Vi sendte vores mindst og mest metal-agtige skribenter på Copenhell sammen

Koriander, kaffe, øl – de bedste ting i livet skal man lære at elske, og sådan tror jeg også, det er med metal. Jeg ved ikke noget om metalmusik, og jeg har ikke tænkt mig at lade, som om jeg gør. Det er ikke, fordi jeg slet ikke kan lide metal, men det er ikke noget, jeg nogensinde har dyrket, og hvis jeg en sjælden gang imellem kommer forbi en metalkoncert, er jeg lidt træt af arrangementet efter det første kvarter. Men i stedet for helt at afskrive metal, har jeg tænkt mig at gøre en aktiv indsats for at komme med på metalhoved-holdet. Derfor tog jeg på Copenhell med min metal-kyndige kollega Theis.

Theis er 34 år gammel og har hørt metal, siden han var teenager. Hans største metal-koncertoplevelser, som han selv beskriver dem, var at se Judas Priest på en amfiteateragtig scene i San Bernardino, Danzig på Studenterhuset i Aalborg og Celtic Frost i Malmø engang, som han ikke kan huske noget fra, men er sikker på var fremragende.

Man skal jo starte et sted, og hvilket bedre sted at starte end At the Gates? Ja, det er et ordspil.

Jeg er lidt sent på den, men får hurtigt smidt min cykel i græsset og zigzagger mellem fadølsmarinerede battleveste for at nå hen til Hades-scenen, inden At the Gates går på om et par minutter. Jeg ved ikke andet end, at de spiller dødsmetal, men det er vel også et meget godt udgangspunkt. Jeg har på vejen forberedt mig mentalt på at sno mig gennem folkemængden, med den klassiske: “Undskyld – jeg smutter lige igennem her,” mens folk kigger træt efter mig, men det går faktisk overraskende nemt. Folk flytter sig bare. Jeg finder Theis foran lydteltet iført en Thin Lizzy-t-shirt og orange ørepropper.

Fuck, skulle jeg også have haft ørepropper i? Kan jeg høre noget om en time? Kommer det her mon til at vare mere end en time? Jeg får flashback til dengang, jeg var på tur med fritidshjemmet i en mose og ikke havde gummistøvler på.

“Vi skal høre noget old school svenskerdød,” fortæller Theis og tager ørepropperne i igen, for nu begynder koncerten. Her behøver publikum ikke bekymre sig om irriterende medpublikummer, der snik-snakker om unødvendigheder under koncerten. Det er simpelthen ikke muligt.

Bandet er lige så langhåret, som jeg forestiller mig, at et ægte svensk metalband skal være. En af dem har også en hat på, som jeg mistænker for at dække over en begyndende måne. Ud over håret er de også med på trenden med sorte veste og cargopants. Faktisk ligner bandet meget deres publikum – bare lidt renere.

“De har virkelig gode melodier og en lagkage af fede riffs. De er ikke verdens sygeste band i forhold til teknik, men de har skabt deres helt egen stil,” råber Theis til mig henover et lagkage-riff. Jeg synes nu, det lyder mere som en glascontainer, der bliver tømt, med beat og melodi henover. På den fede måde, altså.

I andre dele af musikmiljøet udvikler det visuelle udtryk sig med tiden. For eksempel er der langt fra de orange, frynsede outfits, som Beyoncé bar i sin Destinys Child-tid, til de overdådige kunstværker, hun optrådte i i Parken lørdag aften. Men i metalmiljøet ser det ud til at stå lidt stille på tøj-fronten.

“Folk har det samme tøj på, som de havde, da de begyndte at spille sammen som teenagere for hundrede år siden. De er bare blevet tykkere, og håret er blevet lidt tyndere. Det er noget af det, der er fedt ved metal,” siger Theis og peger på At The Gates-bassist Jonas Björler, som er iført beskedne jeans og en sort band-t-shirt. “Sådan ser han også ud, når han er nede og handle i Nettö, eller hvad det nu hedder i Sverige, men forsangeren Thomas Lindberg holder sig fandeme godt. En rigtig dødsmetallens gentleman,” siger han.

Og stemningen når næsten snus og kanelbullar på svenskerbaromteret, da et gult og blåt flag veger længere fremme blandt publikum, og forsangeren lyder som en venlig Astrid Lindgren-lydbog, når han høfligt småsnakker lidt mellem numrene.

“I 2014 udgav At The Gates deres første plade i næsten tyve år, men de har ikke skippet et beat i mellemtiden. Det er stadigvæk det ene sexede dødsmetal-riff efter det andet og et pissetungt groove,” råber Theis og opgiver at fortælle videre, til nummeret er slut.

“Der findes en milliard dårlig melodiske dødsmetalbands i dag, som alle har forsøgt at gøre det, At The Gates gør, men det er ikke en formel, man kan kopiere. Der en grund til, at man siger, de har defineret Göteborg-lyden. Tungt, men ekstremt melodiøst. Inden At The Gates var svensk dødsmetal ensbetydende med simpel og brutal metal, der lånte heftigt fra punken. Det er også fedt! Men man gider jo heller ikke spise rugbrød hver dag. Sommetider vil man gerne have et stykke episk og melodisk lagkage,” siger Theis.

Men hvis det er så verdenskendt, hvorfor er her så ikke flere mennesker?

“Nu synes jeg egentlig også, der er en del her. De folk, der er her, er jo tydeligvis die hard-fans. For en dødsmetalkoncert er det egentlig et fint fremmøde. At The Gates er for den metaliske feinscmecker.”

At The Gates er dødsmetal, og derfor havde jeg havde regnet med, at vi næsten skulle dø til den her koncert, men publikum nøjes med at nikke og vippe med foden og kaste lidt horn og klappe efter numrene (i øvrigt klapper ingen i takt). Hvorfor er der ikke mere moshpit og smadder?
“Det er mere sådan en indre død. Man får sjælen knust – ikke knoglerne. En god dødsmetalkoncert føles, som om man bliver knust under en kæmpebølge af lyd. Men det er jo meget rart, at man kan gå herfra uden brækkede lemmer.”

Okay, men så er jeg forvirret over, hvori dødselementet består.

“Det er svært at sige, fordi der er mange forskellige former for dødsmetal. At The Gates lyder jo for eksempel slet ikke på nogen måde som Suffocation, der spiller i morgen, som også er et dødsmetalband. Jeg vil sige ånden i dødsmetal er aggression, hurtige beats, skæg, forstærkere, der står på 11, mere skæg og Netto-poser fulde af billige øl.” Det lyder egentlig meget hyggeligt, synes jeg.

At The Gates spiller som sagt melodisk dødsmetal, forklarer Theis. “Det er ikke lige så bøvet som så meget andet metal, og det siger jeg som stor fan af bøvet metal.”

Selv om de fleste ligesom Theis nøjes med lidt lufttrommer, er der et par friske fyre oppe foran, der forsøger sig i crowdsurfens kunst. Men ingen af dem når særlig langt, før vagterne får hevet dem over på den anden side af pit-hegnet. Det stopper dem ikke, og i ti minutter er der en lind strøm af barmavede fyre, der bliver utrætteligt bliver løftet op, hen, ud og ned som kufferter på et transportbånd bygget af hænder. Ligesom jeg troede, det ikke kunne blive højere, skrues bassen så højt op, at det snurrer i mine tænder.

Vi er ved at nå koncertens ende. Forsanger Thomas Lindberg opildner publikum en sidste gang ved at lave en bevægelse, jeg vil kalde “hammer-armen”. Det er den samme bevægelse, som folk laver, når de hamrer næve og albue skiftevis ned i bordet på ølstuen. Publikum elsker det.

Da nummeret slutter, forlader bandmedlemmerne scenen én efter én, men de kommer heldigvis tilbage og smider lidt trommestikker og andet godt ud til publikum.

“Woooo!” hviner jeg henrykt, men stopper hurtigt, da jeg godt kan høre, at min stemme falder lidt uden for i forsamlingen.

”Det var fandeme fedt,” siger Theis tilfreds og tager ørepropperne ud.

Ja, det var sgu. Det fejrer vi med en fadøl.