Vi spurgte Dirch Passer, hvordan det er at dele navn med sin kendte grandoldefar

Dirch Passer iført sort trøje står ved nogle skabe på sit gymnasium

Det ville være forkert at sige, det var os, der fandt Dirch Passers 18-årige grandoldebarn Dirch Passer (vi var også ret forvirrede til at starte med, men den er altså god nok). For faktisk var det ham, den 18-årige Dirch, der fandt os. Vi søgte kilder til en artikel om at være ung og ensom, og han meldte sig. “Jeg er på,” skrev han i den sms, der bekræftede vores interviewaftale.

Men Dirch kom aldrig med i serien om ensomhed. For umiddelbart efter aftalen var lavet, skete der noget i redaktionslokalet, vi ikke er 100 procent stolte af, men som ledte os i en helt anden retning.

Videos by VICE

For helt ærligt – hvem kan tage historien om ensomhed seriøst, hvis en af hovedkilderne hedder Dirch Passer? Enten vil man tro, det er en uforståelig joke eller begynde at kæde den unge Dirchs tungsind sammen med den rigtige Dirchs depressive sider, som de eksempelvis fremstilles i filmen ‘Dirch’ fra 2011. Ja, tankerne stak af. Men selv om overvejelserne kunne have været mindre fladpandede, bragte de alligevel noget med sig.

For vi kan vel ikke være de første, der har reageret så dumt og fordomsfuldt på mødet med den unge Dirch Passer. Han må om nogen være vant til at blive tvunget til at løfte arven fra sin oldefar. Derfor besluttede vi alligevel at finde en anden til ensomhedsartiklen og i stedet tage en snak med Dirch Passer om, hvordan det egentlig er at gå i gymnasiet og dele navn med et af Danmarks mest kendte mennesker.

VICE: Hej Dirch Passer. Hvorfor hedder du Dirch Passer?
Dirch Passer: Altså, min oldemors fætter var ”den originale” Dirch Passer, og navnet Passer er gået igen i generationer. Min mor ville gerne have, at jeg hed et Dragør-navn, enten Thøger eller Dirch. Jeg er pænt glad for, at jeg ikke hedder Thøger. Det er jo et direkte Wildcard til mobning i folkeskolen.

Hvad er et Dragør-navn?
Dragør er en by af kolonister fra Holland, og Dirch er et hollandsk navn. Min mor hedder eksempelvis Grith.

Men seriøst. Dirch Passer. Det kan ikke være tilfældig sammensætning – Dragør eller ej?
Mine forældre har nok tænkt, at det var et power-navn. De tænkte sikkert på det som en gave, og det kan man jo egentlig også sige, at det er. En gave, hvor der også kan være ulemper.

Har du nogensinde været sur på dine forældre over, de har givet dig det navn?
Masser af gange. Rigtig mange gange har jeg tænkt over, om de mente det her som en forbandelse.

Ville du hellere bare hedde Mikkel?
Nu er jeg jo lige blevet 18, så det er først nu, jeg kan træffe valget. Jeg har haft 18 år i skærsilden, om man så kan sige. Nogle gange ville jeg gerne. Netop på grund af de her forventninger. Jeg ser det ikke som en løsning at skifte mit navn, selvom jeg af og til synes, det er irriterende.

Præsenterer du dig som Dirch Passer eller bare Dirch?
Jeg kan bedst lide bare at præsentere mig som Dirch. Jeg kan godt lide, at mit navn skaber opmærksomhed, men jeg vil ikke lyde arrogant, hvilket jeg tror, man vil tænke, hvis jeg præsenterer mig som Dirch Passer.

Hvad er den vildeste reaktion, du har fået på dit navn?
Der er folk, der stalker mig på sociale medier. Det er nok det vildeste. Der er mange, der tror, at jeg kan komme ind på klubber på grund af mit navn, men det sker ikke.

Hvad er det værste, du har oplevet på grund af dit navn?
Når folk siger “han er jo slet ikke sjov.” Jeg stræber jo ikke efter at være sjov, men folk regner med det. Den rolle sidder bare på mig. Nu, hvor jeg er startet på gymnasiet, er jeg blevet lidt klassens klovn, fordi folk har puttet mig i den boks på grund af mit navn.

Og så har jeg skrevet en del jobansøgninger, som alle sammen er blevet afvist. Jeg tror, at de ser navnet og tænker, ”det er nok en prank det her.”

1541517833951-dirch-passer-film-liste
Dirch Passer deler navn med sin oldemors fætter, legenden Dirch Passer. Foto fra filmen Baronessen fra benzintanken fra 1960.

Men hvornår har det været rigtig fedt?
Selv om opmærksomheden af og til er lidt for meget, så er det ret fedt at blive råbt op i klassen.
Og så er jeg generelt virkelig dårlig til at stifte bekendtskaber, men mit navn kan ligesom fungere som en god icebreaker. Jeg kan godt lide det faktum, at navnet kan få folk til at søge kontakt i stedet for, at det er mig, der skal gøre det. Det ville være ligesom, hvis jeg hed Justin Bieber eller sådan noget – gud ske tak og lov for at jeg ikke gør det – så havde jeg jo også været glad for det. Det er bare noget, der skaber opmærksomhed.

Oplever du særlige forventninger til din person på grund af dit navn?
Det er et pres i forhold til at skulle være sjov. Jeg kan virke udadvendt, når man lige møder mig. Og når man samtidig har et humoristisk twist i sig og hedder Dirch Passer, så kan folk godt forvente, at man er sådan hele tiden. At man er ligesom ham. Men ligesom alle andre, kan jeg jo have en dårlig dag. Så når jeg har den rolle at leve op til hele tiden, kan det give mig en helt masse stress. Som om jeg er klassens klovn. Men jeg er jo ikke en jokemaskine.

Kan man ikke bare være ligeglad med de forventninger og sige fuck det?
Det kan man gøre f.eks. ved at sige fra overfor folk, der gerne vil have dig til at være i et eller andet specielt humør. Hvis de siger, ”sig noget sjovt, Dirch,” som det er hørt mange gange, så kan jeg ofte sige: ”nej, gider du lige lade være.”

Hvad er fremtiden for Dirch Passer II?
Jeg vil gerne være politiker. Jeg synes, at politik altid handler om at lokke had til og søge imod den negative side, men jeg vil gerne være en mere humanitær politiker. Jeg tror, at mit navn vil give mange stemmer ved et kommunalvalg. Men lige meget, om jeg bliver politiker eller professionel sportsudøver, vil folk forvente, at jeg siger noget sjovt. Jeg tænker alt for meget over det. Det er ikke, fordi jeg har daddy-issues med Dirch Passer, men jeg lever bare i hans skygge på en eller anden måde.


Se også: