For under et døgn siden landede Kwamie Liv i Københavns Lufthavn. Hun er vendt hjem efter en måned i New York, og er hun hjemme i København et par uger, inden hun skal videre. Midt mellem rejseplanerne har jeg har fået lov at stjæle lidt af hendes jetlaggede tid.
De sidste to år har Kwamie Liv trukket sig lidt tilbage og brugt det meste af sin tid i studiet, hvor hun har skrevet sange og arbejdet på sit debutalbum, der efter planen udkommer til efteråret. Siden 2014-ep’en Lost in the Girl har den danske sangerinde opbygget hype både herhjemme og i udlandet omkring sin kantede og sjælefulde R’n’B. De seneste singler lover godt for pladen, og når der er gået så lang tid før udgivelsen, er det, fordi Kwamie Liv ikke tror på, at der kommer noget godt ud af at lade sig presse, når det gælder kunst.
Videos by VICE
“Jeg tror, at man skal have den rigtige følelse. Den følelse kan sagtens opstå rigtig hurtigt, og man kan sagtens lave rigtig gode projekter på ingen tid. Men det har taget mig to år at lave noget, jeg var klar til at udgive,” siger hun, mens hun skifter mellem dansk og engelsk, som om hun skifter gear. De indledende teknikaliteter tages på dansk, og så skruer hun op og skifter til engelsk, når hun med en fornyet passion i stemmen fortæller om sin mor, der spillede Leonard Cohen for hende, og hvorfor hun beundrer Dolly Parton.
For at lære Kwamie Liv lidt bedre at kende, mødtes vi med hende til et Noisey-interview – formatet, hvor vi præsenterer kunstnere for et vidtfavnende spørgeskema, mere eller mindre videnskabeligt konstrueret til at lære dem bedre at kende, både musikalsk og privat.

Noisey: Hvor får du dine bedste musikalske ideer?
Kwamie Liv: Om aftenen og ud på natten. Jeg skriver alle døgnets timer, men jeg har det godt med at skrive, når alle andre sover. Jeg tror, jeg godt kan lide at have byen og natten for mig selv, så der ikke er nogen distraktioner.
Hvilken kunster er du mest inspireret af?
Jeg leder altid efter sandheden i kunst. Det er nemlig det, god kunst kan – give dig en følelse af, at noget er ægte – hvad end det så er. Det, synes jeg, kunstnere som Kendrick Lamar og Stromae er rigtig gode til. Hvis jeg ser længere tilbage, er der også Nina Simone. Når man ser hende sidde ved sit klaver, er man vidne til sandheden. Der er også Tom Waits og Billie Holiday. Jeg føler, jeg mærker et stykke af deres sjæl, når jeg lytter til dem. Den bedste kunst opstår, når du er i stand til at fjerne dit eget ego fuldstændigt og bare give til publikum. Man ved aldrig, hvordan folk kommer til at tage imod musikken, men for mig er det et minimumskrav, at det i det mindste føles ægte for mig selv.
Hvad sætter du på, når du skal forføre nogen?
Mine tanker.
Hvad blev der spillet i dit barndomshjem?
Jeg er vokset op i en familie uden professionelle musikere, men alligevel elskede alle at samles om musikken. Vi brugte meget tid sammen ved et klaver eller en guitar, da jeg voksede op. Jeg kan huske, at min mor plejede at spille guitar og synge for mig. Hun sang Nina Simone, Bob Dylan og en del Leonard Cohen. Derfor har min introduktion til musik også været meget baseret på sangskrivning, og det har haft stor indflydelse på min egen sangskrivningsstil, der også er meget fortællende. Det er vigtigt for mig, at den musik, jeg laver, stadig fungerer, når du fjerner hele produktionen, så det bare er instrumenter og vokal.
Hvad hører du, når du går ud af døren om morgenen?
De sidste par år har jeg arbejdet meget på mit album, så det har jeg lyttet rigtig meget til, fordi jeg for det meste er på vej i studiet. Når jeg får en idé, optager jeg den på min telefon. Der ligger en hel masse mærkelige lydbidder, som isoleret set ikke giver mening, men flere af dem er nu blevet til hele sange på albummet. Jeg har også lyttet til meget til “You Make Me Feel Like Dancing” af Leo Sayer på det sidste. Jeg bliver glad, så snart jeg hører den, og kan ikke lade være med at smile.
Hvilken af dine sange er din yndlings?
“Higher”, som jeg udgav for et par år siden, vil altid have en speciel plads i mit hjerte. Jeg tror, det er, fordi jeg til dels skrev den til en af mine nære venner, der tog sit eget liv. På det tidspunkt var sangen en blanding af noget, man kan sige, og noget, man som menneske har brug for at høre: Du er okay, det skal nok gå, og jeg elsker dig uanset hvad. Når jeg synger den live, føler jeg den største samhørighed med publikum, fordi den er så personlig. Jeg ved ikke, om det er min favorit, men den står bestemt mit hjerte meget nært.
Hvilken musik er du senest dykket helt ned i?
Jeg kan virkelig godt lide Stromae. Han har en virkelig smuk kreativ balance mellem et visuelt univers, der er meget stærkt, og et lyrisk univers, der på en måde er ret hårdt, men samtidig er pakket ind sådan, at det er super tilgængeligt. Jeg synes, det er fascinerende at kunne være så politisk og samtidig være i stand til at skabe et så tilgængeligt univers, og i tider som disse er det mere relevant end nogensinde, at kunstnere udtrykker deres holdning.
Hvis din musik var et rusmiddel, hvilket var det så?
Meget af min musik er ret afslappet, og især mit nye album passer godt til at gå sent i seng og stå sent op – så det må være et afslappende rusmiddel.
Hvilken koncert, du har været til, husker du bedst?
Da Karen (MØ, red.) optrådte på Orange Scene på Roskilde Festival 2016. Vi spillede en sang sammen, og det var fedt, men det er sådan set underordnet, for at se hende optræde og eje øjeblikket var så stort. Hun er bare så badass. Det giver selvfølgelig noget ekstra, at jeg kan godt lide hende som person, men det gjorde mig bare så glad at se hende være så kraftfuld. Hun er er en meget stærk og inspirerende kvinde, og det var et ægte girlpower-øjeblik at se hende gøre sin ting på Orange Scene.

Fedt, Kwamie Liv – nu går vi til den afsluttende lynrunde. Roskilde, Grøn eller Distortion?
Roskilde, for der har jeg spillet.
Kim Larsen, CV Jørgensen eller Steen Jørgensen?
Jeg vælger Kim Larsen, fordi jeg lavede et cover af hans sang “Pianomand”.
Spotify, Soundcloud eller YouTube?
Da jeg begyndte at udgive musik i 2014, var Soundcloud det første sted, jeg lagde musik ud. Så af sentimentale årsager vælger jeg Soundcloud.
Whitney Houston, Dolly Parton eller Patti Smith?
Det er umuligt at vælge imellem dem. Whitney, fordi hun er Whitney Houston. Dolly Parton, fordi hun er en så badass forretningskvinde. Hun er ikke kun en dygtig sangskriver, men hun er virkelig også dygtig til til at drive forretning, og det beundrer jeg hende virkelig for. Hun er så no bullshit. Og Patti, selvfølgelig. Jeg kan ikke vælge én. Jeg kan ikke vælge mellem kvinder. Vi kvinder må fejre hinanden, når vi har muligheden.
Tak for snakken, Kwamie Liv.
Mere
fra VICE
-
Illustration by Reesa -
Screenshot: Studio Imugi -
Patrick Pleul/Picture Alliance via Getty Images -
Billie/TikTok