Vi spurgte de danske universiteter, hvad de mener om study drugs

Måske gør du det, hver gang du skal til eksamen. Måske gør du det kun i desperation, når du sidder klokken lort om natten med din semesteropgave på tredje døgn i træk og hader dig selv for, at du har spildt tiden på Tinder og Fie Laursens Instagram-story. Måske har du fået dine 12-taller helt uden kemi – men hvis du går på uni, og din årgang ikke adskiller sig markant fra resten af landets studerende, kan du i så fald være ret sikker på, at et sted mellem tre og otte procent af dine medstuderende i løbet af studietiden kommer til at tage et præstationsfremmende middel.

Jeanett Bjønness, der er adjunkt på Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet, har foretaget en kvalitativ undersøgelse af 60 studerende, som peger på, at dine mandlige studiekammerater vil være mest tilbøjelige til at tage ritalin (amfetaminlignende medicin mod ADHD) for at kunne koncentrere sig bedre, mens kvinderne på din årgang i højere grad vil vælge betablokkere (hjertemedicin) for at få styr på nerverne.

Men “study drugs” er mere end ritalin og betablokkere. Faktisk spænder begrebet over alt fra koffeintabletter og alkohol til amfetaminlignende stoffer som ritalin og modafinil.

Margit Anne Petersen er postdoc i antropologi og har blandt andet skrevet en ph.d. om “study drugs” i USA. Hun forsker i, hvordan unge oplever de præstationsfremmende stoffer – og hvorfor vi tager dem.

“Der er flere undersøgelser, der peger på, at der er et øget pres på unge og en stærk præstationskultur i de vestlige lande,” siger hun og henviser blandt andet til sociologen Anders Petersen, som i mange år har forsket i depression som samfundsfænomen og har skrevet en bog om, at præstationssamfundet skaber ulykkelige borgere.

Hun tilføjer dog, at der kan være andre grunde end tids- og præstationspres.

“Der er faktisk også nogle, der tager det, fordi de keder sig og synes, det er lidt sjovere at studere, hvis de har lidt at booste arbejdet med,” siger hun og fremhæver desuden, at hendes undersøgelser peger på, at det er mere tabubelagt at benytte “study drugs” i Europa end i USA:

“Herhjemme er det stadig tys-tys, mens det mange steder i USA er en accepteret del af at være studerende.”

Men hvad mener de højere læreanstalter egentlig om, at deres studerende fylder sig med præstationsfremmende stoffer for at klare sig igennem studierne? Vi har kontaktet syv af landets universiteter og spurgt ledelsen, hvordan de forholder sig til problemet.

Det lykkedes hverken af få Copenhagen Buisness School (CBS), Aarhus Universitet, Aalborg Universitet eller Københavns Universitet (KU) til at stille op til interview. KU’s pressetjeneste afviste med den begrundelse, at problemet ikke er væsentligt nok til, at den øverste ledelse “har tid til at gå ind i sagen.” Det synes man til gengæld på Roskilde Universitet (RUC), Syddansk Universitet (SDU) og Danmarks Tekniske Universitet (DTU), så vi tog en snak med dem.

Hanne Leth Andersen, rektor RUC

VICE: Hvad er din holdning til, at så mange danske studerende ender i en situation, hvor de tager medicin for at klare studiet?
Hanne Leth Andersen: Vi bør betragte det her som et symptom på noget usundt i kulturen. Den her type selvmedicinering finder ofte sted, fordi der er et underliggende problem, man ikke kan løse selv.

Vi har en syg præstationskultur i uddannelsessystemet, der afføder stress og ulykkelige mennesker, og der kommer den her selvmedicinering ind i billedet. Det er bare ét af symptomerne på, at studerende generelt er pressede, og derfor skal vi gøre, hvad vi kan for at ændre den studiekultur og de samfundsstrukturer, der skaber det. Og det skal vi gøre indefra, men der er også brug for ændringer i de store samfundsmæssige linjer.

Er det noget, I taler om i ledelsen?
Vi taler primært om, hvordan man skaber et godt studiemiljø. Her kigger vi både på ting, der peger udad som et optagelsessystem, der skaber fokus på karakterer, en karakterskala, der fokuserer på fejl, og en fremdriftsreform, der presser de studerende. Der må man i dialog med politikere og blande sig i den offentlige debat. Men vi kigger også på, hvad vi selv kan gøre. Vi forsøger at sætte rammer, der skal fokusere på dygtighed frem for præstation.

Har I nogen fornemmelse af omfanget af brugen af “study drugs” på RUC?
Vi har ikke nogle kvantitative undersøgelser, men kvalitativt ved vi en del. Vi har vores viden fra studie- og karrierevejledningen. De fortæller, at de støder ind i det, de kalder selvmedicinering. De studerende kommer sjældent til dem for at tale om medicinering, men det kommer frem, når man i vejledningen taler om deres problemer og spørger, hvordan de håndterer dem.

Hvad gør I ved problemet?
En af de store ting, vi har undervejs, er en ny måde at håndtere fremdriftsreformen på. Det er jo sådan, at universitetet får bøder, når studerende ikke gennemfører på normeret tid. Og det har lagt et stort pres på de studerende. Så fra 1. september tager vi konsekvensen og løsner op for de her krav om tid, så de studerende kan være mere fleksible. Vi tror på, at de selv ønsker at gennemføre så hurtigt som muligt, så vi forventer ikke, at flere af den grund vil forlænge deres studier. Derimod tror vi, at vi ved at fjerne en del af tidspresset baner vejen for, at de studerende bliver mindre stressede og derfor har nemmere ved at gennemføre på normal tid

Annette Lund, studiechef SDU

VICE: Hvad er SDU’s holdning til, at så mange danske studerende ender i en situation, hvor “study drugs” blive en del af deres måde at takle studierne?
Annette Lund: Det første, jeg tænker, er, at jeg ikke var bekendt med problemstillingen. Jeg har ikke mødt studerende, der har sagt, at de har været nødt til at bruge præstationsfremmende midler i forhold til uddannelse. Så det overrasker mig.

Men der er jo lavet flere undersøgelser, der viser, at det er et ret omfangsrigt problem. Hvad tænker du om det?
Hvis man taler rigtig meget om de her præstationsfremmende midler, kan det have den uheldige effekt, at nogen begynder at benytte sig af det. Så jeg mener, man skal være meget konkret og tage udgangspunkt i de enkelte sager.

Hvordan skal man så behandle det?
Hvis man ser en studerende, der tydeligt er påvirket på en måde, der giver uønsket adfærd, så griber vi ind. Så må man sige, at den studerende ikke kan være her. Det samme gælder alkohol. Jeg har været i den her branche i mere end 20 år og har aldrig været i en situation, hvor der har været den slags situationer i et omfang, der gør det nødvendigt at gå forebyggende til værks.

Er det ikke nok til at se det som et strukturellt problem?
Ikke umiddelbart. Vi har ikke noget at måle det op imod, og det vil være nødvendigt først at se på, om problemet er signifikant i forhold til andre udfordringer, vi står overfor.

Der laves hele tiden undersøgelser, der viser, at danske studerende er stressede. Kan det her være et tegn på, at der er noget, der skal ændres?
Vi laver løbende undersøgelser, der kortlægger, hvor de studerende belastes. Og så indretter vi vores aktiviteter efter det, så der eksempelvis ikke pludselig ligger alt for mange ting samtidig.

Martin Vigild, dekan og vice president, DTU

VICE: Hvad er din holdning til, at så mange danske studerende bruger præstationsfremmende midler for at klare studiet?
Martin Vigild: Ser man på den gruppe, der tager præstationsfremmende medicin uden at have helbredsmæssige forhold, der kræver det, er det noget pis. På mange måder. Hvis vi tager studerende i at være påvirkede af stoffer, slår vi hårdt ned. Det er mindre sort/hvidt, hvis det handler om mistrivsel, men overordnet skal du præstere, fordi du er dygtig, og hvis du vil fremme præstationen, må du spise godt, sove godt og motionere. Medicin, der på den måde bruges forkert, er farligt, og det er på sin vis også snyd.

Så I slår ikke lige så “hårdt ned”, når det gælder ritalin eller betablokkere, som hvis de studerende er på coke eller MDMA?
Nej. De præstationsfremmende stoffer tages jo i en helt anden kontekst, hvor det er helt forkert at tale om at slå ned på noget. Her handler det om at give hjælp og vise fremstrakte hænder. Det er jo ikke cykelsport og epo, hvor det handler om at vinde – det her tager man jo formentlig, fordi man er presset og har det skidt. Der vil det ikke på samme måde hjælpe at sanktionere, tror jeg.

Er det her noget, I taler om i ledelsen?
Vi taler ikke direkte om præstationsfremmende stoffer, men vi taler meget om studievelfærd. Lige fra uønsket seksuel opmærksomhed til stoffer generelt. Studieliv og studentervelfærd ligger os meget på sinde.

Har I nogen fornemmelse af omfanget på DTU?
Nej, men vi har 10.000 studerende, så vi må gå ud fra, at de undersøgelser, der er lavet på landsplan, også gælder os. Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke har stødt på det — måske fordi det er tabubelagt? Og så er det først for alvor alvorligt, fordi det gør det svært at finde ud af, hvor slemt, det står til. Den slags skal brydes, så man kan tale om det og begynde at kigge på løsninger.

Gør I noget ved det?
Vi gør, hvad vi kan for, at både det administrative, studievejledningen og rådgivningen til den enkelte fungerer optimalt. Det er meget vigtigt for os, at de studerende føler sig trygge i systemet. Det har vi et ansvar for – alle universiteter på landsplan bør tage det her meget alvorligt, da så mange lider af stress, som desuden forhindrer, at folk lærer og udvikler sig.

Undersøgelser viser, at danske unge er stressede. Kan der være noget i studiemiljøet, der skal ændres?
Det her med stress er work in progress, og det bør jo ikke komme som et chok, at det kan skabe mange problemer – for eksempel med præstationsfremmende midler. Vi skal hele tiden arbejde på at gøre hverdagen og studielivet mindre stressende, men fremdriftsreformer og karakterpres hjælper ikke ligefrem på den front. Tidligere kunne studerende i det mindste selv styre deres tid, men i dag er ikke engang tiden deres egen. Det er en trist udvikling.