Vi spurgte folk, der vedligeholder hjemmesider fra 90’erne, ‘hvorfor’?

haker

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

For 20 år siden var internettet et helt andet sted. Det var fyldt med flash-animationer, OJ Simpson-jokes, klaustrofobisk sorte baggrunde og den herlige lyd, som et modem laver. I dag er den version af nettet stort set forsvundet, udover nogle ganske få halvt forladte hjemmesider, der stikker op hist og her som ukrudt. Og vi siger “halvt forladte”, for folk betaler stadig for domænerne, og nogle gange opdaterer de også indholdet. Men hvorfor?

Videos by VICE

Hvem er de mennesker, der vedligeholder de gamle sider? Hvorfor bliver de ved? Og hvorfor sletter de ikke bare deres lort ligesom alle andre?

For at finde ud af det, tog vi kontakt til tre mennesker, som holder liv i de berømte gamle sider.

1505356545514-ancient-site-vice

Celestino Gianotti er ikke alene instruktør på videoen til Eiffel 65’s tidsløse klassiker “Blue (Da Ba Dee)” men han er også skaberen af deres ikoniske rumvæsen “Zorotl” og webmaster for dens hjemmeside www.zorotl.com . Vi talte med Celestino fra hans hjem i Italien.

VICE: Hej Celestino, hvorfor vedligeholder du en 18 år gammel hjemmeside for et rumvæsen fra “Blue (Da Ba Dee)”?
Celestino Gianotti: Det er et stykke historie for mig, og det er vigtigt, at den bliver ved med at eksistere. Det er ikke dyrt at vedligeholde den, og som en tidligere musikvideoskaber og nuværende computerspilsdesigner er det godt, at folk kan genkende mit arbejde, når jeg søger et nyt job. Jeg ved ikke, om det er relevant for andre, men det er vigtigt for mig.

“Blue” var sådan et kæmpehit da den kom ud. Hvorfor lavede du en hel hjemmeside til karakteren Zorotl?
Vi ville gerne have at karakteren voksede og blev til mere. Der var en anden video, hvor vi også brugte Zorotl, og det var i efterfølgeren til “Blue”, der hed “I Wanna Be” Så vi byggede en hel historie op omkring den, men desværre var vi for unge til at administrere sådan en forretning dengang, så projektet voksede ikke som håbet.

Hvis du betragter hjemmesiden som et slags portefølje, hvorfor opdaterer du den så ikke?
Jeg vil ikke have, at den er pænere. Det ville ikke give nogen mening, hvis den så godt ud. Jeg designer jo ikke hjemmesider til daglig, så det handler ikke om at demonstrere, hvad jeg kan. Det er en tidskapsel, så folk kan identificere mig og mit arbejde. Hvis jeg havde tænkt mig at lave en ny musikvideo med det blå rumvæsen, så ville jeg lave en ny hjemmeside. Men jeg sletter aldrig den her.

Har du nogle fans, der stadig besøger hjemmesiden?
Hjemmesiden får stadig trafik, men folk snakker ikke med mig om den. Jeg har set posts på Reddit, hvor folk sviner den til og siger, at den ligner lort – men til deres forsvar så ligner den faktisk lort. Folk er mere imponerede over musikvideoen. Engang var jeg i London med gutterne, som lavede videoen, og vi mødte nogle fans, som fortalte os, at de elskede videoen og gav os så meget respekt. Det er ikke det samme i Italien. Jeg sætter pris på, hvad jeg har gjort, når jeg forlader Italien.

Har Zorotl en fremtid? Giver du ham nyt liv på et tidspunkt?
Det er ikke planen, nej. Jeg arbejder på et computerspil for tiden, og jeg har ingen intention om at bruge Zorotl igen. Zorotl er en del af min fortid, jeg har brug for at fokusere på fremtiden og på at udvikle nye karakterer. Måske laver jeg en dag et computerspil med Zorotl, men det er ikke en del af mine planer PT.

1505356580718-ancient-site-vice-2

Maddox er tidligere programmør for et telefonsælgerselskab, inden han blev blogger og succesfuld forfatter. Han har også haft en uafhængig og temmelig vred blog ved navn http://maddox.xmission.com/ siden 1997.

Hej Maddox, lad os begynde med din oldnordiske hjemmeside. Hvorfor holder du den stadig kørende?
Maddox: Det er grundlaget for alt, jeg har gjort siden. Det er min ventil, hvor jeg kan komme af med alt det, der presser på. Og folk følger stadig, hvad jeg laver. Jeg når ud til omkring en halv million fans, hver gang jeg lægger noget nyt op. Men hvad vigtigere er, så får jeg stadig hade-mails.

Men du ved godt, at den ligner lort, ik? Hvorfor bruger du ikke bare en lækker, ny Squarespace-skabelon ligesom alle andre?
Jeg ved godt, at hjemmesiden er grim, men det eneste formål den har, er at levere artikler til læserne. Det er det eneste, den skal. Google har den samme tankegang som mig. Der er millioner af hjemmesider, der er meget flottere end min, men de får ikke noget trafik.

Hvordan vil du mene, internettet har forandret sig, siden du startede?
Internettet har forandret sig på grund af sociale medier, og det er skidt, for det betyder, at folk lægger ting op steder, der ikke er net-neutrale, såsom Facebook. Men det værste ved sociale medier er, at alle får en stemme – det er frygteligt. Alles stemme er nu lige meget værd, så din tantes lortemening bliver behandlet på samme måde som The New York Times. Det er ligesom at gå på apoteket, og på hylderne har de alt muligt medicin, man kan købe, men også noget gift.

Har du mødt nogle af dine fans, eller nogen, der har sendt din hademails?
Jeg har mødt mange fans i løbet af årene, og nogle af mine bedste venner i dag og piger jeg har været sammen med, var folk, jeg oprindeligt mødte som fans. Heldigvis er der ingen af mine haters, der har angrebet mig. Men der var engang en pige, som stod i kø i to timer, da jeg sad og signerede bøger, bare for at fortælle mig, at hun hadede mig. Jeg spurgte, om hun ville have signeret noget, men det ville hun ikke. Det var totalt spild af tid både for hende og mig, men værre er det heller ikke. Mærkeligt nok, så har jeg temmelig mange stalkers.

Stalkers, seriøst?
Jeg ved ikke hvorfor, men for tiden har jeg helt seriøst fem stalkers. En af dem er en pige, der har e-mailet mig hver uge i omkring frem år, og hun læser nok også det her. Men hun er ikke en trussel – hun er bare besat af mig, og tror, at jeg sender hende skjulte beskeder i mine tekster. Det gør jeg faktisk også, hvis jeg skal være helt ærlig [griner].

Vil du nogensinde slette hjemmesiden?
Jeg sletter den aldrig. Jeg vil holde den kørende lige så længe som jeg har råd til.

1505356606181-Vice

Nick Morrot er en 40 år gammel hjemmegående far og softwareudvikler, som har opdateret en hjemmeside med transskriberinger af de gamle X-files-afsnit i 20 år. Besøg hjemmesiden her: http://www.insidethex.co.uk/.

Okay Nick, hvorfor vedligeholder du stadig en gammel hjemmeside med X-files transskriberinger?
Fordi der stadig er temmelig mange fans. I løbet af de seneste 20 år har jeg haft næsten halvanden millione besøgende fra alle lande i verden, undtagen nogle få i Centralafrika. Jeg får stadig mange mails fra hele verden, og det koster ikke meget at holde hjemmesiden oppe. Folk besøger den stadig, og jeg føler, de forventer, at den bliver liggende.

Men føler du stadig, den er relevant?
Ja, det gør jeg. Jeg får tit e-mails fra forfattere til fan-fiction, som siger, at de bruger den til at få så meget tekstbaseret information som muligt. Folk fra alle mulige steder, som ikke kunne se de nyeste sæsoner af X-files, havde adgang til hjemmesiden.

Har du meget kontakt med fans?
Ja, det har jeg. Jeg fik for nylig en e-mail fra Tyrkiet, og han ville fortælle, at de brugte hjemmesiden til at forbedre underteksterne på nationalt TV. Der har også været mange mennesker, der har skrevet for at fortælle, at de har brugt hjemmesiden til at blive bedre til engelsk. Det handler om meget mere end bare X-files.

Er du nogensinde blevet truet af folk, som har andre X-files-hjemmesider?
Kun en enkelt gang, da jeg fik en mail i december 1999. Den blev sendt til “Tiny Dancer” som var en person, der stod for at køre et stort X-files-arkiv i Toronto. Den kom fra et advokatfirma i Beverly Hills og handlede om den “ulovlige brug af 20th Century Fox’ ejendom.” Jeg var CC, og de bad mig fjerne alle lydklip, videoklip og transskriberinger, der havde noget med X-files at gøre, og samtidig offentligt støtte en bog om X-files, som Fox havde udgivet. Jeg svarede: “Jeg har intet at gøre med den hjemmeside, I taler om” og så hørte jeg aldrig fra dem igen.

Hvornår er hjemmesiden færdig?
Som den er nu, kræver det, at alle afsnittene ligger klar. Når jeg har gjort det, vil jeg med glæde holde den kørende, som en hyldest til serien. Hvis der kun var én eller to gæster om ugen, var det noget andet. Så kan det godt være jeg ville sige stop, men så længe jeg får 10.000 hits om måneden, så bliver jeg ved.