Vi kan ikke finde ud af, om Marilyn Manson troller os i det her interview

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Marilyn Manson er kendt for mange ting – for det første er han den selvudnævnte God of Fuck, han er BFF med Johnny Depp, og så er han en af rock’n’roll-verdenens mest kontroversielle skikkelser. Men hvad de færreste ved er, at manden faktisk også er en meget veltalende samtalepartner, der let og elegant causerer – ja, causerer – om alle emner mellem himmel og jord.

Jeg fik mulighed for at ringe hr. Manson op, mens han rekonvalescerede i sit hjem i Los Angeles oven på en operation, der skulle udbedre skaderne, efter han brækkede sit ben. Vi talte sammen i en times tid, Manson afslørede en hel del hemmeligheder, og vi sludrede også om det filmiske flow på hans nye album Heaven Upside Down, overtro, hvorvidt månelandingen fandt sted i virkeligheden, astrologiske fænomener og spørgsmålet om, om han virkelig sover med sminke på. Det var yderst causerende.

Noisey: Hejsa, hvordan har du det i dag?
Marilyn Manson: Jeg har det okay, jeg har lavet en interimistisk hospitalsseng i stuen foran tv’et. Jeg har ikke så langt til badeværelset og køkkenet, og jeg kan se tv og læse i det omfang, jeg kan holde ud. Desværre så ligger mit soveværelse og min samling af kunst og kuriositeter, hvor jeg altid finder inspiration, ovenpå, så der kan jeg ikke komme op. Så her føles lidt indelukket. Jeg har lidt kuller. Jeg fik ti skruer og en metalplade sat i anklen, da jeg blev opereret i sidste uge. Det gjorde helt forfærdeligt ondt. Det var først i går, jeg så videooptagelsen, af det der skete.

Jeg er heldig, at [rekvisitten] ikke smadrede mit hoved. Ellers var jeg blevet dræbt på stedet. Så det er positivt, men folk tror, jeg prøvede at kravle op i den. Jeg prøvede faktisk at holde den tilbage, fordi den var ved at vælte. Jeg fattede ikke, at den var for tung for mig, før det var for sent. Så endte jeg med at brække benet to steder.

Øv, mand. Jeg går ud fra, du kommer til at gå rundt med benet i gips det næste lange stykke tid?
Det finder jeg ud af på tirsdag, når jeg skal til lægen igen. Ideen med at blive opereret var faktisk at undgå gips. I stedet for den gammeldags metode, hvor knoglen får lov at hele af sig selv, så valgte jeg at få den erstattet med en metalprotese. Den kommer jeg til at løbe rundt med resten af livet, og det bliver rigtig sjovt i lufthavne.

Ha. Hvordan slapper du bedst af hjemme i borgen?
Jeg har to katte, og jeg har en videoprojektor. Jeg har set Mr. Robot i dag.

Du er et kattemenneske?
Ja, jeg havde hund som barn. Men så slog min nabo min hund ihjel, og jeg har aldrig haft lyst til at få en ny siden. Jeg genovervejede det faktisk for nylig, dog. Men jeg er ikke sikker. Jeg har to hankatte. Det er Devon Rex-katte, og de opfører sig ikke som andre dyr. De er overhovedet ikke til at styre, men de er meget intuitive. De kommer ind og holder lidt øje med mig. Hvis de var et band… hvis de var Liam og Noel Gallagher, vil jeg tro, William var forsanger. Eller hvis de var Wham!, ville William helt sikkert være George Michael. Det er ikke, fordi Rusty mangler talent, han er bare lidt mere følsom. Han bryder sig ikke om gyserfilm, mens Michael kommer og lægger sig på mit bryst og ser med. Så ja… jeg er kattemenneske.

Dit tiende studiealbum, Heaven Upside Down, er ude nu, men den oprindelige titel var Say10. Hvorfor den nye titel, og hvorfor var det forsinket?
Jeg har det med at blive overentusiastisk, når jeg gerne vil have en plade ud, og jeg havde en idé om, at den skulle ud på et bestemt tidspunkt, så udskydelsen var min måde at vise pladeselskabet, som ikke anede, hvad jeg var i gang med, hvad min plan med pladen var. Jeg havde allerede seks sange klar, og jeg var ikke sikker på, jeg ville nå op på ti, selv om det ligesom virkede som det rigtige at gøre. ”Say10” var den sang, der stak mest ud, allerede før pladen var færdig. Det er over et år siden, men jeg tror, alting sker, fordi det er forudbestemt. Tyler Bates producerede og skrev al musikken. Jeg lagde vokalen. Det er mit arbejde. Tyler havde også andet arbejde, han skulle se til.

Og så havde jeg jo heller ikke kunnet forudse, at min far ville blive syg… Jeg anede ikke, hvor galt det stod til. Så det var ikke en glat proces. Men jeg ser det ikke som tilbageslag, jeg fik bare mere tid til at lære pladen bedre at kende og mulighed for at fortælle historien rigtigt. Heaven Upside Down er baseret på koncepter, jeg har lånt fra Yeats, Robert Chambers og Carcosa…

Carcosa? Som i True Detective?
Ja. Jeg har indspillet det meste af den musik, jeg holder mest af selv, i New Orleans. Og jeg vidste lige præcis, hvor Carcosa var. Engang, da jeg var på turné, brød jeg faktisk ind der. Jeg vidste ikke, at de viser folk rundt derinde. Der er ret mørkt. Hvis man skal tale om mørke, så glem alt om godt og ondt og den almene opfattelse af moral. Der er noget mørkt og dystert ved New Orleans, der til tider skræmmer mig. Jeg har fået mange ting derfra. Der er noget virkelig dystert eller i hvert fald uforklarligt ved det sted. Det suger mørket til sig. Det giver dig noget, men det tager også noget fra dig.

Antichrist Superstar blev optaget i Trent Reznors Nothing Studio, ikke?
Jo.

Er du et spirituelt menneske? Er du overtroisk?
Øh… Nogle gange, når jeg går ind i et rum, så begynder elektriciteten at svigte. Det passer. Det er virkelig underligt. Men nu bliver jeg nødt til at overveje, om det er min sjæl, min essens, eller om det er min fod, fordi jeg går rundt med den metalplade.

Jeg bor trods alt i et hus, som Bela Lugosi på et tidspunkt har ejet, og jeg har også en masse ting her, som man nok ikke ville have i sit, hvis man er bange for den slags. Det er jeg ikke. Så længe det ikke er noget, der skader mig, så er jeg ikke bange for det. Jeg var bange for sådan nogle ting som barn, fordi jeg har en kristen opdragelse. Nu er jeg åben over for alt, hvad der kan opleves og ses. Og hvis det er noget, jeg ikke kan forklare, så bliver jeg bare mere nysgerrig.

Jeg kan ikke tro på noget, medmindre jeg forstår det først, og jeg kan ikke tro på noget, medmindre jeg har oplevet det selv. Sådan er det nogle gange i hvert fald. Jeg tager det for givet, at det billede vi ser af jorden, som kommer fra en satellit, viser jorden, som den ser ud. Ingen af os har været ude i rummet, så vi kan ikke sige det med vished. Vi vælger at tro på, at det vi får at vide er sandt.

Men så er der alt det der med månelandingen. Jeg gider ikke ud i konspirationsteorier, men jeg tænker bare, at hvis USA var i stand til at nå til månen med den meget begrænsede teknologi, man havde dengang, hvorfor har vi så ikke været tilbage efterfølgende? Det virker bare helt umuligt.

Det er også mærkeligt, at de mennesker, der landede på månen ikke er nær så berømte, som man skulle tro. Lad mig give dig et eksempel. Hvad hedder cykelrytteren, der fik testikelkræft?

Lance Armstrong?
Ja, nemlig. Han var til en af mine koncerter, og jeg troede, han var astronaut. Folk sagde, ”Lance Armstrong er her.” Jeg svarede, ”Ham der gik på månen?” Det passer.

Det må have været en skuffelse.
Jeg hørte ikke ordentlig efter i historietimerne.

Du er ret stor på gothscenen. Ser du dig selv som goth?
Når man overvejer, hvor goth stammer fra, altså de bands, der ligesom grundlagde hele genren, så tror jeg, de tog pis på det hele. Mange af dem var briter. Lyt til en sang som ”Bela Lugosi’s Dead”. Så har du bands som Alien Sex Fiend og Christian Death. Jeg ved ikke, hvad der falder under den der goth-paraply.

Sjovt nok minder din sang ”Saturnalia” mig altid om ”Bela Lugosi’s Dead”, og det mener jeg som en kompliment.
Tak. ”Saturnalia” var den sidste sang, vi optog. Det var, mens månen, Saturn og jorden linede op, det sker kun en gang hver 36. år, og den her gang var det noget helt særligt. Da det hele startede, begyndte jeg at optage sangen. Det tog et par dage. Tyler og jeg arbejdede på det og havde lagt trommer og musik ned, så jeg ville gerne have det med hjem og lytte til det.

Så satte jeg det på herhjemme, og jeg havde allerede besluttet at kalde den for ”Saturnalia”, uden der egentlig var en grund til det. Jeg var slet ikke klar over, at Saturns bane linede op med jordens. Det handlede mere om, hvad der foregik i sangen. Du ved, New Orleans og det med at spise sit afkom og Saturnus, altså faren, der spiser sin søn, Ouroboros, der spiser sin egen hale. Hele det tema. Og så fandt jeg ud af det med forbindelsen mellem jorden og Saturn, og at det ikke var sket siden Dalí døde. Ironisk nok var det den uge, de besluttede sig for at grave ham op igen.

Så ringede min far til mig. Det viste sig, at han var mere syg, end han havde fortalt mig først. Så gjorde jeg sangen færdig, og det betød sådan set, at albummet var færdigt. To dage senere fløj jeg til Ohio og besøgte min far. Vi talte lidt sammen, inden han skulle til scanning, og da han kom tilbage, fik han et anfald og døde. Det var fandeme en traumatisk oplevelse.

Men så lykkedes det dem at få liv i ham igen, det var vildt bizart, fordi vi begge to er kommet til verden på det hospital. Jeg tror, han ventede på, at jeg skulle komme. Den næste morgen, skulle jeg tage stilling til, om der skulle slukkes for respiratoren. Jeg spurgte lægen, om han led, og han svarede, at det gjorde han nok. Min tante, min fars søster, sagde, det nok var det rigtige at gøre.

Det harmonerer meget godt med sangen, og jeg tror ikke på, at det var et tilfælde, at det skete, en time efter Saturn og jorden brød deres parløb.

Det virker meget skæbnebestemt, at min far skulle give sin livsenergi videre til mig, og jeg tror, det betyder, at det er min skæbne at lave den her plade. Jeg prøver ikke at være en anden, end den jeg er. Det var tilfældet med Marilyn Manson. Jeg kunne ikke lide, den jeg var. Så jeg blev en anden. Nu bliver jeg nødt til at holde fast i det, og jeg tror, der er noget derude, som ville, at jeg skulle lave den plade. Ikke for at lave ballade, ikke for at kommentere på kulturen, men for at give folk noget andet at tænke på.

Du er en stor filmfan. Er det at lave musik lidt som at lave film?
Hvis du sidder og ser en film, så skal scenerne finde sted på specifikke tidspunkter. ”Saturnalia” er den romantiske scene, og den følgende scene, ”JE$U$ Cri$i$”, er mere actionbaseret. Og så når vi til den mere følelsesladede del, og så den del, hvor karakteren, man har fået sympati for, dør, og så delen, hvor man bestemmer sig for, hvad der skal ske. Det er en meget grundlæggende kærlighedshistorie, der ender tragisk eller lykkeligt alt efter, hvordan man ser på det.

Ligesom livet.

Du er ekspert i forhold til dødstrusler. Har du tips til, hvordan man forholder sig til dem?
Citerer du mine tekster? Flot, flot. Min far gav mig faktisk det bedste råd. Han sagde: ”Søn, hvis de vil dræbe dig, så advarer de dig ikke.”

Det er vise ord.
Ja, det er det.

Sover du nogensinde med din sminke på?
Jeg falder tit i søvn med sminken på, fordi jeg er doven.

Da jeg tog på hospitalet efter mit uheld, havde jeg sorte striber nedover ansigtet, som jeg altid har til koncerterne, og jeg ville gerne have vasket dem af, men det gjorde alt for ondt i benet. Det var en kaotisk situation, og de ville sprætte mine busker op, og jeg sagde, ”Nej, I skal ikke ødelægge mine bukser. Jeg har lige købt dem.” Jeg tror faktisk stadig, jeg har sminke på fra New York. Jeg har ikke kunnet tage bad siden uheldet. Ikke et rigtig bad i hvert fald.

Jeg har faktisk mindre sminke på i dag, end jeg plejede at have. Det ser bare ikke sådan ud. Jeg har ikke så meget foundation på, hvis jeg skal være specifik. Jeg kan bedre lide det mere naturlige look i dag.

For nylig kunne Antichrist Superstar fejre 21-års-jubilæum. Hvad tænker du om det?
Wow. 21 år. Den er gammel nok til at drikke i USA nu! Nu finder jeg en CD frem og hælder sprut på den.