Mens jeg er i gang med at forstå Vanessa Julia Carpenters daglige arbejde med teknologisk hardware, afbryder hun mig og siger:
”Nu sidder jeg for eksempel med en af de der slags puder i hånden, der skifter farve, når man aer dem – sådan nogle kender du godt ikke?”
Videos by VICE
Det gør jeg ikke, nej.
Hun fejer min uvidenhed af – jeg kan vel forstå udviklingspotentialet i en pude, der skifter farve ved berøring?
”Forestil dig, hvis puden kunne tracke, hvordan du berører den. Måske kunne den fungere som en slags dagbog over din angst eller ubehag. Måske kunne den give noget feedback? Tracke dit åndedrag? Eller give dig et beroligende klem?”
Den associationsrække er meget sigende for Vanessa Julia Carpenters måde at arbejde med teknologi. Det handler om at kigge på hverdagsobjekter og se, hvordan teknologi kan gøre dem mere gavnlige for mennesker. Eller hvordan teknologi kan bruges til at udvikle noget helt nyt til at gøre livet bedre.
Hun er til daglig det, hun kalder teknologisk oplevelsesdesigner hos firmaet FORCE Technology. Ved siden af skriver hun P.hd. på Aalborg Universitet under arbejdstitlen ”Designing for meaningfulness”.
Hendes daglige arbejde går med at lede firmaer igennem udviklingsprocesser med fokus på ny teknologi. Hun har blandt andet været med til at udvikle interaktive børnemøbler lavet af skummateriale, pillæsker for ældre mennesker, som kun blinker eller bipper, hvis man har glemt at tage sine piller, og bæltet Fibo, et såkaldt ’graviditets-wearable’ til den ikke-gravide partner, som lader én føle det ufødte barns bevægelser.
For Vanessa Julia Carpenter er kodeordet fantasi. At forestille sig og forstå et behov og forløse det bedst muligt. Vi må aldrig udvikle teknologi alene, fordi vi kan, mener hun.
”Vi er omgivet af teknologi overalt omkring os i dag. I transportsystemer, når vi bestiller mad på restauranter, i vores hjem og vores smartphones i lommen. Det er mere og mere vigtigt, at vi alle sammen er med til at fastholde spørgsmålet: Hvorfor bruger vi den her teknologi? Og bidrager den positivt i vores eget og i klodens liv, eller er den der bare?” siger hun.
Hun er født og opvokset i Canada, hvor hun også tog sin uddannelse i interaktionsdesign. Som barn var hun kæmpe Star Trek-nørd. ”Jeg var helt vildt fascineret af den verden, der var bygget op med alle de smarte gadgets, de havde til rådighed. Det var nok en ret afgørende interesse,” siger hun.
Vanessa Julia Carpenter begyndte selv at bruge computer, da den stadig ikke var blevet alle mands eje. Hun var med i skolens ’computerklub’, hvor klubbens medlemmer sad sammen efter skole og arbejdede på computer og spillede utrolig mange computerspil. Nørdfaktoren var høj.
Vanessa Julia Carpenters mor insisterede på, at hun skulle blive god til blindskrift, fordi hun ville få muligheder for bedre ufaglærte jobs. Noget, der er helt afgørende, når man bor i et land, hvor man skal betale for sin uddannelse. Det viste sig at være virkelig nyttigt, da hun begyndte at interessere sig for at programmere. Det begyndte hun på, da hun var 12.
”I dag har jeg styr på de forskellige sensorer og aktuatorer. Det meste af det, vi laver, ville jeg kunne bygge. I hvert fald i teorien. Men alle de dygtige ingeniører, der arbejder hos os, gør det hurtigere og bedre,” siger Vanessa Julia Carpenter med et grin. Hun leder processen, mere end hun sidder med selve udviklingen af det enkelte produkt.
Derudover er hun også ansvarlig for at holde udviklingen inden for lovens rammer. Her varierer reglerne markant, alt efter om produktet er ”noget, der skal puttes i munden”, eller “noget, der skal sendes ud i rummet”, fortæller hun.
”Det vigtigste er hele tiden at holde det konkrete behov for øje. Så snart vi har en prototype, er vi ude hos kunderne med den og se, hvordan de oplever at bruge i deres arbejde, om det så er på samlebåndet eller i køkkenet. Det er en balanceøvelse mellem nutidige og fremtidige behov, for det er ikke ligesom en app – hardware kan tage flere år at udvikle ordentligt.”
Vi omgiver os hele tiden med mere og mere teknologisk hardware, og Vanessa Julia Carpenter mener, at det gør det tiltagende vigtigt, at vi ved, hvordan det fungerer. Alle sammen.
”Jeg ville ønske, at folk ville begynde at pille deres smartphones og computere fra hinanden og lære delene at kende. Vi giver producenterne så meget magt, når vi ikke selv forstår, hvordan vores ting fungerer, og ikke ved, hvordan vi selv reparerer små problemer,” siger hun.
Hun er især optaget af, at kvinder skal øve sig i at reparere deres teknologiske udstyr. Hun håber, at vi vil se flere reparationsværksteder med fokus på teknologi, og glæder sig over det voksende antal af kodeskoler og programmeringsinitiativer målrettet kvinder og piger.
”Det giver en helt særlig frihed og selvsikkerhed at vide, at man kan udvikle ting fra bunden og ikke mindst skille dem ad og reparere dem, hvis de går i stykker,” siger hun og understreger, at hun synes kønsubalancen i techbranchen langsomt mindskes.
”Jeg gjorde en slags regnskab på kampdagen i år. Og det gik bare op for mig, at mine største inspirationskilder og de sejeste mennesker, jeg kender i techbranchen, alle sammen er kvinder.”
Læs mere om tech fra Broadly:
