”Det er simpelthen så fedt at stå på kanten af en klippe med det brusende Atlanterhav under sig og lave mad med den vildeste solnedgang som bagtæppe,” siger 28-årige Lisa Elena Gorioukhin, der sammen med sin kæreste, 29-årige Simon Jæger, har brugt størstedelen af de seneste to år på at køre rundt i en ombygget varevogn i Portugal . “Selv om der ikke er meget plads inde i bilen, så er du samtidig midt i naturen hele tiden. Du har verdens største rum omkring dig, så snart du træder ud af skydedøren,” fortæller hun.
Måske er det en reaktion på klimakrise og den øgede polarisering mellem mennesker. Måske på præstationskulturen, der gør unge stressede og syge sindet. Men uanset hvad forklaringen er, har #vanlife oplevet stor popularitet de seneste år. Hashtagget dækker over en minimalistisk, mobil livsstil, hvor man ombygger en gammel varevogn til en slags gør-det-selv autocamper og dermed aldrig er bundet til andet end vejnettet.
Videos by VICE
Det er DIY, det er bæredygtighed, det er downsizing. Men frem for alt er det friheden ved hverken at have adresse eller husleje. Det er følelsen af at sidde bag rattet og vide, at man til hver en tid kan holde ind til siden, slukke motoren og øjeblikkeligt have slået lejr.
Fascinationen af livsstilen er nem at forstå, men det er én ting – at kaste sig ud i det og kappe de bånd, der holder en fast, er noget ganske andet. For det er hverken let at opsige sin lejlighed og tage afsked med venner og familie eller at leve et liv i konstant opbrud. Men alt det gjorde Lisa og Simon, da de for to år siden sagde farvel til deres tilværelse i Danmark og flyttede til Portugal på ubestemt tid. Jeg besøgte dem i Alcacér do Sal, hvor de i efteråret slog sig ned, fordi Lisa blev gravid.
”Vi havde ikke nogen plan, da vi tog afsted” siger Simon og forklarer, at de ikke anede, hvordan det hele ville udarte sig, men at de var sikre på, at noget ville ske, og det var nok.
”Det var, som om hele mit liv var planlagt for mig,” siger Simon. ”Jeg var færdig med mit studie, og så skulle jeg ud og have et fuldtidsarbejde, købe et hus og blive gift. De næste 40 år af mit liv lå ligesom fast for mig.”
Lisa supplerer: ”Vi havde det så dejligt i København og havde alle vores venner tæt på, og der var egentlig udsigt til et stabilt og godt liv. Men vi havde brug for at ryste os selv ud af den tryghed. Udfordre den gængse måde at gøre tingene på. Der er så mange kollektive normer og mønstre, som vi automatisk går ind i, kun fordi det er trygt.”
Deres første vogn var en hvid Ford Transit, som de kaldte Bertha. De vidste intet om, hvordan man bygger en autocamper, men kastede sig alligevel ud i det.
”Simon har udviklet sig fra at være den her computerdreng, der læste økonomi og var god til Excel-ark, til i dag at være typen, der har en masse værktøj og bygger alting selv,” fortæller Lisa.
Simon blev faktisk så vild med den kreative proces i ombygningen af Bertha, at der ikke gik længe, før parret købte varevogn nummer to, Rita, der er en rød Mercedes Vito. Den idé blev også hjulpet på vej af, at Simon opdagede, at folk lejede ombyggede varevogne ud på Airbnb, og at man faktisk kan leve af det. Sådan opstod deres virksomhed VIVA A VIDA (”Længe Leve Livet”), hvor de udlejer deres forskellige biler. I starten kunne de leje den ene ud og køre i den anden.
”Folk er fuldstændig forelskede, når de kommer tilbage fra en tur,” fortæller Lisa. ”De har jo den samme oplevelse, som vi har, når vi selv kører i bilen. Vi oplevede jo, at det, vi allerhelst selv vil, er at køre rundt i vores van, så der er noget smukt i at kunne give andre mulighed for at få de samme oplevelser. Vanlife handler om ikke at være fastlåst.”
”I starten pakkede vi altid alt for meget, når vi skulle afsted, men vi fandt hurtigt ud af, hvor lidt man kan klare sig med, og hvor dejligt, vi syntes, det var ikke at være bundet af ting. Det satte virkelig noget i gang for mig i forhold til, hvor lidt jeg har lyst til at eje. Samtidig blev det rum bag i bilen et meget intimt space for os. Byen var fyldt med distraktioner fra andre menneskers gøremål. Men når vi tog afsted i Berta, opstod samtaler, som vi ikke kunne have inde i byen. Det er en helt ny form for intimitet, når man ikke har noget internet. Livet kører i et andet gear.”
‘Vanlife’ er eksploderet på Instagram de seneste år, hvor du får 4,3 millioner hits, hvis du søger på hashtagget. Der (og på YouTube) kan du følge titusindvis af mennesker, der deler deres mere eller mindre stiliserede liv. Det veksler mellem det perfekte og seksualiserede landevejsliv og de mere realistiske fremstillinger af livsstilen, hvor man får lov til at se, at livet i en varevogn kan være rodet, indeklemt og meget lidt glamourøst.
Lisa og Simon stiftede første gang bekendtskab med konceptet på en rejse til Australien og blev øjeblikkeligt forelskede i ideen.
”Jeg var helt høj på oplevelsen, da vi kom hjem til Danmark. Jeg syntes, det var det vildeste,” fortæller Simon. ”Så da jeg kom hjem, ville jeg straks i gang med at købe min egen varevogn og ombygge den.”
Det viste sig dog at være mere besværligt end som så. Det kolde og våde skandinaviske vejr er ikke optimalt, det er svært at finde lovlig parkering, hvor man må sove, og der er en skov af regler og regulativer, som spænder ben for det frie liv.
”Man må ikke en skid i Danmark,” siger Simon.
I Portugal var det anderledes. Det er billigere at købe en varevogn, vejret er mildt, og vejen ned langs Atlanterhavskysten er fyldt med steder, hvor man kan parkere for natten og vågne op til bølgerne, der hamrer mod klippekysten. Overalt møder de andre varevogne med unge mennesker på en lignende mission. Ofte med surfbrædder på taget, for Atlanterhavskysten er hjemsted for nogle af de største bølger i verden. Selv de store supermarkeder lader til at være indrettet efter livsstilen – der er eksempelvis mulighed for at vaske tøj, mens man køber ind, så her holder de små mobile hjem i kø for at komme til.
Det er det simple liv, som er kernen i livsstilen, men man skal være klar på at leve på meget lidt plads og uden mulighed for privatliv.
”Man kan ikke bare gå ind i et andet lokale, hvis man har behov for det. Man bor på fire kvadratmeter.” siger Simon.
Det lille rum skaber nogle udfordringer, og det simple liv betyder også, at man må leve meget spartansk. Det er ikke et luksusliv. Man skal være klar på at gå på toilettet bag en busk engang imellem og på sjældent at komme i bad.
”Min mekaniker ville gerne installere en lille parabol og en fladskærm,” siger Simon, “men den idé måtte jeg skyde ned med det samme.”
I sommer blev Lisa gravid, og der opstod et behov for en anden livsførelse. De fandt en gruppe kreative personer, herunder en del danskere, som havde købt en gammel gård en times kørsel fra Lissabon. Her er de i gang med at bygge et hostel specielt sigtet mod kreative mennesker, som vil væk fra byens larm. Stedet har fået navnet Pacha Mama (”Moder Jord”).
På gården blander lyden af Bob Marley fra anlægget sig med støjen fra boremaskiner og rystepudsere, og langsomt tager kollektivet form. For tiden er det lejligheden i huset, der har første prioritet, så alt står klar, når babyen kommer i slutningen af januar. Udenfor trasker ænder og katte rundt mellem hinanden, og i laden holder Lisa og Simons lille flåde af vans.
De sidder i solen og spiser friskplukket frugtsalat. Figne- og granatæbletræer står ved siden af palmer og eksotiske buske. På toppen af en gammel vindmølle har et storkepar bygget rede, som en lille hilsen til det Danmark, som Lisa og Simon har lagt bag sig. Jeg spørger dem, om der er noget, de savner.
”Pålægschokolade!” udbryder Simon straks, før han holder en lille pause og fortæller, at hans afsavn mest handler om de nære relationer. ”Jeg savner helt impulsivt at gå ned og drikke en bajer med mine gode venner på den lokale. Jeg savner at køre rundt på min cykel i København. Og jeg savner at have min familie tæt på.”
Lisa tænker længe over, hvad hun savner.
”En lækker økologisk sæbe på badeværelset,” siger hun endelig. ”Jeg kan godt savne den slags luksusting, som var standard i København, men som ikke er det længere. Hele det her projekt er en øvelse i, hvad man tager for givet – og hvad man kan undvære. Som da en af de andre her fra gården kom gående helt lykkelig i går, fordi de endelig har fået varmen til at virke, og hun lige havde fået det første varme bad i et halvt år. Der er et helt andet niveau af taknemmelighed, som, jeg tror, er virkelig sundt.”
Det økonomiske fundament til at forfølge deres drøm skabte de, da de inden afgang solgte deres lejlighed i København, så de havde en startkapitel. Men det har alligevel været en mager tid, hvor hver mønt skulle vendes for at få det hele til at hænge sammen.
Har de så været tæt på at give op?
”Ja, flere gange,” siger Simon. ”Så sent som i sidste uge sad vi på stengærdet derhenne og diskuterede, om vi skulle droppe det hele, vende hjem til Danmark og få et job i Netto. Men der er alligevel noget, som altid får os til at blive ved. For mig er der ingen passion i at vende hjem til et ni til fire-job. Og jeg ved heller ikke, hvad vi er bange for – at dø af sult? Vi kommer jo fra Danmark, så vi har altid muligheden for at vende hjem, hvor der er et system, der tager hånd om os. Når vi bliver bange, spørger vi nogle gange os selv: Hvad er det værste, der kan ske? Og det er vitterligt bare, at vi må give op og tage hjem til Danmark igen.”
De forklarer, at for hver gang frygten rammer – og det gør den – bliver de bedre til at håndtere den. For at kapere det hele, handler det blandt andet om ikke at romantisere drømmen om at leve udenfor samfundets faste strukturer. Frygten følger med, når man vælger det frie liv, og livet i en autocamper er ikke bare slanke ben og perfekte solnedgange. Men friheden er alligevel så berusende for dem, at de opfordrer andre til også at gøre det.
”Jeg tror, det vigtigste i alt det her er, at man ikke kaster sig ud i sådan noget, som vi har gjort, hvis man forsøger at flygte,” siger Lisa. ”Det har været rigtig sundt for os, at vi havde det vildt fedt i København, og at vi tog afsted, fordi vi var nysgerrige – at vi ikke var drevet ud, fordi vi syntes, at alting var fucked, og vi bare måtte væk fra det hele. Det tror jeg desværre, der er mange, der gør. Og man kan ikke bare nøjes med at flytte sig fysisk, og så løse alle sine problemer med et trylleslag. Man skal flytte sig oppe i hovedet.”
