På hylden i rækkehuset i Søborg hos Kim Jacobsen står fodboldholdene OB, Brøndby og FCK fredeligt side om side. Her er det nemlig ikke vigtigt hvilket hold, der har den bedste venstre back, eller hvem der kan lave det længste indkast. Det vigtige er, at klubbernes logoer er blevet trykt på etiketter og fastlimet på ølflaskernes grønne glas.

Kim Jacobsen har i alt samlet omkring 122.000 forskellige øl-etiketter. Det gør, ifølge ham selv, samlingen til én af de største i Danmark.

I dag er jeg cyklet til Søborg for at få samlingen op på 122.003. Kim kontaktede for et par uger siden redaktionen for at få fat i de tre øletiketter, vi fik produceret af bryggeriet Annex i anledning af lanceringen af vores Vice-kanal Broadly. Aftalen blev tre øletiketter for et interview med Kim.

Det er ikke alle etiketterne, der ligesom fodboldlogoerne stadig er klistret på flaskerne. Langt de fleste af mærkerne er taget af flaskerne og er blevet sat i alfabetisk orden i de mange ringbind, der dækker værelsets endevæg.

Flaskerne med klistermærkerne skal i ovnen i ti sekunder på 200 grader, for ”så er de de lige til at pille af”, forklarer Kim. Hvis papiret derimod er limet på, skal flasken i vandbad, før etiketten forsigtigt kan pilles af og sættes i system.

Herreværelset, hvor Kim bruger mellem tre og fire timer om dagen på at administrere sin samlingsamt en hjemmeside for Hvidovre Etiketsamler Forening, står i skærende kontrast til resten af huset, der er svøbt i blomstret tapet og troldegrene. På Kims værelse er humle den eneste plante, du kan finde. Sorte ringbind med øletiketter i plastiklommerne fylder endevæggen ud fra gulv til loft, og ved vinduet står der et lille skrivebord, hvor både musemåtte og stempel er med logo og signaturen: ”Kim Jacobsen Øletiketter”.

En sommerdag i 1985 samlede 13-årige Kim sin første øletiket. Flasken var oprindeligt fra Frankrig, men var havnet i Vanløse, hvor Kim voksede op, fordi bryggeriarbejderne på Tuborg og Carlsberg strejkede for at sikre deres beskæftigelse og indflydelse på den nye teknologi. Bryggeriarbejderne strejkede i otte uger henover maj, juni og juli, og hvis der i de måneder ikke var danske øl til rådighed, så måtte de franske gå an. Eller belgiske, som røg på fustagerne i Idrætsparken d. 5. juni 1985, da Danmark slog Sovjetunionen 4-2 og publikum sejlede op og ned ad åen i eksportølmarineret ekstase.

Alt imens startede Kim den samling, som han senere solgte til en øletiketforening, da han flyttede hjemmefra og ikke mente, den var relevant længere. I år 2000 kunne han alligevel ikke holde sig væk fra etiketmiljøet længere, og han begyndte at samle igen.

Broadly-etiketterne, jeg har med til Kim i dag, fandt han frem til på Instagram. Han finder også nye etiketter på Facebook og i Lokalavisen, og så abonnerer han på Ølentusiasten, der er foreningsbladet for Danske Ølentusiaster. ”Nogle gange sender jeg også en frankeret kuvert til bryggerier med en forespørgsel, og langt de fleste er rigtig flinke til at vende tilbage,” siger Kim.

En gang om måneden mødes Kim på et lærerværelse i Hvidovre med andre, der ligesom ham får et kick ud af at finde en etiket, de mangler. De er omkring 40 entusiaster, men de fleste er oppe i årene, og foreningen bliver derfor mindre og mindre, som tiden går. Da jeg fordomsfuldt spørger, om det kun er mænd, der kommer for at bytte øletiketter, griner han og indrømmer, at der er hold i fordommen. Så mødes mændene og drikker en øl eller en kop kaffe, mens de bytter etiketter.

”Det kunne lige så godt være frimærker, jeg samlede på. Det er ikke engang, fordi jeg drikker specielt mange øl,” siger Kim og fortæller, at hvis det endelig skal være, så er han mest til en helt almindelig pilsner. ”Det behøver ikke være Tuborg eller Carlsberg, men gerne noget i den stil. Alle de nye øl siger mig ikke så meget.”

Kim hiver et ringbind med et stort ’F’ på ud af reolen og slår op under ’Fort’. Det er hans yndlings etiketter – eller ”de er sådan rimelige”, som Kim siger. Kommunen fandt en kasse med etiketter, da de gravede ved Bagsværdfortet. Kim læste om fundet i lokalavisen og fik fat i et par af de gamle mærker. ”Jeg synes, de er flot lavet, og så er det sjovt, at de er fra lokalområdet.”

Øletiketternes svar på ’Alpha Black Lotus’ findes ikke ifølge Kim, men han synes alligevel, der er noget særligt over at finde en etiket fra et begrænset oplag eller en etiket, hvor årstallet starter med 18.

Da jeg spørger Kim, hvad det er det mest besværlige, han har gjort for at få fat i en etiket, trækker han lidt på det. Så kommer hans kone, Lotte, ind med kaffe og chokoladekiks og minder Kim om dengang, de sendte en af Lottes kollegaer til Frederikshavns for at få fat i en flaske med en speciel etiket. Og dengang de kørte til Als for at hente en samling, der blev givet gratis væk.

Når der er fest i rækkehuset i Søborg, sørger Kim for, at der bliver købt øl, som han ikke har i forvejen, for der er stadig masser af etiketter derude, som endnu ikke er sat ind i system på herreværelset. ”Der kommer 1600 nye danske øl om året, så der er nok at tage af,” siger Kim.

Irriterer det ham, når han ser, at folk kradser i etiketten?

”Nej, ikke hvis det er én etiket, jeg har. Når vi holder fødselsdag herhjemme, siger jeg til folk, at de ikke skal pille i etiketten, men så er der altid nogen, der sidder og kradser i den alligevel. Det er irriterende.”