Vi snakkede med Rihanna-fans om sangerindens nye kropspositive undertøj

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Efter at have revolutioneret skønhedsindustrien hjælper Rihanna nu kvinder over hele verdenen med at finde deres indre bad-girl med sin nye Savage x Fenty-kollektion.

Videos by VICE

Savage x Fenty blev præsenteret i Brooklyn, New York, sidste torsdag, og kollektionen er allerede døbt ”den kropspositive undertøjskollektion”, fordi undertøjet kan fås i flere forskellige størrelser og farver til alle kropstyper og hudfarver – og så er undertøjet ovenikøbet forholdsvist billigt. Vi slog et smut forbi popup-forretningen i Williamsburg for at tale med nogle fanatiske Rihanna-fans om, hvor banebrydende det er, at popikonet slår et slag for alle kropstyper, så vi alle har mulighed for at vise verdenen vores mest sexede jeg.

”Rihanna er mit største idol, min primære rollemodel. Hun er så selvsikker i alt, hvad hun foretager sig, og hun støtter kvinder og får os til at finde vores indre styrke,” siger Asma Begum (i midten), som har stået i kø i fire timer for at få fingrene i undertøj fra kollektionen, til Broadly. ”Jeg ser ikke op til andre berømtheder end hende – hun gør så meget for kvinder og for folk generelt. BH’erne fås i alle størrelser, selv de største – dem laver Victoria’s Secret ikke engang. Hun sørger altid for at inkludere alle, også minoriteter. Det, synes jeg, er fantastisk.”

Hendes ven Scarlett Alverez (til venstre) tilføjer: ”Alle kroppe er forskellige. Victoria’s Secret har altid en meget bestemt kropstype i fokus i deres reklamer, og det er den eneste, man ser. Men i Rihannas kollektion er der undertøj til alle kroppe. Det kan vi lære af i dag. Vi skal ikke være så forhippede på at ændre kropstyper, vi skal omfavne alsidigheden.”

Elysia Saint-Hilaire (yderst til højre) fortæller Broadly, at hun gerne vil støtte Rihanna og den indsats, sangerinden gør for kvinder. ”Ærligt talt, i en hvid mands verden er det vigtigt at bakke op om sorte kvinder – og sådan en er Rihanna jo,” siger hun. ”Hun er gået fra at være en kæmpe popstjerne til at lave makeup, tøj, parfume, skønhedsprodukter – og nu tackler hun også kvinders seksualitet. Enhver kvinde vil gerne føle sig smuk… både indeni og udenpå.”

Teeka Lee (ovenover): ”Hun gør meget for inklusion, og hun sørger for at få alle etniciteter med. Hun prøver at være på forkant med det, der sker i verdenen og være talerør for alle. Det, synes jeg, er helt genialt.”

Robbie Newell (ovenover): ”Jeg har lyttet til [Rihanna], siden jeg var 14. Jeg sidder i kørestol, [men jeg er her for at støtte] op om hendes indsats med at promovere hele kropsspektret. Hun er en sort kvinde, og det er jeg også. Det er vigtigt for mig. Jeg elsker hende, og hun er sådan en dejlig person – jeg ved ikke helt, hvordan jeg ved det, men sådan virker hun bare. Hun er en stor kunstner.”

Galleriet, hvor kunderne venter, før de kommer ind i popup-forretningen, viser kortfilm med modeller og Rihanna selv.

Forretningen har et begrænset lager af undertøjet, men man kan bede personalet om flere størrelser.