Vi besøgte den italienske vinbonde som har gjort en københavnsk sommelier forelsket

Alessandro Perricone sætter vinglasset for munden og slubrer højlydt det dybsorte naturvinskoncentrat i sig. Smagen får ham til at spjætte uvilkårligt, som var han en legesyg hund, der lige har fået verdens største kødben.

På vingården Case Corini i norditalienske Piemonte høster man notorisk sent, ofte flere uger senere end kollegerne i området. Det giver vine med både høj alkohol og en meget udtalt frugtsødme. Ikke noget, man normalt forbinder med naturvine, men alligevel har Alessandro svært ved at styre sin begejstring, når han smager de komplekse naturvine.

Videos by VICE

“Det er svært at forklare. Men de her vine, de smager som om de er frie,” jubler Alessandro og blotter et smil, der lyser op i vinkælderens fugtige mørke. “Jeg går ikke efter et bestemt udtryk, når jeg vælger vine. Jeg vælger dem, der rammer mig lige i hjertet.”

Alessandro er medejer af restaurant Relæ og alle dens knopskydninger på Nørrebro, og han har i mere end to år forsøgt at hente Case Corinis vine hjem til Danmark gennem sin vinimport Vinikultur. Det underlige er bare, at ingen rigtig kender til dem. Selv i naturvinens verden er vinene stort set ukendte. For Alessandro er det som at have fundet den hellige gral.

Små 20 kilometer syd for Asti, byen som lægger navn til det skummende søde sprøjt, som igennem årene har lagt fundamentet til utallige teenagebranderter, ligger Case Corini, hvor Alessandro nu står og smager det, som formentlig er nogle af Italiens måske bedste naturvine.

I de sidste 25 år er næsten hele gårdens mikroskopiske produktion blevet reserveret af en enkelt japansk importør. Ganske små mængder er ind imellem gået til Canada og Schweiz, men nu er vinene endelig på vej til Danmark.

Selv om Alessandro i en periode boede i den lille flække Costigliole d’Asti, hvor Case Corini har hjemme, var han, ligesom de fleste andre i landsbyen, ganske uvidende om hvad der foregik i det gamle stenhus uden for byen, hvor Lorenzo Corino og sønnen Guido laver deres kompromisløse naturvine på især barbera- og nebbiolodruer, men også ukendte lokale druesorter som uva rara og balsamina.

For Piemonte er ikke et område, hvor naturvin nyder nogen stærk position. Det er en højborg for tradition og vine med karakter og landbrugsidentitet, men samtidig et område, hvor især de berømte Barolo-vine henter meget høje priser. Når man laver naturvin, hvor gæringen foregår spontant, og hvor der ikke på noget tidspunkt tilsættes svovl og andet godt (eller skidt) til at stabilisere mosten, satser man faktisk hele butikken.

Den risiko er der ikke mange, der har lyst til at tage.

På grund af deres metoder, ser kollegerne i landsbyen mest af alt Lorenzo og Guido som et par dovne særlinge.

“De ser på vores marker, hvor det hele gror vildt og utæmmet, og tænker, at vi er både dovne og vanvittige,” siger Guido og peger ned mellem vinstokkenes rækker, hvor græs og planter gror vildt, mens afklip ligger som en beskyttende dyne over jorden. “Dovne, fordi vi ikke fjerner ukrudt og afklip fra marken. Vanvittige, fordi vi hverken bruger sprøjtemidler i marken eller svovl på noget tidspunkt i fremstillingen. Vi bliver set på som et par lallende New Age-amatører, som render rundt og spilder vores tid.

“Det er i grunden ret paradoksalt, at det er os, der anses for at være mærkelige, når vi faktisk laver vin på den traditionelle måde, som før der fandtes landbrugsmaskiner og sprøjtemidler.”

Det ironiske er også, at Guidos far faktisk er en velanset agronom og forsker, som har publiceret adskillige studier omkring vin og som i mange år har samarbejdet tæt med offentlige italienske og udenlandske institutioner og producenter. Desværre er han ikke hjemme, da vi kommer. Han er i Toscana for at passe sit nye naturvinsprojekt ved kysten i Maremma.

Men når man møder sådan en skepsis fra kollegerne, så afføder det vel en brændende lyst til at vise dem, at man har fat i den lange ende?

“Næ,” svarer Guido med en let hovedrysten. “Vi er ligeglade. Vi kan alligevel ikke ændre hverken markedet eller den måde, de tænker på. Og de kan aldrig ændre vores måde at lave vin på.”

Huset og markerne har været i familiens eje i seks generationer, og de blidt skrånende vinmarker blander sig hist og her med uberørte pletter af skov og græseng. Corinierne er nemlig tilhængere af polykultur og modstandere af den monokultur, som hersker i de fleste vinområder, hvor stort set alt tilgængeligt areal bruges til dyrkning af vin. Monokultur er grunden til, at sygdomme kan trænge ind og ødelægge et område. Det er naturens måde at regulere i en ubalance, fortæller Guido, mens vi trasker rundt i familiens marker, hvor jordbunden aldrig er blevet klemt under vægten af en traktor. Og hvor vinstokkene aldrig er blevet sprøjtet til af pesticider.

“Maskiner i marken ødelægger jordbunden, som bliver hård og dårlig til at optage vand, men som i stedet eroderer og langsomt vaskes ned i bunden af dalen”, siger Guido og peger på en stor bunke nedvasket jord for enden af naboens mark. Han sætter sig på hug og tager en håndfuld jord fra sin egen mark for at vise os, hvor løs og blød den er. Løs og blød jord optager en masse regnvand, så han har derfor sjældent problemer med skimmel og råd, forklarer han.

Fra marken går vi ned i husets kølige kælder, hvor de mere end 100 år gamle træfade ligger og holder på flere år af husets mikroskopiske produktion, som normalt ligger på mellem 7.000 og 10.000 flasker årligt. Men når alt foregår på naturens præmisser, betyder et rædselsår som 2014 en produktion på bare et enkelt fad, cirka 400 flasker.

Grunden til, at næsten hele produktionen går til Japan, skyldes egentlig bare en forbindelse, der blev skabt af en tidligere japansk medhjælper på gården. Han formidlede kontakten til den nuværende importør, som trofast har sikret sig vinene år for år.

“Vi har efterhånden en del japanske fans. Vi reklamerer jo ikke med, at der ligger en vingård her, men alligevel dukker der folk op en gang imellem, som gerne vil se stedet. Det er næsten altid japanere, der har smagt vinene i Japan og er blevet nysgerrige,” fortæller Guido.

Det er dog nemt nok at forstå, hvorfor de kommer. I kælderen skænker Guido fadprøver af sin barbera fra 2011, som er vinen, der får Alessandro fra Relæ til at spjætte.

En af de typiske fordomme omkring naturvin er, at det ikke kan holde sig særlig længe, og at det ikke udvikler sig positivt i flasken. Det gælder uden tvivl for nogle naturvine, men ikke for vinene fra Case Corini. For at vise vinens lange holdbarhed, hiver Guido en flaske barbera fra 1999 op fra kælderen. Den smager af blod, skovbund og søde kirsebær og er stadig i fuld vigør, 17 år efter høsten. Alessandro spjætter igen.

Men ligesom nogle italienske vine kræver tålmodighed, så kræver handel med italienere det også. Da Alessandro for et par år siden smagte vinene og mødte Lorenzo i Asti, blev han forelsket i vinene med det samme.

“Jeg spurgte ham straks, om jeg måtte repræsentere hans vine i Danmark, og han svarede med det samme nej! Det var ligesom at være forelsket og få at vide, at du ikke har en chance. Så giver du jo ikke op, men begynder selvfølgelig at lede efter en måde, du kan få hende til at elske dig på.”

Så Alessandro blev ved at besøge Lorenzo og Guido, når han var i Piemonte, og nu – to år efter – er han endelig ved at være inde i varmen.

“Jeg er blevet vejet og vurderet grundigt af Lorenzo, og jeg tror, at han nu endelig har accepteret mig som en person, der er værdig til at repræsentere ham og hans vine,”siger Alessandro. “Han ved nu, at jeg forstår hans filosofi, og at der er et bånd imellem os. Det er sådan, jeg handler vin. Det handler ikke kun om forretning, men om at skabe tætte og varige relationer mellem os og producenterne.”

Selvom der for længst er indgået en aftale om en portion af vinene, har Alessandro dog stadig ikke set dem endnu. Men det er tydeligvis ikke noget, vi taler så højt om, fornemmer man.

Vinene skal nok komme.

Case Corini skal bare have tid.