Vi gik på jagt efter Københavns mest legendariske kiosk

Jeg kommer ret meget i kiosker. Rigtig meget, egentlig. Det er ikke, fordi jeg har noget imod supermarkeder som sådan, eller fordi 7-Eleven er en ansigtsløs, corporate, ondsindet imperialistisk magt, der opsluger det urbane bybillede et gadehjørne af gangen. Min døgn- og indkøbsrytme har bare vist sig at stemme mere overens med den dunkle, døgnåbne stemning i en af byens mange kiosker. Det er bare langt oftere, at jeg som forbruger har brug for toiletpapir, piskefløde og en dåsecola klokken fire om morgenen end en velovervejet, tilbudsavisorienteret Netto-tur i dagtimerne.

Et supermarked er et offentligt sted, du tager hen for at købe alle delene til et TexMex-kit, som du kan være sikker på ikke er gået over dato, og det er en ganske fin ting. Men en kiosk er en forlængelse af dit hjem, der sælger sprut, chokolade og løssalgssmøger. Og fordi døgnkiosker har til vane at udvikle sig efter sine stamkunders behov og vaner, er der – som med snefnug – ikke to, der er ens. Nogle har spillemaskiner. Andre har dubiøse varme retter. Og så er der dem, der bare har en helt særpræget atmosfære. Derfor besluttede jeg mig for at besøge nogle af Københavns mest (in)famøse kjollere for at afgøre på baggrund af stemning, underholdningstilbud og udbud af henholdsvis food og non-food, hvem der kan kalde sig hovedstadens mest legendariske kiosk.

Nærkøb på Guldbergsgade, Nørrebro

Her er åbent fra klokken 08-24. Her er et bord, du kan oddse ved, et bredt udvalg af blade og et endnu bredere udvalg af vin. Her er wienerbrød og varme samosaer, der bliver leveret dagligt, og frisk frugt og grønt. Her er overraskende mange forskellige slags stearinlys og et udvalg af krydderier så bredt, at det kan måle sig med den gemene Fakta.

Bag disken står Amir, der har bemandet kiosken i 12 år. Han fortæller mig glad om sin faste kundekreds, der for det meste består af børn og familier fra nærområdet. Han fortæller mig om sin fortid i Kalundborg, og hvordan han græd af glæde, første gang han kom til storbyen og så, at der også kunne være liv et sted, selv om klokken var fire om morgenen. Her er en mand, der brænder for sit ærefulde embede som facilitator af late-night impulskøb.

De sælger også lattergas og sifoner her. Da Amir finder patronerne frem, spørger en ældre kvindelig kunde, som han gennem de sidste fem minutter har diskuteret de lokale skraldemænds kommen og gåen med, om ikke det er “det nye sort”. Hun synes godt nok, hun ser mange af de der patroner rundt omkring.

Jeg komplimenterer Amirs evne til at efterkomme alt fra afspændingsmiddel til tøjklemmer, king size cones til sikringer, afkølet kødpålæg til fødselsdagsflag og spørger ham, hvordan han har sammensat det her overflødighedshorn af Ting, Du På Et Eller Andet Tidspunkt Har Stået Og Manglet. Han fortæller, at han jo konkurrerer med supermarkeder og derfor er nødt til at være opmærksom på sine kunders behov og agere connaisseur for de ting, der ikke kan fås andre steder.

VURDERING:
Det tar’ kun 5 minutter at handle i Nærkøb. Hvordan kan et sted, der både sælger lattergas og kattegrus, være så hyggeligt?

Luxor II Kiosk på Enghave Plads, Vesterbro

Indehaveren Afzal skuler mistroisk på mig fra det sekund, jeg træder ind i Luxor II Kiosk. Han står bag disken omgivet af et varieret udbud af blunt wraps, flet-piber, kondomer og eksotiske Stimorol-smagsvarianter. Ved siden af ham er der en læderlænestol. De bagerste 50 procent af kioskens spartansk indrettede areal består af en tom, mørkelagt spillehal. Det står hurtigt klart, at det her er et sted, man går ind og ud af – et af de mange indkøbssteder i byen, hvor man i hastig og behagelig anonymitet kan få opfyldt sine akutte behov for alverdens diversevarer.

Da jeg dvæler i unaturligt lang tid ved en hylde, der brovter sig med både elsparepærer og et brunt glas pulverkaffefløde, og det bliver tydeligt, at jeg er kommet mere som kioskentusiast end kunde, bliver Afzal direkte irriteret og beder mig om at gå. Først da jeg med rimelig mængde besvær får forklaret ham, at jeg ikke har i sinde at fotografere hans varer for så senere at afpresse ham for reklamebilleder – et problem, han tilsyneladende har døjet med før – og efter han har indspillet en video af mig på sin telefon, hvor jeg lover, at jeg altså ikke på noget tidspunkt har i sinde at opkræve penge fra ham, slapper han af og lader mig mølle uhindret rundt i kiosken.

Åbningstiderne er umiddelbart ret flydende. “Det styrer jeg selv. Jeg kan tage otte timer, ti timer, 12 timer…” praler Afzal. Luxor II Kiosk, der muligvis er opkaldt efter det pyramideformede Las Vegas-kasino, udbyder ikke friske råvarer eller varme retter. Til gengæld er der et rigt udvalg af alt, man kan drikke og ryge, og King-øl til fire kroner stykket.

Jeg takker for gæstfriheden og får oven i købet en gratis Squash med fra Afzal.

VURDERING:
Solid, no-bullshit (omend lettere paranoid) kioskoplevelse. Det her er kiosk-svaret på Mike Ehrmantraut fra Breaking Bad. Doesn’t ask questions. Gets the job done.

‘KIOSK’ på Istedgade, Vesterbro

En god kiosk skal kunne efterkomme sin faste kundekreds’ mest akutte behov, og intet sted står det mere klart end i den generisk navngivne ‘KIOSK’ på hjørnet af Istedgade og Abel Cathrines Gade. Her er mildest talt ret dank. Udenfor sidder en hærget fyr på trappetrinet og hiver tungt i en cigaret. Indenfor lugter der af røg, sved og desperation. Der ligger en rulle riveklar staniol på ismontren, og vinduet bliver holdt åbent af en halvfyldt Egekilde-flaske i snor. En ituslået rude, der er dekoreret med pengesedler fra alle mulige forskellige lande, adskiller kioskens kolonialafdeling fra spillekiosken, der både tilbyder gratis kaffe og kontant udbetaling. Stedet reguleres af en formløst stor, gryntende mand, der på ingen måde er nede med ideen om, at der bliver fotograferet i hans kiosk. “Det skal chefen godkende,” siger han. “Og chefen sover.” Klokken er 15 om eftermiddagen. Bestyreren betragter mig i et øjeblik og ryster på hovedet, da jeg spørger, om han sælger kanyler.

VURDERING:
Det ville ikke give mening at vaske gulv her.

Insans Kiosk på Sankt Annæ Gade, Christianshavn

Det er uklart om Insan, der har ejet og drevet christianshavner-kiosken over for Vor Frelsers Kirke i over 20 år, er bevidst om den unægteligt morsomme marketingværdi i at hedde noget, der er ét enkelt bogstav for at betyde “sindssyg” på engelsk.

Han minder lidt om den der and, der er Jack Blacks adoptivfar i Kung Fu Panda. Han pusler lystigt rundt med alt muligt, mens han holder mellem to og fire råbe-samtaler i gang med forskellige kunder, der driver glasøjet rundt i den Christiania-nærliggende kiosks fyldestgørende skov af drikkevarer.

Det øjeblik, det går op for ham, at der står et potentielt talerør ud til det letpåvirkelige internet i hans kiosk, begynder han at rante om den tyranniske og ondsindede andelsforening, som han åbenbart har været låst i en mangeårig juridisk strid med. Ifølge Insan har foreningen angiveligt forsøgt at smide ham ud, selv om hans lejekontrakt ikke har en udløbsdato, så han kæmper videre for fortsat at få lov til at drive sit kioskvirke i hverdage fra 8:30 til klokken 20.

Udover et imponerende udvalg af drikkevarer (Faxe Kondi for days) har Insans hyggeligt kompakte hjørnebiks flere udbud, som jeg endnu ikke er stødt på i min granskning af hovedstadens kiosksfære. Her er bland selv-slik. Her er Zippo-lightere. Her er støvet vin, shishatobak og mini-paraplyer. Her er six-packs – både kolde og varme – og et heftigt udvalg af snus, både den gode og den bedre. Nok til at kunne tilgodese enhver overlæbes behov, lige meget hvor langt nord i Skandinavien man kommer fra.

VURDERING:
Je suis Insan.

ENDELIGE KONKLUSION:
Efter en dag med flere kioskbesøg end selv min mest smøg-og-bajer-trængende fredag står det klart, at vi ikke kommer til at finde en definitiv vinder her. Fordi en god kiosk er en del af sit lokale økosystem. En god kiosk er hovedpulsåren i lokalområdet. Stedet, der kender dig og dine behov og ikke dømmer dig for at vakle ind i din lyserøde morgenkåbe og cykelshorts. Livlinen, der altid har din ryg, når du allermest skal bruge toiletpapir og/eller kirsebærsauce, og alle andre har vendt dig ryggen.