, og det var de her film også. Venom prøver en lignende strategi, selv om vi nu skriver år 2018.
Da Venom åbnede i biograferne i USA i fredags, indkasserede den over weekenden omkring 519 millioner kroner. Det er meget for en film, der udkommer i oktober, men ikke et højt tal, når man tager andre af Marvels succeshistorier i betragtning, også selv om den kun scorer 30 procent på Rotten Tomatoes. (Tom Hardy gør det heller ikke lettere, når han selv sviner sin egen film til). Filmen er ikke gammel nok til at være så dårlig, at den faktisk er god, men den er til gengæld ny nok til ikke at have en god undskyldning for det. 2018 har været fuld af fremragende filmoplevelser, og derfor er der slet ikke plads til en film, der smykker sig med bedagede og 25 år gamle, lånte fjer. Venom hører ganske enkelt ikke til i vores tid.
Men hvad er helt præcist problemet med den? Det hele begynder med det dårlige plot: en tilfældig raket styrter ned på jorden med en ladning sort slim, som Venom altså er en del af (vi får dog aldrig at vide, hvorfor væsnet kalder sig selv for Venom). Det viser sig, at raketten er ejet af en milliardær, der lige så godt kunne have været en af de mere stereotype Bondskurke. Og hvad er så hans plan? At ofre mennesker til en fremmed livsform selvfølgelig. Er det ikke indlysende?

Herefter støder vores langtungede hovedperson, som elsker at besætte mennesker, på den just fyrede journalist Eddie Brock, som den udvikler et Dr. Jekyll og Mr. Hyde-forhold til, fordi… Jeg ved det ikke rigtigt – de er begge to tabere. Det er vel der, de ligesom finder hinanden. Eddies ekskæreste er en advokat (spillet af Michelle Williams), der kun dukker op i historien nu og da – der er da heller ingen, der er interesseret i at se en fremragende skuespiller som Michelle Williams spille andet end en ekskæreste. Sådan er manuskriptet bare skruet sammen. Der er intet af det ovenstående, der siger noget synderligt godt om Zombieland-instruktøren, der kaster om sig med karaktererne på må og få, fra kedelige øjeblikke, hvor historien kører i cirkler til de snørklede actionscener, som alle sammen er filmet, så de ikke er alt for skræmmende for unge seere – volden finder i det store hele sted off-screen. Skuespillerne gør deres bedste – de arbejder med det, de har i form af manuskriptet, men det er ikke nok til at bære en hel film.
Ligesom den gennemsnitlige/dårlige actionfilm fra 90’erne, så er manuskriptet her heller ikke særlig investeret i sin egen interne logik. Den har vitterlig alt, hvad min indre 90’er-tween drømmer om – et vanvittigt og gakket plot, masser af action og dårlig fald-på-halen humor – som da Tom Hardy spiser rå skaldyr i et akvarium – og en CGI-tung finish, der ser utroligt kunstig ud. Den har svært ved at holde balancen mellem, hvad der ser sejt ud, og hvad der giver mening.

Når jeg ser tilbage på fortidens fjollede og til tider forfærdelige film, så har jeg altid været tilbøjelig til at tilgive filmmagerne, fordi de tydeligvis selv var meget investerede i deres respektive visioner. Der var ikke skyggen af selvindsigt til stede. Det var før nuancerede superheltefilm som The Dark Knight og den raffinerede humor, som præger senere Marvelfilm eller de formfuldendte blockbuster-succeser som Logan og Deadpool. Den tonedøve tilgang gjorde dem til noget helt særligt dengang. Men de film, der i dag forsøger at efterligne det nonchalante filmsprog – eksempelvis The Meg, Predator og nu Venom – fortjener ikke den samme tilgivelse. Det er de alt for nye til. Vi har lært for meget af fortiden til at vende tilbage til den.
Som film havde Venom været en succes, hvis den var fundet i en tidskapsel fra en anden tidsalder. Men uden det coole skær af at være retro er det bare en film fra 2018, som prøver at være noget, som er dybt forældet. Vi har simpelthen været alt for meget igennem til at acceptere en film, som dukker op til festen klædt ud som en 90’er-actionbasker. Den er ganske enkelt for dum.
Mere
fra VICE
-
(Photo by Stephen J. Cohen/Getty Images) -
OnePlus Watch 3 — Credit: Google -
Sol de Zuasnabar Brebbia / Getty Images -
tadamichi / Getty Images