Når tre års gymnasietid domineret af social angst og udpræget kropslig akavethed afsluttes, kulminerer det hele i et ritual, der på en og samme tid er en fejring af intellektuel oplysning og et eklatant mad- og drukorgie.
Vognturen er noget, alle studenter husker resten af livet (altså lige bortset fra dem, der blackouter efter tredje stop). Men vognturen handler i virkeligheden ikke kun om druk, for de studerendes forældre forsøger nemlig ihærdigt at kvæle de unges alkoholpromiller i pizzaboller, pølsehorn og lakseroulader.
Videos by VICE
Kombinationen af ekstreme mængder mad og alkohol er noget, der sætter sig sine spor i dagene derpå og for de fleste er vognturen derfor lykkeligvis en enkeltstående begivenhed. Men der findes altså andre her i landet, der flere gange om året – hvert eneste år – gennemfører det mobile drukritual på den ene eller den anden måde.
Vi talte med en studentervognschauffører og en vognturs-dj for at høre, hvordan man klarer sig uskadt gennem flere dage i træk med buffet, druk og den indsovsede blomst af Danmarks ungdom.
Peter Rømer Andersen, 33, chauffør
MUNCHIES: Hvor længe har du kørt rundt med studenter?
Peter Rømer Andersen: Jeg har kørt de sidste seks år. Når jeg skal køre med studenter, tager jeg en uges ferie fra mit normale arbejde. Det gør jeg, fordi jeg synes, det er sjovt at køre lastbil og være sammen med de unge mennesker. Og så får vi også noget god mad.
Hvor mange stop er der på sådan en tur?
Der er normalt 27-28 elever i en klasse. Men der er nogen, der slår sig sammen. Når det sker, bliver der som regel serveret et større måltid i stedet for pindemadder.
Hvilken slags mad bliver der serveret?
Det kan være alt lige fra jordbær i chokoladefondue til små sandwiches og varme frikadeller. Men det kan også godt tage overhånd. Jeg har været ude til helstegt pattegris og flæskestegssandwich.
De mest omfangsrige serveringer får man serveret hos familier med anden etnisk herkomst end dansk. Der kan man komme ud til et overflødighedshorn af indbagte ruller og alle mulige mærkelige retter fra Tyrkiet, Pakistan eller Kina. Det er simpelthen fantastisk. Som om hele familien har lavet mad i 14 dage. Det er nogle af de steder, jeg synes, det er fedest at besøge.

Hvad er det vildeste, du har fået serveret?
Det var et sted, hvor der var professionelle kokke, der havde linet-up med tre helstegte pattegrise. Vi startede med en forret efterfulgt af helstegt gris, og så var der en softicemaskine til dessert. Alt hvad hjertet begærer.
LÆS MERE: Jeg købte kattemad og 7/11-kylling i min kamp mod madspild
Går kombinationen af alkohol og mad i rigelige mængder og en vogn i bevægelse nogensinde galt?
Ikke rigtigt. Og så alligevel jo. Der var en student, der spiste et pølsehorn, og der sad så en bi på, og han blev stukket i munden. Han var ikke vildt beruset, men han var dybt allergisk overfor bistik. Han havde sprøjte og det hele med, men han kunne ikke rigtigt få sig selv til at stikke sig, for hvis han gjorde det, var han bange for at kaste op og være ude af stand til at drikke mere. Det endte med, at han blev sat af under et stop og kørt på skadestuen. Et par timer senere kørte vi op på skadestuen og hentede ham, da han var blevet udskrevet. Så kørte han med videre.
Men det sker da også tit, at der er nogen, der må kaste op. Om det så er fordi, de drikker ølbong, eller fordi de har fået for meget at spise og bliver lidt oppustede, må jeg lade være usagt.
Hvordan har du det selv ovenpå flere dage i træk i bussen?
Man kan godt blive madtræt. Fjerde gang man bliver tilbudt en frikadelle på pind, har man måske ikke så meget lyst til den.
Kan man føle sig presset til at spise?
Ja, det kan man godt. For nogle gange er der jo blevet disket op med mad til alt for mange mennesker. De står med en masse mad, de gerne vil af med, og det er da også uhøfligt bare at sige nej tak. Så man tager jo næsten altid en frikadelle. Det bedste er faktisk sidst på turen, når man første gang får tilbudt en kop kaffe i stedet.
Hvordan har du det med mad i ugen efter du har været ude og køre?
Man spiser ikke så meget. Så er det godt bare at komme hjem og få en enkelt ret. Sodavand, høj musik og fulde mennesker har man også fået nok af. Så man tager bare en stille og rolig sommer. Man får lidt en overdosis af det hele.

Mark Toepfer, 26, DJ
MUNCHIES: Hej Mark. Hvor længe har du været studentervogns-dj?
Mark Toepfer: I år er det femte år, jeg skal køre, og det er tur nummer 13 og 14, jeg skal ud på i weekenden.
Hvordan er det at skulle gennemføre op til flere vognture hvert eneste år?
Jeg blev ikke selv student, så jeg har heller ikke selv været ude og køre. De tre ture, jeg kørte det første år, gik helt amok. Jeg drak mig fuld sammen med studenterne og var med inde og spise hos forældrene. Der forstod jeg bedre, hvorfor folk taler så godt om deres studentertur. Det er bare et minde for livet.
Du har en pult med oppe på ladet?
Ja, og et kæmpe anlæg. Det er sådan lidt en rullende Distortion-fest.
Hvor lang tid varer sådan en tur?
Turene er som regel planlagt til at vare 12 timer –– men der er altid lidt forsinkelse. Som regel minimum 45 minutter men jeg har også været ude for at vi var tre timer forsinkede.
Hvad består sådan en vognturs diæt af?
Rigtig mange øl og rigtig meget cider. Vi kørte op ad Strandvejen, og der var nogle forældre, der sørgede for 10 flasker Dom Perignon. Så stod folk og sprøjtede champagne ud over siderne på vognen. Det var helt vildt. Der bliver også drukket asti og shots. Nogle steder bliver der serveret drinks, cocktails og sjusser. Jeg har faktisk også været ude for, at der kun blev serveret vand.
Hvorfor gjorde der det?
Der var nogle der mente, at studenterne godt kunne bruge noget vand efter 20 stop. De havde ikke købt alkohol.
Det var da meget klogt tænkt?
Der døde stemningen sgu lidt indtil, vi kom ud i vognen igen.
LÆS MERE: Der findes fire typer drukmåse, og du er en af dem
Hvad med maden?
Alt fra pølsehorn og pizzasnegle til sushi, McDonald’s og thai-mad. Når man besøger indvandrerfamilier får man også serveret alle de klassiske retter fra eksempelvis Indien, Pakistan eller Filippinerne. Men der er også geografiske forskelle herhjemme.
Hvordan det?
Nord for København har jeg eksempelvis oplevet, at en kok stod og grillede mørbrad, og der blev serveret hjemmebagt brød og lækker kartoffelsalat. Et andet sted nordpå blev der serveret 20 liter Paradis-is. Jeg har også været et sted, hvor et stort bord var pakket med op imod 30 forskellige retter. Det var helt ekstremt.
Andre steder har jeg oplevet, at der bare blev serveret to store skåle med pølsehorn.

Er der nogle retter, man undgår?
Pølsehorn er der altid rigtig mange af, så der snupper man måske et enkelt de første par steder, og så undgår man dem resten af dagen.
Hvilke retter ser man så frem til?
Jeg kan huske en tur –– det var tur nummer to den weekend –– hvor jeg havde det rigtig skidt, da vi startede med at køre. Men da vi kom til stop nummer fire, blev der serveret sushi. Der spiste jeg 15 stykker sushi eller sådan noget. Det var helt perfekt.
Hvordan bliver studenterne påvirket af de enorme mængder mad og alkohol kombineret med en lastbil i bevægelse?
Det er meget sjældent, at jeg har oplevet, at folk har knækket sig. Jeg tror, at de store mængder mad og det, at folk er opmærksomme på, at de skal huske drikke andet end alkohol, betyder, at folk opfører sig overraskende normalt. Det er ikke sådan, at folk sidder og savler. Jeg har faktisk kun oplevet én gang, at der var en, der brækkede sig i vognen. Det kan selvfølgelig godt være, at der er nogen, der knækker sig på toilettet under stoppene, men generelt er folk gode til at beherske sig.
Hvad er det værste, du har oplevet på sådan en tur?
Der var en, der smed fem liter vaniljeis ned i dj-pulten: En af de studerende syntes, hun skulle have sådan en termoboks fyldt med is med ud i vognen, men der gik ikke mere end fem minutter, før den lå med bunden i vejret midt på min mixer. Så alle stik måtte ud, musikken blev slukket, og så måtte jeg bare i gang med at få hældt isen ud af mixeren og få tørret den så godt af som muligt.
Det endte faktisk med, at der kun var en enkelt knap, der gik i stykker. Men mixeren var så fedtet, at mange af knapperne endte med at sætte sig fast efterfølgende. Det kostede mig 3500 kroner at få den fikset, så jeg fik studenten til at betale nogle penge for at få den repareret.
Mere
fra VICE
-
Ippei Naoi/Getty Images -
-
-
Ivan Balvan/Getty Images