Gennem årene har rygtet spredt sig. Fra Jylland hen over Fyn til Sjælland og ind på vores redaktion i midten af København. Hvis du ikke har hørt det endnu, så har Danmark en uofficiel pizzaslice-hovedstad: Kolding. Eller Slicetown, som koldingenserne selv kalder det.
Spørger man indbyggerne, skyldes titlen, at Kolding tilbage i 1990’erne var den danske by, som havde flest pizzeria pr. indbygger. Om det er korrekt er svært at be- eller afkræfte, så tag det ikke for gode varer.
Videos by VICE
Men pizzeriaer er her i hvert fald stadig nok af den dag i dag.
Stig af toget, gå ud af banegården og ned ad Jernbanegade, og så begynder de at dukke op. Mange byer har et pizzeria på hvert andet hjørne, men i Kolding specialiserer de sig i at lave slices.
På forhånd har en troværdig kilde oplyst, at pizzeriaet Madkassen lige ved Banegården er et besøg værd. Foran står en 14-årig knægt og hænger ud med en smøg i munden og høj musik fra sin transportable højtaler i lommen. Han venter på sin ven, der henter slices til dem. To go. Spørger man dem, hvorfor Kolding hedder Slicetown, er svaret simpelt: ”Det ER bare Slicetown.”
Inde på Madkassen står 40-årige Bahman Matai bag disken. Her har han stået de sidste syv år. Flere koldingensere har henvist til hans slices, men hvad er opskriften på hans succes?
“Mine slices er billige,” siger han selv og slår ud med armene.
Nede fra hjørnet i lokalet lyder en råben. Det er 23-årige Ali Hasnouki, der vil have sit indspark med: “Det passer ikke. Det er ikke bare fordi, de er billige, de er populære. Hans slices er de bedste slices. Jeg arbejder selv ovre på Pronto (konkurrerende pizzeria, red.), hvor jeg kan spise gratis, men alligevel kommer jeg her og spiser,” lyder det fra den unge slicejudas, der spiser et frokostslice med sin kæreste Michelle og deres lille datter Aya.
Hos Madkassen kommer mange skoleelever i spisefrikvarteret, og når de har fri, for at købe et slice til 30 kroner. “Hvis de unge kun har 25-26 kroner, giver jeg dem et slice alligevel,” siger Bahman Matai. Han ved, hvordan han skal pleje sine kernekunder.
Men det er på en fredag aften, at Bahman Matai omsætter for mest, fortæller han. Når festen slutter på de nærliggende diskoteker Pitstop og Tordenskjold, dumper de berusede teenager ind hos Madkassen, inden de skal hjem.
Hos Madkassen kan man få fire forskellige slices: Skinke, pepperoni, oksekød og kebab. Alle selvfølgelig med dressing. Slices skæres ud af pizzaer på størrelse med bildæk: 60 centimeter i diameter måler de.
Selv påstår nogle koldingensere, at ét slice er på størrelse med en almindelig københavnsk pizza. Det er vist en overdrivelse og tyder på, at nogle af dem nok ikke har været forbi København for nylig. Men store det er de, og når et slice er længere end din underarm, bliver du på forhånd forpustet.
Der bliver sprøjtet creme fraiche-dressing ud over, og slicet klappes sammen som en konvolut, så safterne drypper behageligt ned på paptallerkenen.
Pizzaslices i Kolding er smagsmæssigt ikke bedre end så mange andre steder. Men de er større, hvilket jo i realiteten nok gør oplevelsen mere tilfredsstillende, og så er dressingen fyldigere og mægtigere i mængde end normalen. Som en ekstra bonus vises der denne eftermiddag dyreprogrammer på fladskærmen hos Madkassen.
Bahman Matai er taknemmelig for alle dem, der månedligt, ugentligt og dagligt lægger vejen forbi hans pizzeria. Men han kan også blive urolig for koldingensernes helbred.
“De spiser rigtig meget pizza,” siger han. “Derfor kan alle forretningerne løbe rundt. Kolding spiser rigtig meget pizza, men jeg tror heller ikke, at kvinderne laver særlig meget mad længere. Når de bliver gift, gider de ikke lave mad til deres familie. Er det ikke rigtigt?”
For at skrive et ærligt portræt af byen, er det nødvendigt at høre sandheden fra en fraflytter, en fra den anden side. Her kommer 25-årige Mia Nyborg Jørgensen ind i billedet.
“Objektivt set er det ikke en gastronomisk oplevelse at spise slices i Kolding. Men jeg får alligevel altid et slice, når jeg er hjemme,” siger hun.
Mia Nyborg Jørgensen er så tro mod sin hjemby, at hun først i en alder af 23 smagte sin første (rulle)kebab, da hun flyttede til København. Det forarger sikkert de fleste, men der er en simpel forklaring:
“På Sjælland spiser I rullekebab som natmad,” siger hun. “I Kolding spiser vi pizzaslices.”
Rygtet om Slicetown har spredt sig med folk som Mia Nyborg Jørgensen. Mennesker, der er ‘Kolding helt ind i hjertet’, og som refererer til deres hjemby som Slicetown, ligegyldig hvem de taler med.
“Hele Slicetown-fænomenet er netop et fænomen,” fortæller Mia Nyborg Jørgensen. “ En sindstilstand og en samhørighedsfølelse. Så siger vi ‘ses i Slicetown’ til hinanden.”
En anden fraflytter er 24-årige Mathias Maigaard. Ligesom Mia Nyborg Jørgensen har han tilbragt mange teenagetimer ved Koldings pizzarier og har – med lidt overdrivelse – fået slices ind med modermælken.
“Jeg har spist så meget pizza i min ungdom, at jeg aldrig kunne finde på at købe et slice udenfor Kolding,” annoncerer han. “Hvis jeg købte et slice i Aarhus, ville jeg knække mig.”
Udover at der er mange pizzeriaer i Kolding, kommer navnet Slicetown også af, at slices simpelthen er til kæmpe diskussion blandt indbyggerne, mener Mathias Maigaard. Har man først fået et fast pizzeria, viger man ikke fra dets side. I hans tilfælde er stamstedet Pronto Pizza.
“Der er tre store kanoner i Kolding: Pronto, Marco Polo og Madkassen. Pronto er min yndlings, deres dressing er simpelthen eminent,” siger Mathias Maigaard. Men hverken Madkassen eller Pronto Pizza vandt førstepladsen, da der sidste år var slice-off til byens første, og indtil videre eneste, ‘Koldingmesterskaberne i Slice’.
Konkurrencen blev arrangeret af 24-årige Sanne Dewas og 26-årige Thomas Sørensen, som besluttede, at det var på tide at få afgjort, hvem der er sheriffen af Slicetown.
De er begge fra Kolding. Sanne Dewas er ‘koldingenser’, mens Thomas Sørensen er ‘koldinger’, hvilket åbenbart er forskellen på at være tilflytter og på at være født i 6000. Eller også er det omvendt. Begge elsker Slicetown og er – modsat mange jævnaldrende – forblevet bosat i Kolding, hvor de arbejder med byens kulturliv: Sanne arbejder på teatret Mungo Park, og Thomas hos kulturhuset Bygning 5.
“I Kolding starter kulturen fra bunden. Her får vi mulighed for at afprøve en masse projekter, som vi sikkert ikke ville kunne starte andre steder,” siger Thomas Sørensen.
Et af projekterne var altså Koldingmesterskaberne i Slice, hvor indbyggerne smagte og bedømte slices fra otte forskellige pizzeria. Thomas Sørensen elsker Slicetown så meget, at han endda har fået et pizzaslice tatoveret på sin læg.
Han fortæller, at Slicetown rigtig nok er opstået ved, at der i 90’erne var utrolig mange pizzeriaer i forhold til byens indbyggertal, men at navnet fandt sin rette form, efter en gruppe graffitimalere med navnet ‘Slicetown Boys’ begyndte at dekorere byen med pizzaslices for cirka ti år siden.
Forvilder du dig lidt væk fra hovedgaden, kan du støde på et af gruppens store graffitiværker. “The World Famous Slicetown Boys” står der på en gavl ved vejen Riberdyb efterfulgt af “Say no to drugs and say yes to pizza”.
Og hvis du ikke vidste det, så har Kolding – udover at være Danmarks pizzaslice-hovedstad – også Danmarks længste, lovlige graffitimur på 130 meter.
Koldingmesterskaberne i Slice var en stor succes, som Sanne Dewas og Thomas Sørensen håber at gentage næste år. Til trods for at de begge er veganere. Vinderen af konkurrencen blev Marco Polo, som ligger i A L Passagen.
50-årige Nematullah Nezam har haft Marco Polo siden 2002, efter han kom til byen fra Afghanistan. Hvorfor valgte han netop at starte et pizzeria?
”Jeg skulle jo tjene penge,” siger han. “Jeg har kone og børn.”
Hos Marco Polo er slicene også gigantiske, og tro mod Kolding står den på skinke, pepperoni, okse eller kebab. En lokal hemmelighed, som oftest ikke står på menuerne, er et såkaldt “rulleslice”. Det er, som det lyder: et pizzaslice rullet sammen med salat, agurker, tomat og dressing i. Forklædt som en döner-kebab. “Nej, nej det er ikke kebab, det er et slice,” forsikrer Nematullah Nezam. Det er i hvert fald en elegant måde at løse den udfordring, det er at håndtere et pizzaslice Kolding-size.
Siden Marco Polo vandt førstepladsen, er der kommet endnu flere kunder i butikken. På en fredag aften sælger Nematullah Nezam ofte over 100 slices, men det afhænger af, “hvor sjove diskotekerne er den aften,” fortæller han.
Udover en ældre dame, der beder om at få sin sædvanlige “halve grillkylling med Cocio”, skal alle andre gæster denne eftermiddag have et slice eller et rulleslice.
Men fair skal være fair. Ifølge Just-Eats data, bliver der solgt flest pizzaer over Just Eat i Horsens. Men tag ikke fejl: Horsens er ikke Slicetown. Andre arme sjæle har også troet, at Skive var Slicetown, fordi ‘skive’ – ‘slice’… det giver mening, men lad det aldrig forvirre jer igen.
Efterhånden her Kolding overtaget navnet Slicetown, men under overfladen ulmer et oprør. Nogle koldingensere har de senere år forsøgt at udbrede navnet ‘Kollywood’, hvilket øjensynligt ikke giver meget mening. En gåtur ned af hovedgaden og en hurtig Google-søgning vidner også om, at slice-diktaturet for længst har vundet. Udover klistermærker af pizza, graffiti af slices og ‘Slicetown Boys’, findes der i Kolding også tøjmærket ‘Slicetown’ samt jazz DJ-gruppen ‘Slicegirls’. For et par år siden blev krimien ‘Mord i Slicetown’ skrevet af en lokal forfatter, endda også udgivet på kommunens biblioteker.
Navnet Slicetown bruges af de unge og de voksne og er de gamle bekendt. Da Barack Obama besøgte Kolding i starten af efteråret, refererede Danmark Radio også til byen som Slicetown.
Hvis det ikke er nok, så forsøger Thomas Sørensen, som den kulturmand han er, også at sprede rygtet om Slicetown så vidt som muligt. For han mener, at “Kolding er undervurderet”.
Efter at have cirkuleret byen en håndfuld gange, indtaget omtrent et halvt kilo sprød pizzadej og to deciliter dressing er det svært ikke at give manden ret.
Så må man bare drømme sig til jyske rulleslices, når man bor på stenbroen.