Lige meget hvor lovlydig og sober en person, du er (og vi kender dig – du er ingen af delene), så kommer du til at møde politiet på årets Roskilde Festival. Forhåbentlig bliver det bare hyggeligt. Du tager en selfie, hvor du skeløjet af snaps og snitter læner dig op af en purung panser, og så er du videre i teksten. Forhåbentlig slipper du for at skulle anmelde en forbrydelse eller blive taget på fersk gerning: Undskyld hr. betjent, jeg troede godt, man måtte stjæle stole fra andres lejr, for min egen stol er også blevet hugget.
Men hvis fælden klapper, er det nok mest sandsynligt, at det drejer sig om stoffer. De seneste år har politiet nemlig intensiveret deres jagt på alle de rusmidler, som ikke er blåstemplet af regeringen og promoveret overalt i festivalens boder.
Videos by VICE
Der var engang i 00’erne, hvor politiet vendte det blinde øje til dem, der fyrede op for en fed på campingpladsen. Engang, hvor politiet udtalte til festivalavisen Orange Press, at de gik i enddog “meget store sko, nærmest sandaler,” når det kom til at ryge en bønne på festivalen.
Sådan er det ikke længere. Ligesom på Christiania, hvor politiet dukker op i tide og utide for at fjerne hashboder, der er oppe igen få minutter senere, har ordensmagten valgt aktivt at gå efter festivalgæster med en to-smøgs i kæften eller en pose middelmådig coke i lommen.
Det fortæller Carsten Andersen, som er kommunikationsansvarlig fra Midt- og Vestsjællands Politi. Vi tog en snak med ham om politiets tilstedeværelse på festivalen.
VICE: Hej Carsten. Hvorfor vælger I at lave en øget indsats mod stoffer?
Carsten Andersen: Først og fremmest vil jeg slå fast, at der gælder de samme regler på festivalen som ude i samfundet. Stoffer er forbudt begge steder. Men det er korrekt, at vi har skærpet indsatsen lidt. Tidligere talte man om, at folk måske godt måtte have lidt til eget forbrug, og sådan er det altså ikke længere. Vi ved godt, at vi ikke fjerner stofferne fra Roskilde Festival. Det er utopi. Men vi vil gerne minimere det, og forhåbentlig kan vores indsats også have en præventiv effekt.
Tidligere så I med mildere øjne på cannabis i forhold til hårdere stoffer. Har det ændret sig?
Vi ser ikke med mildere øjne på hash. Vi vil ikke se nogle stoffer overhovedet. Men vi synes alligevel, det er vigtigst at gå efter de hårdeste og farligste stoffer. Men det betyder ikke, at man kan slippe afsted med at ryge hash.
Hvilke erfaringer har I gjort jer de seneste år?
Der har været folk, der skulle sigtes, men det har været i småtingsafdelingen. Vi har ikke haft de store raids, hvor vi pludselig fandt store mængder. Det tager vi som et rigtig godt tegn. Vi kan ikke sige, om folk tager flere eller færre stoffer end tidligere. Det er nok noget af det samme, måske med en lille pil ned.
Kommer I til at have narkohunde med ligesom sidste år?
Det gør vi helt bestemt. Vi har meget gode erfaringer med hundene. For hvis en hund udpeger en person, så kan vi gå direkte efter dem, og så slipper andre for at blive ransaget. Det gør det nemmere at finde stoffer i folks telte, eller på de folk, der går forbi os på pladsen.
Er det alle slags stoffer, hundene kan snuse efter?
Alle slags stoffer, ja.
Går I hovedsageligt efter folk, der sælger stoffer, eller vil I også aktivt opsøge den almindelige bruger?
Den almindelige bruger kan sagtens blive ramt. Hvis vores hunde lugter en joint på en forbipasserende, vil vedkommende blive sigtet. Men vi har en målrettet indsats mod dem, der sælger – det er det vigtigste. Vi bruger alle de midler, vi har.
Hvad har I ellers fokus på ud over stoffer?
Vores fokus er som tidligere år. Det handler om aktioner mod udenlandske kriminelle, der forsøger at lave tyverier fra telte og andre steder. Derudover er vi naturligvis opmærksomme på andre forbrydelser. Vold ser vi sjældent på festivalen, men der sker hvert år forskellige grader af seksuelle krænkelser, og her handler det også om, at man passer på hinanden og hjælper hinanden, så man undgår ubehageligheder.
Hvis du vil læse mere om hvordan du undgår seksuelle krænkelser på festivalen, kan du læse den her artikel. Hvis du vil vide mere om, hvordan du undgår at komme galt afsted med stoffer, kan du kigge forbi vores Safe Sesh-tema.