Vi spurgte fem Alternativet-vælgere, hvad de mener om Niko Grünfelds afgang

Emil, Niko Grünfeld og Fredrik

Så er den gal (igen) inde hos Alternativet. Sent onsdag aften meddelte partiets Niko Grünfeld, at han trækker sig som kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune. Beslutningen er kulminationen på et par uger fyldt med møgsager, der ikke mindst eskalerede, fordi han gennem hele processen tilsyneladende har kørt efter samme logik, som børn gør, når de tisser i bukserne for at holde varmen – og så bliver det hele altså pludselig koldt og klamt.

Grundlæggende handler det hele om to sager, som Radio24Syv har gravet frem. Først kunne de fortælle, at Grünfeld, foruden at smide de velfungerende møbler ud, der i forvejen stod hans kontor, også har brugt 130.000 kroner på at nyindrette borgmesterkontoret med alt fra PH-lamper til en specialdesignet daybed – takket være en god bekendts søster, der var hyret som indretningsarkitekt.

Få dage senere kom det så frem, at han også af uvisse årsager har fiflet med sit CV, hvor han har valgt at tilføje en master i positiv psykolog fra Aarhus Universitet, selv om han aldrig har gennemført det studie. På sit CV havde han også tilføjet et arbejde som salg- og marketingskonsulent i den engelske fodboldklub Swindon Town Football Club, som pludselig er ændret til sætningen “mit første job var i AGF”.

Videos by VICE

I sig selv ikke helt fint i kanten, men særligt ikke for Alternativet, der nærmest har sat sig selv i verden for at undgå sager som den her og skabe et mere åbent og ærligt politisk klima. Derfor kunne man have forestillet sig, de ville være de første til at spille med åbne kort og komme med uforbeholdne undskyldninger, når sådan noget opstår.

Men nej, sådan gik det ikke. Først undskyldte Niko Grünfeld sig med, at han ikke havde læst sit pyntede CV, før det blev bragt i en artikel i Altinget. Men da journalisten, som havde skrevet artiklen, offentliggjorde en mailkorrespondance mellem ham selv og Grünfeld, der modbeviste den forklaring, trak Grünfeld endnu engang i land og forklarede det hele med en simpel fejl. Det fik dog Politikens journalist Frederik Buhl Kristensen til at råbe op og gøre opmærksom på, at han har modtaget en mail fra Grünfeld, hvor han selv tilføjer den ikke-eksiterende mastergrad.

Og sådan fortsatte det. Er du i tvivl, kan du jo selv tjekke Niko Grünfelds Facebookside, hvor han igennem ugen har postet den ene halvsølle undskyldning efter den anden.

I forgårs (blot et døgn før han alligevel trak sig) meddelte han, at han ville fortsætte som borgmester og benyttede samtidig muligheden for at sige, at han gerne svarede på spørgsmål fra pressen. Men da vi prøvede at få en aftale med ham – blandt andet for at spørge ind til pris og brug af den nyindkøbte, kæmpestore og meget farvestrålende plysting i hans nyistandsatte borgmesterkontor – meddelte hans pressesekretær over sms, at han alligevel ikke “stiller op til interviews,” og få timer senere gik han så af.

I stedet har vi så spurgt rundt i vores netværk og fundet fem vælgere, som har stemt på Alternativet, for at høre, hvad de tænker om Nikos deroute.

Simon, 31, stemte Alternativet ved folketingsvalget

1539870312551-Skaermbillede-2018-10-18-kl-145509

Jeg er meget tilfreds med hans afgang. Det, synes jeg, er fint. Der bør ikke være en borgmesterpost, eller andre offentlige embeder for den sags skyld, til folk, der kan udvise så grel mangel på dømmekraft og tage så mange forkerte beslutninger. Jeg mener, hvad havde han regnet med? Jeg forstår egentlig godt, at han ikke gider tilbringe hele sin dag foran et skrivebord i glas, det fortjener ingen, men hvad fanden er der nu galt med et hæve-sænkebord fra IKEA? Jeg kan sagtens finde på at stemme Alternativet igen. De er jo ikke værre end alle de andre. Faktisk skal Niko Grünfeld have stor kredit for at trække sig, fordi han har lavet noget lort. Det er der mange andre politikere, der godt kunne lære noget af. Det må være hans fineste bidrag til fremmelsen af en bedre politisk kultur herhjemme.

Fredrik, 33, er medlem af Alternativet og stemte på dem ved folketingsvalget 2015 og kommunalvalget 2017

1539866845218-44303809_493878094445605_626664552011923456_n-3

Nu er han gået af, og det er absolut det rigtige træk af hensyn til partiets troværdighed. Især her op til et kommende valg. Jeg undrer mig seriøst stadig over, hvad fuck tumpen har tænkt – om han bare har løjet bevidst, eller hvad der ellers ligger til grund for en så dum sag. Det lugter lidt af begyndende magtarrogance. Jeg synes desværre, Alternativet har mistet sin politiske uskyld, hvilket var og er en afgørende del af deres image. Jeg er selv medlem af partiet og må sgu erkende, at jeg er kommet i tvivl, om det stadig er det rigtige parti for mig, når nu en af de bærende kræfter viser sig at være repræsentant for lige præcis den politiske kultur/adfærd, jeg var så pisse træt af, og som Alternativet så ivrigt har forsøgt at distancere sig fra. Uffe har stadig min opbakning, men der skal ikke opstå mange bump på vejen (her op til valget), før min stemme ryger, og partiets troværdighed smuldrer.

Tine, 28, stemte på Alternativet ved kommunalvalget 2017

1539867022908-44370908_2310090432552020_3194619227638071296_n

Jeg er hverken glad for, at han er gået af, eller ligeglad. Jeg er mere forundret over manglen på forståelse for sagens karakter. For mig er det en ret alvorlig sag, som virker dybt idiotisk og uintelligent, og jeg har svært ved at forstå, at hovedperson kommer fra Alternativet. Partiet står for lighed, gennemsigtighed, mangfoldighed og bæredygtighed. Og så lyver han om en kandidatgrad og indretter et såkaldt ”københavnerkontor” for 130.000. Det er hverken troværdigt eller ”grønt”, og det er der ikke meget positiv psykologi over. De kom nærmest med flyvende trapezer og klovnenæser og lagde Danmark ned med en helt ny politisk agenda. Så der er ingen grund til at lyve sig til andet, og slet ikke når man prædiker, at det ikke altid handler om karakterer og lix-tal. Og 130.000 kroner på nye designermøbler – det er en yderst alternativ form for bæredygtig indkøbsordning.

Det her handler ikke kun om kroner og øre eller nepotisme – det handler i særdeleshed om manglen på forståelse og håndtering. Jeg mangler at forstå, om han forstår, at det her er en seriøs sag. Jeg anerkender, at han vil passe på sin familie, men det er bare ikke nok. Jeg vil også meget gerne have, at han – og partiet generelt – anerkender, hvor rådden denne her sag er.

Emil, 31, stemte Alternativet ved folketingsvalget 2015

1539866863542-44047471_911448652385243_6505421340722331648_n

Det er godt, han er gået af! De har ikke råd til den slags sager, som jo går direkte imod meget af det, de i sin tid stiftede partiet for at fremme – bl.a. gennemsigtighed og bæredygtighed, som er principper, vi må konstatere, runger hult i dag. Hvad angår hans cv, så ligner det, at han decideret har løjet – overlagt. Så ja, manden bør gå af. Mange af de mere etablerede partier havde nok godt kunne ride stormen af, men for Alternativet må det handle om at slå ned, når det modarbejder den kultur, de forsøger at skabe. Niko havde ikke modet til at modstå de politiske fristelser, der kan følge med en post som borgmester, og derfor må han, ligesom Anna Mee, afgå fra posten. Du kan jo heller have en bagerjomfru ansat, der spiser alle kagerne, inden butikken åbner. Jeg stemmer ikke Alternativet næste gang! Det tror jeg godt, jeg kan garantere. Desværre.

Frederik, 30, stemte på Alternativet ved folketingsvalget 2015 og kommunalvalget 2017

Det er altid trist, når politikeres familie og privatliv tages som gidsel i en sag på den måde, som Niko Grünfeld giver udtryk for har været tilfældet. Det hører ingen steder hjemme. Med det sagt, så håber jeg, at Alternativets hovedbestyrelse i København får rystet posen og talt om, hvordan man bedst muligt repræsenterer et embede. Jeg har blandt andet stemt på Alternativet, fordi jeg var træt af politikerlede og manglende gennemsigtighed, og med denne sag kan man godt føle sig svigtet som vælger. Det håber jeg, de vil addressere og reflektere over, så tilliden kan genopbygges.