I serien ‘Shows, Selfies, Summer’ i VICE Magazine – Music Issue 2017 bragte vi et udvalg af billeder, som vi fik tilbage, da vi gav en masse musikere nogle engangskameraer og bad dem om at dokumentere deres liv. Nu publicerer vi dem alle sammen her.
Jeg ved ikke, hvad vi havde forventet, da vi slap den 46-årige godfather af dansk psykedelisk musik, Uffe ‘Guf’ Lorenzen, løs med et engangskamera i en uges tid, og bad ham om at dokumentere sin hverdag. Men hvad, vi fik tilbage, var nogle enkelte billeder af Gufs venner og familiemedlemmer i hans køkken, og en skov af tilfældige mennesker i band t-shirts, som manden tidligere kendt som Lorenzo Woodrose havde dokumenteret til en The Black Angels-koncert i Pumpehuset. Altså, virkelig mange band t-shirts. Så mange band t-shirts, at vi blev nødt til at få opklaret, hvorfor han havde valgt netop den vinkel til sin engangs-billedserie.
Videos by VICE
Derfor gav vi den eneste mand, der nogensinde har fået Lolland-Falster til at lyde som et sprødt sted (sorry, Knud Romer), et kald for at spørge ind til hans fotokunsteriske ambitioner med “projektet”.
Noisey: Hey Uffe. Går det godt?
Uffe Lorenzen: Ja, jeg starter jo min lange turné den 2. marts. Det er gået rigtig godt med Galmandsværk, den lå 11 uger på vinylhitlisten. Jeg glæder mig til at komme ud og spille for folk igen.
Det gennemgående tema i din engangskamera-billedserie lader til at være fede og unikke band t-shirts. Hvordan kan det være?
Jeg ved ikke helt, hvordan det startede. Jeg var i Glumsø Bio og spille til et ret hyggeligt arrangement med De Underjordiske, hvor der måske var 100 mennesker. Så tog jeg billeder af nogle folk, og der var nogle, der havde band t-shirts på. Og så eskalerede det bare. Så tænkte jeg, at det var det, jeg ville gøre. Det er jo rock-uniformen.
Jeg går ud fra, at du også selv har en ret ekspansiv samling af band t-shirts?
Ja, det har jeg. Også en del, som jeg ikke kan passe, men som jeg gemmer alligevel. Jeg har en Black Flag og nogle andre, som jeg har haft i mange år, men som jeg simpelthen ikke kan komme ned i længere. Det er en størrelse medium, tror jeg. Jeg har også gemt en af hver af dem, vi har lavet gennem tiden. Woodrose, On Trial og så videre…Så har jeg for eksempel en Dragon Tears t-shirt, som jeg tror, vi lavede 50 af. Det var det band, vi havde i en kort overgang, der endte med at hedde Spids Nøgenhat. Dem ser man aldrig. Så har jeg Dead Moon, som ligesom er min ting. Tre t-shirts og to hoodies, som jeg går med utroligt ofte.
Hvad var dit kunsteriske afsæt for serien?
Det ved jeg sgu ikke, hvad jeg skal sige til. Jeg møder hele tiden en masse mennesker. Nogle gange er det nogen, jeg kender, andre gange nogle, jeg lige har mødt. Og jeg er jo ikke sådan en smartphone-type. Jeg har aldrig haft en. Så jeg går aldrig rundt og tager billeder. Så folk syntes, at det var helt vildt sjovt, at jeg rev sådan et old-school engangskamera frem. Jeg tror, at alle billederne er taget over et par dage. Jeg fik jo et kamera af jer først, som jeg fik smidt væk på en bytur. Så jeg måtte ud og købe et andet. På det første havde jeg taget en masse billeder af nogle venner.
Se billederne fra Uffe Lorenzens engangskamera her:
Du kan fange Uffe Lorenzen og hans 12-strengede her, når han tager på nordisk turné i foråret 2018:
02.03.18 – Muzikhuset, Rønne
03.03.18 – Bygningen, Vejle
09.03.18 – Fermaten, Herning
10.03.18 – Templet, Lyngby
16.03.18 – Folk og rock, Malmø (SE)
23.03.18 – Klaverfabrikken, Hillerød
24.03.18 – Kulisselageret, Horsens
28.03.18 – Dexter, Odense
30.03.18 – Paletten, Viborg
31.03.18 – Atlas, Aarhus
06.04.18 – Tøjhuset, Fredericia
07.04.18 – Haarders, Svendborg
13.04.18 – Gimle, Roskilde
14.04.18 – Stars, Vordingborg
20.04.18 – Landmark, Bergen (NO)
21.04.18 – Last Train, Oslo (NO)
27.04.18 – Bremen, København
28.04.18 – Studenterhuset, Aalborg
05.05.18 – Sønderborghus, Sønderborg