Vi snakkede med michelinkokken, som smed de danske anmeldere på porten

Colin Rice. Alle billeder af Amanda Bødker.

Michelinstjerner. En våd drøm for de fleste ambitiøse kokke, som bruger årevis på at håbe, stræbe og svede bag komfuret for at få en stjerne i den forjættede michelinguide. En bedrift, som globalt er blevet synonym med den ultimative gastronomiske anerkendelse.

I 2000 blev restauratøren Colin Rice med et trylleslag berømt i den hjemlige gastronomiske andedam, da han til alles overraskelse hev en michelinstjerne hjem Restaurant Godt i Gothersgade i det centrale København, en restaurant, han har drevet sammen med sin kone Marie-Anne siden 1994.

Stjernen kom bag på den engelske restauratør, hvis restaurant indtil da havde levet seks stille år i relativ ubemærkethed fra det gastronomiske parnas. Det ændrede sig hurtigt, for stjernen kom i endnu højere grad bag på avisernes anmeldere, som efterfølgende fik travlt med at skrive om byens nye stjernerestaurant og ikke mindst besøge den for at fælde personlig dom over Colins hjertebarn.

Berømmelsen skiftede dog hurtigt til berygtelse, for i stedet for at sole sig i opmærksomheden valgte Colin at bede anmelderne om at forlade etablissementet, hvis de kom for at arbejde. Kokken, som kommer fra den nordengelske arbejderby Darlington, tæt på Middlesbrough, nægtede ganske enkelt at lade kritikerne anmelde restauranten. Det gav anledning til spekulationer. Var han mon vred over den manglende anerkendelse i restaurantens tidlige leveår?

Svaret fik man ikke fra Colin, for han havde på ingen måde lyst til at uddybe hvorfor. Han ville hellere lave mad.

Og lave mad, det gør han stadig i det lille køkken på Restaurant Godt. Men han er ikke længere særlig vred. Vi fik derfor Colin til at fortælle os lidt om sin højst utraditionelle PR-håndtering af den gastronomiske presse.

MUNCHIES: Hej Colin. Mange restauratører vil give deres højre arm for at blive anmeldt. Hvorfor valgte du at smide anmelderne ud af din restaurant? Colin Rice: Vi nåede faktisk at blive anmeldt et par gange i Politiken inden michelinstjernen, og det var faktisk gode anmeldelser. Jeg var jo glad for den stjerne, det vil jeg gerne indrømme. Men jeg havde ikke bedt om at få den. Til gengæld gjorde den, at der efterfølgende var nogle helt opskruede forventninger til, hvad denne her lille restaurant skulle kunne. Der blev skrevet nogle tåbelige ting. For eksempel husker jeg, at vi fik kritik fra en anmelder, som havde haft en irriterende sidemand, at toiletterne lå nede i kælderen, og at jeg på et tidspunkt serverede en suppe i en kaffekop. Men maden kunne de sgu godt lide.

Men når de nu godt kunne lide din mad, hvorfor lod du dem så ikke bare anmelde og give dig en forventet god omtale? Det var der flere grunde til. Efter jeg fik stjernen, begyndte pressen for eksempel at mene en masse ting om vores restaurant uden overhovedet at have været her. At restauranten ikke havde niveau til en michelinstjerne og den slags. Før vi fik stjernen, gad de ikke besøge os. Og pludselig var de ellevilde. Men stjernen kom faktisk ikke helt ud af det blå.

Vi blev optaget i guiden allerede året før, og da vi så fik stjernen, blev [anmelderne] taget med bukserne nede. Det var som om, at de havde sovet i timen, og at det skulle gå udover mig. Der er store følelser på spil her. Forestil dig, at nogen pludselig begynder at skabe en masse dårlige vibrationer omkring noget, som du har skabt og har arbejdet vanvittigt hårdt for. Det er ikke rart. Jeg følte, at anmelderne havde en aggressiv fremtoning i stedet for at komme for at få en god aften. Sådan nogle mennesker gider jeg ikke servere for.

Men Michelin var til gengæld velkomne. Var de også velkomne, efter du mistede stjernen i 2007? Jeg havde stor respekt for guiden dengang, og jeg var som sagt meget overrasket, da de gav mig en stjerne. Vi beholdt den i seks år, og jeg var heller ikke overrasket, da vi mistede den. Det var ok. Jeg kunne mærke, at det var på vej. En ny generation af kokke med nye ideer og originalitet var på vej i de år. Jeg blev ved med at lave den mad, som jeg hele tiden havde lavet. Jeg gider ikke at ændre mig og begynde at kopiere min nabos mad, bare fordi den pludselig er blevet moderne. Men selv om jeg ikke har haft en stjerne siden 2007, så er jeg faktisk stadig optaget i guiden.

Du er ikke blevet anmeldt i mere end 10 år nu. Kan du huske den sidste anmeldelse? Vores sidste anmeldelse var i Jyllands-Posten for omkring 10 år siden. De var snedige, og havde sendt en anden end deres faste anmelder, som jeg engang havde bedt om at forlade restauranten, da han indrømmede, at han var på arbejde. Vi fik en god anmeldelse, men jeg blev alligevel irriteret og bad dem om ikke at trykke den. Vi gad ikke at rippe op i de gamle sår igen.

Gode anmeldelser og michelinstjerner har det jo med at fylde godt op i forretningen. Er der på den konto noget, du fortryder i dag? Tjah. Jeg ville nok tænke to gange over min beslutning i dag. Jeg tror ikke nødvendigvis, det har været klogt at gøre, som jeg har gjort. Men jeg har ikke fortrudt det. Jeg forsøgte i virkeligheden bare at beskytte mig selv. Når man driver en lille privat restaurant som vores, er man alene og meget sårbar over for pressens skriverier. Jeg fik mine ’15 minutes of fame’, men jeg har alle dage følt mig ude i kulden i pressen. Som branchens sorte får. Selv med en stjerne i baghånden er jeg aldrig blevet bedt om at være dommer i konkurrencer og den slags. Måske på grund af det jeg gjorde dengang. Men altså, hvis man ikke kan vinde den ene vej, så må man vinde den anden.

Vi vil egentlig helst bare være i fred og hygge om vores gæster. Det var jo i virkeligheden slet ikke meningen, men jeg må indrømme, at det har været morsomt at drille pressen lidt.