Den mest akavede del af en date er det uundgåelige øjeblik, hvor regningen skal betales. Særligt for mig da jeg som regel er på røven. Jeg føler mig mindre mandig, hvis jeg ikke kan betale regningen efter endt første date, men det frastøder mig på samme tid, at jeg er tvunget til at spise ramen resten af måneden, når jeg har inviteret en person ud at spise.
Traditionen med, at manden skal betale for kvinden, kan dateres tilbage til dengang, det ikke var normen, at kvinder arbejdede og derfor heller ikke havde deres egne penge. Selvom det ikke forholder sig sådan længere, har det vist sig svært at lægge sådanne kønsdefinerede traditioner i graven.
Videos by VICE
Personligt mener jeg, at det er helt fint, at kvinden også spæder til. De viser bare, at hun er hensynsfuld. Men jeg vil til gengæld altid afvise hendes tilbud for at vise, at jeg også er hensynsfuld. Det er i hvert fald sådan, scenariet udspiller sig inde i mit hoved—der i øvrigt er det eneste sted, jeg kan score mig en date. Jeg besluttede mig derfor for at høre, hvad folk på gaden i Holland mener om emnet.
Youri (25)
MUNCHIES: Du har lige spist middag med en pige, og regningen ankommer til bordet. Hvem betaler? Det gør jeg, men ikke af nogen særlig grund. Det foretrækker jeg bare. Jeg har penge, så jeg betaler. Hvad skal jeg ellers bruge pengene på?
Du har penge, så du betaler. Har dem, du dater, ikke nogen penge? Det afhænger af personen. Men jeg mener altså, at manden bør betale for kvinden.
Synes du ikke, det er lidt gammeldags? Jo, men det er ikke ensbetydende med, at det bør ændre sig. Kvinden ordner vasketøjet, gør rent og laver mad. Manden betaler for maden.
Helt kort: Du betaler, kvinden tier stille og ordner vasketøjet. Præcis.
Sergio (26)
MUNCHIES: Hvem, mener du, bør betale regningen efter en date? Det er meningen, at man skiftes til at betale. Jeg tilbyder at betale, men når hun så tilbyder at dele regningen, så accepterer jeg det. Hvis man går meget på date og man betaler for alt, ender det med at blive dyrt.
Hvad gjorde du, sidste gang du var på date? Vi splittede regningen. Engang tilbød en kvinde at betale for det hele, men kun fordi jeg havde mistet min pung. Og det var ikke bare en dårlig undskyldning.
Betyder det noget, om den ene tjener mere end den anden? Nej. Det betyder ikke noget, hvem der har flest penge. Man deler regningen ligeligt.
Charles (25)
MUNCHIES: Hvem skal betale for drinks efter en date? Det afhænger af situationen. Har man først lige lært hinanden at kende, mener jeg, at manden bør betale.
Hvordan ville du have det, hvis en kvinde insisterede på at betale efter en første date? Det ville jeg ikke bryde mig om på en første date. Jeg ville nok have det underligt med det, jeg ville måske føle mig en smule kastreret.
Naomi (25)
MUNCHIES: Når du tager ud at spise med en fyr, hvem betaler så regningen? Det gør manden. Ikke drengen, men manden. Det er meget vigtigt. Hvis han ikke gør det, er det ikke særligt galant. Men kun på første date. Derefter bør kvinden tilbyde at betale en andel.
Hvorfor skal manden betale? Er din tid mere værd end hans? Nej, det er ikke det. Jeg ser på det fra et traditionelt perspektiv. Det er stadig manden, der bør tage sig af kvinden. Udover det så er de fleste dates, jeg er på, efter fyrens opfordring.
Er det en dealbreaker, hvis fyren ikke betaler? Jeg tror, mine veninder ville have en hel del at sige om det, men hvis han ikke betaler, ville jeg ikke synes, det var særligt attraktivt. Det afhænger dog af, hvordan daten er gået. Er han virkelig sød, kan jeg godt leve med det, men hvis han ikke var særligt interessant til at starte med, så er han det bestemt heller ikke efterfølgende.
Alina (26)
MUNCHIES: Forestil dig at du er på date og får et par øl. Hvem betaler regningen? Helt generelt foretrækker jeg at betale for mig selv. Hvis daten var virkelig god, kan jeg godt lide at betale for det hele bare for at vise, at kvinder er fuldt ud i stand til at betale. Hvis daten var forfærdelig, ville jeg dele regningen.
Du ville altså aldrig lade manden betale hele regningen? Det ville være så sødt, hvis han tilbød at betale, men nej, det vil jeg helst ikke have. Vi er frigjorte og har ikke altid brug for den slags.
Men du ville betale for det hele, hvis daten var virkelig god. Er det ikke en smule bagvendt? Jo, det er det, men det er mest fordi, kvinder stadig har en idé om, at manden skal betale, og det er jeg ikke enig i. Jeg synes, det er en smule sært, når en mand har det svært med, at jeg betaler. Hvis du kan betale det hele, hvorfor kan jeg så ikke? De her gamle vaner ligger stadig dybt i os, og det er på tide, at vi finder en sjov måde at komme dem til livs på.
Emilie (26)
MUNCHIES: Hvem skal betale for en date? Manden eller kvinden? På første date bør manden betale.
Hvorfor? Fordi det er galant. Det er en charmerende tradition, og det er der ikke nogen grund til at lave om på.
Passer denne gammeldags opdeling af kønnene ind i det moderne samfund? Kvinden kan helt sikkert betale tilbage engang i mellem, men jeg mener ikke, at kønnenes frigørelse bør lede til ophævelsen af de gamle traditioner. Det bør ikke føre til, at vi mister vores gamle værdier.
Helt kort: De negative aspekter af mand-kvinde dynamikken bør forsvinde, og de positive bør vi holde fast i? Absolut, det siger det meget godt. Godt formuleret.
Nina (27)
MUNCHIES: Hvem bør ifølge dig betale for en date? Jeg mener, at manden skal betale for den første date. Det handler om, at han gør en indsats for at få fat i kvinden. Manden bør stadig erobre kvinden.
Så at betale for middagen er en del af den erobringsproces? Det mener jeg. Jeg finder det tiltrækkende, når en mand gør sådan noget for mig. Jeg tror også, at mændende forretrækker det. Man oplever ofte, at mændene bliver forlegne, hvis man tilbyder at betale.
Hvis ikke manden betaler, ændrer det så din opfattelse af ham? Han bliver mindre mand i mine øjne. Det er mandigt at betale.
Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES Holland.