Vi lavede en elendig sang og fandt ud af, hvor let man kan skide på musikindustrien ved at købe streams

Cl1ckBa1t på Spotify

Mangel på evne til at lave god musik skal ikke afholde dig fra at indspille et dårligt nummer. Og købe 10.000 streams til det.

Ovenstående er sjovt nok ikke et gammelt ordsprog, men derimod vores virkelighed her på redaktionen, hvor vi har brugt energi, arbejdstid og penge på at lave verdenshistoriens måske værste stykke musik og efterfølgende skaffe det uretmæssigt mange Spotify-plays. For at forklare, hvorfor vi har gjort det, starter vi et helt andet sted og i en helt anden tid. Nemlig med en anekdote om Mickey Fredie Pedersen.

Den hawaiiskjorteklædte dansker med millionærgrinet er far til søskendeparret Gigi og Sonny, der blev børnestjerner på at være dansere og deltage i en række reality-programmer med deres forældre i 90’erne. Ud over at være first movers på et marked, der siden ville blive vores alle sammens yndlingsunderholdning og/eller –aversion, kastede dansemusene sig også ud i en dristig popkarriere midt i 00’erne.

Da deres debutalbum, Sonny vs. Gigi, under det fantasifulde kunstnernavn Brother + Sister strøg ind som nummer to på den danske albumhitliste, førte det til et par hævede øjenbryn og what the fucks på trods af deres Kardashian-ultra-ultra-ultra-light berømmelse. Til stor overraskelse for ingen i verden viste det sig da også, at der var noget galt. Farmand Fredie Pedersen havde nemlig købt så mange kopier af pladen, at den overhalede blandt andet U2 og Mariah Carey i statistisk popularitet.

Faktisk er det gamle trick stadig relevant. At gøre Mickey kunsten efter er endda blevet meget lettere i dag, hvor vi kan klare alting hjemme fra vores kaffeplettede Ikea-sofaer. Hvordan? Med simple services som Streamify.

Videos by VICE

1505906984484-Screen-Shot-2017-08-31-at-111253
“Streamify skaffede os de Spotify-plays, vi havde brug for for at komme i gang. Uden tjenesten ville vi sådan set bare gå i et med mængden.” – Generisk, ukendt forsanger af generisk, ukendt rockband. Screenshot via Streamify.

Konceptet er simpelt. Har du et nummer, der ikke får nok opmærksomhed, kan du købe afspilninger til det. På Streamify koster 1.000 afspilninger fem dollar, og man kan købe så meget som to millioner ad gangen (der er naturligvis mængderabat ved store køb). Herefter vælger du bare, hvornår dine nye succes skal begynde at træde i kraft, og over hvor lang tid dine plays skal være fordelt. Helt uden at bruge unødvendige kræfter på ting som promotion og at lære at lave ordentlig musik, kan du nu se dig selv blive streamet i tusindvis.

Du bliver altså den moderne Mickey Fredie helt uden at skulle køre rundt til diverse motorvejstankstationer for at købe stakkevis af cd’er.

1505919490413-StreamifyArtboard-5-copy
En oversigt over nogle af de mange fordele for Streamify-brugere. Screenshot via Streamify.

Men nu er det jo sådan med gode tricks, at der for det meste er nogle, der vinder, og at nogle andre derfor må indtage taberrollen. Sådan er det også her. Fordelingen af royalties på en tjeneste som Spotify bliver nemlig tilpasset, hvor ofte sangene bliver hørt. Det vil sige, at man potentielt kan tage andele fra andre kunstnere ved at købe sig til streams.

Hvorfor skulle jeg give en flyvende fuck? spørger du måske. For de fleste danskere betyder det nemlig ikke så meget, at Rasmus Seebach bliver marginalt mindre rig, men der er faktisk grund til at være irriteret over de uretmæssige streamingtal. Køber en kunstner sig til en plads højt nok på streaminglisterne, har de nemlig større sandsynlighed for at blive placeret på forskellige playlister. Og ifølge de fleste pladeselskaber er playliste-placeringer en direkte vej til flere streams, fordi mange bruger playlisterne som deres primære kilde til ny musik. Det vil sige, at man kan købe sig ind i en spiral af afspilninger, og at almindelige lyttere ender med at lytte til en masse musik, som rent faktisk ikke er så populært, som det ser ud til. Eller lige så godt.

Selv om det er usandsynligt, at man fra én måned til den næste vil kunne gå fra at være helt ukendt til at kunne prale af et Drake-niveau af streams uden at blive taget af Spotifys fraud squad, er et marked så småt som det danske, hvor der er betydeligt færre streams mellem komplet usynlighed og popularitet, meget mere udsat, når det kommer til fake streaming-gamet. Billigere at udføre, sværere at registrere.

“Hey drenge, jeg sad og rodede med nogle beats i går og kom til at lave et, der var sygt dårligt. Så det gemte jeg til i dag.” Det var vores udgangspunkt.

Det er naturligvis svært at bevise, at specifikke kunstnere har købt sig til succes, for skal man bevise det, skal man enten have dem til at indrømme eller have fat i deres login. Det er med andre ord svært at vurdere, hvor udbredt fænomenet er, og pladeselskaberne vil helst ikke udtale sig, selv om der selvfølgelig er enighed om, at de falske streams eksisterer, og at tendensen helst skal stoppes.

Spotify har tidligere udtalt, at de arbejder for at komme klik-falskneri til livs. Både ved hjælp af algoritmer og medarbejdere, der leder efter mistænkelige mønstre. Som svar på vores henvendelser om et interview kom streamingtjenesten med følgende udtalelse: “Vi tager svigagtig streamingaktivitet ekstremt seriøst. Spotify har flere opsporingsværktøjer på plads til at monitorere forbruget på tjenesten for at opdage, undersøge og håndtere bedragerisk aktivitet. Vi fortsætter med at investere meget i at forfine de processer og forbedre metoder til opsporing og nedtagning samt reducere den form for aktivitets påvirkning på legitime skabere og rettighedshavere.”

1505908255092-Screen-Shot-2017-08-31-at-111406
En tilfreds Streamify-kunstner. Screenshot via Streamify.

Men altså. Én ting er, at sider som Streamify eksisterer. En anden ting er, om det virker. For vi kan tale nok så meget om fænomenet, men hvis det ikke eksisterer, er det helt lige meget. Derfor satte vi os for at lave et helt igennem elendigt stykke musik og købe en masse streams til det. Og det er virkelig synd at høre, hvor godt det er lykkedes. For os, og for alle andre. Her er, hvad der skete på vores streaming-eventyr:

Opdatering: Spotify har efter artiklens publicering fundet ud af, at vi snød dem, og har fjernet sangen fra deres tjeneste. Uheldigvis for alle kan man stadig høre sangen på Apple Music her.

Vi startede med at give projektet et svedigt navn, som vi synes passede til vores koncept: Cl1ckba1t. Det har aldrig ikke været sejt at blande tal og bogstaver. Da vi kom ned i studiet til en producer-ven, vi med løftet om total anonymitet havde lokket til at hjælpe os, kiggede han begejstret på os og sagde: “Hey drenge, jeg sad og rodede med nogle beats i går og kom til at lave et, der var sygt dårligt. Så det gemte jeg til i dag.” Det var vores udgangspunkt.

Derfra skiftedes vi til at gå i vokalboksen. Vi havde alle sammen forskellige tilgange til rollen som shitty MC. Nogle valgte at Auto-Tune falsk sang eller sige alle de mest ubehagelige ord og sætninger, de kunne komme på, i et så pågående og akavet toneleje som overhovedet muligt.

Så bad vi produceren om at gøre det, han normalt ville gøre ved et nummer…forkert. Ubehagelige lydeffekter, der er ude af takt, for meget Auto-Tune; vi ville gerne have præcis det modsatte af et fedt track. Vi skulle nødigt ende med at få organiske plays.

En uges tid senere fik vi det færdige nummer tilsendt. Så spillede vi det. Én gang. Og så har vi faktisk ikke set hinanden i øjnene siden.

1505906525435-Screen-Shot-2017-08-31-at-112414
Screenshot via Streamify.

Et faktum, du nok ikke var klar over, ved den digitale musikindustri: det er betydeligt nemmere at købe streams til sin musik, end det er overhovedet at få lortet uploadet til en streamingtjeneste. Vi valgte i blinde en tjeneste, der mod betaling lovede at få vores nummer på Spotify. Efter vi over flere dage havde udfyldt formularer og ventet på godkendelsesprocesser, ramte vi endelig plet. Vi fik en mail om, at “Streamz (Klicklyfe)” nu var på vej på Spotify, og en lille uge senere var vores lortenummer tilgængeligt for alle. Så snart vi fandt det på webplayeren, sprang vi begejstret ind på Streamify.me. Nu var det vores tur til at blive løftet ud af obskuritet.

1505919531918-StreamifyArtboard-3
Penge godt givet ud. Hvem har efterhånden tid til at blive “discovered”? Overvurderet. Screenshot via Streamify.

Vi valgte at lægge 40 dollar (248,50 kroner) for 10.000 plays, da alt under fem cifre i afspilninger ville klæde os dårligt. Først kørte vi hårdt på og prøvede at få alle 10.000 ind på én dag. Heldigvis viste det sig ikke at være Streamifys første rodeo inden for købt popularitet, da vi straks fik en advarsel om, at mere end 10.000 plays på én dag ville være ‘farligt’ for vores track.

1505919565454-StreamifyArtboard-2
Cl1ckba1t leger med ilden. Screenshot via Streamify.

I stedet foreslog tjenesten 60 dage. Vi er ikke bløde, så vi valgte at køre med 10.

Derfra gik det stærkt. Havde vores skodsangseventyr været en film, var det her montagen af lovprisende avisforsider og os badet i penge og champagne. Tænk: “Push It To The Limit” i Scarface.

1505906851185-Screen-Shot-2017-09-01-at-092641
1505916566663-StreamifyArtboard-5-copy-3
1505919639903-StreamifyArtboard-12
1505916639156-StreamifyArtboard-5-copy-2
1505919665880-StreamifyArtboard-13

Vores afspilninger og “månedlige lyttere” steg eksponentielt dag for dag. Efter 10 dage var vi der. Vi havde brugt godt og vel to dage og absolut ingen musikalsk kreativitet på at blive Spotify-darling med et femcifret antal afspilninger.

Selv om vores månedlige lyttere på et tidspunkt lå over 5.000, ligger de i dag på 0, men tracket har som lovet 10.000 afspilninger. Tak, Streamify.

1505916759294-StreamifyArtboard-5
Cl1ckba1ts soloudgivelse “Streamz (Klicklyfe)” har i skrivende stund 10.009 “plays” på Spotify.

Mærkeligt nok var det sværere at få nummeret på Spotify end at købe afspilninger. I forhold til hvor mange helt random ting, der ligger og lurer i Spotifys gemmer, krævede det alligevel en overraskende indsats at få nummeret lagt op. Omvendt tog det kun fem minutter, 10-20 klik og noget PayPal-action at købe 10.000 plays til vores sang på Streamify. Og vi kunne sagtens have købt flere – mange flere.

1505919712561-StreamifyArtboard-4

Nu er det jo på ingen måde alle sange, der bliver streamet meget, der er dårlige. Men streams er penge. Penge er streams. Derfor tror vi, at der kan være ret store problemer med at omsætte antallet af digitale afspilninger til kvalitet. For hvis vi kan lave et nummer og købe streams til det, kan alle mulige andre også. Og fungerer det, at noget er streamet mange gange, så overhovedet som målestok for popularitet?