Vi bad seks danskere om at tage billeder af deres frokost

Skal man tro Instagram, tripper vi alle dagligt på ramennudler, chiagrød og fancy avocado-toast. Men når mobilen lægges på hylden og hånden på hjertet, er sandheden om os danskere mere leverpostejsfarvet.

Især når det gælder frokosten.

Videos by VICE

De fleste af os kender den lange, desperate slange af ansatte, der former sig foran kantinealteret, hvor brun sovs, kamsteg og millionbøf lumrer under en rød rugelampe. Her i køen kommer vi endelig hinanden ved og mødes i et gensidigt suk, når vi genkender tirsdagens hakkedreng i dagens chili con carne. Eller deler rusen ved at opdage, at der er kylling danois med alt, hvad dertil hører af sødt, surt, sprødt og cremet.

LÆS MERE: Her er det værste, man kan spise til frokost på arbejdet

I den anden ende af spektret ligger den mere eremitagtige indtagelse af madpakken. Enten fordi vi sidder i en bil eller på en bagtrappe og skamspiser vores koldsvedige leverpostej. Eller også fordi vi automatisk har det med at melde os ud af fællesskabet, når vi dykker ned i hver vores ildelugtende sølvpapirsbunker med de væltede rester fra weekendens måltider.

Uanset hvad er frokosten ofte lyspunktet på dagen, hvor vi bliver mindet om det liv, vi ødsler væk i de øvrige arbejdstimer. Og selve menuen er ofte en broget størrelse. Derfor spurgte vi seks mennesker, hvad de fik til frokost en tilfældig dag. Uden hensynstagen til madporno løfter de her dynen og afslører alt fra dåsetun til nudelsalat med peanuts.

Thomas, advokat fra Frederiksberg

MUNCHIES: Hej Thomas. Hvad har du spist i dag?
Thomas: Jeg fik en krebinet med kogt grønt, salat og brød.

Hvordan smagte det?
Det var et utilfredsstillende måltid, der var både uappetitligt og kedeligt. Krebinetten var ikke sprød udvendigt, men alligevel tør og grå indvendigt, hvilket tydeligt afslørede, at den var forberedt i en ovn, frem for pandestegt. Grøntsagerne var vandede og manglede smag og bid. Salaten var fattig på samtlige ingredienser bortset fra havsalt, som til gengæld dominerede i en sådan grad, at jeg måtte lade størsteparten stå.

Hvad var det bedste?
Begrænsningen på én krebinet per person, hvilket uden tvivl har reduceret madspild. Brødet var hjemmebagt og smagte fint.

Hvad var det værste?
Den oversaltede salat som reelt var uspiselig.

Katrine, kontorchef fra København

MUNCHIES: Hej Katrine. Hvad har du spist i dag?
Katrine: Nudelsalat med oksekød, grøntsager og peanuts.

Hvordan smagte det?
Jeg bliver aldrig træt af oksekød på den asiatiske måde med sesam, soya og et drys peanuts på toppen. Kødet var mørt og grøntsagerne sprøde – så bliver det ikke meget bedre.

Hvad var det bedste?
At min kollega og jeg nåede vores ugentlige møde, mens maden røg ned.

Hvad var det værste?
Dressingen var måske lige til den salte side og maden blev endnu engang slugt foran computeren.

Camilla, bygningsmaler fra Ballerup

Hej Camilla. Hvad har du spist i dag?
Camilla: Min madpakke med agurk, gulerødder, blandede frugter og rugbrød med leverpostej. Den med postejen er en klassiker.

Hvordan smagte det?
Dejligt, men det var en lidt stuevarm fornøjelse efter madpakken havde ligget en hel formiddag i tasken.

Hvad var det bedste?
Gulerødderne, for de var mest friske.

Hvad var det værste?
Synes ikke noget var værst, men agurkerne var de kedeligste. Ret trætte i det.

Lasse, producerassistent fra Hørsholm

MUNCHIES: Hej Lasse. Hvad har du spist i dag?
Lasse: Tre rugbrødsmadder: en med leverpostej og cornichoner, en med avocado, laks og krebsehaler, og en med chili-humus, ruccola og gulerodsfrikadelle. Dertil to små tomater.

Hvordan smagte det?
Det smagte dejligt, varieret og rimelig sundt.

LÆS MERE: Sådan bliver din antisociale makrel i tomat til gourmet smørrebrød

Hvad var det bedste?
Laksemaden. Jeg elsker (næsten) alt fra havet, og laks og krebsehaler er højt på listen. Og sammen med avocado kan det næsten ikke blive meget bedre.

Hvad var det værste?
Eftersom jeg selv har smurt alle tre madder, så var der ikke noget, jeg ikke kan lide. Men den, jeg var mindst glad for, var den med gulerodsfrikadelle – den var måske lidt tør.

Mads, bygningsmaler fra Amager

MUNCHIES: Hej Mads. Hvad har du spist i dag?
Mads: En palæosalat med kylling, rødkål og sød kartoffel i karry fra 7-Eleven plus kaffe og drikkeyoghurt med hindbær.

Hvordan smagte det?
Det smagte rigtigt godt. Plejer at spise kedelige rugbrødsmadder men prøver at få mere salat ind i kosten. Salaten var stadig sprød, og kyllingen ikke tør, så det var dejligt.

Hvad var det bedste?
At det smagte godt og mættede. Kan godt lide kombinationen af noget varmt at drikke og en yoghurt – det giver energi. Det er vigtigt med mit arbejde, især når der går fire timer, før jeg får noget at spise igen.

Hvad var det værste?
Der var alt for lidt kylling og så var salaten for dyr. 30 kroner for en lille bøtte!

Claus, Falckredder fra Helsinge

MUNCHIES: Hej Claus. Hvad har du spist i dag?
Claus: Jeg har i dag spist to stykker ristet rugbrød med ost til morgenmad. Hvortil jeg har drukket Nescafé og vand. Til frokost har jeg spist en dåse tun i olie med nogle tomater og en rød peber til. Lagt på to skiver ristet rugbrød. Det smagte godt.